Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Et tvetydigt symbol

 

Interview med Hanifa Cherifi, den officielle franske mægler i tvister om muslimske pigers brug af tørklæde.

 
FORUM/Lyon 2.9.99
Få symboler bringer sindene så voldsomt i kog som det islamiske tørklæde, eller hijab, som nogle muslimske kvinder ønsker at bære i skoler eller arbejspladser i deres nye hjemlande. Muslimske kvinders brug af hijab virker mere provokerende end f.eks. retten til at bede de daglige bønner, at indtage halalslagtet kød i børnehaver eller kantiner, osv. - som religiøst og kulturelt set synes langt mere væsentlige spørgsmål.

I mange af disse sager finder man et pragmatisk kompromis. Men i sager om hijab koger debatten over. Ikke blot i Danmark men i hele Europa diskuterer man med jævne mellemrum på liv og sjæl, om nogle få piger eller kvinder i ganske enkeltstående tilfælde kan få lov til at bære det famøse tøjstykke på hovedet.

I Frankrig, hvor debatten har været særligt lidenskabelig, ansatte Undervisningsministeriet for fem år siden Hanifa Cherifi, universitetsuddannet kvinde, muslim og algerisk indvandrer, til at mægle i disse sager ("médiatrice dans l'affaire des foulards de l'Education Nationale"). Lærerne nedlagde arbejdet, når pigerne mødte med hijab, skolerne bortviste dem eller nægtede at melde dem ind ved årets begyndelse, hvis de ytrede ønske om at bære tørklædet.

Adskillige unge piger er blevet tvunget til at nøjes med korrespondancekurser i ottende klasse eller er blevet lukket ind i særlige klasselokaler. Og imam´er og islamiske foreninger har blandet sig i debatten, som har givet hijab en reklame, det næppe fortjener. Kun 400 piger menes at bære hijab i skolen i dag, hvor domstolene har fastslået elevernes ret til at bære tørklædet, hvis blot de ikke missionerer for deres tro.


- I dag er der faldet mere ro over diskussionen. Men jeg må endnu indskærpe nogle skoler og lærere, at tørklædet er tilladt, siger Hanifa Cherifi, som forklarer de franske læreres følelsesladede reaktion med Frankrigs lidenskabelige forhold til adskillelsen mellem kirke og stat. Det er en af de grundlæggende, politiske konflikter i Frankrig, hvor den verdslige skole traditionelt forsvares af venstrefløjen imod den katolske højrefløj.

Men tørklædet - om det nu forkætres eller forsvares - udløser også så voldsomme følelser, fordi det både opleves som og er et synligt udtryk for en anderledeshed. At bære hijab er ikke blot en religiøs handling men også et politisk signal, mener Hanifa Cherifi.

- De, som bærer hijab, demonstrerer mod en vis racisme i samfundet. De bærer et synligt symbol på den udstødelse, de er genstand for. Piger med hijab kaster billedet af den diskriminerede lige i synet på det diskriminerende samfund. Og blandt muslimer både i Vesten og i de muslimske lande har Islam udfyldt det ideologiske tomrum efter kommunismens fald. Islam er blevet proletariatets, de fattige og udstødtes ideologi, en slags politisk populisme i stedet for maoismen.

Men hvorfor udkrystalliseres konflikten så på tørklædet - og ikke på hallalkødet i de franske skolers kantiner?

- Tørklædet er ofte et svar på de vestlige samfunds manglende adskillelse mellem kønnene. Det er et forsøg på at moralisere en situation, hvor piger og drenge, mænd og kvinder omgås hinanden i det offentlige rum og dermed leve med en situation, man dybest set finder forkastelig, siger Hanifa Cherifi.

Betyder det så, at tørklædet skal ses som et positivt initiativ, som tillader nogle muslimske piger og kvinder at deltage i det offentlige liv i stedet for at lukke sig inde derhjemme?

- Absolut ikke. I hvert fald ikke i de vestlige samfund. I Iran eller Saudiarabien kan hijab måske repræsentere et fremskridt. Ikke i Europa. Læg mærke til, at det kun er pigerne og kvinderne, der rammes af dette ideologiske krav. Det er ikke drengene, der får deres skolegang forstyrret af krav til påklædning. De kan lade skægget vokse, hvis de har lyst. Koranen indeholder intet krav til kvinderne om at bære hijab, og det er først blevet udbredt inden for de sidste 20 år. Da jeg gik i skole i Algeriet, bar ingen tørklæde. Det er et krav fra en særlig, ortodoks udlægning af Islam. I denne udlægning, som i alle andre ortodokse trosretninger, har kvinden en særlig rolle. Tørklædet er symbol på et helt bestemt kvindesyn, på kvindens plads i samfundet og familien. Det reducerer kvinderne til deres køn. De er kvinder, ikke individer eller borgere men kvinder med en speciel rolle, mener Hanifa Cherifi.

For Hanifa Cherifi er Islam rummelig nok til at have plads til frie og uafhængige kvinder, hvilket hun selv er et eksempel på. Men ikke den Islam som påtvinger kvinderne hijab. Selv om ingen kan forbyde pigerne at bære tørklædet i skolen, klapper hun derfor ikke uden videre i hænderne over pigernes valg. Når hun går ind i en konflikt mellem elever og skole, taler hun ikke blot skolen til fornuft men forsøger også at forstå pigerne bevæggrunde for at bære tørklædet.

- Mange af pigerne siger til mig, at de vil bære hijab for at være rigtige muslimer, og at deres mor, hvis hun ikke bærer tørklædet, ikke er rigtig muslim. Jeg forklarer dem, at deres forældre er "rigtige" muslimer, og at hijab er udtryk for en ortodoks islam, som kan marginalisere dem fra det samfund, de lever i. Derefter beslutter mange, at de alligevel ikke vil bære tørklædet, fortæller den franske mægler, som mener, at ønsket om at bære hijab og være "rigtig" muslim ofte bunder i en kulturel rodløshed - og ikke i en kulturel afklaring.

- Når jeg studerer pigernes familiebaggrund, viser det sig ofte, at familierne har mistet slægtens og landsbyens traditionelle pejlemærker og derfor søger efter nye. Og samtidig er de unge ortodokse muslimer temmelig uvidende om deres egen kultur og forældrenes historie og hele baggrund. De klamrer sig til nogle få, synlige symboler som udtryk for deres kulturelle tilhørsforhold, i stedet for at sætte sig ordentligt ind i deres egen kultur. Det er det, jeg opfordrer til at gøre i stedet for at bære hijab. Og så skal man ikke glemme, at der også kan være tale om en form for teenage-oprør mod forældrene.

Er brugen af tørklædet et udtryk for, at de muslimske piger har svært ved at definere deres identitet i denne vestlige kultur, blandt andet fordi deres mødre ikke repræsenterer en kvindemodel, som er operationel og anvendelig i denne kultur?

- Det er rigtigt, at den muslimske mor ikke altid repræsenterer en operationel kvinderolle. Men man skal nu ikke generalisere. Der findes ikke en typisk muslimsk mor, de er lige så forskellige som alle andre. Jeg tror faktisk, at de muslimske piger er bedre rustet til at træde ud i det vestlige samfund end deres brødre, som uanset familiens sociale status er blevet opdraget til at være små konger, hvem alting er givet. De er ikke forberedt på at møde et samfund, hvor man hver dag skal stå sin prøve og bevise, hvad man dur til. Pigerne har vænnet sig til aldrig at få noget forærende. Det
omgivende samfund repræsenterer derfor ofte en fordel for dem med en større frihedsgrad, end de havde derhjemme.

Hvorfor vælger de så at bære hijab?

- Det er netop fordi brugen af hijab indskrives i en større sammenhæng. Pigerne har indtryk af at deltage i en bevægelse for et bedre samfund og derfor deltage i noget, som er større end dem selv som individer. De føler, at deres person ikke betyder noget i denne sammenhæng.

Mens pigerne har lov til at bære hijab i skolen, er det derimod deres kvindelige lærere strengt forbudt at gøre ligeså under henvisning til adskillelsen mellem kirke og stat og forbuddet mod at udsætte eleverne for religiøs påvirkning. Alle andre offentlige ansatte er underkastet samme forbud, hvorimod det private arbejdsmarked ikke hidtil er stødt på konflikter. Kun ganske få kvinder bærer det islamiske tørklæde på jobbet i Frankrig, og hovedsageligt i virksomheder eller butikker ejet af muslimer. For Hanifa Cherifi er problemet på det franske arbejdsmarked, at arbejdsgiverne har
svært ved at få sig til at ansætte indvandrerpiger - med eller uden tørklæde.

Alligevel mener hun ikke, at alle lande bør gøre som England, der har den mest klare holdning til hijab: et forbud mod at bære tørklædet er indirekte diskrimination og derfor ulovligt. Og hun mener ikke, at et forbud mod at forbyde hijab kunne være et stærkt signal til de arbejdsgivere, som på et småracistisk grundlag afviser at ansætte indvandrere. Hun er stærkt modstander af ethvert tiltag, der favoriserer de fremmedes særpræg. For eksempel mener hun ikke, der er tale om diskrimination i Frankrigs offentlige sektor, fordi forbuddet mod synlige religiøse tegn gælder alle. Og hun mener, at virksomhedsledere bør have lov til at vurdere, at brugen af hijab kan genere kunderne.

- Hijab er ikke nødvendigt for at leve som muslim. Det er kun et krav fra en særlig ortodoks retning inden for Islam. Og jeg mener, at man må vælge mellem en ortodoks levevis og en integration i det franske samfund. Det gælder alle ortodokse, ikke kun muslimske men også jødiske og katolske, som vælger at leve isoleret fra samfundet. Den jøde, som vil efterfølge kravet om at holde sabbat fra fredag middag, skal afveje det med ønsket om at passe et job.

- Hele den franske integrationsmodel bygger på en kulturel integration, hvor de fremmede bliver rigtige franskmænd i kulturel forstand, ikke blot på papiret. Man forhindrer ikke de fremmede i at bevare deres kultur, og de kan også udtrykke den offentligt for eksempel i foreningslivet. Men samtidig ønsker vi også at opretholde et offentligt rum, hvor der gælder samme spilleregler for alle. Vi tror ikke på det hensigtsmæssige i, at forskellige kulturer lever side om side uden at omgås eller kende hinanden som i England.

Hanifa Cherifi tilhører en generation af veluddannede muslimske kvinder, som betragter tørklædet som en begrænsning, kvindernes gule stjerne, så at sige. Og som ikke føler sig fanget i den integrationsfælde, som lukker sig om de yngre generationer. Hun tror på den franske integrationsmodel, som i århundreder har integreret sydamerikanske, russiske, armenske, polske og vesteuropæiske indvandrere. Disse indvandrere forventede at tilegne sig den franske kultur, som de accepterede uden spørgsmålstegn, fordi den blev betragtet som vejen til social opstigning.

Denne franske integrationsmodel synes i dag ude af stand til at integrere nutidens indvandrere, som ikke har særlige udsigter til denne sociale opstigning. De skal skaffe sig en plads i det franske samfund i en tid med stor arbejdsløshed.

De helt unge indvandrere eller andengenerationsindvandrere stiller stadig oftere spørgsmålstegn ved den franske model, hvilket tørklædet er et udtryk for. Kravet om kulturel assimilering accepteres kun, når det modsvares af reelle muligheder for at blive accepteret som borger på lige fod med alle andre. Tørklædediskussionen er derfor også en diskussion om den europæiske integrationsmodel. Og slaget står mellem den franske, som vil gøre indvandrerne til franskmænd, og den engelske, som ikke forventer at indvandrerne bliver englændere.

Det handler om så fundamentale spørgsmål som den enkeltes frihedsrettigheder. Og om holdningen til "den anden", til den der er anderledes. Spørgsmålet er, om tørklædet skal gøres til et symbol på den individuelle valgfrihed. Eller til symbolet på kvindens underkastelse. Vanskeligheden består i, at det i realiteten er begge dele.

FORUM/2.9.99

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk