Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mænd og kvinder er fra samme planet

 

Interview med aktivist og mandeforsker Michael Kaufman, som afskyr "politics of blame" - og mener at forstenede ideer om normal maskulinitet hænger nøje sammen med mænds vold mod kvinder

 
 
FORUM/Tromsø 27.8.99 Mandeforsker og aktivist Michael Kaufman er ved at tale sig varm til den ivrigt lyttende forsamling. Med sin nystrøgne hvide skjorte, afslappede jeans og åbne engagerede facon kunne han sagtens være en nordamerikansk baptistpræst - rejsende i mænds smerte og mænds vold mod kvinder. Efter muntre indledende anekdoter om bl.a. kønsspecifikt kropssprog - "mænd sidder med spredte ben, fordi deres kønsdele er så store" - er han nu nået til at forklare, hvor svært det er at udfylde "the tight jeans of manhood".
- Det er umuligt for os at være mænd på den måde, som det bliver forventet, at vi skal være mænd på. Alle prøver at leve op til de umulige krav, der stilles til at være en rigtig mand - og for mange fører det til fremmedgørelse og ensomhed. Det kan godt være, at mænd har nogle privilegier i forhold til mange kvinder, men de privilegier bliver også kilden til vores smerte. Mænd udvikler et indre og ydre panser, som i virkeligheden handler om at beskytte sig mod angst - angsten for ikke at være mand nok.

- De unge mænd arbejder hårdt på at føle sig som mænd, og det udmønter sig ofte i homofobi. Og når skoledrenge slår på jævnaldrende piger og kvindelige lærere, så er det ikke for at skade dem, men for at imponere hinanden. Som mænd har vi travlt med at køre en performance af overfor hinanden, idet vi frygter andre mænd, og vold kompenserer for den smerte, vi føler.

Forsamlingen af overvejende kvindelige kønsforskere samlet til den store Women's World's konference på Tromsø Universitet nord for polarcirklen er begejstrede. Endelig en mand, der tager fat i problemet med voldelige mænd og problematiserer den herskende form for maskulinitet uden samtidig at rette en klynkende pegefinger mod kvinder, som skyld i al deres elendighed.
- Og så er han ovenikøbet "snygg", som en ung svensk kvinde bemærker.

Ved et fyldt frokostbord senere på dagen nævner jeg, at Kaufman bortset fra sine vækkelsesprædikant-tendenser egentlig er et velkomment brud på hjemlige essentialistiske jamrehoveder, som kategoriserer mænd og kvinder som statiske køn i lige linje fra den mytiske urtid uden så meget som at analysere forskellige former for maskulinitet.
Den nydelige amerikanske professor fra Manhattan skråt over for mig får mærkbare trækninger i sine kæbemuskler:
- Han er bare et lille skridt væk fra essentialisterne - al den snak om mænd og deres enooorme smerte, vrænger hun - det er sgu ikke til at holde ud.

Den unge lettiske kvinde ved bordet er ret ligeglad med vores udlægninger af Kaufman. Hun er interesseret i hans kendte White Ribbon Campaign, som han sammen med et par andre mænd startede i 1991 i Canada. Det var lige omkring to-årsdagen for massakren i Montreal på 14 kvinder på universitetet - nu måtte der ske noget. Med en lille hvid sløjfe markerer mænd aktivt, at de er imod vold mod kvinder i stedet for bare at være en del af det tavse flertal - " og det kan ikke gå hurtigt nok med at få den kampagne til Letland", siger kvinden.

Også i Finland er der stærkt brug for en indsats mod voldelige mænd, hvis jeg skal dømme efter den finske radiojournalist, som interviewer Kaufman samtidig med mig.
- Yksi, kaksi, kolme - yksi, kaksi, kolme. Journalisten tester sin båndoptager og beder indtrængende Michael Kaufman om snart at komme til landet og holde oplæg. Eftersom Norge, Sydafrika og en række andre lande har taget ideen op, er det ikke utænkeligt.

- Vi har efterhånden uddelt 1 million White Ribbons, men man skal være klar over, at det ikke bare er et pænt emblem som signalerer "jeg er en rigtig flink fyr". Nej, det er en aktiv udfordring til andre mænd om at stoppe volden - og de fleste mænd elsker og respekterer kvinder, og er parate til at ændre status quo. I alt for mange år har vold mod kvinder været et privat anliggende, men hvis man ser en mand røve en forretning, så ville man jo ikke tøve med at ringe til politiet. En forbrydelse er en forbrydelse - også vold mod kvinder.
Problemerne med voldelige mænd hænger sammen med det, der bliver defineret som "normal manhood", mener Kaufman, som bl.a. har en doktorgrad i filosof.

- Mænd har dybe ar af de krav, som maskuliniteten i vores samfund sætter. Alle mænd har en indre stemme, der siger til dem, at de ikke er gode nok - de tvivler enormt på sig selv. Før jeg startede White Ribbon Campaign arbejdede jeg med støttegrupper for mænd, hvor vi tog en masse emner op - bl.a. vores egne svagheder og den håndgribelige angst for ikke at være rigtige mænd - det var inspirerende, men udmarvende arbejde!

- Det var som led i min uddannelse i psykologisk rådgivning i 1979, at jeg fik kontakt til min første støttegruppe. Først forstod jeg ikke, at de skulle mødes hver morgen, og da jeg så gruppen første gang, var jeg overbevidst om, at jeg ikke havde noget til fælles med dem: der var f.eks. en typisk sportstype, en børsmæglerfyr osv. Men fordi vi havde skabt tryg atmosfære, var folk ærlige, og så snart vi åbnede munden, sagde vi alle sammen de samme ting: vi følte, at vi aldrig nogensinde opnåede at blive til den type mand, som det var meningen, at vi skulle være. Jeg kiggede på sportstypen og var dybt overrasket over, at han ikke følte sig som en rigtig mand. Det var her, jeg begyndte at udvikle ideen om, at mænd iklæder sig et indre og ydre panser, og det er den overflade andre mænd ser. Pga. vores arbejde er vi i stand til at se lige igennem rustningen.

Kaufman afholder også workshops - bl.a. om at mænd og kvinder faktisk er fra den samme planet - og taler tit på gymnasierne om mænd og vold.

- Når jeg taler i gymnasierne, er der altid en gruppe unge fyre, som spiller rigtig rå. Men efterhånden som jeg kommer ind på mænds krav til andre mænd - hvor umuligt det er at bestå denne "mandeksamen", kan jeg se, hvordan de langsomt begynder at sænke armene, som de har overkors. Det er helt tydeligt, at det er første gang, de hører en mand sige, hvad de selv har følt længe i deres hjerter. Vi, der arbejder med disse ting, holder et spejl ud foran disse mænd og siger: du er mere end bare et panser. Vi giver dem en mulighed for lige at tage et kig ind i sig selv og reflektere et øjeblik.
- Når en ung mand, der har været voldelig i sit liv, så kommer hen til mig og siger: jeg vil gerne trykke dig i hånden, så er det et fantastisk øjeblik. Lige meget, hvor svært vores arbejde kan være, hvor meget modstand der er, - bare det at vide, at du får forbindelse med et menneske og ikke et panser, det gør det hele arbejdet værd og giver mig styrke til at fortsætte med det.

Hos mange af mændene og de unge fyre oplever han en sult efter et anderledes mandefællesskab

- Mange mænd søger desperat efter tættere kontakt med andre mænd, det er derfor, vi bl.a. ser fremkomsten af f.eks. Promise Keepers. Jeg synes, vi skulle tale om, hvad mænd er for i stedet for, hvad vi er imod. Lad os være "malepositive" og skabe et varmt og åbent miljø for mænd. Vi bliver nødt til at opdage og udforske hvor rigt og mangefacetteret vores maskulinitet i virkeligheden er. Hvad feminisme har gjort for kvinder, nemlig at generobre en masse muligheder, lover også godt for mænd.

- Er fænomenet med at fremelske sportsstjerner allerede i gymnasierne i Nordamerika ikke med til at overdrive og dyrke en særlig form for maskulinitet?

- Der er komplekse strukturer, som konstruerer, opmuntrer til og belønner dette. Tre fjerdedele af drengene, der vokser op i USA, drømmer om at blive sportstjerner, og for de få, som får succes, er belønningen enorm rigdom, prestige og enorm magt. Det synes de fleste unge lyder meget godt. De andre tænker måske på at gå ind i hæren, hvis de nu ikke kommer på college, så har de dog noget. Du lærer at blive en "kriger". Men jeg tror ikke, det bare er en ren funktionel ting - det er også attraktivt med f.eks. sport. Jeg, der arbejder på at udfordre sexisme og stereotyper, jeg elsker da selv at se sport på tv og action film, men jeg er meget klar på, at det er en fantasi. Man skal heller ikke være urimelig hård mod sig selv. Jeg er en pro-feministisk mand, men jeg har set den seneste Bruce Willis film - det skal man ikke gå og føle sig skyldig over.

I det hele taget mener Michael Kaufman, at der er gået inflation i "the politics of blame". Forskellige befolkningsgrupper kappes om at give hinanden skylden for diverse elendigheder, og i både USA og Canada har der været en form for backlash fra især unge hvide mænd, som føler at kvinder og minoritetsgrupper stjæler jobs og goder fra dem.

- Når flere kvinder f.eks. bliver brandmænd, betyder det også - selvom vi ikke siger det højt, at der er færre pladser til mænd. Samtidig har vi også en proces, hvor store firmaer skærer kraftigt ned. For unge mænd som for første gang skal ud på arbejdsmarkedet er der altså disse to faktorer tilstede på en gang. Hvide unge mænd begynder at føle, at de ikke har en chance, og det bliver vi nødt til at forholde os til, men vi kan selvfølgelig ikke takle disse komplicerede ting isoleret set. Dette siger jeg ikke med mine White Ribbon hat på, for som talsmand for WR kommer vi ikke med udtalelser om økonomi eller politik.

- Men som personen Michael Kaufman, kan jeg sige, at vi ikke kan skabe ændringer for at få lighed mellem kønnene uden at ændre vores socioøkonomiske strukturer. Man kan ikke have samfund hvor man prøver at udvide kvinders rolle i samfundet, samtidig med at mange mænd bliver fyret. Det nytter ikke noget, hvis man prøver at opfordre mænd og kvinder til at være mere aktive forældre, hvis du samtidig siger til dem, der er heldige nok til at have jobs - du bliver nødt til at arbejde længere tid. Jeg kender folk, hvis arbejdspladser forventer, at de arbejder 60 timer om ugen - prøv lige at sige til dem, at de skal være mere aktive som forældre - der er kun så mange timer i døgnet. Så vi bliver nødt til at se på, hvordan vores økonomi bliver struktureret og omorganiseret.

- I Canada er der blevet skåret dybt i socialhjælpen og den offentlige sektor, og det var disse steder, hospitaler, skoler og børnehaver, som i første omgang ansatte kvinder. Kvinder har ofte også mere brug for disse tiltag end mænd, fordi de har færre muligheder. Mange unge mænd i USA og Canada er vrede, men deres vrede bliver fejlplaceret. I stedet for at blive vrede på systemet, som belønner de få, bliver de vrede på kvinder eller på en minoritet.

Kaufman giver et eksempel på de privilegier, som mange hvide mænd har uden at være klar over det. F.eks. er han aldrig selv blevet stoppet af politiet i sin hjemby Toronto og spurgt, hvis bil han mon kører i.

- Men mange sorte mænd i Toronto bliver stoppet og spurgt om ejerskabet af deres bil. En af mine venner, en sort læge, bliver fulgt rundt i forretninger af butiksdetektiver, som formoder, at han vil stjæle noget. Det sker ikke for mig - hvorfor? Fordi jeg har et sæt privilegier. Som mand føler jeg mig temmelig tryg ved at gå rundt i Toronto om natten og aftenen. Jeg føler mig ikke skyldig, og bør ikke føle mig skyldig over disse privilegier, for det kan man ikke rigtig bruge til noget, så det jeg egentlig bør føle er vrede over, at andre ikke har de samme privilegier. Det hjælper ikke noget at føle sig skyldig, for så bliver folk bare vrede og reagerer imod det.

- Men vi kan opfordre folk til at være virkelig vrede over, at andre folk i vores samfund ikke har de samme privilegier, som er usynlige for os, men som de kender. Det handler bl.a. om at få en stærkere samfundsfølelse. Det sker så tit i vores samfund, at vi sætter folk op imod hinanden og konkurrerer om, hvem der har det værst, i stedet for at fremmane lidt medfølelse og solidaritet. Vi må væk fra "the politics of blame" - det duer ikke. Lad os i stedet snakke om at tage ansvar for vores handlinger.

- Jeg mødte en unge mand fra Tyskland for nogle år siden. Han vidste, at jeg er jøde, så da vi først mødtes, var der meget forlegenhed. Han følte sig skyldig over Holocaust - og jeg havde, for at sige det ærligt, også nogle følelser. Men han havde jo ikke noget at gøre med, hvad der skete dengang, han var ikke engang født. Mine følelser overfor ham var i begyndelsen upassende, og hans følelser af skyld var også upassende. Man kan ikke give ham skylden for, hvad der skete før ham. Men du må være ansvarlig for, at erindringen om Holocaust ikke forsvinder, og tage ansvar for, at det ikke sker igen. Vi må alle være ansvarlige for vores fremtid, men vi skal ikke have skudt en fortid i skoene, som vi ikke skabte. Det kan godt være, at vi umiddelbart får det godt af "politics of blame", men det er ikke noget, som vil få os videre. Vi kommer ikke til at samarbejde om en anderledes og bedre fremtid.

- På samme måde med ligestilling og feminisme: Hvis man fik flyttet disse emner fra den ideologiske slagmark og snakken om "er du på vores side eller ej", og i stedet talte om dem inden for rammerne af kærlighed, samhørighed, anstændighed og fairness, ville de færreste have problemer med dem.

Energiske Kaufman må videre - næsten boblende af veltalenhed og god energi. Han er i et nyt spændende forhold, har en dejlig søn, en steddatter, en ny bog - livet er herligt!
Jeg når lige at indsparke, om ikke det er et dejlig taknemmligt job han har med en sag, som de færreste kan være imod?

- Der er en gammel Beach Boy's sang om "two girls for every boy" og her på konferencen er det 1500 kvinder for hver mand! Nej, spøg til side - jeg havde et glimt i øjet da jeg sagde det!

FORUM/27.8.99

Repræsentanter for White Ribbon Campaign i Norge, Sverige, Finland og Island er gået sammen om en fælles nordisk kampagne. Kun Danmark har ikke repræsentanter i dette samarbejde. Tjek hjemmesiden i linkboksen til venstre.
 
Læs mere
Læs mere om mænds kampagne for at stoppe mænds vold mod kvinder i Norden.
White Ribbon i Norden

Gode links til international mandeforskning og aktivisme fra svensk website
Manlige Nätverket i Sverige

Få baggrund og kontakter på White Ribbon kampagnen
White Ribbon hovedkvarter i Canada

Info og artikler om Kaufmans artikler, foredrag osv.
Michael Kaufmans hjemmeside
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk