Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kærligt puf til tabuer

 

Filmstjerne skubber til forbudte emner i Indien med kontroversiel og poetisk film om kærlighed

 
 
FORUM/Århus 15.7.99
For den indiske skuespiller og politiker Shabana Azmi er den kontroversielle indiske film Fire først og fremmest en film, der stiller spørgsmålstegn ved det indiske samfunds snærende og kønsdiskriminerende familiestruktur. En film, der taler for større åbenhed og tolerance i det indiske samfund og skabte stor opstandelse i sit hjemland på grund af skildringen af et lesbisk forhold.

Før Shabana Azmi denne aften træder op på podiet foran filmlærredet i en biografsal i biograf Øst For Paradis i Århus draperes midnatsblåt velour hen over stolen, der står parat til at modtage hende. En sigende gestus.

Shabana Azmi er ikke alene en af Indiens mest anerkendte filmskuespillere, der kan fremvise et imponerende antal filmpriser for sine skuespillerpræstationer. Hun er også medlem af det indiske parlament, udpeget af den indiske præsident K. R. Narayanan og dermed en ud af de kun 67 parlamentsmedlemmer ud af 842, der er kvinder.

Hun er en engageret feminist og græsrodsaktivist, hvis mærkesag er kampen for menneskelige forhold for de mange millioner, der lever et usselt liv i Bombays slumkvarterer. En smuk kvinde på 48 år, elegant klædt i beige og kaffebrune nuancer og med den samme karismatiske udstråling som dén, hun netop har demonstreret på salens filmlærred i den kontroversielle film Fire, der er årsagen til, at hun er her i aften og for øvrigt for første gang gæster Danmark.

Shabana Azmir går op på podiet, stiller sig med front mod den fyldte biografsal, lægger håndfladerne mod hinanden foran kroppen til hilsen, før hun sætter sig ned og afslappet går i gang med at fortælle om filmen og bagefter svarer på spørgsmål.

Fire er skrevet og instrueret af filminstruktøren Deepa Mehta og foregår i en middelklassefamilie i Delhi, hvor Radha (Shabana Azmi) lever i et kærlighedsløst ægteskab med Ashok (Kulbhushan Kharbanda), der har valgt cølibatet, bl.a. som en reaktion på, at hans kone ikke kan få børn. Ashoks lillebror Jatin (Javel Jaffri) er forelsket i Julie (Alice Poon), en kinesisk frisør, der ikke vil giftes med ham. Under pres fra familien gifter han sig med Sita (Nandita Das), men fortsætter sit forhold til Julie. Familiens overhoved, den stumme, men magtfulde svigermor Biji (Kushal Rekhi), regerer familien ved hjælp af sin klokke.

De to svigerinder føler sig ensomme og svigtede og finder sammen i et venskab, som udvikler sig til et smukt kærlighedsforhold.Fire er en intens, poetisk fortælling om to kvinders lyster og begær, om deres opgør med familietraditionernes og kulturnormernes snærende bånd, der låser dem fast i rollen som mandens og familiens lydige tjenerinder. Alle emner, der er tabu i Indien.

Fire blev første gang vist på den 21. Internationale Filmfestival i Toronto i 1996, hvor filmens instruktør bor, og den blev modtaget med begejstring. Også da Fire senere blev vist i Indien blev den en publikumssucces, fortæller Shabana Azmi. Naturligt nok var mange bekymrede for, hvordan den ville blive modtaget i Indien, ikke mindste på grund af det lesbiske tema og kærlighedsscenerne mellem de to kvinder. Emnet er så tabubelagt, at ordet lesbisk ikke eksisterer på nogle af Indiens sprog.

- Mange var bekymrede for om filmcensorerne i Indien ville skære i filmen, men de godkendte filmen uden at forlange, at en eneste scene blev skåret væk. Det er enestående og helt uden fortilfælde i Indien, fortæller Shabana Azmi.

Filmen gik i biograferne i Indien i tre uger, indtil tilhængere af det højreorienterede, religiøse hinduparti Shiv Sena stormede biografer, øvede hærværk og forlangte filmen taget af programmet. De hævdede, at den var en trussel mod indiske traditioner og indisk kultur. De voldsomme reaktioner kom ikke bag på Shabana Azmi.

- Men det er vigtigt at se på, at de voldelige reaktioner imod filmen ikke kom fra det almindelige publikum. De kom fra et politisk parti, der besluttede at bruge filmen til at formidle deres synspunkter. Det blev naturligvis en stor sag, men jeg er meget glad for, at det borgerlige samfund reagerede på en måde, som vi ellers ikke gør i Indien: Der var masser af protester, mange demonstrationer, der støttede filmen og som tilkendegav, at folk ikke havde i sinde at opgive deres ret til at se eller ikke se en film til på grund af et politisk parti.

På grund af balladen blev filmen sendt til revurdering hos filmcensorerne. Men det fik ikke censorerne til at ændre deres oprindelige beslutning: - På den måde fik vi alle genoprejsning, tilføjer Shabana Azmi.

Hun fortæller om sine overvejelser, før hun sagde ja til at spille med i Fire. Selv om hun er kendt for sit store, personlige mod, var hun klar over at filmen ville give anledning til kritik.

Hun er ud af en familie med stærke traditioner for samfundsengagement. Hendes far, Kaifi Azmi, er en anerkendt digter og et af de ledende medlemmer af det indiske kommunistparti. Hendes mor, Sahukat Azmi, var en kendt teaterskuespiller. Hendes mand, Javed Akhtar, er for tiden en af Indiens mest populære digtere, manuskriptforfattere og sangskrivere.

- Da jeg læste manuskriptet til Fire kunne jeg virkelig godt lide det, men jeg kunne også forudse problemerne. Men da jeg overvejede fordele og ulemper, syntes jeg, at det budskab, filmen havde, var så vigtigt, at jeg måtte sige ja. Min mand er den største feminist, jeg kender. Jeg viste ham manuskriptet, før jeg besluttede mig. Han læste det og spurgte mig, hvad jeg var så bekymret for. Jeg sagde, jeg var bange for, at det kunne blive brugt imod mig politisk. Han sagde: "Alt hvad du gør kan blive brugt imod dig politisk, men hvis du synes, du kan forsvare det, og hvis du tror på integriteten i filmen, så gør det." Så han hjalp mig med at træffe beslutningen.

Som Shabana Azmi havde forudset løb hun ind i personlig kritik.
- Mennesker, der så op til mig som en person, der lægger stor vægt på rettigheder og værdier i samfundet, følte, at jeg var i gang med til at promovere noget forkert. Nogle mente, at jeg havde skadet mit omdømme. Jeg prøvede at forklare dem, at filmen ikke kun handler om lesbisk kærlighed, men også generelt om empati og om at forstå andres synspunkter og forskellighed. Så der var til en vis grad negative reaktioner, men de positive reaktioner var langt de fleste.

For Shabana Azmi er Fire først og fremmest en fortælling om et land i kulturelt opbrud og en film, der taler for større tolerance og forståelse overfor forskelligheder.

- Filmen handler om, at vi må prøve at forstå og føle med mennesker, der træffer andre valg end vi gør, i stedet for at fordømme dem. Vi skal ikke kun tolerere dem, men forstå og føle med dem. Hvis man kan føle med de to kvinder i Fire, så kan man måske udvide den indføling til andre religioner, andre racer, det andet køn, andre nationer. Jeg synes, det er et vigtigt budskab i en verden, som jeg mener, er præget af en stigende intolerance. Som jeg ser det, blev filmen især angrebet, fordi den sætter spørgsmålstegn ved patriarkalske begreber om familiestrukturen - ikke så meget på grund af de lesbiske tema. Filmen fortæller, at kvinder kan udøve valg, at deres begær ikke er af det onde, og på den måde bliver deres handlinger en trussel mod det patriarkalske system.

Det faktum, at filmen blev modtaget godt af et bredt publikum, viser, at der er en større åbenhed overfor at diskutere tabu-emner i Indien i dag, mener Shabana Azmi.
- I Indien behandler vi oftest emner som disse ved at lade som om, de ikke eksisterer - vi fejer dem ind under gulvtæppet. Naturligvis er det ikke måden at håndtere problemer på. Jeg tror ikke, at en film i sig selv har evnen til at skabe forandring, men jeg tror på, at kunst, hvad enten det er musik, maleri, poesi, film eller teater, har evnen til at skabe et klima af følsomhed, så forandringer kan finde sted. Og det er, hvad jeg mener, Fire gør.

Selv om Fire sætter fokus på to kvinder og de sociale og kulturelle normer, de er underlagt, mener Shabana Azmi, at mændene i filmen også er ofre for de snævre normer, der præger den traditionelle indiske familiestruktur.

- Mændene er også underlagt traditionens og familiestrukturens ufrihed. På sin vis er Ashok, min mand i filmen, en meget ukonventionel person. I Indien bliver en kvinde vurderet ud fra sin evne til at få børn, få sønner, hvordan hun tager sig af sin familie. Alene det, at hun ikke kan få børn, er årsag nok til at en mand kan lade sig skille og tage en anden kone. Det faktum, at Ashok ikke gør det, gør ham under alle omstændigheder anderledes, og det tackler han ved at træffe denne ensidige beslutning om cølibat. Men han er lige så meget som Radha et offer for omstændighederne.

For Shabana Azmi er græsrodsaktivisten Shabana og skuespilleren Shabana to sider af samme sag. Derfor forsøger hun altid, så vidt det er muligt, at bruge sit politiske og sociale engagement i sit arbejde.

Da hun i 1980'erne begyndte at slås for bedre forhold for mennesker, der bor i storbyslum, var det ud fra en erkendelse af, at det var blevet umuligt for hende at adskille sit arbejde og sit sociale og politiske engagement. Hun besluttede sig for bevidst at bruge sin synlighed som skuespiller til at slås for et mere ligeværdigt, tolerant og åbent samfund.

- Før jeg blev en politisk aktivist, havde jeg flere gange roller som mennesker, der sloges mod uretfærdighed og undertrykkelse, og jeg følte i stigende grad et behov for at deltage i politisk arbejde. Jeg spillede på et tidspunkt en kvinde, der levede i slummen, og i den forbindelse blev jeg venner med en kvinde, der levede i slummen. Jeg følte, at jeg ikke bare kunne udnytte hendes liv og erfaring til at forbedre min egen præstation i filmen, så jeg måske kunne få en pris og derefter ikke bekymre mig mere om hendes liv. Jeg følte, at hvis jeg bare gik min vej uden at prøve at skabe en forandring i hendes liv, ville det være en parodi på den tillid, som hun havde vist mig. Jeg følte, at jeg skyldte hende mere end bare at lave den film. Jeg blev nødt til at bidrage med noget til hendes liv. Det var på den måde jeg blev aktivist.

Engagementet førte i 1986 bl.a. Shabana Azmi ud i en fem dages sultestrejke for slumbeboerne.

Selv om de veluddannede kvinder i Indiens storbyer er langt bedre stillede end de fattige kvinder, der er analfabeter, på landet eller i storbyernes slum, er der endnu lang vej til reel ligestilling mellem kønnene, mener Shabana Azmi.
Det er f.eks. stadig ekstremt vanskeligt at være fraskilt kvinde og mor i Indien. Og selv om en kvinde både har arbejde og uddannelse, skal hun ofte aflevere sin løn til sin mand eller svigermor. Fødslen af drengebørn bliver stadig fejret med glæde, mens piger bliver modtaget med tårer og sorg, når de kommer til verden.

Alligevel er Shabana Azmi optimist på sit køns vegne. Og hun mener, at Vesten og Asiens kvinder har meget at lære af hinanden, ikke mindst kan vi spejle os i hinanden for bedre at få øje på vores egne blinde vinkler.

Men for Asiens kvinder er tilværelsen i høj grad en kamp for de daglige fornødenheder, adgang til rent vand, brændsel, lægehjælp. De elementære behov fylder stadig mere end kampen for ligestilling eller rettigheder som mennesker. Derfor er der også stor forskel på Vestens og Asiens kvindebevægelser, siger Shabana Azmir.

- Jeg oplever, at kvinders situation trods alt forbedres i stort omfang. Langt flere kvinder i dag er økonomisk uafhængige. Først og fremmest er der sket denne store mobilisering i forhold til, at flere kvinder skal have en uddannelse. Indien er et land, der lever i flere forskellige århundreder samtidig. Vi har mennesker, der lever i alt fra det 19. til det 21. århundrede, og vi har mennesker, der er i stand til at rumme alle disse modsætninger, så der er definitivt sket forbedringer. Ikke mindst er den politisk magt på vej til kvinderne. Jeg synes, der er grund til at smile. Der er grund til optimisme.

Lisbet Holst er freelance-journalist.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk