Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hvor piger skriver pænt

 

 
 
FORUM/Tokyo 18.6.99
Japan er på mange måder et meget interessant sted at leve, på trods af, at de fleste, bade japanere og udlændinge, bruger det meste af deres tid på at arbejde. Det er langt fra usædvanligt, at en japansk mand arbejder 70 timer om ugen og har højst tre ugers ferie om året. Selv har jeg har adskillige jobs. Om aftenen arbejder jeg på Hitachi og Hino Motors, og om dagen arbejder jeg på to offentlige mellemskoler, hvor jeg underviser i mundtlig engelsk i 6. 7. og 8. klasse.

Jeg elsker mit liv som engelsklærer her i Tokyo og nyder at prøve kræfter med de udfordringer, som jeg møder hver dag. På offentlige skoler er engelsk et meget vigtigt fag og opdeles i tre discipliner - læsning, skrivning og mundtlig. De to førstnævnte discipliner varetages kun af japanske engelsklærere, mens der hyres udlændinge til mundtligt engelsk i det omfang, det er muligt.

Jeg tog springet og flyttede til Japan for to år siden, efter at have undervist i engelsk på en handelsskole i Thailand i et år. Mens jeg læste pa Aalborg Universitet, gennemførte jeg i 1994 nemlig et praktiksemester som engelsklærer i det nordøstlige Thailand og det var der, jeg blev tilbudt jobbet på handelsskolen året efter. Og det var på handelsskolen, jeg hørte om Japan.

Nu bor jeg i et lille, traditionelt japansk hus i Tokyo. Der er voldsomme pladsproblemer i Tokyo og derfor er huset kun på ca. 45 kvadratmeter. Ydervæggene er af træ, skillevæggene er lavet af kraftig pap, dekoreret med japanske motiver. Der er naturligvis ikke plads til vestlige døre, der åbner ind- eller udad, derfor er der skydedøre. Gulvet er hævet ca. en halv meter over jorden og dækket af stråmatter. De er lidt skrøbelige, hvilket betyder, at vi ikke har hverken seng eller stole, da benene ville gå igennem stråmatterne. Vi sidder på flade puder på gulvet; de to borde, som vi dog har, fungerer både som middagsbord og arbejdsbord.

Jeg tager toget på arbejde. Og her starter der hver morgen en meget interessant kulturel oplevelse. En togtur i Tokyo er nemlig en øvelse i struktur, udholdenhed og tålmodighed - tre karaktertræk som sættes højt her.

Hvis man f.eks.skulle få trang til at ryge, mens man venter pa toget, er der et stort askebæger, der er tegnet ind med hvide streger. Man må kun ryge inden for de hvide streger. Dette gælder dog ikke om morgenen fra 7 til 9 og om aftenen fra 17 til 19, hvor der helt er rygeforbud, fordi det er myldretid.

På perronen er der markeret med to gule streger, hvor man skal stå i kø. Når toget kommer, standser det nøjagtigt lige mellem stregerne. Ofte er toget så fyldt, at man går baglæns ind, da der ikke er plads i kupeen til at vende sig om. Hvis det er en rigtig travl dag, er der en mand, der "hjælper" passagerne ind i toget, ved simpelt hen skubbe indtil man er helt inde.

Der er helt stille i toget. De fleste står med armene klemt ned langs kroppen og stirrer lige frem for sig. Det er altid en lettelse, når togturen er forbi.

Men der er skam også regler for, hvordan man kommer fra perronen op på gadeniveau. Når man går fra perronen op af trapperne skal man gå langs den gule stribe til venstre på trapperne; når man går ned af trapperne til perronen skal man gå langs den hvide stribe til højre.

Når jeg har gennemført min daglige øvelse i struktur, udholdenhed og tålmodighed og er kommet på arbejde, hænger eleverne ud af vinduerne og råber godmorgen og vinker til mig. Det rører mig hver gang, at de viser deres imødekommenhed, deres velvilje, deres lyst til at opnå min opmærksomhed.

Respekt er et uomgængeligt krav her, og elevernes respekt for deres lærere er næsten uendelig. Eleverne tiltaler deres lærere ved efternavn, efterfulgt af sensei (lærer). Min kollega tiltales f.eks. som Aoyagi-sensei. Hjulmand ligger imidlertid ikke let for en japansk tunge, så jeg hedder "Miss Ulla".

Klasselokalerne er alle ens; beige vægge, hvor malingen skaller af mange steder. Ens borde og stole til alle, på trods af at nogle af drengene er noget højere og bredere end pigerne. Komfort synes ikke at vare en faktor, man regner med. Der er ingen dekoration overhovedet, udover skoleskemaet og ringetiderne. Uret er strategisk placeret på bagvæggen, så kun læreren kan se, hvad klokken er. Det er forbudt for eleverne at vende sig om i timerne. (Dog ikke i mine, på min egen anmodning!)

Eleverne vælger ikke selv, hvor de vil sidde i klasselokalet; de er placeret alfabetisk efter efternavn. Der er 36 elever i en klasse; elev nr. 1 sidder ved bord nr. 1, elev nr. 2 sidder ved bord nr. 2 osv. Drengene og pigerne sidder i adskilte rækker; først ved døren sidder en række drenge, så en række piger osv. Seks rækker af seks elever = 36. Ingen slinger i valsen der.

Drengene må ikke have langt hår, og pigerne går hverken med smykker eller makeup. Elevernes påklædning er kontrolleret ned til mindste detalje; alle er stort set ens. Sorte eller mørkeblå uniformer; habitjakke, slips, hvid skjorte og matchende bukser til drengene; blazer, bluse, butterfly og nederdel til pigerne. Alle har hvide sokker på og går med samme type tennissko; her skifter vi nemlig til indesko i skolens aula. Det hænger sammen med, at offentlige skoler ikke har en pedel ansat. Eleverne klarer selv størstedelen af rengøringsarbejdet, og indesko letter rengøringen.

Før jeg starter dagens undervisning, rejser alle sig op, og på duksens ordre hilser de mig alle med et "Good morning, Miss Ulla. How are you?" Der er kun et svar: "Fine, thank you, and you?" "Fine, thank you". Målet med denne øvelse, som jeg desværre ikke har fået tilladelse til at ændre, er at lade eleverne bruge deres engelske ved så mange lejligheder som muligt. Det er jo unægteligt en slags dialog, er det ikke?

Målet med min undervisning er at udvikle elevernes mundtlige kommunikative kompetence. Det er ingen nem opgave, da jeg arbejder indenfor et system, som er næsten uoverkommeligt stift. Som regel går mine timer sådan, at min medlærer og jeg (vi bruger to-lærer systemet) først præsenterer "dagens tekst" i form af en dialog, som vi øver med eleverne, fulgt af pararbejde, hvor eleverne selv øver dialogen. Til sidst sætter de deres eget personlige præg på dialogen, så den spejler deres individuelle følelser, forhåbninger, drømme osv.

Det er i denne sidste del af timen, hvor jeg oplever min intellektuelle og følelsesmæssige tilfredsstillelse i mit arbejde. Det er her eleverne - på én gang stolte og generte - viser mig, at de har forstået den dialog, som vi skal lære den dag, og bruger dialogen til at møde mig som menneske såvel som lærer. Det tager lidt tid, ordbogen og ens bedste veninde skal konsulteres, men pludselig sker det; en elev tager mod til sig og forsøger at kommunikere med mig på engelsk. Hun eller han stiller spørgsmål, hvis funktion er at møde mig, et møde, der naturligvis finder sted på japansk jord. Derfor er spørgsmålene, ofte om jeg kan bruge spisepinde, og om jeg kan lide sushi. Jeg kan svare bekræftende på begge spørgsmål, og dermed er et møde i stand.

Derefter endnu et spørgsmål og et svar, og endnu et spørgsmål fra mig og endnu et svar, enten på engelsk eller japansk; så et smil og lidt genert fniseri. Japansk er så svært og engelsk er så svært, men vi prøver.

Et vigtigt aspekt af en lærers arbejde på min skole er at fungere som rollemodel. Naturligvis er både mandlige og kvindelige lærere rollemodeller, men for mig er det vigtigt at være opmærksom på denne funktion, da det japanske arbejdsmarked på de fleste områder stadig er meget mandsdomineret.

Min kvindelige chef har f.eks. givet mig nogle retningslinjer, hvad angår forholdet mellem orden og indhold i elevernes skriftelige arbejde. Hun har antydet, at det i Japan kan være vigtigere for en kvindelig elev at være i stand til at aflevere skriftligt arbejde, som er ordentligt, nydeligt at se på og nemt at læse, mens det er vigtigere med indholdet i drengenes arbejde.

Jeg gør mig en hel del overvejelser, omkring hvordan kan jeg bedst kan fungere som rollemodel. Skal jeg blot bidrage til at det nuværende system fungerer, som det hidtil har gjort - eller skal jeg tillade mig selv at bruge min indflydelse til at afstedkomme en ændring, hvor lille den end måtte være?
Og skal jeg gøre det, selv om jeg ved, at denne ændring sandsynligvis er en spejling af min egen livsfilosofi?
Bliver jeg derfor skyldig i en form for kulturimperialisme?

I praksis er det sådan, at jeg bevidst kun delvist lever op til de forventninger, der stilles til en kvindes påklædning, nemlig "typisk" feminin. Jeg går gerne i bukser, og bruger ikke megen tid på at ordne hår og make-up, før jeg tager på arbejde. På disse punkter skiller jeg mig ud fra mine kvindelige japanske kolleger, som stort set altid kommer på arbejde i kjole eller nederdel, og med håret og makeuppen i orden.

I klasseværelset forsøger jeg at fremtræde som en assertiv, professionel kvinde, som føler sig hjemme i rollen som leder af 36 meget unge mennesker.

Jeg forsøger at få de to køn til at interagere i klassen, hvilket ikke er nogen nem opgave, da klasseværelset tilsyneladende er indrettet til at varetage den modsatte funktion. Jeg har arbejdet på adskillige offentlige og private skoler i mine to år i Japan, og mønstret er stort set altid det samme: I første række ved døren sidder der en række af seks drenge, den næste række sidder der seks piger osv. Det betyder så, at når der skal laves pararbejde, danner man par i egen række, således at der kun er dreng-dreng par eller pige-pige par. Jeg gør det modsatte og beder dem om at danne par på tværs, så alle parrene er pige-dreng par. I starten virkede det som en dårlig ide; to elever af modsatte køn var meget tøvende med at tale med hinanden; pigen lavede det meste af arbejdet, mens drengen forsøgte at sludre (på japansk!) med drengen ved det næste bord.

I selve undervisningen betyder det, at jeg anser piger og drenges bidrag til undervisningen som lige vigtige, og forventer derfor, at pigerne er lige så aktive i klassen som drengene. Jeg beder lige så ofte pigerne om at svare, eller om at demonstrere en lingvistisk funktion som drengene. Det overrasker begge køn lidt, da de synes at være vant til, at pigerne skal udføre en mere passiv rolle i klasseværelset.

……………

Om eftermiddagen, når jeg tager toget hjem fra arbejde, er der ikke så fyldt. Som regel kan jeg sidde ned, og det sker indimellem, at de andre passagerer begynder at snakke med mig - eller om mig. Typiske hændelser er et lille barn, der kigger ugenert pa mig og siger, "se mor, det er en udlænding". Eller to japanske teenage piger, der hviskende betror hinanden, at de ville betale en hel del for at have lyst hår. Eller en japansk forretningsmand, der fortaller mig, hvor i København, man kan få den bedste sushi, eller hvor mange billeder, han har taget af Den lille havfrue.

Ulla Hjulmand bor i Tokyo og underviser i engelsk. Hun er uddannet på Aalborg Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk