Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En kvindes barske seksuelle dannelsesrejse

 

Den franske film Romance chokerer med sine billeder af en kvindes seksualitet, hvor mænd er reduceret til statister. FORUM bringer et interview med instruktøren Catherine Breillat.

 

 
FORUM/Paris 26.4.99
Seksualiteten er kønsrollernes sidste citadel. I sengen iscenesætter vi artens urgamle drejebog med den dominerende han og den underkastede hun i hovedrollerne, mener den franske filminstruktør Catherine Breillat, 50 år, som har vakt skandale med filmen Romance.

- Du må meget undskylde, men jeg har altså lige vasket hår.

Det skulderlange mørke pagehår klæber let til Catherines Breillats sminkeløse ansigt. Vi er to metrostationer fra Pigalle, Paris´ erotiske centrum. Her i sin dagligstue imellem stivryggede afrikanske stole og orientalske buffeter, skrev Catherine Breillat sin Romance, en film lige så brutalt ærlig og sminkefri som instruktørens ansigt. Her udvalgte hun den unge Caroline Ducey til rollen som Marie og tilbød pornostjernen Rocco Siffredi hans første optræden i en "rigtig" film.

For Romance er et filmværk ud over det sædvanlige. Og har den skaffet sig et ry på grænsen til det pornografiske, skyldes det mindre Siffredis meget omtalte 24 cm lange lem (som i virkeligheden kun spiller en birolle) end filmens foruroligende nærgående behandling af en kvindes seksualitet.Romance handler om sex. Og Catherine Breillat har filmet sex i næsten alle tænkelige afskygninger. Helt bevidst har hun flirtet med forestillingen om det pornografiske, ikke blot med Siffredi - en nødløsning fordi en anden skuespiller stod af i sidste øjeblik, siger hun - men også med filmplakaten, som viser Marie med hånden på sit blottede køn og titlen Romance udstyret med et stort X, som X-film, den franske betegnelse for pornofilm.

- X er udtrykket, man bruger om det unævnelige og det, man ikke vil se. Kvindens køn er unævneligt, siger Catherine Breillat, som også drager parallellen til det kvindelige x-kromosom.

- Man taler ikke om Y-film, og det er ikke tilfældigt. Filmkunsten blev skåret midt over for 20 år siden. Sex blev henvist til pornofilmene ud fra en uudtalt påstand om, at billeder af seksualiteten kun kan være fornedrende og grimme. Pornofilmen er skabt for at nedgøre menneskers seksuelle selvværd. Jeg vil reintegrere kroppen og sjælen. Jeg afviser den holdning, at så snart man taler om sex, er det pornografi.

Breillat taler altså om sex. Romance er historien om Maries seksuelle dannelsesrejse fra selvhad til selvaccept. Hun lever sammen med Paul, som ikke mere vil elske med hende.

"Jeg ville begynde at foragte dig. Jeg ville ikke længere kunne elske dig," siger Paul. Han lader Marie alene med sin frustration over ikke at kunne forføre sin elsker. Og med samme følelse af, at seksuel lyst og tilfredsstillelse nødvendigvis fører til nedværdigelse.

"Han ydmyger mig, når han ikke knepper mig, og han ydmyger mig, når han gør det." Marie bruger konstant ord som foragt, afsky, ærekrænkelse. "Jeg kan ikke lide dem, der knepper mig. Jeg afskyr dem," siger hun, eller "Jeg forsvinder
ligefremt proportionalt med størrelsen på det lem, som foregiver at tage mig. Det er min renhed."

Marie kaster sig derfor ud i en søgen efter en seksuel forløsning, som bringer hende i armene først på Pauls modstykke, sex-dyret Paolo i Rocco Siffredis skikkelse og derefter gennem en række sadomasokistiske oplevelser, som afsluttes med deres fælles barns fødsel.

- Kvinder bærer i sig skammen over deres egen seksualitet, siger Catherine Breillat og punkterer let og elegant myten om den seksuelle frigørelse.

- Hvilken seksuel frigørelse? Vi har måske haft ti år med reel frihed oven i tusinder af år med en religiøs påvirkning, der gjorde kvinders seksualitet uren. Ti år til at elske hvor som helst med hvem som helst. I dag er vi på vej tilbage. Måske på grund af AIDS. Sex er slimet - men ikke med kondomer. Man kan ikke sutte et stykke gummi. Seksualiteten bliver normativ. Verden er blevet puritansk - og sex er ensbetydende med livsfare. Sex med kondom er meget konformistisk, vi skal være så fornuftige.

Marie er alt andet end fornuftig. Kun under sin første amourøse eskapade efter skænderiet med Paul - ("Har du bedraget mig? Nej, men du fortjener ikke at vide det,") - tvinger hun Paolo, Rocco Siffredi, til at spærre sit imponerende lem inde i et kondom. Det er endnu hende, der bestemmer. Siden udlever hun sine fantasier om underkastelse. I en voldtægtsscene i en trappegang - "du kan lide det, hvad din luder" - og især sammen med sin chef, skoleinspektøren Robert.

"Vil du gerne have, at jeg dominerer dig?", spørger han høfligt og tilfredsstiller sine egne sadistiske og Maries masochistiske fantasier med en minutiøs omhu, som befrier filmens to sado-masochistiske scener for enhver snert af lummer voyeurisme. Robert bakser med de lange reb, fortæller små anekdoter og stiller sit offer an som et patetisk still-leben, en æstetisering af mænds og kvinders spejlvendte fantasmer.

- Det egentlige problem er, at mænds lyst er baseret - ikke på kærlighed til kvinden men på foragten for hende, siger Breillat.

- Det falder mænd nemmere for at kalde kvinden for en luder, mens de elsker, end at sige de elsker hende. Det er ikke kærlighed, der får den op og stå, det er følelsen af at være den stærke. Ligesom hos bavianer. De unge mænd har måske
ændret sig. Jeg oplever dem som mindre optaget af forestillingen om rovdyrsmanden, der underkaster sig kvinden. Der er håb forude.

- Men kvindernes frigørelse har også undergravet denne traditionelle mandlige identitet og skabt nye seksuelle frustrationer blandt mændene. Selv min syv-årige søn er for eksempel meget optaget af den tanke, at det er hans far, som har spillet den væsentligste rolle i hans egen skabelseshistorie. Jeg var bare en mave. Sandheden er jo, at det eneste sikkert identificerede ophav er moderen. Heraf hele kvindeundertrykkelsen. Kvindens køn er døren til Gud, til hele Skabelsen. At føde et barn er noget magisk, fordi dette barn både er en del af én selv - og en Anden, et helt selvstændigt væsen. Med den moderne fødselsteknologi kan kvinder helt undvære mænd i denne sammenhæng - og det gør dem rædselsslagne - Hallo?

Stadigt talende har Catherine Breillat rejst sig for at tage telefonen. Emnet passionerer hende. De fleste af hendes film handler om mislykket, forkvaklet kærlighed, om mænd og kvinder som fortabes i gensidigt destruktive følelser.

- Hvor var jeg - nå jo, kvinder er bange for at være kvinder. Mænd er bange for ikke at være mænd. De identificerer sig med deres rejste lem - og da denne mulighed for identifikation ret beset varer så kort tid, er de eget skrøbelige.

Mændene i Romance er netop, om ikke skrøbelige, så dog nogle sølle stakler. Pornokongen Siffredi inkarnerer måske den mest sympatiske eller i hvert fald den mest ukomplicerede af filmens repræsentanter for hankønnet, mens Paul har den utaknemmelige opgave at symbolisere Breillats fortolkning af "det evigt mandlige". Mens han nægter at tilfredsstille sin kæreste, ynder han at slæbe hende med på diskotek for at spille den virile tyr på dansegulvet. For derefter at belære hende om, at "mænd har brug for den slags en gang imellem, brug for frihed". Kun da hun vender hjem fra et besøg hos sin elsker, nonchalant og i højrød taftkjole i stedet for den rene, hvide kjole hun plejer at bære, får han lyst til hende. Luderen vil han have, indtil hun sætter sig op på ham og langsomt og indtrængende siger: "Du er kvinden, jeg er manden, og jeg knepper dig". Hvorefter han voldsomt kaster hende fra sig.

- Det, som adskiller filmen fra virkeligheden, er ikke, at det er manden, som ikke vil gå i seng med kvinden. Det er, at han fortæller hende, hvorfor han ikke vil. Mænds seksualitet har svært ved at udtrykke sig uden for en erobringssammenhæng. Vi er stadig pattedyr, pattedyr i udvikling, men pattedyr alligevel. I et forhold, der varer ved, bliver mændene til kvindernes børn, og så bliver samlejerne mere og mere sjældne, ligesom hos gorillaer, indtil manden
forelsker sig i sekretæren. Kvinder er i virkeligheden meget overbærende med deres mænd, som bliver trætte af sex, siger Breillat selvsikkert.

- De fleste af de mænd, jeg kender, vil nu påstå, at det er kvinderne, som mister lysten.

- Det passer ikke. Mænds seksualitet er synlig og imperativ. Kvinders er mere usynlig og mindre imperativ, den behøver ikke at blive tilfredsstillet her og nu. Til gengæld varer den længere, er mere holdbar i et forhold. Mænd kan nøjes med et rutineknald, inden de lægger sig til at sove. Det kan kvinder ikke.

Forholdene omkring optagelserne af Romance har bekræftet Catherine Breillat i disse overvejelser om mænds og kvinders seksualitet. Under optagelserne med Siffredi var filmholdets mænd mærkbart utilpasse over at stå over for hans store lem. Tænk hvis den var større end deres! Paul fik at vide, at han omvendt skulle spille rollen som manden med den lille pik. "Det er OK," svarede han, "men vi bliver nødt til at lave en form for trick-optagelser, hvis det skal se sådan ud."

Siffredi selv forsøgte at onanere sig til konstant rejsning under optagelserne af sex-scenen, som strakte sig over flere timer, så Breillat til sidst måtte råde ham til at tage en pause. Og efter premieren har dele af pressen interesseret sig så overmåde for det centrale spørgsmål om, hvorvidt Siffredi virkelig bollede Caroline Ducey under optagelserne. Ducey siger nej. Siffredi påstår hårdnakket, at selvfølgelig gjorde han det.

- Det var næsten Kenneth Starr-metoder, de benyttede. Rocco er ret tiltrækkende og ikke helt så dum, som man siger, og det ville være helt naturligt, hvis Caroline er faldet for ham. Men hun skulle absolut nedgøres. Jeg kunne godt have valgt at vise klart og tydeligt, at der var tale om et rigtigt samleje. Det var bevidst, at jeg lod tvivlen herske.

Men hvordan reagerer mændene så på Catherine Breillats nådesløse beskrivelse, som gør dem til statister i kvindens liv?

- Mændene har biroller, fordi jeg ville fortælle en kvindes historie. Nogle få mænd har sagt, at det var en dårlig film, fordi den ikke gav dem rejsning. Og det er fuldstændig korrekt. Som pornofilm betragtet er den elendig. Mange mænd har derimod sagt, at de først har forstået kvinders seksualitet efter at have set denne film. Hvilket viser, at det andets køns seksualitet stadig er et mysterium for os. Og nogle unge mænd har spurgt mig, hvorfor ingen mandlige filminstruktører tør beskrive mænd, som jeg har gjort det.

Et af filmens højdepunkter gengiver Maries afmægtige forestilling om en absurd løsning på splittelsen mellem seksualitet og følelser, en frigørelse fra besudlingen og urkraftens arv til de pattedyr, vi er. I en lang række ligger kvinderne på senge, som gennembryder en mur, således at under- og overkrop befinder sig i hver sit rum. Overkroppen er klædt i tækkeligt nattøj, og Marie og Paul kan vise hinanden den ømhed, der ellers fattes dem. På den anden side af muren stikker kvindernes ben ud mellem lange silkeskørter, iklædt hofteholdere og netstrømper, lige til at gå til for den myriade af mænd, som spankulerer nøgne rundt, evigt masturberende, når de ikke lige betjener sig af kusserne. Ren liderlighed - og "ren" kærlighed.

- Er det ikke en noget pessimistisk udlægning af virkeligheden?

- Jamen, Romance er absolut ikke nogen pessimistisk film. Marie er en ung kvinde, som foragter sig selv. Men hun uddriver det onde med det onde. Hun gennemlever sine fantasier om ydmygelse, ikke for at hænge fast i disse fantasier men for at uddrive dem. Der er intet så farligt som fantasier om skam. Men for hver erotisk prøvelse, hun gennemgår, bliver hun mere hel, og derfor synes jeg, det er en meget optimistisk film.

Faktisk forlader man Romance i en form for choktilstand. Fordi den nøgne virkelighed skraber ubehageligt mod bevidstheden.

- Det er en hård film, erkender Catherine Breillat, - en voldsom film, fordi den slynger os volden i vore seksuelle relationer lige i ansigtet. Hvis Paul kunne følge samme vej som Marie, ville de begge være nået langt.

Spørgsmålet er: Kan Paul det?

FORUM/26.4.99

Hvis du har en kommentar til denne artikel, gå til AGGRO-VENTILEN


Birthe Pedersen er freelance journalist og bor i Lyon.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk