Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Beograd er mit hjem

 

Interview - om den svære og stædige kamp for demokrati og rettigheder i Beograd før bomberne faldt

 

 
FORUM/26.3.99 Sidste uge vandrede jeg afsted på travle Vesterbrogade en sen eftermiddag med serbiske Jelena Radojkovic, efter en lang snak om hendes arbejde med menneskerettigheder i det nationalistiske Beograd - ikke en let opgave. Et kort øjeblik blev bekymringerne om NATO-bombardementer og den usikre fremtid for Jugoslaviens mange alternative organisationer skubbet til side.
- Jeg nyder farverne på husene her i København, udbryder hun - og de mange cafeer I har, hvor der både sidder unge og gamle - det er kun kulden, der generer.
Københavns farver har været svøbt i mørkets vinterkåbe og byfornyelses-stilladser i månedsvis, men nu så jeg pludselig, hvad hun mener: spæde gule, lyserøde og grønne farver træder nu klart frem på de nypudsede facader i det tynde eftermiddagslys..
Vi småsnakker om løst og fast - om de hunde, der ved eget initiativ er "flyttet ind" i hendes og mandens hus - hvad gør man? - om biograffilm, og de danske fængsler, der ifølge hende ligner Hilton. På et gadehjørne skilles vi så : jeg skal hjem, hun skal ud og købe gaver til sin mand og sine venner på centeret; dansk ost og pølse, måske lidt røget laks og den slags. En gaveskik medarbejdere på menneskerettighedscenteret plejer at holde i hævd, når de rejser udenlands, og vender tilbage med ny inspiration.

I dag - en uge senere - er bomberne faldet i Jugoslavien, som Jelena frygtede - hun har tilbragt natten til torsdag med at lytte til bombernes bragen i Beograd og se Sky News. Hun venter nu på at se, hvor hårdt det nationalistiske styre vil slå ned på landets alternative kræfter. Hun vil prøve at holde forbindelsen åben, men ved ikke om det kan lade sig gøre .

Jelena Radojkovic, 31, var kommet til København for at deltage i et kursus om menneskerettigheder og demokrati arrangeret af Det Danske Center for Menneskerettigheder (DCMR)med deltagere fra så forskellige lande som Senegal, Kina, Albanien osv.
- Det bedste ved at mødes til den slags arrangementer er finde ud af, at du ikke er alene. At folk i andre lande kæmper med præcis de samme problemstillinger, som du selv. Undertiden føler man sig bare sådan som en taber, en "below zero" taber. Som NGO har man virkelig behov for at mærke, at man ikke er alene med problemerne. Fællesskabet hjælper, fortæller hun.
En af hendes største bekymringer var i sidste uge, hvilke konsekvenser et NATO-angreb ville have på det skrøbelige civilsamfund, som fra Milosevic' hånd gennem de sidste år er blevet udhulet og udsat for stadig nye begrænsninger.
- Bomberne bliver bare et våben i nationalisternes hænder. Der bliver erklæret undtagelsestilstand og så er det bare at vente på at græsrodsbevægelser bliver bandlyst - det bliver enden på civilsamfundet, som vi kender det. Milosevic har allerede kontrol over politiet, hæren og de elektroniske medier, hvor begreber som menneskerettigheder kun optræder i citationstegn. Kritiske aviser bliver smuglet ind fra Montenegro syd fra.
Det er i forvejen ikke let at arbejde med menneskerettigheder og stille sig kritisk an overfor det nationalistiske projekt i Jugoslavien. Kvinder, der arbejder med menneskerettigheder, oplevede f.eks. at deres sønner var de første til at blive tvangsmobiliseret til krigsfronten. Kvinder i Sort var de første, der organiseret protesterede mod krigen i Eks-Jugoslavien og nægtede at tage et etnisk/nationalt standpunkt i krigen.
- Undertiden deltager jeg i de demonstrationer, som Kvinder i Sort stadig holder i Beograd hver onsdag, og det er skrækkeligt, hvad folk på gaden råber ad os. Det er ting som forræder, pro-albaniere, udenlandske lejesvende osv. De, der råber, er som regel fattige folk med miserable liv. De vil ikke erkende, at Milosevic har ødelagt deres liv, for de støttede ham i starten, så nu giver de verdenssamfundet og menneskerettigheder skylden for arbejdsløsheden, den økonomiske krise osv.

Ikke nok med at landet efter kommunismen blev ramt af en voldsom nationalisme - der er også opstået enorme skel mellem rig og fattig, og de mange skel præger hverdagen.
- Da jeg voksede op, var der virkelig ingen i skolen, der skelnede mellem, om du var den ene eller den anden nationalitet; sigøjner, serber eller andet - jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke kan huske hvem, der var hvem. I dag bliver du stigmatiseret - hvis du leger med f.eks. et sigøjner barn, bliver der set ned på dig. Der er ikke en god atmosfære at bringe et barn ind i. Lige meget hvad du lærer dem hjemme, så vil børnene uvægerligt komme til at fremstå som de sorte får på legepladsen og i skolen. Fødselsraten er i dag 0,8 i Jugoslavien, og ud af min meget nære gruppe af seks veninder fra gymnasiet er der kun en, der har fået et barn. Der er også opstået et stigende pres for at have mærkevaretøj, men en dommers løn er f.eks. 1000. kr. om måneden, og det får du ikke mange dyre sneakers for. Da jeg var barn var det slet ikke noget, vi gik op i - vi var en slags middelklasse alle sammen. Man har svært ved at opfordre sine børn til at studere og tage en god uddannelse, for du kommer ikke til at tjene penge. Partimedlemmer og mafiatyper har bygget enorme huse - ikke i udkanten af Beograd, men inde i byen, så alle kan se deres rigdom

Både Jelena og hendes jurist-mand er aktive i arbejdet for at skabe demokratiske forhold i Jugoslavien. Manden blev på et tidspunkt uden videre sendt til fronten - "og han nægter overhovedet at tage et våben i sine hænder - nægter at skyde", men heldigvis kom han tilbage uskadt.
- Jeg vidste ikke noget om menneskerettigheder, da krigen startede i 1995 - de blev beskrevet som et vestligt projekt, der forurener os. I ni måneder eksisterede centeret i en privat dagligstue, vi var alle frivillige. Den danske regering og DCR har givet os både økonomisk og institutionel hjælp. Det betyder bl.a., at jeg nu kan oppebære en løn som en rengøringshjælp. De skandinaviske lande er de eneste lande, hvor man i et samarbejde ikke samtidig får en "attitude" med i købet. De fortæller os ikke "Det, I har behov for, er sådan og sådan." siger den historie-uddannede Jelena .

Hun arbejder i både Jugoslavien, Kosovo og Bosnien med uddannelse og bevidsthed omkring menneskerettigheder - med bl.a. en menneskerettighedsskole for børn og andre særlige målgrupper som f.eks. jurister.
- Når man siger, at man kommer fra et menneskerettighedscenter i Beograd har folk ikke umiddelbart meget tillid til en! Men lederen af vores center har før arbejdet i FN og har derfor et godt navn, som folk stoler på. Nogle gange er vores arbejde meget deprimerende og trættende og man har slet ingen energi. Men man bliver nødt til at være virkelig standhaftig. Jeg har selv været fem gange i Bosnien, og for nylig afholdt vi et kursus for studerende der. Først har folk en facade som nationalister, men så bløder de op og begynder at acceptere en. Jeg tror, at folk stadig er de samme mennesker indvendig, når først man får skrællet det nationalistiske lag af dem. Vi har jo ikke altid været sådan.

- Sidste år slog Milosevic-styret ned på medier og universiteter. Studerende blev slået og anholdt af politiet, og vi måtte ringe rundt til fængslerne for at finde ud af, hvor de var. Mange blev sidste år også tvunget til militærtjeneste - unge blev f.eks. sendt til Kosovo efter bare tre måneders tjeneste. Mange døde, men man kunne ikke få navnene på de døde soldater. Derudover blev 16 juraprofessorer fyret fra deres poster på universiteterne - de bliver nu erstattet af marionetdukker. Da jeg selv studerede historie, var der ikke nationalistiske professorer.

I år er Milosevic og hans styre ved at skille sig af med dommerne, som bl.a. hjælper med, når alle NGO'er skal registreres i det føderale ministerium. Hvis vi alle sammen skal genregistreres hos nye dommere, kan det blive meget svært overhovedet at få tilladelse til at have vores aktiviteter.

Det er en meget langsigtet proces at ændre på tingene. Man kan ikke ændre ting på kort tid, og der findes ikke et land der er perfekt. Ændringer kræver bl.a. adgang til de elektroniske medier, for de seneste chokerende tal viste, at 60% af befolkningen er analfabeter - hvoraf de 40% godt kan skrive under med deres navn. Men vi har ikke den adgang.
- Vi har også brug for hjælp udefra. Ved sidste valg var der ikke udenlandske observatører ved de over 10.000 valgsteder - OSCE brugte kun tre dage på valget, som Milosevic vandt, men han har kun 18% af stemmerne.
Da krigen sønderrev det tidligere Jugoslavien flygtede 150.000 mennesker i alderen 25-35 år. Jelena har aldrig overvejet at forlade Beograd.
- Det er forbundet med store følelser for mig, for byen er mit hjem, der er der jeg hører til, gestikulerede hun i sidste uge over kaffe og mange cigaretter i cafeen i Vesterbro Kulturhus.
Ingen ved, hvad der sker nu.

 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk