Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Pamela i vore hjerter

 

Ikke den Pamela. Hvad en roman fra 1700-tallet kan sige om narcissme hos kvinder i dag.

 
 
FORUM/26.2.99 Samuel Richardsons roman Pamela: Or Virtue Rewarded er ikke kendt af ret mange. Det er en lang brevroman på ca. 900 tættrykte paperbacksider fra 1740.

Det lyder kedeligt og det er den også. Men der er nogle gode grunde til at beskæftige sig med Richardsons hovedperson Pamela alligevel. Jeg har i et par artikler i dette tidsskrift haft fat i de vanskeligheder, jeg iagttager hos kvinder med hensyn til at sætte sig selv i fokus, den angst og skyldfølelse, der er forbundet dermed, og at problemet er såvel individuelt som fælles.

Når et vigtigt personlighedstræk viser sig at være fælles, er det rimeligt at spørge sig selv, hvordan det er kommet dertil, at det er fælles. Og det er her, Pamela kommer ind, for hun skildres som et ideal og anbringes af forfatteren i konflikter, der strukturelt set ligner dem, kvinder idag befinder sig i men i en anden konkret udforming.

Skønlitteraturen er et vigtigt område for erfaringsbearbejdning, så det er forventeligt, at gamle romaners diskussion af livsbetingelser kan afdække spor af de træk, der findes i udfoldet form nutildags.

Perspektivet i forhold til nutiden er klart nok i Pamela, for Richardson lader aldrig Pamela sætte sig selv i fokus, selv om hun uafbrudt betragter sig selv! Pamela ses af forfatteren og læseren naturligvis udefra, fordi hun er et skildret ideal, men det særlige er, at forfatteren har forsynet hende med et ufravendt blik på sig selv. Pamela er objekt for sig selv, betragter uafbrudt sig selv med henblik på at justere sig i forhold til omgivelserne. Hun skildres godt nok som både rapkæftet og klartseende, men de egenskaber gør hende hverken spontan eller respektløs. Det justerende blik er der hele tiden, udtrykt i brevformens evige overvejelser.

Lad os se på romanfiguren Pamela: Fra første til sidste side i den lange roman er Pamela i et underordnings- og afhængighedsforhold til den adelige Mr. B - først som tyende i hans tjeneste og senere som hans hustru. Pamela har været en blanding af kammerpige og plejedatter for Mr. Bs moder, og den tætte tilknytning til den ældre dame har betydet, at Pamela har tilegnet sig noget dannelse, som en ung kvinde af hendes stand ellers ikke ville få del i. For Mr. B er den nydelige Pamela slet og ret et seksualobjekt, og kun fordi hun igen og igen bekræfter sin dyd og ikke på nogen måde kan overtales til et uægteskabeligt forhold, gifter mr. B sig med hende. Det tager godt 300 sider at etablere det ægteskab.

Med ægteskabet legitimeres seksualiteten, men Pamela forbliver objekt for Mr. Bs lyster og luner. Dette kommer tydeligst til udtryk, da Pamela gerne selv vil amme sin førstefødte men ikke må for Mr. B, fordi han vil kunne have hende for sig selv uforstyrret af skrigende unger og tjenestefolk. Som den mønsterværdige kvinde, Pamela er, retter hun sig efter sin mands bud omend ikke uden modstand. Forfatteren mener tydeligvis selv, at det er bedst, at kvinder ammer deres egne børn, mem forfatteren mener også, at mandens forret må respekteres på trods af al sund fornuft!

Pamela skal altså være lydig. Men ikke nok med det: Hun skal også være glad og underholdende og behagelig og fornuftig og samvittighedsfuld og tilgivende og beskeden, hun skal til stadighed udvide sin dannelse, og hun skal være en omsorgsfuld moder for sine børn. Alt i alt skal Pamela sørge for at opføre sig så korrekt, at hun kan være eksempel for andre kvinder - og her er Mr. Bs og forfatterens interesser overensstemmende!

Pamelas gode egenskaber er skildret som indlysende, og hun bliver da også en slags opdrager for sin mand, fordi han skal lære at leve op til hendes moralske kvaliteter. I romanens skildring lykkes det faktisk Pamela at reformere hele sin forkælede og adelsstolte svigerfamilie med samt betydelige dele af vennekredsen. De giver sig alle til at leve et velovervejet liv i henseende til bÅde moral, omgangsform og økonomi.

Velovervejet, ja. Kedeligt, ja. Men det er som antydet her, perspektivet i forhold til nutiden ligger. Eftersom Pamela skal være så god og rigtig, må hun hele tiden betragte sig selv og justere sig selv i forhold til omverdenen. Eller udtrykt i en psykoanalytisk begrebsramme: Romanen skildrer indrestyring og narcissistisk personlighedsstruktur som to sider af samme sag.

Indrestyringen kommer jo netop ikke kun indefra; selvbeherskelsen og den rigtige opførsel etableres nødvendigvis ved en identifikation med omverdenen, en seen sig selv udefra. Pamela må betragte sig selv udefra for at kunne fastslå, om opførsel og fremtræden skal justeres. Heri ligger "på psykoanalytisk" kimen til en narcissistisk personlighedsstruktur, for i betragtningen bliver hun til sit eget objekt.

Pamela bliver i skildringen en mester i ikke at være subjekt, ikke at sige: "Sådan har jeg det, sådan vil jeg gerne have det." Derimod lader Richardson hende perfektionere evnen til at gøre sig til sit eget objekt, til justerende betragtning af sig selv: Sådan bør jeg opføre mig, så de andre kan være tilfredse med mig og sætte pris på mig.

For at Pamela kan styre sig selv indefra, må Richardson lade hende bettragte sig selv udefra.

Og så springer vi ikke bare begrebsligt men også i tid og rum, fra en romanfigur i 1700-tallet til levende mennesker i nutiden: En af de almindeligste klager fra en klient i et nutidigt terapiforløb er nemlig "jeg er ikke god nok", og meget ofte ligger der bag dette udsagn nogle aldeles urealistiske forestillinger om alt det, vedkommende skal overkomme for at være god nok. Herunder, især for kvinders (mødres) vedkommende, at sørge for, at diverse familiemedlemmer er glade og lykkelige. Det betyder, at ethvert stemningsskift hos f.eks.mand og børn potentielt er en trussel mod kvindens selvværd. Hun kommer da også i terapi med det formål at blive bedre - til at sørge for de andres lykke!

Denne groft skitserede "jeg skal klare alt" struktur er narcissistisk i destruktiv forstand. Den ligner skildringen af romanfiguren Pamela derved, at den gældende kvinde hele tiden forsøger at justere sig selv i forhold til omverdenen. Men ikke alene betragter og vurderer den pågældende uafladeligt sig selv, tillige - og det ses ikke i skildringen af Pamela - svinger personligheden tendentielt mellem to poler, almagt og afmagt.

Idealet "jeg kan alt, jeg klarer alt" modsvares af realiteten "jeg kan noget bestemt", men den personlighed, der er fanget i en destruktiv narcissistisk sløjfe, kan ikke komme ud af idealet og tilpasse det til realiteten. Derfor ophæver hun realiteten: Når "jeg kan alt" ikke stemmer med realiteten, siger den narcissistisk styrede personlighed: "Jeg kan ingenting, jeg duer ikke".

For den nutidige kvinde bliver terapien en læreproces i mediering mellem ideal og realitet, for det er selvfølgelig hverken muligt eller ønskværdigt med en fuldstændig afgrænsning fra f.eks. familiemedlemmerne - der er jo en indbyrdes afhængighed med hensyn til glæde og lykke. I den fiktive skildring af Pamela er det ikke nødvendigt at mediere mellem ideal og realitet, for i fiktionen kan det jo udmærket lade sig gøre at tilpasse kvinden til idealet.

Det er let at blive vred over Richardsons skildring af en totalt objektiveret og idealiseret kvinde. I teksten er det nemlig på et implicit plan tydeligt hvilke omkostninger, der er forbundet med at være så velovervejet og god og rigtig, så ideel: Pamela har i skildringen ikke noget umiddelbart forhold til seksualitet, vrede, morskab eller sine egne børn.

Seksualiteten: Pamela kan ikke finde ud af at flygte fra Mr. Bs førægteskabelige nærgåenhed, selv om hun på et tidspunkt har chancen. Hun forestiller sig nemlig straks omverdenen som endnu mere truende end Mr. B - de fredelige køer på marken bliver til faretruende tyre, og landevejen befolkes i Pamelas fantasi med brutale røvere. Pamela skildres i en vil - vil ikke tilstand i forhold til seksualiteten; hun vil ikke have et uægteskabeligt forhold til Mr. B , men hun vil heller ikke umuliggøre hans tilnærmelser.

Vreden: Pamela må ikke være vred, så når hun bliver vred, må hun give vreden en anden form, forvride den til ukendelighed. Hun er f.eks. enormt vred over ammeforbudet men kan kun vise sig en lille smule sur og rapkæftet, og vreden vendes om til gråd. Pamela græder meget! Pamela bebrejder sig selv, at hun ikke kan lade være at tude, og Mr. B bebrejder hende, at hun ikke er glad og uforbeholden overfor ham.

Morskaben: Pamela smiler, hun føler glæde og taknemmelighed, men tilsyneladende morer hun sig aldrig rigtigt, lægger ikke nakken tilbage og ler. Heller ikke sammen med sine børn.

Børnene: Pamela opdrager sine børn med John Lockes Some Thoughts Concerning Education lige ved hånden, og forholder sig dermed hele tiden til dem igennem et filter. Richardson medtager flere lange citater fra Locke, der udgav den nævnte bog i 1693 og altså ikke er en fiktiv figur. John Locke var den første i England, der systematisk slog til lyd for, at opdragelsens mål var internalisering af bestemte egenskaber.

Pamelas børn skal fremfor alt lære selvbeherskelse, indrestyring. Det middel, som Locke (og Richardson) tilråder, og Pamela anvender til at lære børnene selvbeherskelse, er kærlighedstab. Børnene skal kun i ekstreme tilfælde straffes med prygl, for inddragelsen af kærligheden betragtes som meget mere effektiv. Vi har jo også netop fået skildret, hvordan Pamela underordner sig Mr. Bs luner under trussel om ellers at miste hans hengivenhed.

Pamela kan besvime, græde eller bede til Vorherre, når hun befinder sig i en vanskelig situation; men at sætte hænderne i siden og give galden frit løb eller grinende lade omverdenen forstå, at den kan rende hende noget så grusomt - det kan der ikke være tale om.

Det er med overlæg, jeg bruger udtrykket Adet kan der ikke være tale om@, for vi bør ikke glemme, at Pamela er en roman, et stykke fiktion, skåret til af en forfatter med en hensigt. Når Pamela i sine breve giver udtryk for f.eks. vrede eller mistænksomhed, så er det forfatteren Richardson, der vælger at lade disse (realistiske) følelser skinne igennem og vælger (som ideal) at lade Pamale kvæle dem (i tårer).

Richardsons hensigt med romanen er klart didaktisk, som det bl.a. fremgår af efterskrifterne til de to bind. Men når Richardson i sine didaktiske bestræbelser skal præsentere sin heltinde og hendes problemløsningsmodeller, fremkommer der en kvinde, der for en nutidig betragtning fremtræder som utroligt undertrykt, fortrængt og omgivet af et væld af dobbelttydige krav. Og værst af alt: En kvindelig romanfigur, der, som det vil være fremgået, skildres i et felt af konflikter, der strukturelt set ligner det, hvori virkelige kvinder i dag befinder sig i en anden konkret udforming.

Vi ved en del om, hvordan Pamela blev modtaget af det læsende publikum. Først og fremmest blev den en af århundredets allerstørste bestsellere og oversat til mange andre europæiske sprog. Mange læsere slugte bogen, rystede, græd og besvimede med Pamela. Nogle blev godt sure på hende og syntes, hun var en hyklerisk og beregnende kælling, f.eks. Henry Fielding og Eliza Heywood. Og nogle syntes, Pamela var noget bræk, samtidig med at de græd snot over den, f.eks. Lady Mary Wortley Montagu.Pamela må altså have imødekommet nogle identifikationsbehov i sin samtid, selv om den også blev registreret som flertydig.

Og i nutiden? Tja, romanen Pamela fra 1740 har sammen med andre gamle romaner gjort det muligt for mig at se og formulere den klare begrebslige sammenhæng mellem indrestyring og narcissisme, der ellers ofte betragtes som modsætninger. En sammenhæng, der ytrer sig hos os nutildags i mange individuelle - til tider destruktive - varianter, men som jeg ikke har kunnet formulere ud fra nutidigt materiale.

Formuleringen af den begrebslige sammenhæng mellem indrestyring og narcissisme og konstateringen af, at sammenhængen findes - i forskellig kulturel udformning - både i 1700tallet og nutildags, bevæger sig imidlertid på iagttagelsesplanet og er ikke en forklaring. Med disse overvejelser har jeg altså ikke forklaret, hvordan sammenhængen mellem romanfiguren Pamela og nutidige kvinder er. Det står endnu tilbage.

Og tro endelig ikke, at jeg forestiller mig, at vi skal hverken indrestyringen eller narcissismen til livs. Nej, vi skal se at få det bedste ud af disse kulturelt afgørende og sammenhængende komponenter. Indrestyringen er f.eks. helt uundværlig i et nogenlunde komplekst samfund, hvor den enkelte borger må kunne overholde nogle fælles regler, uden at hverken foged, herremand eller præst er fysisk til stede. Også i narcissismen gemmer der sig konstruktive elementer, måske især på det individuelle plan.

FORUM/26.2.99

Lise Winther-Jensen er mag.art. i litteraturvidenskab og psykoterapeut med privatpraksis på Frederiksberg.

Hvis du har en kommentar til denne artikel - gå hen til Debatsiderne


Andre artikler af Lise Winther-Jensen

Kvinders indre forbud. Selv skrappe kvinder længes efter en magisk prins
Den skrappe moster og drømmeprinsen. Om hvorfor mænd ikke gør noget for deres kvinder
Helt hysterisk Tilbage til de bredfyldte tallerkner
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk