Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Myten om den danske ligestilling

 

Kritikken af Ligestillingsrådets indsats er taget til i styrke i løbet af de sidste år, samtidig med at lønforskellen mellem mænd og kvinder vokser, flere og flere kvinder mister interessen for at involvere sig i politik, og den offentlige interesse for ligestilling skranter. Ingen politikere har i dag ligestilling som mærkesag, og for mange danskere er det blevet et lavstatusord, som associerer gamle sure rødstrømper.

En række eksperter har derfor kikket statens ligestillingsindsats efter i sømmene og kommer om kort tid med en betænkning om, hvad der skal til for at skærpe danskernes interesse.

 

 
FORUM/3.2.99 Myten om, at Danmark er verdens bedste til ligestilling, og at kampen for lige vilkår for mænd og kvinder er et for længst overstået kapitel i Danmarkshistorien, lever i bedste velgående i manges bevidsthed.

Ovenpå 25 års indsats på ligestillingsområdet og en del markante sejre, er ligestilling blevet et lavstatusord, der får mange til at vende det døve øre til og tænke på sure rødstrømper uden blonde-bh og med pels på benene. Der er stadig langt igen. Bl.a. på ligelønsområdet, hvor gabet mellem mænd og kvinder igen - i al ubemærkethed - er vokset til omkring 20 % ovenpå to årtier i udligningens tegn.

En farlig udvikling, som skal vendes, inden den får for godt fat i andre områder, mener mange kønsforskere og henviser til ligestillingsarbejdet i Sverige og Norge.

Opskriften på den svensk/norske succes er en række ligestillingsorganer, der har haft penge og kompetence til at følge med tiden og de aktuelle behov. Dette i modsætning til det danske ligestillingsorgan, der blev støbt i beton i 1975, og som - kombineret med en manglende opbakning fra politisk side - siden har haft så svært ved at tilpasse sig samfundsændringerne, at det i dag reelt er blevet rangeret ud på et sidespor.

De senere år har det måttet lægge ryg til en så massiv kritik over manglende resultater og en for defensiv holdning, at Statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1996 nedsatte Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde, der i slutningen af januar barsler med en betænkning om struktureringen af de kommende års indsats på ligestillingsområdet.

- Det er på høje tid at organiseringen af ligestillingsarbejdet bliver taget op til revision, siger rådets forkvinde, Ingrid Rasmussen og påpeger, at ligestilling i dag er et meget bredere begreb end i 1975, da Ligestillingsrådet blev nedsat:

- Derfor er det nødvendigt at foretage nogle strukturændringer, så vi får et ligestillingsorgan, der er bedre rustet til at holde trit med tiden, end rådet er - både som vagthund og til at sætte sus i skørterne i den offentlige debat.

Selvom Ingrid Rasmussen endnu ikke er klar til at løfte sløret for de konkrete forslag til, hvordan ligestillingsapparatet kan geares bedre i forhold til de problematikker, der sætter den kønspolitiske dagsorden i dag, pointerer hun, at netop den offentlige debat - og dermed engagementet blandt både befolkning, politikere og organisationer - er af afgørende betydning i forhold til en vellykket ligestillingsindsats.

Ligestillingsrådet havde medvind i 70´erne og 80´erne, hvor kvindernes ligestilling var et emne, der optog mange både indenfor og udenfor det etablerede politiske system. Men interessen for ligestilling her i 90´erne har været for nedadgående på alle niveauer;

- Vi har sovet Tornerosesøvn, siden Rødstrømpebevægelsen gik i opløsning midt i 80´erne og har regnet med, at nu gik det hele af sig selv, fordi vi på mange områder var nået meget længere end de fleste andre vestlige lande, siger professor i statsvidenskab, kvindeforsker Drude Dahlerup:

- Men mens vi har ligget og solet os i toppen af statistikkerne, er vi blevet overhalet indenom af f.eks. Sverige og Norge, som har en langt mere aktiv ligestillingsdebat på alle niveauer, siger hun.

At vi langt fra er nået til vejs ende, bekræfter FNs undersøgelse af den danske indsats i forhold til Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (CEDAW) i januar 1997.

Konventionen stammer fra 1979, og en komité overvåger, at de lande, der har underskrevet den, også overholder den og arbejder for en udvikling på området. I den forbindelse er Danmark blevet undersøgt tre gange - sidst i januar 1997. Her blev Danmark på den ene side rost og fortsat fremhævet som foregangsland, men også kritiseret for den manglende ligeløn, kvinde-arbejdsløsheden og det meget lave antal kvinder på besluttende poster i den private sektor.

Derfor påpeger komiteen, at ligestillingsloven i højere grad bør efterleves, at positiv særbehandling i højere grad skal bruges som middel til at opnå ligestilling, at der skal etableres flere ligestillingsudvalg i den offentlige sektor, at der skal vedtages en særlovgivning om vold i hjemmet, og der skal sættes særlig fokus på voldtægt, incest, handel med kvinder og indvandrerkvinders rettigheder.

Komiteen efterlyste også en større indsats i forhold til mainstreamingen af ligestilling i praksis - blandt andet en bedre formidling af de internationale erfaringer på området.

Mainstreaming er det internationale buzzword på ligestillingsfronten, og går ud på at indarbejde kønsperspektivet i al politik og planlægning - i forhold til arbejdsliv, familieliv og fritidsliv - for på den måde at brede problematikkerne ud som et mere effektivt middel til at opnå reel ligestilling.

Ligestillingsrådet har allerede siden 1987 været i gang med at mainstreame de offentlige arbejdspladser i stat, amt og kommuner, der jævnligt skal aflevere handlingsplaner til rådet.
Men ligesom på så mange andre områder, er rådet også her stækket i forhold til at yde en så effektiv indsats, som FN efterlyser, og handlingsplanerne har i mange kommuner en al for løs og uforpligtende karakter, påpeger flere ligestillingsforskere.

- Problemet er, at rådet svæver frit i luften, siger Drude Dahlerup og påpeger, at den kritik, Ligestillingsrådet er blevet udsat for de senere år, afspejler en latent svaghed, der har været indbygget i rådets konstruktion fra starten.

Allerede da rådet blev nedsat i 1975, blev det placeret mellem en række forskellige stole, og har gennem årene haft alt for mange kasketter at jonglere med.

Ligestillingsrådet består af 9 medlemmer. Formanden er udpeget af statsministeren, og de øvrige 8 medlemmer repræsenterer kvindeorganisationerne og arbejdsmarkedets parter. Til rådet er knyttet et sekretariat med en leder, 8 akademiske medarbejdere og 6 kontormedarbejdere.

Rådet skal arbejde for at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder med udgangspunkt i lovene om ligestilling, ligebehandling og kvinders repræsentation i udvalg og bestyrelser.

Rådet har et meget bredt arbejdsområde som debatforum, rådgivende organ, høringsorgan, ombud og klagenævn. Rådet mødes ti gange om året for at diskutere konkrete sager, lovforslag, nye udspil fra rådet osv. Og arbejdsbyrden er ikke blevet mindre med årene - tværtimod er f.eks. den administrative byrde og det internationale arbejde vokset gevaldigt, samtidig med at lovgivningen blevet meget mere kompliceret siden 70´erne.

Oven i det hele har rådet aldrig fået nogen ordentlig opbakning fra de skiftende regeringer. Så længe vi havde en stærk kvindebevægelse, der pressede på udefra og satte gang i debatten, betød det ikke så meget, men efter kvindebevægelsen er skrumpet ind til noget nær ingenting, har rådet haft elendige vilkår, siger Drude Dahlerup.

- Ingen politikere profilerer sig i dag på en decideret ligestillingspolitik, den offentlige debat kører på lavt blus, og rådet er så overbebyrdet med arbejdsopgaver, at det har svært ved at favne bredt og selv holde gryden under debatten i kog. Derfor fokuserer medierne på enkeltproblematikker som den fælles forældremyndighed, fremfor at gribe fat i de store overordnede problemer, vi stadig slås med, supplerer lektor i statskundskab, kønsforsker Anette Borchorst, der var medlem af rådet i 1988-1995.

Hun har - i forbindelse med et forskningsprojekt under Nordisk Ministerråd vedrørende kvinder og politik - sammenlignet ligestillingsindsatsen i de nordiske lande.

- Det danske ligestillingsråd har gjort en stor indsats for at sætte gang i debatten på trods af de dårlige vilkår, men hvor de andre nordiske lande - især Sverige og Norge - ved at satse på en flerstrenget markant indsats fra statens side har formået at skabe en bred interesse for ligestilling i alle lag, har ligestillingen herhjemme en meget lav status, siger Anette Borchorst.

Derfor har det danske Ligestillingsråd udviklet sig til en lille niche, som med sine stærkt begrænsede ressourcer sidder i et hjørne og har svært ved at overskue feltet og sætte ind på alle relevante områder.

- Rådets arbejde er i alt for høj grad baseret på ildsjæle, hvorfor indsatsen har været meget svingende. I forhold til lovgivningen sker det f.eks. alt for tit, at relevante kønspolitiske problemstillinger ikke opfanges, fordi rådet ikke inddrages. Dels fordi det ikke er indbygget i dets struktur, og dels fordi de enkelte ministerier ikke i højere grad har valgt at involvere rådet. Derfor er den kønspolitiske dagsorden herhjemme meget snævrere end i f.eks. Sverige og Norge, siger Anette Borchorst og fremhæver børnepasningsorloven og pensionsdebatten som eksempel på, at man ikke systematisk tænker køn med.

Det manglende fokus på ligestilling er selvforstærkende og gøder jorden for myten om, at vi har opnået ligestilling. Derfor er politikerne primært optaget af at behandle de to køn formelt ens og f.eks. skabe en kønsneutral orlovsordning, fremfor at tænke kønnenes forskellige vilkår ind i ordningen. Resultatet er, at mændene vælger ordningen fra på grund af den store indtægtsnedgang i orlovsperioden. I stedet for at befordre ligestilling på området giver orlovsordningen bagslag og rammer kvinder i den fødedygtige alder negativt og dekvalificerer deres muligheder på arbejdsmarkedet. Der er nemlig skabt en negativ forventning hos arbejdsgiverne om, at kvinder i den fødedygtige alder på et tidspunkt både skal have barsels- og forældreorlov.

- Politikerne glemmer for ofte at inddrage rådet og tage højde for de kønsspecifikke behov. F.eks. i forhold til kvindernes svagere position på arbejdsmarkedet. Og rådet har på sin side ikke ressourcer nok til i tilstrækkelig grad at afdække konsekvenserne af lovforslag og tiltag på ligestillingsområdet, siger hun.

I følge Anette Borchorst er det meget vigtigt, at den danske ligestillingsindsats fremover både løftes op på institutionsplanet og bredes ud til befolkningen.

- Det er meget vigtigt at have fingeren på pulsen i forhold til de problematikker, der optager befolkningen. Og at have kontakt til den levende debat og ildsjælene udenfor institutionerne, der vil diskutere og forny, og som dermed kan tilføre ligestillingsorganerne den olie, der får maskineriet til at glide lettere, så det i højere grad end hidtil kan holde trit med samfundsudviklingen, siger hun.

I Sverige og Norge er debatten og opmærksomheden på de kønsspecifikke behov meget bredere end herhjemme, og den offentlige opmærksomhed på problematikker som seksuel vold, pornografi, chikane og børneinstitutioner er langt større:

- De har helt anderledes effektivt end herhjemme formået at integrere ligestillingsproblematikkerne i institutionerne, samtidig med at de har skærpet befolkningens bevidsthed på området, siger Anette Borchorst.

Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde har i sit kommissorium fået til opgave at undersøge ligestillingsorganerne i Sverige og Norge, og det er oplagt at organiseringen af det fremtidige ligestillingsarbejdet herhjemme i et vist omfang vil blive skåret over samme læst.

Udover at ligestillingsarbejdet administrativt er underlagt en ligestillingsminister i både Sverige og Norge, har man satset på en bredere institutionalisering fra oven, så det politisk-rådgivende, det juridisk-håndhævende og det administrative arbejde er blevet opdelt på forskellige institutioner, fremfor på et enkelt organ som Ligestillingsrådet herhjemme.

Norge har - udover det uafhængige organ Kompetansesenteret for Likestilling - et Likestillingsombud, der fører tilsyn med at Likestillingsloven overholdes, og som kan inddrage et Klagenemna, der kan give påbud.

Sverige har - udover et Jämställdhetsråd - en Jämställdhetsombudsmann, der griber ind overfor diskrimination og kan føre sager i arbejdsretten, eller henvise til Jämställdsnämden, der kan pålægge bøder.

Samtidig fokuseres der i langt højere grad på køn i de offentlige udredninger, og der afsættes mange flere ressourcer til forskning end herhjemme. Blandt andet vurderer uafhængige forskere institutionernes indsats, og mens Ligestillingsrådet herhjemme har fungeret uden ændringer siden 1975, er de svenske og norske ligestillingsinstitutioner løbende blevet tilpasset samfundsudviklingen og de aktuelle behov.

- Det betyder, at de svenske og norske politikere i langt højere grad engagerer sig i ligestillingspørgsmålet - også på den borgerlige fløj, hvor f.eks. Folkpartiet profilerer sig på området. Og selv i perioder som de sidste ti år, hvor presset fra de alternative kvindeorganisationer er aftaget, har staten formået at fastholde interessen for ligestilling ved - i langt højere grad end herhjemme - at sætte initiativer i gang, informere om og forske i ligestilling. Samtidig med at ligestillingsorganerne i langt højere grad er i stand til påbyde, fremfor blot at henstille i ligestillingsspørgsmålene, siger Anette Borchorst.

Hun understreger, at alt ikke er rosenrødt hinsidan - der er også modstand og problemer i forhold til den meget centralistiske indsats.

- Men det giver dynamik og engagement for takket være de mange input, får kritikken ikke lov til at kvæle ligestillingsarbejdet, men skærper tværtimod befolkningens bevidsthed om ligestillingsproblematikkerne, siger hun.

Idéen om at kopiere den svenske og norske model og udnævne en særlig ligestillingsminister, der får ligestillingsarbejdet som ressort, har allerede været oppe at vende i medierne i sommers, hvor arbejdsminister Ove Hygum blev nævnt som et oplagt emne til posten.

- Teoretisk set var der fordele ved at Ligestillingsrådet i sin tid blev underlagt Statsministeriet, fordi der ligger et overordnet signal i den placering. Men indtil nu er det ikke blevet prioriteret særligt højt, siger Anette Borchorst.

Ingen af de statsministre, der har haft rådet under sig, har givet det markant støtte. Derfor er det af afgørende betydning for den fortsatte indsats, at der fra politisk side mobiliseres det drive, som indtil nu ikke har været aktivt tilstede udover i de skiftende regeringers tiltrædelseserklæringer, hvis gode hensigter ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet fuldt op med handling, siger Drude Dahlerup.

Ove Hygum har allerede oprettet en Arbejdsministeriets Ligestillingsenhed, hvis formål er bekæmpe diskrimination af køn og etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.

- Ud fra et main-streamingsperspektiv skal den gennemgå Arbejdsministeriets arbejdsopgaver for at vurdere, om et køns- eller etnisk perspektiv har betydning for udførelsen af de enkelte opgaver, siger han.

Derudover arbejder Arbejdsministeriet og Socialministeriet sammen om initiativer, som vil gøre det lettere for handicappede at være på arbejdsmarkedet. Det samme gælder for folk udenfor arbejdsmarkedet.

- Det er vigtigt, at ligestillingsdebatten bliver bredt ud, så alle får en forståelse for, at diskrimination ikke er acceptabelt, og at der skal være en ligeværdig balance mellem kvinder og mænd i vort samfund. Fokus skal flyttes fra det traditionelle ligestillingsarbejde, hvor kontakten til de enkelte sagområder nødvendigvis må være mere overfladisk til, at gøre ligestillingsperspektivet til en selvfølgelig del af arbejdet.

- Det er selvfølgelig klart, at en sådan omstilling stiller store krav til den viden, der skal være til rådighed for, at de almindelige medarbejdere kan se ligestillingsperspektivet. Derfor har vi oprettet Ligestillingsenheden, siger arbejdsministeren.

Han understreger, at Ligestillingsenheden ikke kan erstatte det traditionelle ligestillingsarbejde, der stadig er nødvendigt i forhold til at skaffe viden om statistik, forskning og de holdningsmæssige strømninger, som er oppe i tiden. Han ser også gerne, at nye aktører som samfundsdebatører og andre med interesse og viden på området inddrages.

- Kombinationen af det traditionelle ligestillingsarbejde og ligestillingsperspektivet i de almindelige arbejdsopgaver, kan også inddrage nye aktører og skabe en frugtbar udvikling, der giver ligestillingsdiskussionen ny mening og forhåbentlig fjerner den træthed, der af og til klæber til ligestillingsarbejdet, siger Ove Hygum.

I følge Anette Borchorst er en fare imidlertid, at ligestilling udvikler sig til f.eks. ren arbejdsmarkedspolitik på bekostning af socialpolitikken, hvor aktuelle spørgsmål som enlige forsørgere, kvinder på overførselsindkomst og pensionsforhold presser sig på i øjeblikket:

- I Sverige har man, i overensstemmelse med idéen om mainstreaming, ladet ligestillingsenheden gå på skift mellem de forskellige ministerier. Det har haft en vigtig effekt i forhold til at synliggøre ligestillingsproblematikkerne på mange forskellige felter i administrationen, siger hun.

Netop mainstreaming bliver i de kommende år et af de vigtigste instrumenter til at realisere den danske ligestillingspolitik, og det vil være oplagt at også den danske indsats fordeles på flere organer for at sikre helhedstænkningen.

- For selvom mainstreamingstrategien absolut rummer et potentiale i forhold til at brede ligestillingspolitikken bredere ud, kan den også blive en "det giver sig selv"-sovepude, hvis der ikke arbejdes konkret med mål og midler hele vejen ned gennem forvaltningen med udgangspunkt i et anderledes markant ligestillingspolitisk udspil fra regeringens side end den ulidelige lethed, der indtil nu har sat dagsordenen, siger Drude Dahlerup.

I den forbindelse nævner hun såvel et selvstændigt ombud som et uafhængigt forsknings- og formidlingscenter á la det norske Kompetansesenter, som oplagte redskaber til at undgå sovepuder.

- Det er af afgørende betydning for det fremtidige ligestillingsarbejde at fjerne den Akilleshæl, der har hæmmet det nuværende Ligestillingsråd, tilføjer Anette Borchorst:

- Det har været en stor hæmsko, at der ikke i Ligestillingsrådets struktur har været indbygget en kontinuerlig tilførsel af ny dynamik i form af vekslende samarbejdspartnere og en bedre gearing til strukturændringer. Indsatsen skal fremover løbende kunne justeres og tilpasses udviklingen, hvis den skal have bedre effekt, siger Anette Borchorst.

Hvis du har en kommentar til denne artikel - prøv at gå hen til Debatsiderne


Monica C. Madsen er freelance journalist.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk