Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Danmark - en bananrepublik på ligestillingsområdet?

 

Foto: Jette Lykke

I Danmark kan man næsten ikke sige ordene ligestilling eller feminist uden at skamme sig, rødme eller gå i dækning. Ordene signalerer hos mange pr. automatik "dødssyge klidmostre", og reaktionerne svinger mellem hån og intens gaben "slap nu af, vi har jo ligestilling".

 

 
FORUM/3.2.99 Prorektor, kønsforsker Karen Sjørup, RUC, kan bevidne, at mange kvinder føler sig generet af den ensidige identifikation af én som feminist, hvis man bringer kvindepolitiske emner på banen:

- Jeg har selv oplevet, at jeg i den grad er blevet sat i bås, fordi jeg har en baggrund i periferien af Rødstrømpebevægelsen. Det er utroligt begrænsende, at folk har den forhåndsopfattelse af mig - jeg vil også have lov at interessere mig for andre ting og få respons på andre sider af mig selv. Det er da givet, at mange kvinder holder igen med at komme med feministiske udmeldinger ved forhandlingsbordet.

- Jeg sidder i øjeblikket i et udvalg, hvor en kvindelig minister er blevet kaldt en klidmoster af en midaldrende embedsmand, selvom han ved, at jeg og den anden kvinde, der sad med ved mødet, havde en feministisk baggrund. Det havde han ikke turdet for tyve år siden.

- Men det var også en tid, hvor man ikke trådte på dem, der lå ned. I dag er det powerkvinderne med mere magt end en selv, man forsøger at træde på. Det er ganske svært at forholde sig til den slags udmeldinger og finde en grimasse, der kan passe, selvom man foragter den type mænd. For man gider jo ikke hoppe i den evige moralistiske rolle. Derfor vender man tit det døve øre til - de skal ikke tro, at de kan provokere en til at gå i kødet på dem.

- På mange punkter er vi en bananrepublik i forhold til de øvrige europæiske lande, siger Anette Wolters fra konsulentfirmaet Athene, der har arbejdet med ligestilling på private og offentlige arbejdspladser. Danmark og Italien er f.eks. de medlemsstater i EU, der har færrest kvinder på ledende poster og i lovgivende stillinger, dvs. mindst indflydelse på de øverste beslutningsprocesser i samfundet. Her er tallet under 20 %, mens det gennemsnitlige tal blandt alle EU-staterne er 30 %.

- Ikke at der ikke sker noget, men det sker alt for langsomt, fordi ligestillingsarbejdet er kørt træt. Skal der skub i tingene igen, skal vi holde op med at fokusere på alle de velkendte problemer og i stedet tænke mere visionært i forhold til, hvordan vi gerne fremover vil indrette vores liv, både derhjemme og på arbejdsmarkedet.

I den forbindelse spiller politikere og myndigheder ifølge Anette Wolters en vigtig rolle i forhold til at skabe konstruktive rammer og presse på:

- Alt for mange virksomheder tænker stadig alt for traditionelt i forhold til køn og navigerer efter forældede billeder af idealmedarbejderen som en mand. Men der er masser af effektive metoder til at komme ud af dødsspiralen, hvis man vil.

Anette Wolters har selv været ansat i DSB, hvor hun fra 1988-92 var med til at øge antallet af kvindelig ansatte med 7 % ved at arbejde strategisk med ligestilling og gå rekrutteringsmønstre, karrieremuligheder og kollegiale relationer mellem mænd og kvinder efter i sømmene.

- Det lykkedes, fordi ledelsen bakkede op om det - det er afgørende for en vellykket indsats. Og man kan på forhånd overvinde megen modstand både hos ledelse og personale ved at tale om strategisk medarbejderudvikling fremfor ligestillingsproblemer, siger hun.

Selvom der måske er tale om tilbageslag i dag på ligestillingsområdet, mener Karen Sjørup, der er etableret en dialogform mellem kvinder, som ikke eksisterede før Rødstrømpebevægelsen.

- Mange af Rødstrømpebevægelsens ideer er i dag integreret i vores liv og styrer os, selvom vi ikke længere kalder det feminisme. Ligesom de antiautoritære frigørelsesidealer fra 70´erne på mange måder udfolder sig meget mere frit i dag end dengang. I dag sidder unge kvinder i stedet på café med veninderne eller mødes i andre kvindenetværk - f.eks. i klubberne for kvindelige erhvervsledere, der er dukket op i de senere år. Det kaldes ikke længere feminisme, men for mig at se, gryede feminismen egentlig først, da Rødstrømpebevægelsen gik ned, siger Karen Sjørup og fremhæver, at kvinderne siden er styrtet frem.

- Derfor kan det irritere mig, at man stadig i nogle sammenhænge kører en retorik, som om intet har forandret sig. Der er stadig problemer med uligelønnen, men forskellen er, at kvinder tjener penge og har en uddannelse i dag. Det giver dem en helt anden uafhængighed. Og selvom en lille gruppe gulddrenge i det private erhvervsliv tjener over en million om året, og derfor er med til at skubbe statistikkerne i den forkerte retning, tjener kvinderne i den almindelige familie stort set det samme som deres mænd og kæmper en hård, insisterende kamp for at få både en karriere og et familieliv på lige vilkår med mændene.

- De fleste unge i dag mener, at kampen for ligestilling er et overstået kapital, og pigerne opfatter sig selv som fuldt ud ligestillede med mænd, siger cand.mag. i historie og kønsforskning, konsulent Anette Dina Sørensen, der har arbejdet med unges forhold til Rødstrømpebevægelsen.

- Når pigerne beskriver sig selv, bruger de ord som autonomi og selvstændighed, der viser hvor selvstændige de er. For det er de normer og værdier, de er opdraget med i 70´erne og 80´erne. De føler heller ikke, at ligestillingskampen har nogen relevans for dem - det er et overstået kapitel, som deres forældre har taget sig af, og som det ikke længere er nødvendigt at forholde sig til.

- Først når de får børn og skal have karrieren og familielivet til at gå op i en højere enhed, begynder de at mærke de kønspolitiske problemer, vi stadig ikke har fået løst, siger Anette Dina Sørensen.

At de yngre kvinder - trods problemerne med ligeløn, orlov og børnepasning - ikke går på barrikaderne, ligesom deres mødre gjorde i sin tid, skyldes ifølge Anette Dina Sørensen, at de har fået nok af hele retorikken omkring kønskampen:

- Vi kan ikke bruge erfaringerne fra 70´erne som skabelon for det politiske arbejde i dag - det handler ikke længere om at bygge barrikader, men om at skabe dialog. Derfor er det absolut nødvendigt at inddrage emner af relevans for begge køn som uligeløn og forældremyndighedssager, at omdefinere strategier og at udvikle et nyt og mere samarbejdsorienteret begrebsapparat, hvis vi skal have et bredt, folkeligt engagement, siger Anette Dina Sørensen.

Jane Korzak, næstformand for Kvindeligt Arbejderforbund, mener at hvis ligestillingsdebatten skal op i omdrejninger igen, så er det nødvendigt at satse mere på forskningen:

- Ligestilling er blevet et politisk korrekt område, som alle erklærer sig for, selvom hjertet ikke altid er med. Men hvis man satte mere gang i kønsforskningen og anlagde det synspunkt, at man kan lære meget af hinanden kønnene imellem, ville man møde hinanden med større nysgerrighed og ligeværd.

- Jeg oplever f.eks. ved møder og overenskomstforhandlinger, at man er nødt til at agere på de præmisser, mændene har opstillet, ellers kan det gå grueligt galt, bare man f.eks. sætter sig på den forkerte stol.

- Mange af de rendyrkede maskuline organisationer som f.eks. CO-Industri, der også repræsenterer kvinder, men er bygget op af mænd og ikke har nogle kvinder i toppen, burde være mere åbne overfor at lære kvindernes værdisæt nærmere at kende. Vi tror, at vi forstår hinanden så godt, men spørger vi nærmere til tingene, vil vi opdage, at det bestemt ikke er tilfældet.

- Derfor kan det være meget værdifuldt at sætte gang i mandeforskningen og få afdækket de maskuline handlemønstre, så vi kvinder kan blive klogere på mændene.

- Der mangler helt klart en indignation hos de unge i dag. Hvis ligestillingsdebatten skal nyorienteres, er det nødvendigt at tænke i forskellige målgrupper. For de unge har en helt anden tilgang - de er nyuddannede, bruser frem og synes, at ligestilling er et for længst overstået problem, der har noget med halvmilitante rødstrømper at gøre. Problemerne opstår først, når de stifter familie og ikke kan få en vuggestueplads. Indtil da har de ikke brug for, at vi gamle madammer løfter pegefingre.

At gribe fat i de særligt ømme områder, som de fleste har en holdning til, er i følge cand.scient.soc., personalechef Søren Carlsen, der har siddet i Ligestillingsrådet først i 90´erne, en anden oplagt strategi til at mobilisere befolkningens interesse for ligestilling:

- Det kunne være interessant at kikke nærmere på kønnenes formelle og uformelle magt. Traditionelt fokuserer ligestillingsdebatten på den formelle struktur, hvor man tæller kroner og ansatte, men hele den uformelle magtsfære i familien og i forhold til børnene har der ikke været sat fokus på endnu, siger han.

Et andet væsentligt spørgsmål er den sociale diskrimination af særlige grupper af både mænd og kvinder:

- Det er utroligt beskæmmende, at vi endnu ikke har opnået ligeløn, og at både kvinder og mænd med ringe tilhørsforhold til arbejdsmarkedet fortsat diskrimineres. F.eks. er mange mænd utroligt dårligt stillet, hvis de mister deres job, fordi familien tit ryger med i købet, med misbrug og social deroute til følge, siger Søren Carlsen.

Øget forskning og formidling, i forhold til de usynlige uligheder, er i følge LO ligestillingskonsulent Jette Lykke et effektivt middel til at skærpe den konkrete indsats fra de faglige organisationers side - f.eks. i forhold til ligelønsproblemerne:

- Vi er absolut optaget af ligelønsspørgsmålet i de faglige organisationer, men vi er oppe imod vores egne begrænsede ressourcer. Derfor er det vigtigt, at et krav om en skærpet indsats i forhold til ligelønsproblemerne kommer fra vores egne medlemmer - f.eks. ved at der fokuseres på lønproblemerne i den offentlige debat.

- Det pres er der ikke i dag, hvor der hersker en udpræget forestilling også blandt en gruppe af vores medlemmer om, at vi har opnået ligeløn, selvom de iskolde statistikker viser et voksende gab på 20 %, siger hun.

Jette Lykke er ikke i tvivl om, at der er basis for at skabe en folkelige opbakning om ligestillingsproblematikkerne.

- Men fokus skal i højere grad sættes på køn fremfor på ligestilling af kvinder, sådan som der også lægges op til i mainstreamingen. Hele vores oplevelse af kønsroller er stadig ret stereotyp, og opgaven fremover bliver at gribe problemstillingerne an på nye måder, som kan vække de unges opmærksomhed. F.eks. ved at tale om kønsblindhed og kønstjek fremfor kvindediskrimination og ligestilling.

- Problemet i dag er jo, at man som ung oplever, at man er ligestillet i den periode, hvor man vælger uddannelse og erhverv, og først når man etablerer sig med familie og børn, opdager man, at der stadig er langt igen, før begge køn har opnået lige muligheder, siger Jette Lykke.

Hvis du har en kommentar til denne artikel - prøv at gå hen til Debatsiderne


Monica C. Madsen er freelance journalist.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk