Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Skyd, din hønisse!

 

Med overskriften Den forkerte lighed spillede skribenten Sørine Gotfredsen bolden op og fortsatte i Aktuelt d. 17.9.98 debatten angående kvinders deltagelse i historisk set maskuline sportsgrene. Gotfredsen ser kvinders deltagelse i f.eks. boldspil som udtryk for en kønsforvirring, og som en måde at bekæmpe forskellen mellem de to køn på.

 
FORUM/19.1.99 Hun ser kvinders sportsaktivitet som en kønsmæssig ensrettethed og mener, at kvinders deltagelse er et udtryk for, at kvinder ønsker at være ligesom mænd. Hun beskriver ligeledes kvinders sportsaktivitet som tvangspræget og udtaler, at alle "på lang sigt er tabere, hvis vi fjerner os fra naturen i jagten på den misforståede ligestilling".

Udspillet ser jeg som et knockout-slag i kønsdebatten. Det ligger i Gotfredsens artikel, at det fænomen, at kvinder dyrker boksning og fodbold, er et nyt, socialt fænomen og yderligere, at fænomenet står i et modsætningsfyldt forhold til kvindekroppens naturlige disposition - til hvad kvinden egentlig er. Men hverken kvinders deltagelse i boksning eller fodbold eller argumentet om, at kvinder ikke fra naturens side er født til visse former for sport, er nyt.

Lad os gå 100 år tilbage i tiden og se lidt på, hvordan lægerne ved århundredeskiftet forholdt sig til kvinders engagement i den tilblivende nye kropskultur - sporten. Lægen Fr. Howitz skrev allerede i 1892:

    'Ved Bicyclesporten skal jeg ikke dvæle længe; at den er usund for Kvinder, navnlig naar den forceres, maa være indlysende efter det Foregaaende, men det er jo at haabe og vente, at vore Kvinders 'bon sens' og Smag snart vil gjøre, at denne uskjønne Sport hører op for Kvindens Vedkommende'.
Og en skribent skrev i tidskriftet Idrætten i 1918 følgende om fodboldspillende kvinder i København:

    'Et skrutrygget Kvindemenneske, som farer omkring i Mandfolkebukser og Fodboldstøvler, med gyngende Bryst og skriger: 'Offside': og 'skyd din Hønisse' - nej, jeg tror ikke at vi drømmer noget særligt om sådan en Person'.
De kvinder, der er aktive deltagere og dyrker sportsgrene, som gennem tiden primært har været dyrket af mænd, bryder med vanemæssige forståelser af køn. De udfordrer så at sige forestillingsbillederne om, hvad kvinder og mænd
egentlig er. Billedet af den svedige, mudrede og ivrige, boldspillende kvinde serveres sjældent for vores nethinde i offentligheden, men hun er der, og hun er ikke et nyt fænomen.

Det, at vi ikke har hørt om hende, og det, at hendes stemme er svag i offentligheden, kan hænge sammen med den kulturelle arv og måden at forstå køn på. Med en scenemetaforik kunne man sige, at kvinders sportspraksis udspilles bag ved scenen og mænds på scenen, og en sådan adskillelse mellem for- og bagside, mellem scene og bagscene, har eksisteret siden sportens begyndelse.

De historiske kilder fortæller at kvinder har været interesseret i f.eks. boldspil i mere end hundrede år, men kilderne viser også, at kvinders sportsdeltagelse ikke gav social anerkendelse. Det var med andre ord ikke uproblematisk at dyrke sport og være kvinde, og det er det åbenbart heller ikke altid den dag i dag.

I det førmoderne landbrugssamfund havde den religiøse verdensanskuelse og det mytiske været grundlaget for mening, praksis og moral. I det moderne industrisamfund blev kategorien kvindelighed, som vi har kendt den gennem hundrede år, skabt og formet til den hjemlige sfære. Mandens område blev modsætningen til det hjemlige: det offentlige liv med politik, arbejde og fritidsliv.

Gennem bl.a. det medicinske blik blev kvindelighed set som identisk med moderskab og værdisat som en positiv moralsk dyd. I det moderne civilisatoriske projekt fik kvindekroppen og den kvindelige moral status i hjemmet og det private, og kvindekroppens funktioner blev derved reduceret til en reproduktion af samfundet.

Ved århundredeskiftet blev sport en del af det moderne samfunds fritidsaktivitet og dermed også gradvis en sfære, som kvinder fik interesse for. Der var blandt borgerskabets kvinder opgør med og modstand mod kønsopdeltheden i det sociale. Kvinder krævede deres borgerlige og menneskelige ret til en deltagelse i det offentlige liv. Kvinder ønskede deltagelse i det politiske liv, kvinder ønskede uddannelse og lønnet arbejde, og nogle kvinder ønskede deltagelse i den fremvoksende sportsbevægelse.

Men der var en generel modstand mod kvinders deltagelse i sportsaktiviteter, konkret i de offentlige debatter om kvinders eksisterende, men perifere deltagelse i sportslivet, men især ideologisk gennem lægernes videnskabelige erkendelser. Ikke sådan at forstå at kvinder generelt ikke måtte være sportsaktive før århundredeskiftet, men lægernes anvisninger var i høj grad relaterede til og medskabere af datidens kønsideologi.

Det var tilladt for kvinder at styrke deres krop til moderskab, eksempelvis gennem gåture, mild gymnastik, vask og sund kost. Men lægernes opfordringer strakte ikke til den aktive deltagelse i sportens lege, der indeholdt konkurrence, kamp og voldsom bevægelse.

Ifølge den danske læge Clod-Hansen var kvinders emotionalitet knyttet til angst, heftighed og irritabilitet som et naturligt grundlag. Kvinder havde ifølge lægen en manglende evne til at beherske følelser og skulle derfor ikke udsættes for sport, som eksempelvis kunne bringe hende 'ud af balance'. Sport skulle støtte op om de iboende 'naturlige' dispositioner.

Basketball er et godt eksempel på, hvordan sport fra begyndelsen blev konstrueret forskelligt for de to køn.

Basketballspillet opstod i vinteren 1891. James Naismith, en ung instruktør på YMCA træningsskole i Springfield, Massachusetts, opfandt spillet som et indendørs spil for mænd.

Principperne for spillet var: 1. Bolden skulle være stor og let, 2. Der skulle ikke løbes med bolden, 3. Der skulle ikke være restriktioner for, hvilket hold der havde bolden, når den var i spil, 4. Begge hold skulle være på hele banen; der måtte dog ikke være personlig kontakt spillerne imellem,
5. Målet skulle være horisontalt og hævet vertikalt over gulvplanet.

Tæt på Springfield lå der et pigecollege ved navn Smith. Her var Senda Berenson gymnastikinstruktør. Hun var en ung middelklassekvinde, som havde fået universitetsuddannelse i Physical Education, og var dermed repræsentant for den ny kvinde. Pigerne på Smith College havde i 1891 flere sportsaktiviteter at vælge imellem. De kunne dyrke forskellige individuelle sportsgrene, hvor det var muligt at konkurrere. De kunne ride, ro, svømme, cykle, bowle, fægte og skøjte. De dyrkede blot ikke holdsport.

Boldspil, hvor flere kvinder spillede sammen og mod hinanden i tæt kropslig kontakt, eksisterede ikke på daværende tidspunkt. Men Senda Berenson blev ved et besøg på Springfield inspireret af basketballspillet og hentede
basketballspillet til Smith samme år, det opstod. Hun ændrede dog regelsættet.

Det interessante er, at rummet på spilbanen blev indskrænket til at være opdelt i 3 zoner. Når man i damespillet var placeret i en zone på banens areal, måtte man ikke forlade denne zone. Derudover måtte hver enkelt zone kun indeholde to personer fra hvert hold. Bevægelsesmulighederne i damespillet var afgjort begrænsede set i forhold til herrespillet, hvor det var tilladt for mændene at løbe frit over hele banen.

De kropslige kontakter hos kvinderne blev mindre konfronterende, når det frie løb ned ad helbanen blev forhindret. Berøringer krop mod krop og fysisk aktivitet, der frembragte sved på panden, var udelukket. Gennem regelændringen fik damespillet anderledes karakter og udtryk. Ideen var, at kvinderne ikke skulle kunne udvikle temperamentsfyldte konflikter og forpustede åndedræt, hvilket man mente ville være for fysisk hårdt for dem. Man troede også at bevægelsestyper, hvor kroppen blev anstrengt og presset til den yderste grænse, ville medføre en ukontrolleret følelsesmæssig tilstand hos kvinden. Derfor skabte man et særegent regelsæt for kvinder. Først i 1971 fik kvinderne i USA mulighed for at spille basketball på helbane, med 5 spillere på hvert hold.

Sportens regelsæt kan derfor ses som en symbolsk manifestation af den sociale definition af køn. Basketballspillet for kvinderne blev konstrueret i samklang med datidens normer og forståelse af køn. I sporten skulle kvinder gives en kropslig dannelse, og sport var et redskab til at styrke de for samfundet vigtige kønsegenskaber. Man kan også sige, at sporten til dels blev brugt til at cementere de kønnede, biologiske forskelle.

Når Aktuelts skribent Sørine Gotfredsen derfor skriver, at kvinderne i stedet for at spille håndbold, burde følge naturens orden, så er det man må spørge: hvilken natur? Det at se naturen (og her den biologiske krop) som bestemmende for den sociale færden, og det at søge det, som egentlig er, er umiddelbart ikke så let.

Det er jo en velkendt diskussion i kvinde- og kønsforskningen, at det, at sætte grænser for kønnet og at rense det sociale fra det naturlige, ikke lader sig gøre. Vi er allerede kastede ud i verden og dermed indvævede i
socialiteten fra den tidlige fødsel.

At kvinder gennem et aktivt idrætsliv forsøger at være mænd, er en myte. Sport medierer de symbolske budskaber om mandlighed og kvindelighed og skaber billeder for identifikation med det næsten arketypiske. Når kvinder vælger at bryde med billedet og tilegner sig en praksis, som afviger fra det almene, udsættes de for en stigmatisering. Dette skete for kvinder ved sportens tilblivelse, og det oplever kvinder stadigvæk i dag.

Forskning viser, at kvinder som dyrker maskuline sportsgrene, ikke lider af kønsforvirring, og at de heller ikke er maskuliniserede på et psykologisk niveau. Kvinderne har derimod fra barn af, påskønnet sportens mimetiske
mulighed og leget med nogle kvaliteter i livet, som de ikke gives mulighed for at udfolde i hverdagslivet, på uddannelsen eller på arbejdsmarkedet.

De iscenesætter så at sige en maske og udfører et spil, som afviger fra det forventede, og de oplever dette som spændende, frigørende og aflastende. Det er med andre ord oplevelseskvaliteterne og lidenskaben, som driver værket,
ikke ligestillingsperspektivet for den enkelte. Den symbolske leg og søgningen mod en udfoldelse af følelser og krop i de kulturelt set maskuline sportszoner, mener jeg, på sin vis kan rumme en socialkritik i forhold til de fastlåste kønsdefinitioner og den etablerede kønsorden.

Kvinder, der invaderer det maskuline sportsrum som f.eks. boksning og fodbold, udfordrer magtbalancen mellem køn i de nævnte sportsgrene og sætter samtidig en ny dagsorden for, hvad kvinder i vores samfund kan tillade sig at gøre.

Der ligger ikke nødvendigvis en modsætning i at være idrætskvinde med lyst til fodbold og kropsnært spil og samtidig have et ønske om at være kvinde og eventuelt engang blive mor. Kvinder som dyrker boldspil, siger at sporten
får dem til at glemme det kvindelige idealbillede. De erfarer, at de gennem sporten får mulighed for at krydse en kønsbarriere.

Kvinders sportskrop (håndboldkvinden eller fodboldkvinden) bevirker, at vi i det offentlige får et nyt syn på kvindeligheden. Den kvindelige kropslighed bliver bærer af nye former for sociale praktikker. Fokus flyttes fra en kropslighed, der udelukkende er forbundet med udseende og tiltrækning, tyndhed og skønhed (inaktive dimensioner), mod iscenesættelse og udøvelse (aktive dimensioner).

Kvindekroppens iscenesættelse på kamparenaen gør os opmærksomme på, at kvindekroppen ikke udelukkende er til at føde børn eller til at behage mænds blikke, men også til kropslig udfordring, leg og præstation.

Jeg tror, at der i sporten er ved at ske en udligning mellem kønnene, som ikke er båret af tvang, men som er båret af, at kvinder og unge piger i dag får mulighed for at vælge, hvilken sportsform de har lyst til.

De maskuline sportsgrene kan derfor også ses som et frirum fra kvindeidealet, som virker undertrykkende for alsidige identitetskonstruktioner for mange kvinder.

Kan vi sætte grænser for dette?

Lone Friis Thing er cand. scient., Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Hun har lige afsluttet ph.d.-afhandlingen: Sport - en emotionel affære. Kvinder, holdsport og aggression.

Hvis du har noget at sige om denne artikel - prøv at gå hen til Debatsiderne
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk