Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Puzzy Power forløfter sig på Midgårdsormen

 

Jette Hansen lander som en alien blandt mandlige pornoveteraner ved forevisningen af den meget omtalte pornofilm for kvinder Constance. Hun ler - og spørger her, om porno måske krænker noget væsentligt i kvindens seksuelle hengivelse? Om pornofilm overskrider grænse, der måske slet ikke skal overskrides??

 
FORUM/15.11.99 Folk er bemærkelsesværdigt stille, da lyset tændes og vi forlader biografen, men jeg når alligevel at opfange lavmælte bemærkninger som: "Ja, kvinder de er sgu' en anden race!" Og ude i foyeren da vi står og hænger over øllen og den italienske saltbolle med roastbeef: "Der var sgu' for meget snak".
"Det var lidt tyndt, ikke, det var kun til sidst man så et ordentligt knald."
"Hvorfor havde de ikke taget nogen flere med. Der var jo kun fire".

Vi har været til pressevisning på Constance, den første i en længere bebudet række af pornofilm fra filmselskabet Puzzy Power (et datterselskab til Zentropa) henvendt til kvinder.

Jeg vandrede omkring mellem de små grupper med stive ører og undredes såre, ja faktisk kom jeg til at føle mig som en alien, der var dumpet ned fra en fremmed planet: Selv syntes jeg da den lignede alle andre pornofilm temmelig meget.

Det var ikke faldet mig ind, at fire medvirkende var "få", jeg havde ikke tænkt på den indlagte "voice over", som "for meget snak", al den stund den ikke kom ud af munden på aktørerne og altså ikke lagde sig imellem de seksuelle udfoldelser. Og hvad samlejefrekvensen angik forekom den mig alt rigelig til, at produktet kunne gøre sig fortjent til betegnelsen hard-core.

Bortses fra analsex, bøssesex og urinsex var der vist alle varianterne: To kvinder og en mand. To mænd og en kvinde. Bunkepul. Lesbisk sex. Bondage. Fetichisme, lak og læder, onani og sprøjtende sæd - you name it. Men først og sidst: pikken i kussen forfra, bagfra og fra siden i kamerafokus til bevidstløshed. Så faktisk er jeg helt himmelfalden, da jeg på vej ud af biografen hører det temmelig stereotype samleje til sidst i filmen, hvor manden agerer skærveknuser, mens hun ligger stiv og udtryksløs som en bolledukke, kaldt "det eneste ordentlige knald".

Hvad sker der?

Alle, der gerne vil oplevet at blive stimuleret seksuelt ved at se nogen kneppe, må kunne få denne lyst styret med Constance, så det kan altså ikke være dét, der er i vejen, når folk brokker sig, tænkte jeg. Og det går op for mig, at jeg er kommet ind i en verden, mændene virkelig regner for deres egen, hvor en hysterisk følsomhed for selv små forskydninger hersker og hvor tolerancen for afvigelser er meget lille. Hvor skal der dog lidt til, før mændene føler, deres genre bliver taget fra dem, tænker jeg forbavset.

Jeg måtte sande, at vi som kvinder måske stadig tilhører "en anden race" i en langt mere radikal forstand, end vi bryder os om at tænke på...

Og så har Zentropa endda lavet en spørgeundersøgelse og udformet et helt manifest "Statement vedrørende kvinder og erotik", der skal skræddersy pornofilmen til det kvindelige køn. Uomtvisteligt har pornofilmen aldrig haft den samme appeal til et kvindeligt publikum som til et mandligt og uomtvisteligt er genren gennemsyret af lige dele mandschauvinisme, fantasiløshed og dårlig smag.

Dog kan et enkelt dåsedunk ved synet af de billige kopulationer vel ikke udelukkes... Sådan er der så meget, intet i denne verden er entydigt, heller ikke den kvindelige afstandtagen fra en mandschauvinistisk genre.

Og når man læser de behjertede statements, der skal sikre at kvinderne i al fremtid får, hvad de gerne vil have i Puzzy Power pornofilm, må man flere gange trække på smilebåndet og jeg lykønskede mig selv, at det ikke var mig, der havde stået med den utaknemlige opgave at formulere en liderlighed, der holder den kvindelige værdighed skadesløs...

For det er vist i grunden dét, der dybest nede er på spil her... Sex er jo nu engang ambivalent og en beskidt affære - hvis der skal være noget ved det. Og netop det beskidte ser ud til at være det, man mener, der skal nedtones, hvis porno skal være noget for kvinder. For eksempel hedder det i et af punkterne i Puzzy Powers manifest:

"Der skal vises billeder af kroppe, billeder der kæler for kroppene og de erotiske detaljer i dem. Det erotiske kan meget vel ligge helt andre steder end i kønsdelene. Vi skal se det smukke i kroppene, også i mandens krop, og han må gerne byde sig til. Kroppene skal ikke nødvendigvis være helt nøgne, det delvis afdækkede kan være langt mere erotisk."

Man spørger sig lidt uroligt om sex da overhovedet er "det smukke", og om ikke al denne æstetisering ligger snublende tæt op ad pænhed... Men først og fremmest tror jeg, det skal fungere som en blank fernis af lækker teknik hen over det frygtelige faktum, at kvinder i en langt mere radikal forstand end manden bærer tabet af individualitet og udslettes som subjekt i seksualiteten. Snarere end at vise tilbage til en særlig "forskellig" kvindelig driftsnatur, viser den anderledes æstetik tilbage til det sociale forhold, at kvinder til stadighed løber en større risiko ved at slippe deres autonomi.

Manifestet er selvfølgelig en teknisk målsætning, en art pornofilmens dogme-regler, men som sprog og ideologi betragtet viser disse omhyggeligt formulerede og nedskrevne tanker, at der opereres i et minefelt, hvor kvinden langt fra er fri endsige modsigelsesfri, men til stadighed sidder i klemme i kulturens betydningssystemer mellem selvafgrænsning og lysttilfredsstillelse. Det er intet andet end denne klemme, man forsøger at frikende hende fra gennem det teknisk perfekte og æstetisk lækre. Den fuldendte overflade fungerer som et dementi af det hæslige og tjener til at berolige kvinderne. Det er gennem at frikende kvinderne fra disse modsigelser, man prøver at overvinde deres modstand og få dem indenfor i det pornografiske univers som købere og glade forbrugere.

Og jeg griner!

For den dag kommercialismen tog sig for at løse kvinden ud af hendes kulturelle modsigelsesfuldhed, forløftede den sig. Omtrent som da Thor løftede på Midgårdsormen i den tro at det var smedens kat.

De gode intentioner fortsætter, da vi kommer til spørgsmålet om håndteringen af ydmygelser: kvindelig masochisme, vold og voldtægt.

"Der er ingen grænser, for hvad der må vises i filmene, bare det bliver fremstillet på en acceptabel måde. Den eneste begrænsning er, at kvinder ikke imod deres vilje må udsættes for vold eller tvang i filmene. Dog er det fuldt ud acceptabelt at filmatisere kvindefantasier om at blive taget/ overfaldet af en anonym mand/den svedende håndværker etc., hvis bare det tydeligt fremgår af historien, at der er tale om en udlevelse af kvindens fantasi, evt. efter aftale med hendes kæreste."

Bemærkningen om "efter aftale med kæresten" kan man jo næsten ikke tro! Så vi vil bare lade den stå.

Hvis man gerne vil se voldtægt, så vil man gerne se voldtægt... Og så er enhver distancering til motivet jo en trussel mod indlevelsen. Der er med andre ord noget andet end lyst/liderlighed på spil her. Det skal gøres klart for beskueren, at det er fantasi, vi har med at gøre - men for hvilken beskuer om ikke den mand, kvinden (måske) ser filmen sammen med? Og hvorfor har mænd ikke på samme måde brug for at blive forsikret om, at de sorte herskerinder, der bestiger dem, mens de svinger pisken, er fostre af fantasien og ligesom vampyrerne kun kommer indenfor, når de udtrykkeligt bliver inviteret - eventuelt efter aftale med kæresten...?

Kampen for at holde den kvindelige subjektivitet skadesløs i liderlighedens fantasmeland fortsættes her på det tematiske niveau. Atter skal Puzzy Power forcere et minefelt.

Kvinder hader vel snarere voldtægt som pornografisk motiv, når det spiller ind, at de mandlige tilskuere tager scenen og kvindens reaktion (liderlighed) til indtægt for et generelt kønsforhold udenfor filmens fantasmatiske univers. Og kvinders problem er, at dette kønsforhold findes - om ikke andet så som noget man kan falde tilbage i og som konkrete interessemodsætninger mellem mænd og kvinder. Det lurer som en fare, at kvinder ikke får deres person og målsætning i tilværelsen respekteret af kæresten i parforholdet. Her må de være på vagt og til stadighed gøre en indsats på en anden måde, end det er nødvendigt for manden.

Så vidt ideologien og de brudflader sproget afslører. Men hvad med resultatet? Hvordan var det at se Constance?

Jo, jo liderligt til husbehov.

Denne bruger finder synet af samlejer elementært stimulerende. Personligt fandt jeg Hella Joofs voice over hamrende ligegyldig. Al deres snak om muslinger og perler, der slikkes frem og pikhoveder, der poleres af elskovssafter, gør ikke noget særligt for mig, denne anmassende poetisering kan de godt holde for sig selv - om end jeg ikke fandt det direkte forstyrrende for oplevelsen.

Men konfronteret med den mandlige kritik, jeg opsnappede, gik det op for mig, at det måske gør en forskel fra den traditionelle pornofilm, at man får lov at følge de samme fire personer gennem filmens samtlige 70 minutter. Man får lejlighed til at udvikle en slags historie sammen med dem - en art nysgerrighed på deres seksualitet, man kan dyrke og tilfredsstille. Måske.

Men mest påfaldende for mig var dog, at omtanken for kvinder som publikum faktisk havde en effekt: i de bedste af scenerne var der en anden stemning end ved de fleste traditionelle pornofilm. Fordi handlingen (sexen) havde udgangspunkt i kvinderne og krav, der udgik fra dem, kom mændene mere til at ligne noget, man måske ligefrem kunne kende fra sit eget liv. Mandekroppen fik et andet fokus end den narcissistiske optagethed af pikken og udløsningen, der ofte præger den traditionelle pornofilm.

Det gik op for mig, at jeg egentlig tit havde oplevet at tænde af på pornofilm, fordi fyren var usympatisk. Men her forekom fyrene, gennem deres kropslige udtryk, som var vendt mod kvinden, sympatiske og mandekroppens anden historie ved siden af den falliske narcissisme, historien om dette at ville give, kunne nydes. Mandekroppen fik med andre ord et andet udtryk - og blev netop mere udtryksfuld.

Så meget desto mere tankevækkende var det for mig, at kvindernes fremtræden ikke i samme grad var ændret af konceptet. Kvindekroppen forekom mere mekanisk og stereotyp i sine udtryk end mandekroppen. Kvinderne havde i højere grad bibeholdt den traditionelle pornofilms klichefyldte facon, med en effektiv, dynamisk elskovsstil, det ikke var muligt at projicere sanselighed og hengivenhed over i. Mens det var som om, mændene kunne give lidt mere af sig selv, end man er vant til at se, holdt kvinderne på en anden måde fast i pornofilmens klicheer. Gemte sig i dem. Insisterede på en distance.

Faktum er, at heller ikke denne film, udviklet specielt til min kvindelighed, fundamentalt kan ændre på det forhold, at jeg finder pornofilms værdi som seksuel stimulation begrænset. For eksempel kunne det ikke falde mig ind at bruge penge på produktet. Der er grænser, for hvad pornofilm kan give mig - de grænser rykkede Constance ikke nævneværdigt ved. Og det er mit indtryk, at genren til stadighed omfattes med en helt anderledes hengivenhed af et mandligt publikum - som også er klar til at rykke ud og forsvare deres domæne mod en invasion af uvedkommende kvindelige elementer.

Det er måske derfor vi ser en så stærk generel afstandtagen som tilfældet er? "Lummer" kaldte Politiken den i sit tillæg om Internettet (hvor Constance naturligvis har sin hjemmeside "for den erotiske kvinde", som Politiken med slet skjult malice ønsker "god fornøjelse"). Men siden hvornår har "lummer" været en kritik, man seriøst kunne rette mod pornofilmgenren? Politikens filmanmelder var næsten vred og brokkede sig over, at der manglede små perverse træk for beskueren at hænge sit eget lystrum op på. Hvad taler manden dog om? Niels Frid-Nielsen, kulturredaktør på Aktuelt, rasede på morgen-tv imod Knud Vesterskov - "bøssemager" kaldte han ham og sådan en skulle efter hans mening ikke lave pornofilm til heteroseksuelle...

Imidlertid tror jeg ikke d'herrer behøver frygte noget.

Senere oppe ved baren, da teamet bag filmen møder the gentlemen of the press - samt enkelte gentlewomen, bliver Katja Kean, den blonde model (af mig...) afæsket spørgsmålet om kvinderne egentlig kom. Synligt irriteret svarer instruktøren Knud Vesterskov, at man forhåbentligt er i stand til at opfatte filmen som fiktion og der da må være grænser... Det kan også gå for tæt på, vrisser han og så kommer cluet: "Fordi folk er mordere på film, behøver de jo ikke være det i virkeligheden".

Nej.

Katja Kean har umiddelbart forinden, på spørgsmålet hvorvidt Zentropa ikke løb åbne døre ind i en tid, hvor alt er tilladt - når bare det kan sælges, forsvaret filmprojektets radikalitet og frihedskæmpende karakter med henvisning til, at det generelt ikke blev betragtet som et respektabelt erhverv at være model. Nu vred hun sig utilpas på spørgsmålet om orgasmen, "Skal jeg sige sandheden eller...? Nej, jeg siger det bare som det er", afgjorde hun med sig selv. "Nej, Nej - det kan man altså ikke med 8 mennesker omkring sig og lamper og kameraer, der kører. Og... Det lyder måske mærkeligt... Men der skal altså også være en grænse, altså en grænse for hvad man giver af sig selv, det mener jeg og..."

I det samme vendte Knud Vesterskov sig mod hende og afbrød hende med et smørret smil, mens han sagde: "Nååå - her til sidst, i den sidste scene, der var du vist ikke helt upåvirket - var du vel????"

Mens jeg stod der blandt de andre pressefolk og så hende blive svar skyldig - udleveret med sin lyst, som den lette rødmen i kinderne opfanget og fastholdt på en filmstrimmel, i en radikalt anderledes forstand end nogen af de to mandlige modeller nogensinde kunne blive med deres åbenlyse sædsprøjt, vidste jeg, at vi var vidne til et gigantisk hykleri!

Når det samtidig med at man laver porno kan være så vigtigt med en grænse, så er det jo fordi det ikke er i orden.

Knud Vesterskovs intimidering af modellen viste hans egen uformodede mangel på respekt for hendes integritet - en mangel på respekt der kom ind i billedet, ikke i forhold til hendes fastholdte distance på filmen, men netop dér, hvor en lyst skinnede igennem. Den kvinde, der viser sin lyst, kommer i klemme med sin værdighed... Derfor er "grænser" et drama for den kvindelige pornofilmstjerne på en helt anden måde end det er for den mandlige. Og det er - netop - magtpåliggende for hende at skjule sig, at holde noget tilbage. Der, hvor hengivenheden og intimiteten er, lukker hun til. I grunden giver hun ikke sin seksualitet. For hun vil slet ikke have den eksponeret i det offentlige og visuelle rum. I stedet stiller hun op til en seksualitet, der udtrykkeligt koreograferer et mandligt fantasirum.

Efter pressekonferencen veksler jeg ord med Ole Ege, dansk pornofilms grand old man, som også er til stede. Vi taler om forskellen på de mandlige og de kvindelige modellers udtryk på filmen, han giver mig ret i min iagttagelse: de kvindelige modeller "skjuler" sig mere i genrens klicheer, giver mindre af sig selv.

"Er det i grunden sådan, at kvinderne når det kommer til stykket virkelig ikke vil have deres seksualitet eksponeret i det offentlige rum, at de har en dybereliggende modstand imod at vise intimiteten og hengivelsen, end deres bevidste beslutning om at være pornofilmstjerner?", spørger jeg.

"Ja", svarer Ole Ege efter lidt tid og ser melankolsk på mig. "I virkeligheden vil de ikke".

"Er det virkelig din erfaring efter at have lavet pornofilm?", spørger jeg forbløffet.

"Ja", svarer han.

Ole Eges projekt i sin tid med at lave pornofilm hentede næring fra en på en gang barnlig og poetisk drøm om fri adgang til kvindekroppen. Nu kommer jeg i tanker om, at Ole Ege i den portrætfilm, der blev lavet om ham forrige år sørgmodigt bemærkede, at det var gået op for ham, at pornografien ødelagde forholdet mellem kønnene. Den var en krænkelse af noget i kvindens natur, en eksklusivitet i hendes hengivelse og i grunden et træk i kvindens kærlighedsevne, manden heller ikke kunne undvære. Ja, som måske var dét, mandens dybeste længsel, når det kom til stykket, rettede sig imod.

Og sådan kan vi måske blive ved med at misforstå os selv i al evighed?

Når alt kommer til alt er det også hjertets slag, der dunker i pikken.

Amen!

Jette Hansen, f. 1960, er forfatter, kritiker og debattør. Hun er ved at skrive en bog om sin egen generation kvinders bekendelseslitteratur. Jette Hansen er medlem af bestyrelsen for Kvindeligt Selskab.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk