Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Til eksamen hos Margaret Drabble

 

Den garvede krønikeskriver spidder den engelske middelklasse og zoomer ind på pejlemærker til årtusindeskiftet

 
 
FORUM/22.12.98 Det er med en vis bæven, man nærmer sig et interview med den engelske forfatter Margaret Drabble. I tre årtier har hun spiddet det engelske samfund med en særdeles skarp pen, der ikke skåner nogen - slet ikke den komfortable middelklasse, hun selv tilhører.

Hun har tegnet mange portrætter af kvindeliv: frie kvinder, selvstændige kvinder, slemme kvinder - i det der er blevet kaldt kvindelige dannelsesromaner . Frem for alt forstår hun som en malende krønikeskriver at fange nogle af tidens afgørende pejlemærker. Som hun sidder der i forlagets mødelokale, er hun myndig og bestemt og en lille smule frygtindgydende - nydeligt brunt hår med grå stænk, pæne sølvsmykker mod dueblå sweater og et overordenligt velmoduleret engelsk. Fornemmelsen af at sidde ved eksamensbordet forsvinder dog snart i takt, med at Drabbles humor og selvironi kommer til syne.

I hendes seneste bog på dansk, Heksen fra Exmoor, fanger hun nogle gennemgribende temaer, som præger livet i Storbritannien såvel som Vesteuropa i sen-90'erne. Der er f.eks. fødevarerne, som i stigende grad er fyldt med farlige bakterier og kemikalier, og der er det polariserede samfund med en regulær undergrundsøkonomi for de udstødte. En af bogens centrale pointer er også, at det multikulturelle samfund er en nødvendig berigelse, ja sågar en betingelse for at landet kan bevæge sig fremad.

Omdrejningspunktet er den ældre og excentriske kvinde Frieda, der samler sine børn og børnebørn omkring sig til et sidste stort måltid i London, inden hun flytter væk fra det hele til et forfaldent hus på kysten og får skabt dramatiske revner i familien med sit tilsyneladende vanvid. Hun serverer til lejligheden en burger bestående af brusk, fedt, kyllingerester og vand fra kohoveder for den måbende forsamling.

- Den kødløse hamburger er et symbol på, at vi på trods af alle vores rigdomme stadig spiser elendig og direkte sundhedsfarlig mad, og risikerer at dø af f.eks. "mad cow" sygdommen. Frieda føler afsky ved nogle af aspekterne ved det såkaldte "fremskridt", og jeg kan godt genkende hendes følelse. Det er den fornemmelse man får, når man sidder fast midt i Londons trafik - ingenting bevæger sig og man tænker, hvordan i alverden har vi anbragt os selv i denne situation?

- Der er fyldt med biler med masser af hestekræfter - og du kan alligevel ikke bevæge dig en centimeter. I London er bilejere mere hidsige end noget andet sted på denne planet. De er ganske rædselsfulde, og jeg er en af dem!! Jeg raser, jeg dytter og råber og tager dårlige beslutninger - det er skrækkeligt. Det er på det niveau, at civilisationen har låst sig selv fast. Frihed kan være at løbe væk fra det hele; i bogen har Frieda i det mindste besluttet, at hun ikke kan holde det ud mere, fortæller Margaret Drabble.

Som den højt respekterede kronikør af engelske samfundsforhold, hun er, er Drabble naturligvis stærkt optaget af adgangen til god og giftfri mad.
- De, der har råd til at handle i kvalitetssupermarkeder som Tesco's og Sainsbury's, får gode produkter, mens de der handler andre steder - og jeg kan ikke nævne navne af frygt for at blive sagsøgt - køber kødløse burgere og andet bras, dårlig og stærkt forarbejdet mad. Hygiejnen og andre forholdsregler er ikke gode, der er "mad cow" sygdommen osv. Det er de skræmmende sider af forbrugersamfundet: Der bliver produceret så billigt som muligt og slækket på alle mulige foranstaltninger, hvorefter maden bliver solgt så dyrt som muligt.

- Der er også de strukturelle uligheder. Da offentlig transport er mangelfuld og nogle steder helt forsvundet, så har mange ældre mennesker i landområderne ikke råd til at spise sundt. For de kan ikke længere gå til den lokale grønthandler - den er væk - de store kæder har overtaget, og det tvinger folk til at købe rigtig dårlig mad.

Heller ikke i supermarkedet kan hun afholde sig fra samfundsmæssige betragtninger.
- Jeg er dybt fascineret af indholdet af folks indkøbsvogne i supermarkedet, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad de forskellige ting bliver brugt til - det er meget afslørende. Undertiden må jeg tage mig selv i at sige: "Har De nogensinde overvejet at købe grøntager?..".

Hun og hendes mand, forfatteren Michael Holroyd, bor til hverdag sammen i Londons hippe og blandede bydel Notting Hill, men i 14 år havde de et utraditionelt boligarrangement.
- Både min mand og jeg arbejder hjemme, så vi har hver vores rum, hvor vi ikke kan høre hinanden; som forfatter har man brug for en masse plads. Vi har også to biblioteker og to kontorer. Vi boede hver for sig i starten af vores ægteskab. Vi blev gift i 1982, men flyttede først sammen i 1995. Vi havde hvert sit hus til at begynde med; jeg boede i Hampstead med mine tre børn af første ægteskab, som stadig boede hjemme. Det var ikke en god ide for os alle at bo i samme hus - det ville have skabt spændinger og pladsbesværligheder. For to år siden solgte jeg mit hus - Michael og jeg var sikre på, at vi ville respektere hinandens behov for plads, og det har ikke ændret noget i vores forhold.

Især hendes datter var ikke særlig glad for, at barndomshjemmet blev solgt.
- Det var meget traumatisk for hende at få pakket sine gamle ting ned, og det inspirerede også til et af temaerne i bogen: hvad tilhører egentlig familien, og hvad tilhører individet? Når man bliver ældre begynder man at tænke på dette med arv - for det er her, der opstår en masse skænderier i familien. Man kan f.eks. ikke dele sig selv op i tre bidder, to er lettere. Jeg undrer mig også stadig over, hvor nogle af mine mors ting er. Vi sad meget civiliseret omkring et bord og fordelte tingene, men så begynder man i hemmelighed at spekulere på, hvem der tog hvad, og der er jo masser af minder forbundet med tingene, siger Drabble.

Det var via datteren, der arbejder som litterær agent, at hun har mødt en kvinde fra Guyana i Vestindien, som har inspireret bogens multikulturelle udsyn. Det er gamle Friedas yndlingssvigersøn David fra Guyana, der på mange områder repræsenterer landets fremtid, idet han favner mange verdener på en gang.
- Mine børn har gået i meget blandede skoler - da jeg selv gik i skole, var der kun to afrikanske børn, og de var diplomatbørn. Jeg er egentlig overrasket over, at jeg ikke tidligere i mine bøger har haft sorte og asiatiske hovedpersoner. Storbritannien er blevet bemærkelsværdigt mere multikulturelt i løbet af de sidste ti år, og jeg har også selv fået flere venner med en anden baggrund end tidligere. Det er svært at skrive om London og England i dag uden af have sorte hovedpersoner. Jeg kender flere forfattere fra Guyana - de har bl.a. et godt uddannelsessystem, så jeg let kunne integrere personen David i den type middelklasse verden, som romanen skulle foregå i.
I Storbritannien har premierminister Tony Blair i modsætning til f.eks. statsminister Poul Nyrup talt varmt for et multikulturelt samfund.
- Vi er omsider begyndt så småt at gøre plads til folk, der ser anderledes ud. Der er virkelig håb, idet man blander nye ideer og perspektiver med gamle. England har i meget lang tid kun set tilbage, og også for nyligt er folk begyndt at klynge sig til en traditionel opfattelse af britiskhed, Jane Austen osv. - i takt med at vores verdensstatus er blevet reduceret. Det er der slet ikke nogen fremtid i, for vi lever altså i en meget mangfoldig verden. Man kan allerede se det på vores litteratur, som har gennemgået en fantastisk fornyelse fra skribenter med en anden baggrund, som tænker på sig selv som britiske.

- Jeg har bestemt ikke lyst til at nævne prinsesse Dianas begravelse, som er blevet så overomtalt, men en af de mest slående aspekter af tv-dækningen af de tusindvis af mennesker, der sørgede, var deres mangfoldighed. Det var helt fantastisk, hvor blandede de var. Der var en tydelig fornemmelse af, at kongehuset havde forkastet hende, og derfor tilhørte hun folket, og de kom alle ud på gaden og sørgede. Gamle sorte kvinder, unge indiske kvinder: de talte alle engelsk med forskellige regionale accenter; hun tilhørte virkelig dem.

Som krønikeskriver har hun filosoferet lidt over, hvorfor England stadig klamrer sig til de gamle billeder af engelsk liv, som vi senest har fået serveret i lækker indpakning med bølgen af Jane Austen filmatiseringer. I bogen er det sønnen Daniel, der bruger fortiden til at give mening.
- Daniel er en arketypisk usikker englænder, der prøver at genskabe sig selv til noget, han ikke er. Han imiterer de "arketyper", som bliver spredt via litteraturen, via TV og blade, og det er meget forførende billeder. Det er temmelig interessant, hvor meget magt billedet af den engelske landsby har med kirken i midten osv. Forfatteren Evelyn Waugh (forfatteren til Brideshead)- var f.eks. en helt almindelig middelklasse person, som genopfandt sig selv som en "country gentleman".

- Det engelske landliv ER tilsyneladende også et utroligt smukt liv. Alle elsker deres hus på landet, de læser Joanna Trollope og ønsker sig et smukt køkken med Laura Ashley tapet. Det er meget svært at påstå, at det ikke skulle være et attråværdigt liv.

Der er næsten ingen med penge idag, som kunne drømme om at købe eller få designet et nyt hus. Deres ambition er at købe et gammelt hus; de hader moderne arkitektur og vil ikke købe sig ind i en fremtid - og på mange måder ser vores fortid meget smuk ud - så der er et problem. De vil gerne have moderne bekvemmeligheder, men de skal være inde i skallen af et gammelt hus.
Men der er også en bagside til livet på landet; der er masser af arbejdsløshed, landsbyer fyldt med tilflyttende pensionister og ingen arbejdstagere.

Ikke at Margaret Drabble kan se sig fri for selv at være delvist indfanget af de forførende billeder.
- Vi har selv et hus i Somerset, som blev bygget i 1947, "oh dear", men det ser gammelt ud, og det ligger smukt lige ved havet. Det er bygget af en mand fra flyvevåbnet over en enorm gammel ovn, der brændte kalk til landbruget - så der er gamle mursten!
Hvad er det mon med den middelklasse, som hun ironiserer over igen og igen - hader hun den ligefrem?
- Nej, jeg hader ikke middelklassen. Vi tilhører jo alle middelklassen nu - alle, der har et job i det vestlige Europa, der er opdelt i de arbejdsløse og så middelklassen. Jeg synes, vi middelklassefolk er temmelig komiske med vores dobbeltmoral og mange holdninger. Folk er også stadig socialt ambitiøse, med interesse i grever, grevinder og den kongelige familie - vi er stadig et klassesamfund - og det er godt materiale for satire og selvkritk.

- Der er noget mærkeligt over middelklassens trang til at gøre "rigtige" og "gode ting" - måske en slags selvretfærdiggørelse? Det er også en satire på mig selv, for jeg gør altså nogle fjollede ting. F.eks. elsker jeg at køre flasker til genbrug i en sådan grad, at jeg er sikker på, at jeg øder benzin bort for at fragte dem hen til genbrugsstedet. Hvor mange flasker skal der egentlig til, for at det kan svare sig?

Ved forrige valg lavede Margaret Drabble fundraising arbejde for partiet Labour, men hjalp ikke New Labour til deres jordskredssejr i 1997, da hun var skuffet over, hvad hun kalder partiets "mere og mere middelmådige og neutrale standpunkter". Alligevel blev hun og hendes mand, som de eneste forfattere, inviteret med til premierminister Tony Blairs meget omtalte "Arts Party" for fremtrædende kunstnere i nr. 10 Downing St.

- Vi var de eneste forfattere til stede, og vi har ingen anelse om, hvorfor vi blev inviteret. Der var soapoperafolk fra serien Eastenders, seriøse skuespillere, komikere som Lenny Henry og Eddie Izzard, der var Oasis popgruppen, en filosof fra Oxford, som jeg kendte, og så os. Der må have været en fejl på listen, og jeg blev lidt bekymret, for hvis dette var hans "Arts Party", så ser det sandelig ikke godt ud for litteraturen!

- Politik idag er showbizz og en endeløs række af fotomuligheder, og det er en af grundene til, at jeg ikke støttede New Labour. Men de er dog kommet med nogle gode udspil omkring race, de har stået ved deres løfter om skotsk og walisisk selvstyre, så det tegner jo trods alt godt. Og med Labour er der for første gang blevet stemt virkelig mange unge kvinder ind i parlamentet, det er helt utroligt. Det vil medføre en kulturændring i parlamentet, medmindre partimaskineriet knuser dem, men jeg tror, de er for mange til, at det kan lade sig gøre.

En af Drabbles sønner er også politisk interesseret, og det er ham, der forsyner hende med de seneste samfundsrelevante bøger.

- Min søn har undervist to-tre af de unge Labour folk, som blev valgt ind, i politik og filosofi. Han er kun 35, men de var hans elever på Oxford - han er meget stolt! Han har ikke selv lyst til at gå direkte ind i politisk arbejde, men han håber da, at de vil føre nogle at diskussionerne fra Balliol College ud i den virkelige verden. En af dem slog Michael Portillo ud - (en forhadt og arrogant stjerne på højrefløjen, red.), det var et magisk øjeblik, fortæller den stolte mor.

New Labour og Tony Blair symboliserer også en markant ændring i Vesteuropas politiske liv de seneste år; at de store forskelle mellem højre og venstrefløj er forsvundet.

- I stedet har vi nu et sæt sociale holdninger, og en slags konsensus omkring dem, og det er slet ikke dårligt. F.eks. gik lederen af De Konservative til det store vestindiske Notting Hill karneval - partiet bliver nødt til at vise, at de bevæger sig fremad, efter at de i lang tid har benægtet bl.a. det multikulturelle samfund. Vi har samtidig fået en slags social optimisme omkring folks muligheder i samfundet, så jeg er faktisk meget håbefuld.


Heksen fra Exmoor er udkommet på forlaget Cicero. Læs mere om Margaret Drabbles øvrige forfatterskab under links i marginen til venstre.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk