Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinders indre forbud

 

Fra den røde briks:
Lise Winther-Jensen beretter med jævne mellemrum i FORUM om sine erfaringer som psykoterapeut.
Her svarer hun på de læserreaktioner, der er kommet på hendes forrige artikel Den skrappe moster og drømmeprinsen

 
 
FORUM/11.11.98 Kort fortalt fremførte jeg i artiklen, at kvinder har svært ved helt konkret at fortælle deres mænd, hvad de ønsker fra dem. Drømmeprinsen skal helst kunne gætte kvindens behov og realisere dem for hende på en sølvbakke, for herved bliver hun fri for at gå op imod sit indre forbud mod at sætte sig selv i fokus.

Jeg er glad for reaktionerne, for de tvinger mig til at præcisere nogle af mine overvejelser. Der er imidlertid grund til at understrege, at mine overvejelser stammer fra iagttagelser, der ligner den, der gengives i citatet nedenfor. Ud fra mine iagttagelser antager jeg, at både det at fokusere på og det at udtrykke egne ønsker og behov af kvinder, opfattes som fallisk og dermed forbudt område. Dette opfattes som et individuelt problem, men er fælles og dermed samfundsmæssigt.

"... women come into my office suffering from a poor self-image, from the inability to form lasting relationships, or from lack of confidence in their ablility to work and function in the world. On the surface these women often appear quite successful - confident business women, contented housewives, carefree students, swinging divorcees. ...

For many of these women, the root of their injury stems from a damaged relation with the father. They may have been wounded by a bad relation to their personal father, or wounded by the patriarchal society which itself functions like a poor father, culturally devaluing the worth of women."

Linda Schierse Leonard The Wounded Woman. Healing the Father-Daughter Relationship (Swallow Press, 1982).

Flere kvinder har reageret på min artikel i forhold til det, man kan kalde dialogen mellem en mand og en kvinde, der lever sammen eller har et længerevarende forhold. Så det vil jeg forholde mig til i det følgende. Disse reaktioner kan groft sagt deles i tre grupper af indvendinger:

Indvending I: "Du kan ikke mene, at mænd er konkrete og kvinder er diffuse? Det veksler da, og man kan hjælpe hinanden med at konkretisere."

Nej, jeg mener ikke, mænd slet og ret er konkrete og kvinder slet og ret er diffuse.

I nogle af hverdagens processer og gøremål er kvinder ubetinget meget konkrete og går lige på. F.eks. når det gælder planlægning og udførelse af opgaver omkring familiens opretholdelse. F.eks. når det gælder udførelse af opgaver på jobbet - det er eksempelvis oftest kvinder, der udfører plejeopgaver eller håndterer planlægning af kurser og store konferencer. Opgaver, der kræver hurtige beslutninger, nøje planlægning, konkret indsats og jongleren med mange bolde i luften samtidig.

Forsøgsvis kan vi kalde den beskrevne konkrete indsats for Morgiane-opgaver. Morgiane er den kløgtige og snarrådige slavinde, der hjælper Ali Baba mod den hævngerrige røverhøvding i eventyret Ali Baba og de fyrretyve røvere - ikke alene udtænker og udfører hun en list, der skal skjule Ali Babas brors dramatiske død, desuden afliver hun alle røverne med kogende olie, og ved en senere lejlighed stikker hun høvdingen ihjel. I eventyret har Morgiane ikke problemer med at bruge sin snarrådighed, kløgt og handlekraft, men hun bruger dem i Ali Babas tjeneste. Efter at have udført alt det beskidte arbejde belønnes hun til sidst i eventyret med frigivelse og ægteskab (med Ali Babas søn).

Den franske psykoanalytiker Janine Chasseguet-Smirgel beskriver Morgiane på følgende radikale måde i sin artikel om den kvindelige skyldfølelse, på dansk i antologien Kvindelighed (Tiderne Skifter, 1980):
"... jeg vil nu beskrive den position, hvor kvinden gør sig til faderens penis. Langt fra at være autonom er denne kvinde i snæver forstand afhængig af objektet, som hun gør sig til et vedhæng af. Hun er en arbejdsgivers, en elskers, en ægtemands, en faders højre hånd, assistent, medarbejder, sekretær, hjælper, inspirator. Hun kan også være stok, guide, sygeplejerske."

Morgiane er dygtig og konkret. Ingen tvivl om det. Men i artiklen Den skrappe moster og drømmeprinsen talte jeg om den iagttagelse, at kvinder er påfaldende dårlige til at konkretisere ud fra sig selv og i forhold til deres egne behov og ønsker. Altså at kvinder generelt er dårlige til at sætte sig selv i fokus og gennemføre det, der er deres eget. Også når det kan lade sig gøre uden at genere mand og børn.

I parentes bemærket er det noget helt andet at sætte sig selv i fokus end at tiltrække sig opmærksomhed. Mange kvinder er vældig gode til at tiltrække sig opmærksomhed på et helt overfladisk niveau, der kan handle om social imødekommenhed, smalltalk, flirt og udseende, såmænd. Men at sætte sig selv i fokus er at gøre sig sine egne behov klart, benævne dem overfor andre og i øvrigt søge at imødekomme behovene selv.

Indvending II: "Der udvikler sig da et fælles sprog og lydhørhed mellem en mand og en kvinde, der lever sammen."

Det er rigtigt, at et langvarigt samliv med god kommunikation gør det muligt, at parterne hjælper hinanden med at konkretisere ønsker og behov. Det kan ligefrem blive en selvfølge!

Specielt tror jeg, at imødekommenhed fra mandens side kan dæmpe den skyldfølelse hos kvinden over at fokusere på egne behov, som jeg beskrev i Den skrappe moster og drømmeprinsen. Betragter manden det som en selvfølge, at hans kone giver udtryk for og forfølger egne behov, vil hendes "indbyggede" forbud enten over tid ganske udramatisk afsvækkes, eller hun vil - mere frustrerende og ubehageligt - igen og igen blive konfronteret med, hvordan hun holder sig selv tilbage.

Under alle omstændigheder er dialogen uundværlig for enhver udvikling både i og udenfor parforholdet. Det er i dialogen, vi tester virkelighedens muligheder; igen og igen indskriver os i virkeligheden. Man kan sige, at modsætningen til dialog er tavshed, og det er selvfølgelig rigtigt. Men på det personlighedsmæssige plan resulterer fraværet af dialog ofte i noget langt mere destruktivt, nemlig i tilbøjeligheden til at søge tilflugt i: Magi.

Indvending III: "Jeg synes ikke, det hjælper at være konkret, når jeg beder om noget. Det er alligevel ikke sikkert, jeg får det, jeg beder om"

Nej, selvfølgelig er det ikke sikkert, at vi får, hvad vi beder om! Heller ikke, selv om vi er nok så klare og konkrete. Sådan er livet nemlig.

End ikke vore nærmeste kan nødvendigvis og til enhver tid imødekomme vore behov. Det at udtrykke sine behov klart og konkret er netop kun første del af en dialog. Sammen med dialogpartneren kan vi derefter afsøge mulighederne for at komme videre.

Indvendingen er imidlertid interessant, fordi den ser ud til at indeholde en magisk forestilling: Hvis jeg bare udtrykker mig på den rigtige måde, går alt, som jeg ønsker. Hvis jeg bare siger løseordet rigtigt, går døren til hulen op, og jeg kan læsse mine æsler med alverdens rigdomme: "Sesam, sesam, luk dig op!"

Virkeligheden er heldigvis helt fri for magiske løseord, lampeånder mm. Heldigvis, siger jeg, fordi vi sammen med det magiske løsen så måtte acceptere eventyrets modpol: Grusom død for den, der ikke lige kan huske løseordet. Som bekendt kom Ali Babas bror grueligt galt afsted, fordi han ikke kunne komme ud af hulen og derfor blev fundet af røverne.

Den magiske verden er sort-hvid; enten er man god som Ali Baba og bliver frelst til lykke og herlighed - med god konkret hjælp fra den kloge slavinde Morgiane, eller også er man slet og begærlig som broderen og går sin fortabelse i møde. At moralen skulle halte, fordi Ali Baba bliver rig på at tilegne sig særdeles "varme" tyvekoster, eller fordi Morgiane har rigelig god kontakt til sin egen morderiske side, er overvejelser, der ikke hører til i eventyrets sort-hvide verden men i virkelighedens væv af gråtoner.

Indvending III er også interessant, fordi den med sin magiske forventning kan siges at lægge sig i forlængelse af den forventning til drømmeprinsen, jeg beskrev i juni. Drømmeprinsen skal helst kunne gætte kvindens behov og realisere dem for hende på en sølvbakke, for herved bliver hun fri for at gå op imod sit indre forbud mod at sætte sig selv i fokus.

Kan drømmeprinsen ikke gætte, bør han så, ifølge indvending III, i det mindste straks skride til udførelse af de udtrykte og konkretiserede ønsker, for nu er løseordet jo udtalt. Man kan måske sige, at kvinden med denne forventning på et nyt niveau prøver at undgå at gå op imod sit indre forbud og den dermed forbundne angst?

Alle forsæt, der involverer andre, kræver dialog. Hjælper ægtefællerne hinanden med at konkretisere egne lyster og behov, fortsætter dialogen forhåbentlig med at afsøge mulighederne for at imødekomme dem. Som sagt før, kan ikke alle lyster og behov imødekommes her og nu.

Måske skal der indgåes kompromiser, måske skal der blot planlægges. Der er ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem parterne, hvis den ene siger: "Jeg vil til Bali!" Men det vil kun være i ganske små, meget rige miljøer, at den plan kan realiseres på stedet, selv om den anden siger: "Det vil jeg også!" For de fleste par eller familier vil det være nødvendigt med overvejelser over økonomi, ferietidspunkter, orlovsmuligheder osv. Dialogen vil blive meget konkret: "Hvor meget kan vi lægge til side hver måned? Skal vi låne nogle af pengene?" osv. Ønsket om Bali bliver kun til virkelighed i dialog med partneren, arbejdspladsen, bankrådgiveren m.fl.!

Det er præcis, fordi virkelighedens muligheder bliver testet i dialogen, at det er så vigtigt, at kvinder lærer at sætte sig selv i fokus og møde den angst, der ofte er forbundet hermed. Hvis ikke vi kan konkretisere ud fra os selv og dermed påbegynde en dialog med henblik på at realisere vore ønsker og behov, finder vi aldrig ud af, hvad der er muligt!

Og kommet hertil, tænker jeg på en af mine læremestre, afdøde Tony Horn, amerikansk getstaltterapeut med uddannelsesgrupper her i landet. Han sank altid lidt sammen i stolen, når elever eller klienter indledte en sætning med noget i retning af: "Jeg ville ønske ..." eller "jeg ville gerne ...". Og så tog han som regel en dyb indånding og sagde resigneret: "That's a wish. Let's get back to the here and now."

Ja, lad os det. Herfra, hvor vi står.
FORUM/11.11.98

Lise Winther-Jensen er mag.art. og psykoterapeut med privatpraksis på Frederiksberg
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk