Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Pauline Hanson: Tilbage til et hvidt Australien

 

Jeg elsker dette land så højt, at jeg kunne være dets moder. Australien er mit hjem, og det australske folk er mine børn. - Pauline Hanson

Hvis Pauline Hanson er 'nationens moder', må jeg anmelde hende for vanrøgt. - Sylvia Scott, aboriginal ældste

 
FORUM/2.10.98 Mange australiere forestiller sig, at forbundsvalget den tredie oktober bliver blandt de vigtigste i landets historie. Valget kommer i kølvandet på den nylige fremgang for Pauline Hansons parti One Nation ved valget i delstaten Queensland. Dér beviste hun, at hun forstår at udnytte en stemning hos en betragtelig del af vælgermassen.

Nu kan hun ses næsten hver aften i nyhedsudsendelserne, hvor hun bevæger sig gennem f.eks. et indkøbscenter iført en af sine fikse, farvestrålende dragter, alt imens hendes tilhængere flokkes om hende og det barn, hun netop krammer. Eller hun ses med sit følge undervejs til et af de mange offentlige møder rundt om i landet, hvor hun med dirrende stemme fremlægger sin racistiske overbevisning for de henførte tilhørere, mens de, der protesterer mod hende, altid er stuvet af vejen uden for salen.

Men trætheden er begyndt at vise sig. Fornylig så man Pauline Hanson skrige ad pressefolkene, da hun blev udspurgt om aborigines ret til jordområder, som hun hævder splitter nationen: "Altså, når I ikke kan forstå det, ja så har jeg ondt af jer, for I er folkets røst med det, I trykker i jeres aviser og udsender på jeres fjernsyn. Det er på høje tid, at I går ud og fortæller det australske folk sandheden."

Pauline Hansons politiske karriere har været kometagtig. Hun blev valgt til Ipswich byråd i 1994, gik ind i det Liberale parti i 1995 og blev efter tre måneder opstillet som parlamentsmedlem. Hun blev hurtigt et problem for partiet på grund af sine racistiske synspunkter, men vandt alligevel mandatet hvorefter hun fornægtede de sorte indbyggere i sin valgkreds ved at kalde det unfair, at indfødte australiere fik særbehandling. Pauline Hanson betragtede sig tværtimod som fortaler for "det hvide samfund, immigranter, italienere, grækere, hvem som helst, det er ikke så vigtigt, - alle andre end aboriginals og Torres Strait Island-folket." Det er disse synspunkter og hendes advarsler om, at Australien skulle være i fare for at blive oversvømmet af asiater, der er blevet gentaget igen og igen lige fra hendes første tale i parlamentet og til startskuddet for hendes valgkamp i Stockmans Hall of Fame i det centrale Queensland.

I sin jomfrutale tale til Parlamentet fastslog hun: "Mit syn på sagerne er baseret på almindelig sund fornuft, på mine erfaringer som mor til fire, som alenemor og som forretningskvinde med en fish and chips kiosk". Hun er fra staten Queensland - ikke ligefrem kendt for sine liberale synspunkter - og med sin engelsk-irske baggrund skal hun forestille at være den helt almindelige kvinde, der rusker op i systemet ved at sige sandheden.

Hun er bandsat ubarmhjertig med hensyn til at tale om det, som ifølge hende selv indtil nu har været tabuemner, når hun f.eks. siger, at hun er ved at "brække sig over de uligheder, der støttes af regeringen og betales af skatteyderne ud fra forestillingen om, at aboriginals er de dårligst stillede i Australien".

Hun har offentligt angrebet det, hun kalder "the aboriginal industry", det multikulturelle samfund, pamperne, storkapitalen og FN. Hendes forvrængning af kendsgerninger, hendes tiltro til andenhåndsoplysnnger, hendes voldsomme og følelsesladede fordømmelser og hendes utilladelige forenklinger af komplekse spørgsmål har været bøjet i neon lige siden starten af hendes politiske karriere.

Man sidder tilbage med det indtryk, at det er det multikulturelle samfund og årtiers privilegier til aboriginals, der har skabt grundlæggende splittelser i nutidens australske samfund. Splittelser, der ud fra Hansons synspunkt kun kan afhjælpes ved en tilbagevenden til fortidens assimileringspolitik, således at Australien endnu engang for alvor bliver One Nation.

Pauline Hanson advarer om, at tiden er ved at løbe ud, og at vi australiere er hjælpeløst overladt til enhver, der har i sinde at tilegne sig vore natur-ressourcer. Uden et samlet Australien "... vil al vor frygt være berettiget, vi vil miste vor nation for altid og blive fremmede i vort eget land. Som det ser ud nu, går vi en fremtid i møde, hvor flertallet af australiere vil være andenklasses borgere i deres eget land".

Det er værd at erindre, at Australien engang har vedtaget en antikinesisk lov om indvandring, har indført diktatprøver for at udelukke ikke-europæiske immigranter og i 1901 samledes om Loven om Begrænset Immigration (Immigration Restriction Act), lovgrundlaget under politikken for et hvidt Australien. Denne politik overlevede indtil 1973, hvor den blev formelt afskaffet af Whitlam-regeringen, da immigrationspolitikken skulle baseres på "undgåelse af diskrimination af enhver art på grund af hudfarve eller nationalitet". (Det er også værd at huske på, at Australiens indfødte befolkning først fik tildelt statsborgerskab i deres eget land i 1967. Red.)

I sine taler har Pauline Hanson aldrig sagt noget om de historiske eller sociale ulykker, der har ramt dette lands aborigines - deres høje spædbørnsdødelighed, deres lavere forventede levealder, deres endemiske arbejdsløshed og deres dramatisk højere procenttal for fængsling, sygdom og fattigdom. Som sine tilhængere, lider hun af totalt hukommelsestab med hensyn til den australske kolonialismes historie. Disse mennesker - og det gælder forøvrigt også premierminister John Howard - vil ikke være med til give Australiens indfødte befolkning en officiel undskyldning for fortidens grusomheder i form af mord, fængsling, sult, tvangsforflyttelser fra traditionelle områder og tvangsfjernelse af børn (de såkaldte "stolen generations").

Musikeren Ruby Hunter er fra "den stjålne generation". Hun talte for nylig på Melbournes forfatterfestival om sine oplevelser med at blive fjernet fra sin familie og placeret på et børnehjem sammen med sine brødre. Den dag, hun skulle fjernes, fik hun nyt tøj på, og hun fik at vide, at hun skulle i circus. Hun vidste ikke, at hun aldrig ville komme tilbage. For hende og for mange andre aborigines er smerten stadig akut: "At være blevet fjernet ... Jeg spørger hele tiden mig selv: Hvorfor? Hvorfor?" Denne praksis med tvangsfjernelser fortsatte langt ind i 1960erne. Det viser sig, at fjernelsen af aboriginal børn distancerede dem ikke blot fra deres forældre men fra deres jord, deres kultur og deres sprog. Aboriginal aktivister har kaldt det kulturelt folkemord.

Klagesangene om at aborigines vrider for meget ud af systemet - den opfattelse der fremføres så energisk af One Nation - bunder i andet end fanatisme og fejlslutninger. De bunder i forvekslingen af begreberne lighed og retfærdighed. Ifølge Pauline Hanson burde ingen i dette land få mere end andre uanset fortidens uret og nutidens ulighed. Faktisk anerkender hun kun den slags racisme, som hun kalder "omvendt racisme".

"Javist", erklærede Hanson forleden, "vi må se i øjnene, at aboriginals ikke er blevet bedre stillet på trods af, at rundt regnet 30 milliarder dollars af skatteydernes penge er forsvundet ned i aborigines store lommer på mindre end tyve år". Sådanne udtalelser fyrer op under den udbredte opfattelse, at der til ingen nytte er blevet hældt bunker af penge i sundheds- og sociale ydelser for aborigines.

Derfor er udgivelsen af Feeble Rapporten i juli 1998 om udgifter til sundhedsydelser til aboriginals og Torres Strait Island-folket så vigtig. Ifølge rapporten er sundhedsbevillinger til disse kun lidt højere end de, der ydes til resten af den mindrebemidlede del af den australske befolkning. Rapporten finder også, at maori befolkningen på New Zealand opnåede en meget lavere dødelighed i løbet af ti år. Det er tydeligvis afgørende vigtigt med information, der kan udrydde myten om rigelig offentlig støtte og bringe internationale sammenligninger til offentlighedens kendskab, for at kunne fjerne den slags fejlagtige opfattelser og fordomme, der præger Pauline Hanson og hendes partifællers tale om race.

Som Pauline Hanson ser det, er det imidlertid de hvide mænd - aussie-gutterne - der er de egentlige tabere i nutidens australske samfund. Hun siger: "Jeg synes, at de mest undertrykte i dette land er de hvide angelsaksiske mænd. Jeg synes, de har ramt bunden. Det er nået dertil, hvor jeg synes, pendulet er svinget for langt ud, og mændene ved ikke, hvad de skal gøre". Det er sigende, at da Pauline Hanson i begyndelsen af sin politiske karriere blev spurgt om sine politiske forbilleder, kunne hun kun komme i tanke om sin far. Da hun blev presset lidt mere, kom hun på Queensland politikeren Joh Bjelke-Petersen. Begge mænd af i går. Og ja, Joh Bjelke-Petersen er af dansk afstamning. Han styrede Queenslands politik i flere årtier og huskes for sin stivnakkede blanding af erklærede fundamentalitiske kristne værdier, undertrykkende politiske love - f.eks. forbud mod alle offentlige demonstrationer - og for den korruption, der gennemsyrede Queenslands politiske liv i hans regeringstid.

Den feministiske historiker Marilyn Lake har særligt fokuseret på Pauline Hansons gennemslagskraft hos ældre australske mænd i artiklen Virago in Parliament: Viagra in the Bush (1998). Lake ser Hanson som en 'mændenes kvinde', der tilbyder at tilvejebringe det, 'mændenes mænd' føler at have mistet: Det vil sige deres plads i det land, som blev skabt af deres blod, sved og tårer. Her lægger Hanson sig tæt op ad de nationalistiske fortællinger, der dyrker den kampberedte hvide mands dåd under pres fra oversvømmelse, ildebrand og fremmede fjender. Det sørgelige i den sag er ikke, som Lake understreger, at Hanson reagerer på tabet, men at hun gør det til en konkurrence. Ét tab mod et andet. Hvid sorg sættes op imod indfødt og immigrant sorg; mit tab er forståeligt, dit er ikke værd at have med at gøre.

Sikkert er det, at fremtiden føles meget usikker for mange australiere. Det er ingen hemmelighed, at de sidste 15 års ændringer i det australske samfund har været rystende. Nøgleordene har været globalisering og omstrukturering. Resultaterne har været lønnedgang, større usikkerhed i ansættelsen, et ændret arbejdsmarked og hårdnakkede arbejdsløshedstal, især for ældre mænd i produktionsindustrien og for de unge.

Mange australiere er helt kyniske overfor regeringens økonomiske politik og manglende bekymring for de arbejdsløse. Men landdistrikterne er også blevet hårdt ramt af disse ændringer. Billedet her viser faldende befolkningstal, ringere offentlig service og faldende indtægter. De vigtigste industrier, der kunne understøtte landdistrikterne i lang tid, presses nu mellem faldende priser og øgede omkostninger. Og ifølge landbefolkningen, er der ikke megen hjælp at hente fra en uinteresseret delstatsregering langt væk i storbyen. Pauline Hansons One Nation har netop sin største opbakning på landet i de tyndtbefolkede områder og særligt i Queensland.

Det er meget beklageligt, at One Nation på det seneste er kommet til at spille en så central rolle med hensyn til at bestemme parametrene for politisk diskussion her i landet. Det har ført til at Howard-regeringen i al stilhed har fået lejlighed til at følge sin egen hensynsløse dagsorden om økonomisk rationalisme med voldsomme nedskæringer på sundhed, uddannelse, forsorg og bevillinger til aboriginals.

Regeringens indsats for menneskerettigheder og social retfærdighed har været jammerlig. Aboriginals er tilbage i den politisk obskure position, de indtog før folkeafstemningen i 1967, hvor mere end 90 procent af den australske befolkning støttede de forfatningsmæssige ændringer, der bl.a. gav aboriginals statsborgerskab. Gatjil Djerrkura, formanden for ATSIC (Aboriginal and Torres Strait Island Commission) sagde for nylig i Geneve i en FN-arbejdsgruppe om indfødte befolkninger, at "der er ondskab i Australiens politiske liv, men godhed i flertallet af australiere", idet aboriginals var "lige på nippet til at opnå retfærdighed" før koalitionen vandt sidste valg og Pauline Hanson kom i parlamentet.

Netop som resten af verden bevæger sig tættere på at tilgodese de indfødte folks håb, skærper Australien sin holdning.

Højredrejningen i Australien vækker også bekymring, fordi det er svært for de andre mindre partier at få bred mediedækning af deres politik med hensyn til race, immigration, miljø, indførelse af republikken og den brede vifte af sociale spørgsmål, når alle medier stiller skarpt på Pauline Hanson og hendes racistiske anakronismer. Dette gør sig også gældende for de mange aboriginal kandidater, f.eks. Charmaine Clarke, en ung aboriginal kvinde, barn af den stjålne generation og opstillet som kandidat for Green Senate i Victoria. Bliver Clarke valgt, vil hun blot være den anden aborigine nogensinde i forbundsparlamentet. Og den første indfødte kvinde. Vinder hun, hviler der en uhyre byrde på hende, fordi hun kommer til at arbejde i den hvide mands politiske system, der ofte betragtes med mistænksomhed eller ligefrem afvises af aborigines.

Selv om mange australiere er gået i chok som følge af det eksisterende politiske klima, er der dog positive tegn på modstand mod de fremherskende tendenser til økonomisk fundamentalisme og fanatisk racepolitik. Den såkaldte bevægelse for forsoning har bredt sig langt i forhold til sin beskedne start i storbyområder. Mange mindre byer på landet har nu deres egne grupper, der stille og roligt får mere opbakning. Dette sker ikke blot på grund af den stigende opmærksomhed om de moralske aspekter i sagen, men også på grund af aktiv indsats fra aborigines selv. Mick Dodson, spydspids i den landsdækkende bevægelse for forsoning, har spillet en afgørende rolle i denne udvikling, og den nye generation af unge og energiske talsmænd og -kvinder som f.eks. Charmaine Clarke sørger for at sprede budskabet meget længere ud, end tilfældet har været før.

Væksten og styrkelsen af den antiracistiske bevægelse sås også tydeligt i den massive protest, der blev organiseret af "Resistance" i juli. Det er første gang, at så mange gymnasieelever - omkring 10.000 - har demonstreret for noget som helst vedrørende Australiens historie. Deres ungdommelige respektløshed giver sig tydeligt udtryk i den popularitet, CD'en I don't like it af Pauline Pantsdown har opnået. (Pauline Pantsdown er en sociologi-professor, der har taget navneforandring, for at drille One Nation, Red.) Sangen spilles for øjeblikket hyppigt på ungdomsradioen Triple J. På CD'en hører man i klip og efterligning Pauline Hansons stemme sige verselinier som f.eks.: Jeg kan ikke lide en marionet uden snør'/ Der er en muppet på fløj'n/ og den plaprer racistisk løgn (I don't like a puppet without a string/There's a Muppet in the wings/and it's saying racist things). De unge lyttere morer sig særligt over, at Pauline Hanson kan bringes til at sige alt muligt idioti.

Faith Bandler, der har brugt mere end 25 år i kampen for rettigheder til aboriginals og Torres Strait Island-folket og nu er i firserne, er stadig optimistisk. For nylig sagde hun: "Jeg tror på, at der er håb for dette land. Og mit håb knytter sig til de unge. Helt sikkert. Der er en hel masse absolut ordentlige mennesker her i landet. Det kan godt være, Pauline Hanson har tilhængere, men vi er flertallet. Ordentlige mennesker."

Jeg håber, Faith Bandler ikke bliver skuffet ved valget 3. oktober, for så vil Australiens aboriginals fortsat være under belejring, det multikulturelle samfund vil være aflyst ,og levestandarden for de dårligst stillede australiere vil fortsat forringes, hvis de ikke kan finde fodfæste i den 'nye' økonomiske virkelighed.

Anna Macgarvey emigrerede i 1975 fra Danmark til Australien med sin mand og sin tre måneder gamle søn. Hun fuldførte sine studier i Australien i en moden alder og opnåede en Ph.D. i 1996. Anna Macgarvey underviser i sociologi ved Deakin Universitet i Victoria og kommenterer lejlighedsvis sociale forhold i SBS dansksprogede program.

For at se kilderne, til denne artikel, klik her

Oversættelse: Lise Winther-Jensen, mag.art.
 
In English
Read this article in English:
Pauline Hansen - The Politics of Downward Envy 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk