Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den skrappe moster og drømmeprinsen

 

"The wife who despairs of her husband’s inability to understand her, needs to recognize that she has not only failed to tell him what she means, she has probably failed to tell herself. Women’s own confusion today about who they are and what they want of life causes a fog around them that confuses everyone." (Irene Claremont de Castillejo: Knowing Woman. A Feminine Psychology, Harper & Row 1974)

 
FORUM/22.7.98 I min psykoterapeutiske praksis støder jeg igen og igen på en bestemt klage hos - især - yngre, velformulerede kvinder med gode uddannelser og et aktivt, professionelt liv. Klagen lyder noget i retning af: "Min mand/ven/kæreste gør aldrig noget for mig. Jeg prøver at være opmærksom på hans behov, og jeg støtter ham i det, han gerne vil, men han gør ikke noget for mig."

Nu er det jo meget fristende at gå ind i et udsagn som dette ud fra den kendsgerning, at de fleste kvinder er langt bedre til at aflæse andre og tilrettelægge derefter end de fleste mænd, og at kvinder derfor ofte er "foran" med hensyn til omsorgen for familiens eller relationens behov som helhed også når familien eller relationen kun består af to personer. Denne manglende balance i mænds og kvinders forhold til relationen kan sagtens være et problem i sig selv, men det er ikke dét problem, der interesserer mig her.

Spørger jeg nemlig til, hvad det er, de pågældende kvinder gerne vil have støtte til, får jeg f..eks. svar som: “Jeg har sagt, at jeg gerne vil have, han tager sig noget mere af børnene, men så giver han sig f.eks. til at lave mad sammen med dem, og køkkenet ligner ét rod, og så er det ingen hjælp.” Eller: “Jeg har sagt, at jeg gerne vil have, han hjælper mig med at indrette en arbejdsplads til mig derhjemme, så jeg kan sidde i fred og ro med min computer/min symaskine/mine malergrejer, men han gør ikke noget ved det.” Eksemplerne er utallige.

Det for mig påfaldende er, at kvinden helt generelt har benævnt sit problem, men hun har ikke været konkret og sat tid og sted på den hjælp, hun gerne vil have, og derfor får hun den ikke.

Det er som om, kvinden i disse eksempler vil have, at manden skal finde løsningen på hendes problem og ivrigt udføre den. Han skal så at sige være prinsen på den hvide hest, der kommer dundrende og befrier prinsessen fra den drage det problem hun lige i øjeblikket holdes fangen af.

Kan kvinderne så ikke bare lære at bede om det, de vil have, og så er problemet løst? Det er jo veluddannede og velformulerede kvinder, det drejer sig om?

Ja, det skulle man tro, men sagen er, at det for mange af disse ellers så skrappe mostre er uhyre svært at bede om noget konkret. "Det kan jeg da ikke", er svaret ofte, hvis jeg sprøger, om det ikke var en god idé f.eks. at sige: "Jeg vil gerne have nogle timer alene, kunne du ikke tage et sted hen med ungerne?" eller "Vil du hjælpe mig på lørdag med at hente reoler i Ikea og sætte dem op i kammeret og også trække nogle ledninger?" Det er hverken indlysende eller enkelt for kvinderne at bede om noget konkret til sig selv, og så forfalder de til de magiske forventninger til prinsen, der bare ordner alt, hvis det blot lige bliver løseligt benævnt. Og derfor bliver deres ønsker ikke opfyldt, for i virkelighedens verden er der en udpræget mangel på prinser på hvide heste!

Det er ikke pjat, når kvinderne svarer "Det kan jeg da ikke" på spørgsmålet, om de ikke kan konkretisere og tidsfæste deres ønsker. Borer jeg i dette "kan ikke", optræder der nemlig ofte stor angst. Det er med andre ord for mange kvinder angstbesat at bede om noget konkret til sig selv, at sætte sig selv så meget i fokus, at de ganske roligt siger: "Netop dette vil jeg gerne have".

Efterhånden har jeg mødt dette forbehold mod at sætte sig selv i fokus så mange gange hos ellers stærke og selvstændige kvinder, at jeg er begyndt at betragte det som et problem, der er fælles, samfundsmæssigt, og derfor principielt uløseligt via psykoterapi. I psykoterapien kan vi jo netop kun stille noget op med det individuelle, i dette tilfælde den individuelle udformning af det skitserede problem. Den enkelte kvinde kan således bearbejde sin individuelle historie og blive meget bedre til at sætte sig selv i fokus, men hun vil stadig befinde sig i et samfundsmæssigt rum, der så sige er tapetseret med uendeligt mange andre udgaver af samme problem, uden at problemet benævnes på dette samfundsmæssige plan.

Jeg er langtfra den første behandler, der har beskrevet kvinders tøven overfor at konkretisere og stå fast. F.eks. siger den jungianske psykolog Irene Claremont de Castillejo, der blev citeret i indledningen, på side 155 i samme bog, at det er kvinders tilbøjelighed, at de indretter sig:
"A woman ... is often accused quite naturally by men of futility and hypocrisy, because when asked what she wants to do, she replies "Whatever you like". But it is not hypocrisy. She really means that her desire is to do what he wants. It has not occurred to her to have any special preference. ... This adaptability is not unselfishness and has no particular merit. It is the way a woman functions. Perhaps I am describing the last generation. I think it possible that the present generation of women not only know themselves better but are far more decisive than the last, thus changing their relationship with men."

Tager vi i betragtning, at der er gået en generation, siden ovenstående blev udgivet i 1974, og tager vi den angst i betragtning, som jeg her i 90erne ser mange kvinder geråde i blot ved tanken om at sætte sig selv i fokus og bede om noget konkret, er det hverken muligt at sætte sin lid til, at en ny generation vil have det helt anderledes, eller at slå sig til tåls med, at sådan er kvinder.

Der er ikke meget personligt eller kvindepolitisk perspektiv i, at vi siger: "Jeg bliver angst, når jeg overskrider min kvindelige tilbøjelighed til at indrette mig, så jeg indretter mig og tager frustrationen med i købet." Og så iøvrigt skælder vores mænd ud for det, vi ikke får af dem, fordi vi er for angste til at fortælle, hvad vi virkelig gerne vil ?

Derimod bliver vi nødt til at anerkende, at problemet er der, og at det er fælles for rigtig mange kvinder, selv om hver enkelt kvinde naturligvis har sin helt personlige udgave af det.

Jeg tror også, vi må tage udgangspunkt i angsten, hvis vi vil se nærmere på problemet og forstå lidt af det.

Når kvinder siger til mig, at de ikke "kan" bede om noget konkret til sig selv, hører jeg ofte et forbud bag ordene kvinderne kunne lige så godt sige: "jeg må ikke". En del siger desuden, at de tror, de mister noget af deres kvindelighed og erotiske tiltrækningskraft, hvis de står fast og sætter sig selv i fokus. Derfor tror jeg, kvinder bærer både på et forbud mod at sætte sig selv i fokus og på en forventning om straf, hvis de faktisk gør det. Altså: Bag angsten ligger et forbud med tilhørende trusel om straf.

Begrebsligt synes jeg, at Janine Chasseguet Smirgel har leveret et godt bidrag til afklaring af det beskrevne problem i sin artikel om den kvindelige skyldfølelse, der på dansk findes i antologien "Kvindelighed" udgivet af Tiderne Skifter i 1980. Chasseguet Smirgel er psykoanalytiker og forstår kvinders vanskeligheder med at stille op på egne vegne som et resultat af afviklingen af pigens ødipuskompleks. På side 69 70 hedder det:
"Pigens specifikke skyldfølelse overfor faderen hæmmer ikke kun hendes seksuelle forhold, men tillige enhver præstation på et hvilket som helst område, hvis den for det ubevidste antager karakter af en fallisk erhvervelse. Den medfører nogle hæmninger, som i vid udstrækning forekommer mig at være bestemmende for kvindens plads i kultur og samfund. På det individuelle kliniske niveau, hvor vi som terapeuter befinder os, har vi kunnet konstatere, at der i forbindelse med en hel række intellektuelle, erhvervsmæssige og skabende aktiviteter sker en fordobling, således at kvindens ødipale skyldfølelse (over at overhale moderen) kombineres med en anden, specifikt kvindelig, skyldfølelse overfor faderen."

Skyldfølelse, altså. Skyldfølelse over at overhale moderen og skyldfølelse over at ville underlægge sig områder, der opfattes som falliske (og altså tilhørende faderen eller mænd i almindelighed) eller - tilføjer jeg - gebærde sig på måder, der opfattes som falliske.

Ud fra den omtalte kæde af angst forbud forventning om straf, som jeg kan iagttage, antager jeg, at det at fokusere på egne ønsker og behov opfattes som fallisk og dermed forbudt område også af de skrappe mostre. Modsætningen til fokus er uklarhed eller den tåge, som benævnes i indledningscitatet.

Forbliver kvinden i tågen, slipper hun for den angst, der aktiveres af forbud og forventning om straf. Fokuserer hun på sig selv, aktiveres angsten.

For mig er der ingen tvivl om, at kvinder må vælge at sætte sig selv i fokus og dermed møde angsten og komme bagom den ved at definere feminine måder at sætte sig selv igennem på. Det forekommer mig imidlertid ikke logisk, at hver enkelt kvinde skal gennemføre den proces som sin helt egen personlighedsudvikling. Og selv om vi i terapeutisk sammenhæng kan lave udviklingsgrupper, hvor kvinderne opdager, at de er fælles om deres tøven overfor at fokusere, så er sådanne udviklingsgrupper dog meget små øer uden flotte broer imellem.

Hvordan gør vi det fælles fælles?

Lise Winther-Jensen er mag.art. og pyskoterapeut med privatpraksis på Frederiksberg.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk