Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Filosofiske overvejelser over krigsforbrydelsen voldtægt

 

 
FORUM/13.5.98 Forsøget på folkedrab i Bosnien-Hercegovina har intensiveret bestræbelsen på at forstå tilstedeværelsen af det onde - at mennesker ødelægger mennesker - som har hjemsøgt Europas og USAs intellektuelle liv siden Anden Verdenskrig. Hvordan er det muligt for mennesker at være i stand til at dræbe andre mennesker endog uden at opleve drabet som noget særligt? (Ervin Staub, Roots of Evil)

Det er dokumenteret at blandt de grusomheder, der blev begået under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, var også krigsvoldtægt - voldtægt mod civile kvinder i deres hjem eller i voldtægts/dødslejre. Disse voldtægter er begået med politisk formål for at sikre, at kvinderne og deres familier ville flygte og aldrig vende tilbage, og således er de blevet benyttet til "etnisk udrensning."

Mænd er også blevet voldtaget, og det kan hævdes at de således er blevet "kvindeliggjort" af fjenden. Begge parter i konflikten har benyttet voldtægt som et våben i krigen, men det største antal rapporterede ofre har været bosniske muslimer. I sin bog Rape Warfare: The Hidden Genocide in Bosnia-Hercegovina and Croatia har Beverly Allen beskrevet denne form for voldtægt som "folkemordsvoldtægt" ("genocidal rape") eftersom det er en forbrydelse, der sigter mod systematisk udslettelse af et andet folk og dets kultur gennem voldtægt, død og svangerskab.

Krigsforbrydelsen voldtægt sker når en pige eller kvinde og de, der bliver påvirket af hendes lidelser, oplever at de bliver nedværdiget. En fireoghalvtredsårig kvinde som blev voldtaget i sit hjem i Kljuc sagde bagefter, "De tilsjoflede mig, og det vil tynge min krop og sjæl resten af mit liv."

Overlevende efter voldtægt under krig har lidt overlast på mange forskellige måder - de har læsioner på kønsdelene, psykiske traumer, fysiske traumer i form af alvorlige forbrændinger, amputationer, inficerede snitsår og læsioner i halsen efter gentagne gange at være blevet tvunget til at synke store mængder urin og sæd.

Krigsforbrydelsen voldtægt omfatter også muligheden for graviditet. En niogtrediveårig kroatisk kvinde fra byen Prijedor, som blev voldtaget af en reservekaptajn fra den "Serbiske Hær", fik at vide at "jeg skulle føde en serber - så ville jeg være anderledes." Kvinder er ofte overbevist om at det barn, de bærer som resultat af voldtægten, er lig med fjenden, og det får mange overlevende til at forsøge abort i sidste tredjedel af svangerskabet eller at begå selvmord eller at undgå enhver kontakt med barnet efter fødslen.

Helsinki Watch fremfører det synspunkt, at der skal skelnes mellem den ugerning det er at påtvinge en kvinde et svangerskab og selve voldtægten, og at begge forbrydelser bør fordømmes. Det bliver også bemærket, at det er lige så udbredt at undlade at straffe voldtægtsforbrydere, som det er at begå voldtægt.

Skønt der indenfor filosofien er en lang tradition for at reflektere over det godes og det ondes natur, er det et meget lille antal filosoffer, som har spekuleret over det gode og det onde som konkrete fænomener. Her udgør Hannah Arendt en bemærkelsesværdig undtagelse med sin forskning i henholdsvis The Origins of Totalitarianism og Eichmann in Jerusalem. Og et endnu mindre antal filosoffer har taget spørgsmålet om det onde i form af seksuel vold op til overvejelse.

Feministiske filosoffer begynder her at bane vej, eksempelvis Claudia Card i sine essays "Rape Terrorism" i The Unnatural Lottery; Character and Moral Luck og "Rape as a Weapon of War".

For en feministisk filosof og "tilskuer" til krigsvoldtægter er et af de mest tvingende spørgsmål i dag, hvordan man skal forstå det onde som det kommer til udtryk gennem krigsvoldtægt, og på hvilke måder forståelsen af denne ugerning kunne bidrage til at det begrænses. Her vil jeg kortfattet diskutere Hannah Arendts analyse af det onde forstået som manglende dømmekraft. Er en sådan analyse i stand til at behandle den form, hvori det onde manifesterer sig ved massevoldtægt under krig? Eller udgør seksuel vold en speciel udfordring for den filosofiske tænkning, som kræver en teori, der eksplicit tematiserer kroppen og dens kulturelle symbolik?

Hannah Arendt er en af de få filosoffer i dette århundrede, som seriøst har overvejet det ondes problem i en politisk kontekst. Hendes bog om Eichmann såvel som det sidste arbejde hun gjorde før hun døde, fokuserede på problemet dømmekraft. Dømmekraft forekom hende at være det afgørende spørgsmål i rettergangen over den mand som muliggjorde masseødelæggelsen af jøderne, som medførte behovet for både at komme frem til en moralsk vurdering af Eichmann og til Eichmanns egen åbenlyse mangel på dømmekraft (Seyla Benhabib, The Reluctant Modernism of Hannah Arendt, 1996).

I sin bog om retssagen mod Eichmann ledte hun efter, hvad man kunne lære af "this long course in human wickedness" og fandt i det "the fearsome, word-and-thought-defying banality of evil." Hun havde ikke til hensigt med denne formulering at undervurdere eller bagatellisere det onde eller at behandle det som en hverdagsagtig sag uden betydning. Hun ville snarere vise, at den største grusomhed i menneskehedens historie - der ligger hinsides vores forståelse - skete på grund af manglende dømmekraft hos de individer, der var ansvarlige for disse gerninger.

Når det civiliserede samfunds lov og orden ophæves og overholdelse af Hitlers bud "Du skal dræbe" bliver til lov, når man kun har sin egen dømmekraft at rette sig efter, så må man benytte sig af den for at skelne mellem hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Diagnosen "manglende dømmekraft" virker overbevisende i forbindelse med Eichmann, eftersom hans ansvar for at gennemføre 'Endlösung' først og fremmest gjaldt beslutninger, det vil sige hans beslutning om at udføre alle sine overordnedes ordrer. Men kan Arendts analyse af manglende dømmekraft bruges i forbindelse med den grusomhed, en krigsforbrydelse som voldtægt er?

Kan man også sige, som hun gør med henvisning til Eichmann og hans samtidige, at voldtægten blev begået af mennesker med manglende dømmekraft, når der ikke var givet andre retningslinjer? Og at denne manglende dømmekraft var et udslag af deres manglende evne til upartiskhed og til at tage hensyn til andres synspunkter for at "udvide deres tankegang" ('enlarged thought')? (Hannah Arendt, Lectures on Kant's Political Philosophy, 1982.)

Der kan naturligvis være nogen fornuft i dette. Hvis en serbisk soldat, der voldtog en bosnisk muslimsk kvinde, som var gammel nok til at være hans mor, havde forsøgt at se sagen fra hendes synspunkt, er det vanskeligt at forestille sig, at en sådan handling kunne ske. Aggression i krig fordrer, at man er i stand til at umenneskeliggøre den, der er defineret som fjenden.

Soldater bliver oplært heri - lige fra kampsange i den amerikanske hær, som umenneskeliggjorde vietcong under vietnamkrigen, til træningsforløb i drab hvor serbiske soldater oplærte unge mænd ved at lade dem slås med svin, som de skulle holde fast mod jorden med bagoverbøjede hoveder, hvorefter de skulle skære halsen over på dem. (Ed Vulliamy, Seasons in Hell: Understanding Bosnia's War, 1994.)

Men der er en afgørende forskel mellem den form, det onde antager ved henholdsvis en krigsforbrydelse som voldtægt og ved Endlösung. I sidstnævnte blev folkemordet i gaskamrene gennemført efter ordre (og dertil kommer naturligvis det store antal dødsfald i lejrene på grund af kulde, sult, nedslidthed og grusomheder, se Primo Levis beretninger om liv og død i koncentrationslejrene i Survival in Auschwitz, 1960/1993), If This Is a Man, 1979 og The Truce 1996).

Det som særlig kendetegner voldtægt under krig er, at soldaten gør brug af sin egen krop som våben: Hans hænder, hans mund, hans kønsdele bruges til at påføre smerte, læsioner, ydmygelse og ofte døden. Den distance fra ondskabens faktiske følger, der var karakteristisk for Eichmanns forbrydelse, findes ikke ved voldtægtseksempelet.

I nærværende kontekst ville det være helt utilstrækkeligt til beskrivelsen af denne forbrydelse at omtale den onde handling som mangel på dømmekraft. Det er ikke tilstrækkeligt at spørge: Hvorfor parerede soldaterne ordre (og der var ordre om at voldtage)? Snarere skal man spørge, hvordan er det muligt at ændre sin fysiske optræden så radikalt, at relationer der i fredstid almindeligvis er hjertelige, kan vendes til seksuel vold? Arendts fokus på dømmekraft kan ikke anvendes på den specifikke korporlige aggression, som krigsvoldtægtshandlingen indebærer.

Hvis Arendt mere tydeligt havde tematiseret menneskekroppens konkrete dimension, så den ikke optrådte som en blind plet i hendes tænkning, ville hun måske have været i stand til at tænke på onde handlinger som involverede kropsligt engagement og ikke den ophævelse af det kropslige, som karakteriserede Eichmanns forbrydelser. Men idet Arendt fokuserer på dømmekraft og ikke på det kropslige engagement ved det onde, fokuserer hun på det ondes problem som en intellektuel foreteelse (tankeløshed eller mangel på dømmekraft) og ikke som en forbrydelse mod kropslig sansning.

Skønt mange filosoffer ville hævde at den filosofiske opgave i henseende til det onde burde være den rationelle retfærdiggørelse af universelle normer, forekommer det mig, at behovet for filosofisk refleksion ligger et andet sted. (Er det virkelig nødvendigt at retfærdiggøre den vurdering at mord og voldtægt er forkert?)

Stillet overfor det ondes kolossale omfang i verden i dag, er den opgave filosofferne står overfor at diagnosticere vilkårene for det moralske sammenbrud - hvordan mennesker kommer til at udføre handlinger, som de selv i udgangspunktet opfatter som forkerte - og muligheden for at ændre disse vilkår. Og hvis moralsk refleksion er at være i stand til på passende måde at beskæftige sig med den krise som seksuel vold er, skal den rumme forståelse for den kropslige symbolik som et centralt moralsk anliggende.

Ellers er moralsk tænkning ude af stand til at rette sig mod det ondes kropslighed - hvordan kropslig adfærd og kropslig sansning forvandles radikalt gennem den lidelse, som volden medfører. I denne kontekst er det også vigtigt at undersøge den særlige symbolske betydning som moderens krop har, eftersom den er selve sædet for sårbarheden ved krigsvoldtægt.

Feministiske filosofiske undersøgelser af voldtægt under krig forsøger at bidrage til en analyse af og en mindskelse af denne gru. Og indirekte får de filosofien til at vikle sig ind i en undersøgelse af krig og vold, som hidtil kun har optaget en meget perifer plads i denne disciplin.

Robin May Schott er lektorvikar på Institut for filosofi, pædagogik og retorik, Københavns Universitet.

Oversættelse: Ellen Strandgaard
 
Læs mere
Denne artikel er et kort uddrag fra kapitlet "Philosophical Reflections on War Rape" i antologien "On Feminist Ethics and Politics", af Claudia Card, red. 1999..
 
 
In English
Read this article in English:
Philosophical Reflections on War Rape
     
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk