Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Helt hysterisk

 

 
FORUM/13.5.98 Vi taler om, at de klassiske hysterier med rod i fortrængt seksualitet eller seksuelle oplevelser er forsvundet som sygdomsbillede takket være den såkaldte seksuelle frigørelse.

Lad mig imidlertid her opstille den hypotese, at spiseforstyrrelserne, specielt bulimien, kan betragtes som vore dages hysteri, fordi vi - ihvertfald i det vesteuropæiske og nordamerikanske kulturområde - har et fortrængt og forbudsbelagt forhold til nydelse i forbindelse med mad, og fordi fortrængningen af den orale lyst har omfattende konsekvenser for personligheden. Jeg opstiller hypotesen på baggrund af mange års erfaring som psykoterapeut.

Mad er nydelse, mad er lyst, mad er glæde, mad er kærlighed. Hvis forholdet til mad er uproblematisk. For mad kan også forbindes med forbud, straf, væmmelse, selvforagt. Det lille barn, der hvilende i sin mors arme og med blikket sunket dybt i hendes sutter den søde, lune mælk i sig fra bryst eller flaske, oplever formentlig en helhed af varme, nærhed og øgende mæthedsfornemmelse. Kærlighed, nydelse og spisning kan i dén situation tilsyneladende gå i ét.

Men sådan er det åbenbart ikke altid, og i al fald bliver det meget ofte ikke sådan ved.

Polemisk udtrykt: På Sigmund Freuds tid måtte kvinderne fortrænge kønsorganerne og den genitale lyst, i dag skal vi helst fortrænge fordøjelsesorganerne og den orale lyst.
Fortrængningen af seksualiteten resulterede f.eks. i en overdreven opmærksomhed på alt, der kunne have relation til krop og seksualitet, og den resulterede i hysteriske symptomer, der i mere eller mindre symbolsk form insisterede på seksualiteten.

Nu resulterer fortrængningen af madlysten i en overdreven opmærksomhed på alt, der har med madindtagelse at gøre. Den resulterer i hysteriske symptomer, der i tvangsmæssig form insisterer på madindtagelsen. Der er imidlertid en vigtig krølle i forhold til ovenstående parallelisering: Det er forskellige dele af personligheden, der er anfægtet, alt efter om fortrængningen går på den genitale lyst eller på den orale lyst.

Fortrængningen af den orale lyst griber helt anderledes ind i individets selvopfattelse og muligheder for relationer til andre end fortrængningen af den genitale lyst.

Fortrængningen af den genitale lyst giver en masse begrænsninger med hensyn til udfoldelse, nydelse og relationer til - især - det andet køn. Jeg er imidlertid ikke sikker på, at fortrængningen af den genitale lyst griber så langt ind i personligheden som fortrængningen af den orale lyst. Selv om jeg ikke må opleve mig som et seksuelt væsen, kan jeg vel godt opleve mig som et væsen i min egen ret?

Men hvis jeg ikke har en opfattelse af, at det er i orden at spise mig dejligt mæt, har jeg så overhovedet en sikker forvisning om, at det er i orden, at jeg er mig og er til? Hvis ikke jeg har en opfattelse af, at det er i orden at spise mig mæt, at være mig og være til, kan jeg så indgå i ligebyrdige forhold til andre, hvor jeg ikke behøver at hugge hæle og klippe tæer?

Jeg vil lade ovenstående spørgsmål stå åbne og foreløbig blot konstatere, at de, der laver ædegilde - med eller uden efterfølgende opkastning, de, der trøstespiser, og de, der tvangsspiser, ikke kan siges at spise sig dejligt mætte sådan som det lille barn i moders arme i idealsituationen.

I modsætning til anorexi er bulimia nervosa en ny sygdom, og den er i stigning. Skønnet forekommer den nu hos 2-5 % af unge kvinder. Bulimi er kendetegnet ved tilbagevendende spiseorgier med efterfølgende provokeret opkastning. Provokeret opkastning ses dog også uden spiseorgie, f.eks. før en arbejdsmæssig præstation.

Bulimikere er sjældent alvorligt undervægtige, de er oftere normalvægtige og kan også være overvægtige. Helbredet er derfor ikke akut truet, men der ses meget ofte skader, især alvorlige skader på tandemaljen, på grund af mavesyren. Patientgruppen har haft flere stress- eller traumeoplevelser i deres opvækst end gennemsnittet, og der er flere seksuelle overgreb i barndommen end gennemsnitligt.

Som jeg ser det, er bulimikernes forhold til mad imidlertid meget langt en over-size udgave af nogle problemer med mad, som er endog særdeles almindelige - især hos kvinder.

Lad mig her opsummere nogle vigtige træk hos bulimikeren, som i mindre målestok gør sig gældende hos mange andre:
1) Det er særdeles vigtigt for bulimikeren at være "rigtig" - det irrationelle præstationskrav - "Jeg er kun god nok, hvis Jeg er god til alt" - er meget stærkt hos bulimikeren.
2) Bulimikeren forsøger med maden at kvæle følelser, ligesom trøstespiseren eller den almindelige periodiske grovæder gør det. I stedet for udtryk - følelsesudtryk - træder madindtagelse.
3) Bulimikerens generelle viden om kroppens funktioner svarer ofte slet ikke til hendes vidensniveau på andre områder, og hun skelner ikke mellem viden og magiske forestillinger.
4) Bulimikeren er relativt utilbøjelig til at lytte efter kroppens signaler - sult registreres ofte slet ikke bevidst, og hvis den registreres, er det ikke sikkert, bulimikeren vil imødekomme sulten.

Jeg har her - med bulimien som troldspejl - villet reflektere de mangfoldige eksempler på, at forholdet til mad er særdeles kompliceret uden at der er tale om en egentlig spiseforstyrrelse. For mig at se accepterer vi nemlig samfundsmæssigt i meget høj grad, at der er mange påbud og forbud, megen straf og belønning knyttet til maden og kroppen.

Jeg gætter på, at mindst hver anden voksen kvinde i kortere eller længere tid i sit liv har kendt til at proppe sig, at lave ædegilde, når der var noget, der trykkede følelsesmæssigt.

Jeg vil gætte på at lige så mange - måske til dels de samme - kender til at trøstespise jævnt og moderat som et ritual, der skal gøre dagligdagen spiselig. Og hvad med dem, for hvem trøstespisningen bliver til tvangsspiseri, og som bare bliver federe og federe?

Der udgives omkring 100 forskellige kogebøger om året her i landet, fremgår af en artikel i Samvirke fra 1997. For mig virker det helt absurd med så mange udgivelser om mad til så lille et sprogområde. Samtidig er ugeblade og andre periodiske udgivelser velforsynede med opskrifter, ligesom der næsten altid er en eller flere offentligt eller privat finansierede kampagner - og høringer - i gang omkring ernæring. Ikke nok med at butikkerne bugner af mad, slik og snacks, vi beskæftiger os også umådelig meget med at læse og samtale om mad og ernæring. Og spiseforstyrrelser.

Det er faktisk til at brække sig over al den snak om mad.

Skulle vi ikke hellere sætte os ned og spise noget dejlig mad i stedet for at snakke om den?
Al den snak om og beskæftigelse med mad og sundhed er da også en spiseforstyrrelse! Og som forskningslektor Karen Klitgaard Poulsen fra Århus gør op mærksom på, så spiser kvinderne i den populære serie Beverly Hills ikke noget eller næsten ikke noget ved seriens fælles måltider - heller ikke selv om serien faktisk forholder sig til f.eks. misbrug af slankepiller.
Vist skal vi kvinder ikke tilbage til kødgrydeme - vi skal tilbage til de bredfyldte tallerkener!

Vil I være med til et eksperiment? Et eksperiment, der sætter det individuelle og det samfundsmæssige i sammenhæng:

Hvis vi nu de næste tyve år allesammen i vores dagligdag lader være at snakke om maden og bare spiser og nyder den? Lader småbørnenes appetit og kræsenhed variere, som de nu gør?

Hvis nu alle forældre i tyve år holder kæft om deres bekymring for udseende og vægt, så børnene ikke får tudet ørerne fulde om, hvornår kroppen er rigtig? Aldrig kommenterer børnenes udseende negativt eller drillende?

Hvis nu alle mødre i de næste tyve år kun kigger kritisk på deres egen krop bag låst badeværelsesdør og aldrig mæler et ord til deres døtre om, at kroppen kan være forkert?

Imens kunne vi så i al stilfærdighed
* behandle dem, der har egentlige spiseforstyrrelser,
* omlægge fødevareproduktionen til at være økologisk,
* skærpe lovgivningen om anprisning, så de store fødevareproducenter ikke får lov at bilde os ind, at netop deres produkt er sundt,
* nøjes med at lave ernæringsoplysning om, at det er godt at spise varieret på en basis af kulhydratholdige fødevarer,
* forske i fødevarers forhold til livsstilssygdomme uden straks at ville omsætte de øjeblikkelige resultater i handling.

Hvad så mon?

Lise Winther-Jensen er mag.art. og psykoterapeut. Hun har praksis på Frederiksberg.

Skal vi tilbage til de bredfyldte tallerkner? Skal vi ikke hellere spise, end snakke om mad?
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk