Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinden som hund

 

 
Det vrimler med vilde dyr i de helt almindelige reklamer. I modebilledet optræder pantere, leoparder, slanger og ørne side om side med de kvindelige modeller, som var de de bedste venner i verden. En kvinde iklædt et par bukser med påtrykte leopardprikker lanceres i en reklame på denne måde: "It's a jungle out there...dress for the everyday expedition in the season's best new looks...very civilized, but definitely not tame".

Reklamen spiller på hverdagen som en jungle, hvor det først og fremmest gælder om at overleve. Den, der overlever, er ikke som i junglen den, der formår at gøre sig selv usynlig, men tvært imod den, der gør opmærksom på sig selv og skaber sig en profil. Leopardprikkerne tiltænkes denne funktion, idet de både henviser til den tamme civiliserethed ved at være den grå hverdags modsætning, og slutter en pagt med den kvindelige models formodede dresserede natur, hendes skjulte vildskab.

En del af modens verden er centreret omkring forholdet mellem det dyriske og det kvindelige på en sådan måde, at det dyriske indslag, hvad enten det er den ægte persianer eller den kunstige ræv, tolkes med reference til den kvindelige krop, som smyger sig kælent eller fremstiller sig seksuelt pågående i dette udstyr.

Der er imidlertid en anden tendens i mode- og reklamebranchen, som forekommer mig at være ligeså interessant. Den opererer stadig med forestillinger om det kvindelige og det dyriske i kulturen - blot er det kvindelige blevet overtaget af dyret. Det er en tendens i retning af, at det nu ikke længere er de dyriske egenskaber, som kalkeres over på opfattelsen af det kvindelige, men omvendt, at der foregår en ekspropriation af forestillinger om det kvindelige, som projiceres over i dyret: Hvor altså dyret, og ikke længere kvinden, er den centrale figur.

Pudsigt nok markerer hunden sig i denne forbindelse som toneangivende. Hunden har fået en sand renaissance, efter at den i 1980'ernes yuppie-kultur nærmest blev bandlyst som et forstyrrende skrummel af et kræ i de blankpolerede high-tech-interieurer. Hunden var bare for meget.

Men hunden har genvundet noget af sin status som menneskets bedste ven. Det kan man f.eks. overbevise sig om ved at kigge nærmere på, hvordan dyrlægerne indretter deres venteværelser. Det gør de på linie med apotekerne, med læsestof til de ventende i form af hundeblade, med hylder der bugner af cremer, shampooer, fugtighedsspray, tandpastaer med forskellig smag, hudrenslotions, hvalpekostpakker, frisørsæt til de små og til de lidt ældre hunde - altsammen en fuldstændig kopi af tilbehør til den menneskelige baby: pudder, blid sæbe, neglesaks, blød børste, skånekost osv.

Eller en reklame, der præsenterer noget nyt og behageligt til din hund: mad- og vandskål placeret på et i højden indstilleligt, lille bord, som fritager hunden for at bøje sig, når den skal spise. Alt sammen foranstaltninger, som vi betragter som ganske selvfølgelige, når det drejer sig om vore egne, rigtige børn, og som nu også udbredes til at gælde vores firbenede venner. For hvorfor skulle hunden risikere at få hold i nakken af at spise, ja hvorfor skulle dyrene have ringere forhold end os, bliver der indirekte spurgt.

Interessant er det, at hunden faktisk i stigende grad optræder i modereportager og reklamer af enhver slags. Dog er det ofte i selskab med mænd, at vi møder hunden. Sko-reklamer er er godt eksempel på dette. Her møder vi påfaldende mange hundehvalpe, som aes og nusses kærligt af deres herre. De søde, bløde små hvalpe får den ellers typisk hårdkogte, beherskede eller alvorligt tyngede mand til at give sig hen i smil og omfavnelser og forlener ham med en vis barnlig, legende adfærd, der vidner om et kropsligt nærvær i situationen.

Sammenholder man nu denne tendens med det kvindebillede, som er dominerende i modeblade og -magasiner for tiden, kan man måske godt forstå, at det er hunde og ikke kvinder, mændene forlyster sig med. For de kvinder, som optræder i moden, er der ikke megen sjov ved, når man altså alene bedømmer dem på udseendet. De signaler, de kvindelige modeller i dag udsender, vidner på ingen måde om varme eller glæde - hverken i forhold til deres egen krop eller i forhold til den mandlige.

Et dominerende og iøjnefaldende træk ved modebilledets kvindekroppe er, at de er meget tynde og meget unge. Dette giver dem dog ikke skæret af en varm og glad barnlighed, tværtimod virker de, som om de er blevet alt for tidligt voksne og alvorstyngede. De ofte ekstremt lange arme og ben stritter akavet ud fra den magre krop og danner i sig selv et geometrisk mønster for kroppen. Kroppen er kantet uden blødhed eller muskuløsitet, og posituren er ofte sammensunken og bøjet ind omkring sig selv.

Modellerne er sminkede på en måde, så de ser trætte og udslidte ud; brugen af kraftig sort eyeliner fremhæver sorte rande under øjnene. Associationerne går i retning af kropslig fornedrelse, hvad også tøjets iscenesættelse under streger: tøjstykker, der ser ud som om, de er revet i stykker, stropper der er hevet ned, tøj, som er smidt på kroppen i en fart som under en flugt.

Modellerne ser jagede, forgræmmede og forgrædte ud. Den ofte anvendte sort-hvid fotografi er med til at give indtryk af, at vi her er vidner til hændelser i den skinbarlige virkelighed, hvor småpiger udsættes for overgreb, og hvor der hverken forekommer nogen glad bekræftende, idealiserende eller glamorøs fremstilling af tøj og krop.

Kvindekroppen, som vi præsenteres for i denne sammenhæng, forekommer frem for alt bizar og obskur. Den er præget af negativitet og fravær. Frem for 80'ernes fitness-dyrkede og muskuløst opbyggede kvindekrop, der signalerede vilje, målrettehed og dynamisk bevægelighed, møder vi en krop, som lader stå til, sygner hen, fortæres. En kvindekrop, vi traditionelt ville kalde grim og frastødende, og som heller ikke modellerne selv ser ud til at holde af.

På den baggrund kan man muligvis forstå brugen af dyr i modereportager og reklamer for tiden; nemlig som erstatning for det køn, der ikke længere lader sig definere positivt eller besætte med den traditionelle skønheds kulturelle tegn, men kun kan begribes i negative termer. Dyret, og især hunden, kan gøres til genstand for en værditilskrivning, som konnoterer egenskaber og attituder, der traditionelt er blevet forbundet med kvindelighed, men som ikke længere lader sig forbinde med det kvindebillede, vi præsenteres for i moden.

Et eksempel på, hvordan hunden indtager denne plads, kan illustreres ved de førnævnte sko-reklamer eller ved de parisiske modeopvisninger af haute couture-dragter kreeret til hunde. Et andet eksempel demonstrerer også dette forhold. I Scanorama, SAS's flymagasin, bringes en reportage for diamanter, perler, guldkæder, diademer, guld- og sølvringe samt armbåndsure af højeste karat. Det særlige ved reportagen er, at det er hunde, som bærer disse smykker.

Fire dobbeltopslag er fyldt med billeder af henholdsvis en mynde, en dobermann, en moppe samt en basset hound. Mynden, moppen og basset- hound'en er bærere af de funklende ædelstene, perlekæder og diademer, mens, selvfølgelig, dobermann'en kun er iført sit sædvanlige pighalsbånd. Til gengæld er den fotograferet i tæt omfavnelse af en mand, som er udstyret med manchetknapper i guld og onyx, et Rolex i 18 karat guld samt en imiteret firbens-skindjakke.

Denne opsætning, hvor hver hund får sit opslag, spiller tydeligvis på vore sædvanlige forestillinger om de to køn. I et billede af moppen ser man en kvindehånd, der aer hunden, ligesom det er mynden, som bærer det diamantbesatte diadem. Mynden, moppen og basset hound'en er hver især sat til at repræsentere aspekter af det kulturelt definerede 'kvindelige'.

Det vil sige af kvinden som det køn, der kan og vil gøres smukt og tiltrækkende; som gerne vil spejle sig og sætte sig iscene for et ydre blik, der betragter kroppen som et æstetisk potentiale for skønhed. Mynden repræsenterer den elegante, raffinerede og let distancerede skønhed - den statelige, uopnåelige og gådefulde kvinde.

Moppen derimod er sød, blød, varm og indbydende med bedende og troskyl dige øjne - en repræsentant for den kropsligt nærværende og omsorgsfulde kvinde. Endelig er basset hound'en under etiketten "Country Casual" bærer af en mere kønsneutral udsmykning, som konnoterer skødesløs elegance og bohemeagtig landadel-stil, hvor den diskrete luxus vidner om en afklaret og selvstændig smag og stil, der ikke er til fals for alverdens tilfældige modediller - en repræsentant for den modne, klassisk dannede og stilsikre kvinde, der ved, hvad hun vil.

En sådan reportage er selvfølgelig på ét plan udtryk for modebranchens rådvildhed med hensyn til, hvad den nu skal finde på for at fange folks opmærksomhed. På et andet plan er det næppe tilfældigt, at man slår ned på dyrene som bærere af de 'egenskaber', der betragtes som tømte og udslidte.

Et lignende forhold kan i øvrigt iagttages i forbindelse med eksponeringen af det mandlige køn, blot med modsat fortegn. I en tv-reklame for Tele Danmarks Internetforbindelse fremstilles hunden som den i familien, der er i besiddelse af beslutsomhed og handlekraft. Den har viden om computerens funktionsmåder, og bruger denne viden til et fornuftigt formål: Den bestiller sit eget hundehus, som omgående bliver leveret på familiens adresse. - Som i eksemplet med de pyntede, kvindeliggjorte hunde er denne reklame udtryk for en tilsvarende projicering af traditionelle mandlige dyder over på hunden - dyder, som manden har fået vanskeligere ved at repræsentere så entydigt som tidligere.

Dyrene, og især hunden, er det stadig muligt at kaste et kærligt blik på - ikke et decideret seksualiseret blik, omend det også forekommer i modens regi - men et blik, der søger at insistere på det skønne og det smukkes tilstedeværelse i verden. Det er en position, som kvinder indtil nu, med få kortvarige undtagelser, har varetaget.

Hunden, forestiller vi os, er varm, blød og venlig, og den har frem for alt ry for at være trofast. Der er imidlertid også en anden side af medaljen: Hunden er også fidel, gør, hvad vi beder den om, adlyder og logrer alligevel. I realiteten kryber den for vore fødder, selv om vi slår den igen og igen. Det er ikke disse aspekter af hunden, vi møder i moden.

Og dog, måske møder vi dem i et andet register. Måske fungerer hunden i dag som det grundmønster, vi måler kønnenes, især det kvindelige køns, kulturelle variationer på. Og måske er det det sidste aspekt af hunden, som vi præsenteres for i modens fremstilling af kvindekroppe for tiden: Kroppe, der lever et sandt hundeliv og som tavse og velvillige har taget rollen på sig som ofre?

Christa Lykke Christensen, f. 1956, forskningsassistent på Center for Ungdomsmedier, Københavns universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk