Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Voldtægtsofre på anklagebænken

 

En kvindes "eksperimenterende" seksuelle adfærd blev et vigtigt emne i den meget omtalte retssag, hvor fem mænd stod tiltalt - og blev frikendt - for at have gruppevoldtaget hende. Sagen sætter spørgsmålstegn ved voldtægtsofres stilling i det danske retssystem, og vi gennemgår her nogle af de mange problemstillinger omkring voldtægtssager, som denne sag har bragt frem i lyset


 

 
FORUM/5.2.2003 Om natten d. 8.december 2001 fik alarmcentralen et nødopkald fra en mobiltelefon:
- Jeg er blevet voldtaget. Jeg ved ikke, hvor jeg er.

Opkaldet kom fra en 25-årig kvinde. Hun var ved midnatstid kommet forbi nogle selskabslokaler i Hillerødgade på Nørrebro i København, hvor et håndværkerfirma holdt stor julefrokost for sine - udelukkende mandlige - ansatte.

Kvinden var blevet inviteret indenfor i lokalerne og omkring halvanden time senere stod hun i en baggård bag selskabslokalerne og ringede til alarmcentralen, bange og ude af sig selv. Bag hende kunne 112-medarbejderen høre mennesker. En af dem råbte: - Skrub ud herfra. - Jeg smadrer din telefon ned i jorden. Og: - Du har frivilligt suttet pik.

Men kvindens historie var en helt anden. Hun mente, at hun var blevet voldtaget af fem mænd fra firmajulefrokosten, og hun sagde, hun var blevet tvunget til at sniffe kokain og herefter tvunget til sex med de fem. Derfor meldte hun mændene til politiet for voldtægt. Dermed blev telefonopkaldet også starten på en lang og omdiskuteret retssag, som næsten et år senere, d. 14. januar 2003, endte med at Københavns Byret frikendte fem mænd for gruppevoldtægt af kvinden.

De fem mænd forklarede alle, at de havde haft sex med kvinden, men at det var helt frivilligt fra hendes side. Hun havde selv insisteret, sagde de, og de havde hånet hende, fordi de syntes, hun var en "so" og "ulækker" eftersom hun, ifølge mændene, var villig til at dyrke sex med så mange fremmede mænd.

To ud af tre domsmænd valgte at lægge mest tiltro i mændenes ende af den juridiske vægtskål og stemte herefter for at frifinde de fem mænd, fordi det i følge domsmændene ikke var sandsynliggjort tilstrækkeligt, at der havde været tale om en voldtægt.

Godt nok blev der i byretten brugt ord som "uanstændigt" og "uacceptabelt" om mændenes opførsel både fra dommerens side og fra en af de tiltaltes forsvarsadvokaters side. Men uanstændighed er ikke i sig selv strafbart, som denne forsvarer, Merethe Stagetorn, sagde efter frifindelsen.
- Det er ikke mit indtryk, at nogen af de implicerede er særligt stolte af det skete, men det er foregået under en af de store julefrokostdage, hvor det meste af Danmark smider hæmningerne. Lovgivningen skal tage sit udgangspunkt i faktiske begivenheder og ikke afgøre, om folk har en anstændig seksualmoral eller ej, sagde hun.

  • Kvindens fortid og seksuelle praksis på anklagebænken

    Hvorvidt der var tale om en anstændig seksualmoral eller ej var rigtigt nok ikke spørgsmålet, når det handlede om de tiltalte mænds opførsel den aften.

    Men seksualmoral og seksuel adfærd var derimod spørgsmål, der hurtigt kom til at få væsentlig betydning for sagen, når det gjaldt den forurettede kvinde i den konkrete sag. Kvindens fortid og tidligere seksuelle praksis blev der nemlig kigget grundigt i.

    Selvom der i retsplejelovens paragraf 185 udtrykkeligt står, at man i en voldtægtssag ikke må føre bevis for et voldtægtsoffers tidligere seksuelle adfærd, medmindre den slags beviser er "af væsentlig betydning for sagen", valgte forsvarerne at indkalde et såkaldt "karaktervidne", der kunne fortælle, hvordan kvinden i månederne op til begivenheden befandt sig i en særpræget, grænsesøgende og eksperimenterende periode, hvad angår seksualitet.

    Det blev fremhævet, at kvinden havde haft affærer med tilfældige, fremmede mænd, hun mødte i byen. Og vidnet - en af kvindens tidligere veninder - fortalte også, at kvinden i øvrigt og efter hendes mening var i en ustabil sindstilstand og jævnligt gik til psykolog.

    Karaktervidnets beretning svækkede den forurettede kvindes troværdighed som ”offer”. At kvinden tidligere havde eksperimenteret med sin seksualitet og haft affærer med mænd, hun ikke kendte, kom mændene til fordel. Det virkede nu pludselig mere sandsynligt, at de ikke var klar over, at hun ikke havde lyst til sex.

    Hvad siger det om kvinders seksuelle frihed i år 2003?

    - Man kan sige, at en kvinde, der er inde i en periode, hvor hun er seksuelt eksperimenterende, skal vide, at hun vil blive vurderet som utroværdig, hvis hun udsættes for en voldtægt, siger Mette Lykke Nielsen. Hun er ph.d.-studerende på Center for Ligestillingsforskning og har fulgt sagde nøje i forbindelse med en undersøgelse om ’De professionelles syn på voldtægt og kønnets betydning heri', som hun netop er ved at færdiggøre.
    - Mænd, derimod, kan være særdeles seksuelt aktive uden at det vil påvirke deres troværdighed. Det er ikke ligestilling. Det er heller ikke seksuel frihed for kvinder, at man udsætter man sig selv for fare, hvis man er seksuelt eksperimenterende.


    Kenneth Reinicke, lektor i mandestudier på Roskilde Universitetscenter og Center for Ligestillingsforskning, er enig.
    - Det interessante er, hvordan fokus bliver vendt mod kvindens adfærd frem for mod de fem, der jo faktisk er dem, der sidder anklaget, siger han.
    - Det bliver i virkeligheden kvindens seksualitet, der kommer på anklagebænken, ikke mandens. Det kommer hurtigt til at dreje sig om: Lagde hun selv op til det? I stedet for: Var det rimeligt, hvad mændene gjorde?

    Også Sarah Højgaard Cawood, Forkvinde i Kvindeligt Selskab, mener at det er problematisk for ligestillingen, hvis en kvindes seksualitet bliver brugt til måleenhed for hendes troværdighed. Hun understreger, at hun ikke har fulgt den konkrete retssag i detaljer, men henviser til sagen om en Venstre-politikers sexchikane mod en kvindelig ansat i Folketinget sidste år.
    - Det er en total kortslutning, at en kvindes "for frie" seksuelle praksis gør hende utroværdig som vidne. Vi så det samme i sagen om Venstre-politikeren. Dengang var hans advokat ude og sige: "Se selv på kvindens hjemmeside. Der står, hun godt kan lide porno og gerne vil være sexobjekt.”

  • Frikendelse af de 5 anklagede mænd vækker forundring

    Sagen om begivenhederne i baggården i Hillerødgade vakte ikke kun forundring blandt professionelle, der beskæftiger sig med kønnenes ligestilling.

    Den vakte også stor furore i offentligheden - især da byretten besluttede at frikende de fem mænd. Den såkaldte almindelige dansker følte sig tydeligvis ramt på retsbevidstheden, og læserbreve strømmede ind på avisredaktionerne i landet med vrede opråb over, at de fem kunne blive frikendt. Avisartikler med forargede overskrifter som "Hun havde ikke nok skrammer" kunne f.eks. læses i dagbladene.

    Holdningen, som kom til udtryk i alle disse offentlige meningsytringer, var stort set den samme som den, anklager Janne Mortensen havde fremlagt i sin procedure i retten:
    - Lyder det sandsynligt? Frivilligt at have sex med mindst fem mænd på en gang, i en baggård, på en kold decembernat? Ikke i mine ører, som hun sagde.

    Der var blandt forsvaret heller ingen tvivl om, at den forurettede kvinde havde følt sig voldtaget, sagde flere af dem efterfølgende.
    - Der er ingen grund til at betvivle, at kvinden har opfattet sig som voldtaget, sagde Merethe Stagetorn.
    - Men det er lige så åbenbart, at de fem mænd ikke havde opfattet, at hun ikke ville.

    Dermed satte Merethe Stagetorn fingeren på sagens kerne: Når slaget om en voldtægt skal slås i juraens arena, er det helt andre ting, end den almindelige retsbevidsthed, der står på spil. Det er slet ikke nok, at det kan være svært at forestille sig, at nogen kvinde frivilligt ville lægge krop til såvel oral-, anal- og vaginalsex med fem ukendte mænd på et træbord i en kold baggård. Det er heller ikke nok, at en kvinde selv føler sig voldtaget. Der skal mere til.

    For det første skal der helst håndfaste beviser, der kan understøtte kvindens forklaring. Det vil i voldtægtssager sige f.eks. blå mærker, skrammer eller andre fysiske tegn på, at kvinden har sat sig til modværge og dermed tydeligt har vist og udtrykt over for den tiltalte gerningsmand, at hun ikke vil have seksuel omgang med ham.

    For det andet skal også den tiltalte mand på gerningstidspunktet have haft oplevelsen af, at han begik et overgreb. Han skal ud over enhver rimelig tvivl have vidst, at det, han foretog sig, var imod kvindens vilje og dermed en voldtægt. Han skal med andre ord have haft fortsæt til voldtægt, som det hedder i straffeloven. Hans handling skal have været en bevidst og villet handling.

    Og for det tredje skal der nok beviser for begge dele - at kvinden var ufrivillig og manden havde fortsæt - til at overbevise rettens folk om, at der var tale om en overtrædelse af straffeloven.
    - At de fem er blevet frifundet betyder ikke, at det er usandsynligt, at kvinden er blevet voldtaget. Det betyder derimod, at sandsynligheden for at hun er blevet voldtaget, ikke er stor nok til, at mændene bliver dømt, forklarer juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen.
    - Hvis der f.eks. er 80 procents sandsynlighed for, at kvinden blev voldtaget, så er det altså bare ikke nok til at dømme nogen, så skal de frifindes. Det er der så nogen, som opfatter som et bevis på, at kvinden har løjet, men det er forkert - det betyder bare, at det ikke er blevet sandsynliggjort nok, at hun blev voldtaget. I det danske retssystem skal der være ”berettiget tvivl” om de anklagedes skyld. Det skal der, fordi vi lægger meget stor vægt på at værne om de anklagedes retssikkerhed - man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Så der er altså et stort mellemområde der.

  • Uagtsomt voldtægt" - der er brug for en ny paragraf i straffeloven

    Det mellemområde forsøgte en anden jurist i forbindelse med sagen om gruppevoldtægten på Nørrebro at dække ved at foreslå en ny paragraf i straffeloven.

    Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Vagn Greve, mener nemlig, at man bør indføre begrebet "uagtsom voldtægt" i den danske straffelov.
    - For det første ville være naturligt at indføre en paragraf om uagtsom voldtægt, når man sammenholder det med, at der på de fleste andre områder i straffeloven straffes for både forsætlighed og uagtsomhed. Der gælder f.eks. drab eller brandstiftelse. Så min indvending er, at eftersom vi næsten alle steder straffer for både det forsætlige og det uagtsomme, hvorfor skulle der så være en særregel på voldtægtsområdet?

    I Norge vedtog det norske storting i august 2000 at indføre en ny paragraf om uagtsom voldtægt. Forslaget vakte stor offentlig debat - ikke mindst blandt skeptiske jurister - men forslaget blev vedtaget med bred enighed i det norske storting. Paragraffen betyder, at det er nemmere at blive dømt for voldtægt, fordi det såkaldte "skylds-krav" er sænket. En voldtægtstiltalt kan f.eks. blive dømt for uagtsom voldtægt, hvis kvinden var for bange for at gøre modstand, og retten mener, at den tiltalte kan klandres for ikke at have forstået, at dette var tilfældet - eller simpelthen bare burde have vidst bedre.

    Den norske paragraf blev brugt første gang sidste år hos en domstol i Sør-Trøndelag. Men ellers er den ikke blevet brugt ret meget. Selvom antallet af anmeldelser for voldtægt har været stigende, er antallet af domsfældelser ikke fulgt med.

    Vagn Greve er heller ikke overbevist om, at en paragraf i Danmark om uagtsom voldtægt vil føre til flere domsfældelser. Men han mener, det i princippet er irrelevant. Det, det handler om, er, at der med den nuværende lovgivning er sager, hvor intet taler imod, at det, der er foregået så absolut var strafværdigt - men hvor det bare ikke er strafbart, som loven ser ud lige nu.
    - Et konkret og virkeligt eksempel er: En kvinde kommer gående alene om aftenen på stranden. Her møder hun en gruppe store, muskuløse mænd, som siger "læg dig ned og tag tøjet af". Kvinden bliver bange og tør ikke gøre andet end at lægge sig ned, hvorefter de alle har samleje med hende. Hun anmelder dem for voldtægt, men mændene siger: Hun protesterede ikke. Vi gik ud fra, at det var frivilligt. Og med de gældende regler i den sag, så skal der ske frifindelse, hvilket der også gjorde. Det var en rigtig dom - efter de gældende regler. Men i den slags situationer, hvor domstolene ved præcist, hvad der er foregået, og ingen er i tvivl om, at kvinden gjorde det, fordi hun ikke turde andet, der er det efter min mening problematisk, at man ikke kan straffe mændene. En paragraf om uagtsom voldtægt ville her kunne sige: De burde have vidst, at det var en voldtægt. Men efter gældende lov siger man i stedet: De skal have vidst, at det var en voldtægt.

  • Voldtægtsofre er ikke part i deres egen sag

    Hvert år anmelder cirka 500 kvinder en voldtægt, men det er utroligt få af disse anmeldelser, der ender i en retssal. I 2002 var der f.eks. 498 anmeldelser af voldtægter. Men kun 41 sager nåede til domfældelse, fordi politiet vurderede, at der ikke var beviser nok til at vinde en sag i retten.
    - Det er meget hårdt for de kvinder, der har anmeldt en voldtægt, og som så oplever at sagen bliver henlagt, siger socialrådgiver Karin Steen Madsen, som er formidlings- og uddannelseskonsulent på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre.

    At gå igennem hele processen fra start til slut kan nemt vare et til halvandet år. Og det er en smertefuld proces. Først skal kvinden umiddelbart efter voldtægten igennem både politiforhør og omfattende fysiske undersøgelser, som ofte kan vare tre-fire timer, fordi retsmedicineren skal forsøge at sikre spor fra kvindens krop, som politiet kan bruge i deres efterforskning. Herefter skal kvinden afhøres igen, måske skal hun udpege gerningssted og kigge i forbryderalbum hos politiet, og når alt dette er overstået, starter så det retslige efterspil - og ikke mindst: efterreaktionerne på oplevelsen. Som den lave domsfældelsesprocent antyder, så er der herefter stor sandsynlighed for, at politiet henlægger sagen.

    I lighed med resten af centrets medarbejdere forsøger Karin Steen Madsen at forberede kvinderne på de skuffelser, mange af dem vil komme ud for, når de kommer i kontakt med politiet og det retslige system.
    - Mange bliver rystede over, hvordan systemet fungerer. De kan ikke forstå det. De føler ikke, de bliver hørt, set eller troet på og har det som om, det er dem, der er under mistanke. De føler, at de er skyldige, indtil det modsatte er bevist - og ikke omvendt: At gerningsmanden er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

    At det er så svært at være voldtægtsoffer, når myndighederne kommer ind i billedet, skyldes især én ting: De færreste kvinder, der udsættes for voldtægt, ved, at i det øjeblik de anmelder en voldtægt, mister de rettighederne til deres egen sag.

    Voldtægtsofre er nemlig ikke part i deres egen sag. De er vidner. Det betyder, at den dag, de står i retten, er det ikke dem selv mod gerningsmanden, det handler om. Det er staten mod gerningsmanden. Det er ikke den voldtagne kvinde, der anklager sin gerningsmand for overgreb på hende, det er staten, der anklager gerningsmanden for overgreb mod en af statens borgere og dermed overtrædelse af paragraffer i straffeloven.

    Kvinden funktion i retssalen er at vidne om hændelsesforløbet - præcist ligesom andre vidner er der for at vidne om hændelsesforløbet.
    Det kan være svært både at acceptere og forstå, når man føler, at man er den, der blev krænket.
    - Mange kvinder føler jo med en vis ret, at de er en af sagens hovedpersoner, men så oplever de at blive gjort til objekter frem for subjekter i sagerne, hvilket er meget frustrerende for mange, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

    Kvindernes position som vidner - og ikke parter - i deres egne voldtægtssager rækker langt ud over bare det praktiske i retssalen. Positionen betyder også en hel del for, hvordan de i praksis bliver behandlet af både forsvarsadvokater, domstole og politi. Fordi kvinderne er hovedvidner i deres egne sager, bliver de automatisk også omfattet af retssystemets skik og brug i forhold til vidner. Det bliver kort sagt meget hurtigt til et spørgsmål om, hvorvidt kvinderne taler sandt eller falsk. For forsvareren til de tiltalte er der nemlig særlig ét grundlæggende vilkår, som enhver forsvarer til enhver tid altid vil tage op for at vinde en sag.
    - Forsvarerens fornemste opgave er så tvivl om vidnets troværdighed og bevisets gyldighed. Og der vil blive sat væsentlige spørgsmålstegn ved vidnets hæderlighed, for sådan er det, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

    Det gælder også, hvis det er voldtægtssag.

    Også politiet vil se på kvinden som objekt frem for subjekt for at kunne føre en sag for retten.
    - Politiet er ikke på kvindens side, de er på sagens side, som Karin Steen Madsen siger.

  • Norsk undersøgelse af 248 voldtægtsdomme - kvinder vurderes ikke som troværdige

    Hvis politiet ikke har tekniske beviser nok til at blive overbeviste om, at kvinden taler sandt, så vil også de begynde at fokusere på hendes troværdighed for at finde ud af graden af frivillighed i det seksuelle forhold, som kvinden har anmeldt som en voldtægt.

    Det er et problem, mener Ph.d.-studerende Mette Lykke Nielsen fra Center for Ligestillingsforskning.
    - Når man undersøger kategorien ”troværdighed”, så bliver det ikke en objektiv men en subjektiv vurdering. For hvordan måler man nogens troværdighed? Hvordan vurderer man den? Ud fra hvilke kriterier?, siger hun.

    Samme spørgsmål stillede det norske Ligestillingscenter og Barneombudsmand i februar 2001, da de udgav en meget omdiskuteret rapport om de norske domstoles holdninger og menneskesyn i sager om seksuelle overgreb.

    248 domme fra alle retsinstanser og fra perioden 1995-2000 blev gennemgået ud fra det udgangspunkt, at de norske myndigheder ofte fokuserede på ofres troværdighed i mangel på tekniske beviser. Derfor, ræsonnerede de to institutioner, var det interessant at undersøge, hvad der i disse domme blev lagt vægt på i vurderingen af et vidnes troværdighed. Som der står i rapporten: "Det, som kan synes problematisk, er, hvordan forurettedes troværdighed måles i denne type sager."

    Rapporten undersøgte domme, der vedrørte overgreb på både kvinder og børn. I dommene om overgreb på kvinder, skitserede rapporten fem temaer, som spillede ind på domstolenes tro på, om offeret var troværdigt:
    - Den forførende kvinde
    - Er forurettede sammenbruddet nær?
    - Tidligere relationer
    - Brug af alkohol og andre rusmidler
    - Den "impulsive og ukontrollerbare mand"

    Flere domme betragtede offeret som "forførende" og dermed medvirkende til det seksuelle overgreb, fastslog rapporten. Især lagde man vægt på f.eks. påklædning. Mens kun én procent af dommene havde beskrivelser af gerningsmandens påklædning, var kvindens påklædning ofte en del af dommenes faktabeskrivelser. Hvorfor, spørger rapporten derfor, har man valgt at beskrive kvindens påklædning - og ikke mandens. Har det en særlig relevans? Og hvad betyder det for rettens vurdering?
    Rapporten giver et eksempel. I en sag, hvor en kvinde blev voldtaget af en ven, der kom på besøg, står der om kvinden: "var iklædt natkjole og morgenkåbe, da hun lukkede op og lukkede ham ind i lejligheden".

    I en anden sag lyder det at: "forurettede var iført en sort nedringet, lang kjole, som hun havde lånt af sin mor, samt højhælede sko", og senere bliver det igen præciseret: "forurettede var klædt let på, iført en tynd nedringet selskabskjole til trods for kulden og tidspunktet omkring 23.30."

    Den norske undersøgelse viste også, at i nogle domme vurderer retten overgrebet som værende en ukontrollabel impulshandling fra den tiltalte mands side. Og at i de domme, hvor impuls-aspektet blev berørt, fik det formildende effekt på dommen.

    I en afgørelse hedder det f.eks.: "Som formildende omstændighed lægger retten vægt på, at det var pigen, som var den pågående, at tiltaltes brøde først og fremmest bestod i, at han lod sig friste." Sagen omhandlede en 30-årigs overgreb på en 13-årig pige. Og i en anden sag, hvor pigen var 14 år, hedder det: "Jeg peger særligt på, at forurettede var næsten 14 år gammel, at hun var veludviklet og ikke antages at have taget nogen skade hverken fysisk eller psykisk."

    Sidst, men ikke mindst, viste undersøgelsen også, at hvis offeret havde udvist overvældende reaktioner umiddelbart efter overgrebet, styrkede det hendes troværdighed i retten: "Hun gav ægte udtryk for angst og rædsel, hun græd og hyperventilerede."

    En lignende undersøgelse er aldrig blevet foretaget i Danmark. Alligevel er der grund til at tro, at kulturelle forestillinger om køn også spiller en rolle her i landet, når det gælder myndighedernes vurdering af et voldtægtsoffers troværdighed.

    Det mener Mette Lykke Nielsen på baggrund af sin undersøgelse, hvor holdningen til voldtægt i politiet bl.a. undersøges.
    - Min undersøgelse har mange ligheder med den norske. I voldtægtssager er det ofte påstand mod påstand, fordi der sjældent er nogle fysiske spor. Politiet må nødvendigvis have en kritisk indstilling til det, de hører, og det har de også. Men der er en tendens til, at der er mange faktorer, der kan underminere kvindens position som 'troværdigt vidne' og 'troværdigt offer'. Når politiet vurderer et offers troværdighed, så vurderer man f.eks. hendes reaktion: Græder hun eller græder hun ikke? Er det ægte gråd eller er det skuespil? Der foregår altså hurtige og subjektive vurderinger af, om hun lyver eller ej, siger Mette Lykke Nielsen.

    Men reaktioner siger intet om, hvorvidt en kvinde er troværdig eller ej, mener Karin Steen Madsen fra Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre.
    - Man skal ikke lade sig snyde og tro, at den, der ikke reagerer voldsomt, ikke er lige så hårdt ramt, som den, der reagerer voldsomt. Enhver reagerer jo på sin egen måde. Det kan man ikke afgøre noget på. Den voldtagne kvinde, du møder den første dag, kan være en helt anden kvinde, når du møder hende to dage senere.

    Det samme gælder voldtægtsofres gengivelse af begivenhederne.

    I nogle sager kan det blive opfattet som troværdighedssvækkende, hvis kvinden, der er blevet voldtaget, begynder at ændre i sin forklaring eller pludselig får svært ved at huske rækkefølgen i begivenhederne. Det var tilfældet i Nørrebro-sagen.

    Men ifølge Karin Steen Madsen er det også en helt almindelig - og videnskabeligt dokumenteret - form for reaktion hos et voldsoffer.
    - At opleve et overgreb er som at få smidt en bombe i sindet, hvor fragmenter og partikler af oplevelserne begynder at flyve rundt. Det sker, fordi alt i det øjeblik bliver sat ind på én ting: At overleve. Ofrene husker derfor sjældent faktuelle ting men husker meget mere sanseindtryk. Derfor sker der ofte det, at de kommer til at bytte om på hændelserne, eller at de først senere kommer til at huske ting, de umiddelbart havde glemt, forklarer Karin Steen Madsen.

    Mette Lykke Nielsen peger også på sagen om gruppevoldtægten på Nørrebro som eksempel på, at de kulturelle forestillinger stadig rumsterer.
    - I den konkrete sag vurderede man kvindens seksuelle indladenhed ved at se på, om hun havde snakket med nogen i baren eller ej. Man hæftede sig ved, hvordan hun havde opført sig i baren, og om hun var alkoholpåvirket. Derimod fremgår det ikke af domsskriftet, at mændene tilsvarende er blevet testet for seksuel indladenhed, der står heller ikke noget om, hvem de talte med i baren, og om de var alkoholpåvirkede.

    Den norske rapport påpeger, at retssystemet bør arbejde systematisk med hvilke menneskesyn og holdninger, der ligger bag retssystemets vurderinger af voldtægtsofrenes troværdighed.
    - Det var måske også en anbefaling der var værd at tage alvorligt i Danmark. Det skulle jo nødig ende sådan, at retssystemet er fanget i en 50'er tidslomme, hvor forældede normer for normal adfærd for kvinder og mænd hersker, siger Mette Lykke Nielsen.

    F.eks. viser hendes undersøgelse, at de politifolk, hun har interviewet, skelner mellem en ”rigtig” voldtægt og andre voldtægter. En ”rigtig” voldtægt beskrives som den slags, hvor en fremmed mand springer ud af busk og overfalder en kvinde. Den slags voldtægter udgør kun 1/3 af voldtægterne, der begås i Danmark. Langt de fleste er såkaldte kontaktvoldtægter, hvor gerningsmanden og kvinden kender eller har været i kontakt med hinanden før voldtægten.

    Ledende jurister her i landet tvivler dog på, om man i Danmark vil kunne finde samme tendenser som i Norge.
    - Jeg vil gætte på - og det er med kraftig understregning under gætte - at man i danske domstole måske ville kunne finde få tilsvarende synspunkter endnu. Endnu. Der er sket en kraftig udvikling de sidste 25 år, derfor siger jeg endnu, siger Vagn Greve.
    - Man skal huske på, at domstolene får flere og flere kvinder ind, så synspunkter af den slags vil forsvinde mere og mere.

  • Offeret har en ringe retsstilling i Danmark

    Gorm Toftegaard Nielsen afviser, at fordomme om køn spiller ind på domstolenes vurderinger.
    - Danmark er, hvad seksualmoral angår et forholdsvist oplyst land, synes jeg. For 30 år siden ville man måske have sagt at en kvinde, der gik med en fyr hjem for at drikke kaffe og herefter blev voldtaget, selv havde lagt op til det. Det vil man bestemt ikke sige i dag. Og jeg tror ikke, dommerne vil sige det heller. Jeg synes, man fokuserer for lidt på, at det er almindelige mennesker som du og jeg, der har set og hørt det hele, som tager stilling i disse sager. Men det er klart, at den overordnede politiske udvikling har en vis betydning på domstolenes afgørelser. F.eks. er jeg ikke i tvivl om, at kvindebevægelsen har ændret vores syn på voldtægtssager i Danmark.

    Til gengæld vil Gorm Toftegaard Nielsen gerne se nærmere på ofres retsstilling i Danmark for komme bl.a. voldtægtsofre til hjælp.
    - Jeg mener, at offeret har en for ringe stilling efter dansk ret, hvis man sammenligner internationalt. I Danmark tager man mere hensyn til beskyttelsen af anklagede end offeret, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

    F.eks. har den danske kvinde, der bliver voldtaget og får sin sag i retten, ikke krav på at vide, hvornår der er retsmøder i den sag, hun er offer i. Hun har kun krav på at få at vide, hvornår hun selv skal vidne - og dét senest aftenen før retsmødet. Derimod har den anklagede mand krav på at blive varslet om alle retsmøder.

    I Norge, Sverige og Finland har den forurettede til gengæld ret til at få at vide, hvornår der bliver afholdt hovedmøder i sagen.

    Den forurettede kvinde i Danmark har heller ikke krav på at se politidokumenterne i hendes sag eller at få en kopi af dommen, når den er nået til vejs ende. Men den tiltalte kan godt se politidokumenter. Og i øvrigt har pressen ret til en kopi af dommen!

    I Danmark må den forurettedes bistandsadvokat kun fremføre erstatningskrav i retten - intet andet. Men bliver en svensk kvinde voldtaget og skal i retten, er hendes bistandsadvokats fornemste opgave at styrke hendes troværdighed ved at afhøre hende i retten.

    At Danmark således halter godt bagud i forhold til sine nordiske naboer, viste også en undersøgelse, som det norske justitsministerium bestilte for to år siden. Den konkluderede, at danske ofre er meget dårligere stillet end de fleste andre ofre i Norden.
    - Danmark ligger i bunden, siger Anne Robberstad, professorstipendiat i jura ved Senter for europarett ved Oslo Universitet og forfatter til undersøgelsen.
    - Den store skillelinje går mellem på den ene side Finland og Sverige, og på den anden side Norge, Danmark og Island. Den består i, at ofrene i Finland og Sverige i langt større udstrækning betragtes som en naturlig part og som en - potentiel - fuldgyldig deltager i sagen.

    Lige nu er Norge derfor ved at undersøge, om norske ofre skal have bedre rettigheder. I sommers sendte den norske justitsminister, Odd Einar Dørum, et forslag ud i høring, som vil styrke ofrenes stilling i det norske retssystem ved at gøre ofrene til parter i sagen på linje med den tiltalte.

  • Det handler om mænds seksualitet

    Skal man bekæmpe voldtægt fremover, er det langt fra nok bare at diskutere jura, mener maskulinitetsforsker Kenneth Reinicke.
    - Det kontroversielle er ikke det juridiske. Hvis man skal tænke præventivt og langsigtet, så handler det om at få en diskussion af de mørke og destruktive sider af mænds seksualitet: Hvorfor er det mest er mænd, der går til prostituteret, masturberer til porno eller begår seksuel vold? Lige præcist dét er der ingen, der diskuterer, når vi diskuterer voldtægt. Mænd er på den måde et usynligt køn - på samme måde som når der skal diskuteres barsel eller ligestilling i øvrigt, siger Kenneth Reinicke.
    - Vi har heller ikke svært ved at tale om voldtægt i kategorier: Hvor skete det, hvor mange sker det for, foregår det mest i hjemmet eller på gaden eller i en park? Men hvis vi skal forhindre, at voldtægter fortsætter eller gentager sig, er det vigtigt, at vi begynder at debattere: Hvad kan vi lære af det her?

    Hvorfor gør mænd det?

    Hvorfor nogle mænd voldtager var til forskel fra den aktuelle Nørrebro-sag derimod det underliggende tema i en anden gruppevoldtægtssag, som udspillede sig i 2000. Det var sagen om syv unge mænd med indvandrerbaggrund, der blev dømt for massevoldtægt mod en 14-årig pige - med dansk baggrund - i Bispehaven i Århus.

    Sagen startede en hed debat om voldtægt - ikke mindst efter at de unge mænd blev fotograferet med med familie og fuck-fingre uden for byretten. Samme år blev to andre unge mænd med indvandrerbaggrund også dømt for sammen at voldtaget en kvinde på en offentligt toilet i København.

    Og snart ulmede vreden i den danske befolkning over unge mænd fra "kvindeundertrykkende" kulturer, deres forhold til danskere i almindelighed og til danske piger i særdeleshed.
    - Det er meget interessant at sammenligne sagerne. I Århus-sagen var holdningen, at ingen dansk pige frivilligt vil have sex med syv indvandrere, siger Kenneth Reinicke.
    - Men i Nørrebro-sagen er det helt anderledes. Her er tale om gode danske drenge, der arbejder hårdt. Så de kulturelle aspekter kan vi altså godt diskutere, når det handler om indvandrere og voldtægt - så er der faktisk ingen grænser for, hvor meget man kan inddrage kulturaspektet. Men når det er normale danske mænd, det handler om, er det kulturelle aspekt fuldstændigt fraværende.

    Harmen over mændene i Århus-sagen kunne advokat Hanne Gullitz også mærke dengang. Hun var forsvarer for en af de tiltalte unge mænd og oplevede flere gange, at udenforstående blev vrede på hende over, at hun var forsvarer i sagen.
    - Vi forsvarsadvokater oplevede bl.a. at blive politianmeldt for at krænket den forurettede. Vi fik også smædebreve og trusselsbreve, og der blev vist også oprettet en side på internettet. Men jeg gjorde jo bare mit arbejde, siger Hanne Gullitz.

    Hun mener derudover ikke, at man overhovedet kan sammenligne de to sager - eller at det i forhold til udfaldet af sagerne gør nogen forskel, om man hedder Ahmed eller Brian.
    - Det, der var forkert, i den sag, jeg var involveret i, var lukketheden. Det var en stor fejl, at pressen fik lov til at referere fra sagen samtidig med at dørene blev lukket, når de implicerede skulle aflægge forklaringer. Derfor blev der frit spil for tankerne, og det var mere tankespind end faktuelle begivenheder, der var i pressen. Derfor blev sagen på forhånd afgjort i pressen, selvom ingen faktisk vidste noget som helst om, hvordan omstændighederne havde været. Det influerede så på reaktionerne, hvor man efterfølgende mente, at dommen faldt for mildt ud.

    Hanne Gullitz mener derfor, at man i fremtidige voldtægtssager bør lave referatforbud, så pressen ikke kan gå ud og gøre skade, forulempe nogen eller hænge nogen ud.

    Det samme mener Gorm Toftegaard Nielsen.
    - Offentligheden får som oftest ikke kvindens forklaring, fordi den foregår bag lukkede døre. Derfor er al den forargelse over, at mændene ikke bliver dømt, egentlig ikke berettiget, fordi de folk, der udtaler sig, ikke har en jordisk chance for at bedømme beviserne. Og dermed bliver debatten ukvalificeret.

    Sagen om gruppevoldtægten på Nørrebro fortsætter i landsretten til sommer, da anklagemyndigheden har anket sagen.

    Ulrikke Moustgaard er journalist og har skrevet regelmæssigt for FORUM. Hun er nu undersøgende journalist ved Jyllands-Posten.


  • Fakta: Hvem voldtager, bliver voldtaget og hvordan

    Forbrydelsen
    I 1 ud af 2 tilfælde sker forbrydelsen i perioden fra maj til og med september.
    I 1 ud af 4 tilfælde finder forbrydelsen sted lørdag eller søndag mellem kl. 00 og 06.
    I næsten 3 ud af 5 tilfælde finder forbrydelsen sted indendøre - f.eks. i beboelse, kældre mv.
    I næsten 3 ud af 5 tilfælde varer forbrydelsen mindre end 16 minutter.
    I 1 ud af 5 tilfælde er der følgekriminalitet så som tyveri/røveri eller vold.
    I i 3 ud af 4 tilfælde er grundlaget for sigtelse ofrets forklaring.

    Ofret
    I 7 ud af 10 tilfælde er ofret mellem 15 og 34 år.
    I i 6 ud af 10 tilfælde er ofret enten uden arbejde eller under uddannelse.
    Jo bedre ofret kender gerningsmanden, jo større er fuldbyrdelsesgraden.
    4 ud af 10 voldtægter foregår på ofrets, venners, tidligere kærestes eller andres bopæl.
    I 7 ud af 10 tilfælde sætter ofret sig til modværge (den markant højeste fuldbyrdelsesprocent forekommer i de tilfælde, hvor ofret ikke yder nogen modstand.
    I næsten 2 ud af 3 tilfælde indgiver ofret anmeldelse til politiet inden for ganske få timer efter forbrydelsen.

    Gerningsmanden
    I 2 ud af 3 tilfælde er gerningsmanden mellem 15 og 34 år gammel.
    I 3 ud af 4 tilfælde er gerningsmanden af dansk nationalitet.
    I 2 ud af 5 tilfælde er gerningsmanden uden arbejde.
    I knap 3 ud af 4 tilfælde er gerningsmanden i forvejen kendt i Det Centrale Kriminalregister, og for hver femtes vedkommende er der tale om én eller flere tidligere sigtelser/afgørelser for forbrydelser mod kønssædeligheden.
    Gerningsmanden anvender kun sjældent grov vold eller våben, men søger typisk at gennemføre sit forehavende ved verbale trusler, fastholdelse og/eller mindre grov vold som slag eller eventuelt spark.

    Kilde: I 1998 udgav Rigspolitichefen undersøgelsen Voldtægters omfang og karakter i Danmark. Den tegnede et generelt billede af voldtæger i Danmark på baggrund af en undersøgelse af voldtægtsanmeldelser i 1990, 1991 og 1992.

    Tilbage til FAKTABOKS

  • Fakta: Straffeloven kap. 24: Forbrydelser mod kønssædeligheden

    § 216
    - Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handling

    Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
    § 217

    - Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.
    § 224

    Bestemmelserne i §§ 216-223a finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

    Stramning
    - D. 6. juni 2002 blev strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 216 forhøjet fra 6 til 8 års fængsel.
    - Samtidig vedtog Folketinget, at rigsadvokaten fremover skal følge strafudviklingen i voldtægtssager.
    - Rigsadvokaten skal også følge udviklingen i retspraksis med hensyn til, om dømte voldtægtsforbrydere kommer i politiets varetægt under ankeperioden mellem f.eks. en byretsdom og en landsretsdom.

    Retsplejeloven:

    § 185
    Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret.

    Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, samt §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen.

    Tilbage til FAKTABOKS

  • FAKTA: Citater omkring voldtægt

    "Overgreb mod et andet menneske - hvad enten det er vold eller voldtægt - er en forbrydelse mod det helt fundamentale i vores samfund: Respekten for det enkelte menneske." - VK-regeringen, 2001, i regeringsgrundlagets afsnit om, hvorfor der skal være hårdere straffe for bl.a. voldtægt

    "Politikerne interesserer sig kun for ofre i et øjemed: De påstår, at hensynet til ofrene kræver strengere straffe." - Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet, til Morgenavisen Jyllandsposten i december 2001.

    "Piger med bart maveskind kan virke som psykisk mobning. Det kan provokere etniske minoriteter og pirre drenge."
    - Jens Færk, formanden for de danske skoleledere, til Kristeligt Dagblad i juli 2001

    "Hvis der kom en pige, der havde haft den samme kæreste i to år og sagde, hun var blevet voldtaget, så ville man tro meget mere på hende end på en, der har haft mange og skiftende kærester." - Thor, 13 år, til Dagbladet Information i november 2000.

    "De unge piger er en ekstremt stor risikogruppe, og hvis man går ud i gaderne en fredag eller lørdag aften, er det ikke svært at se hvorfor: Piger på 14-15 år kommer væltende ud af diskotekerne - sanseløst berusede - klokken fem-seks om morgenen." - Preben Juel Hansen, tidligere chefkriminalinspektør ved Århus Politi, på voldtægtskonference i Århus, november, 2000

    "De har bare fået en melding om, at der er en luder i skuret, og hvis det ikke vækker de boblende hormoner i den alder, ville det være mærkeligt. Men det gør ikke nogen til forbryder." - Hanne Gullitz, forsvarsadvokat i sagen om syv drenge med indvandrerbaggrund, der i 2000 stod tiltalt for at have voldtaget en 14-årig pige i et skur i Bispehaven i Århus.

    Tilbage til FAKTABOKS
  •  
    Læs mere
    Center for Voldtægtsofre i Århus
    Undgå vold og voldtægt
    Joan-søstrene

    Mænd mod vold mod kvinder
    White Ribbon Danmark
    Men against Sexual Violence
    Men Can Stop Rape

    KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk