Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinder vil ha' pladsgaranti i LOs ledelse

 

Kvindeligt Arbejderforbund fik et nederlag, da de foreslog kønskvotering i LO’s ledelse, men LO-formand Hans Jensen lover, at nu skal der ske noget med ligestillingen i fagbevægelsen

 

 
FORUM/28.2.2003 Det nævnes så ofte i debatten, at man skulle tro, det var en almindelig foranstaltning på linie med fiskekvoter og klassekvotienter. Og det omtales så aggressivt, at man skulle tro, nogen havde lidt under det – virkelig mistet en mulighed, en fordel, bare fordi andre skulle kvoteres ind.

Kønskvotering er ordet, der opskræmmer ved sin blotte og bare nævnelse, om end det i praksis er nærmest ikke-eksisterende i dag – et ord, der puffes rundt i væmmelse og holdes ud i strakt arm, undtagen af de mennesker, der mener, at intet skal lades uforsøgt i arbejdet på at opnå reel ligestilling.

Dem finder man blandt andet i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD).

Forbundsledelsen stod i begyndelsen af februar bag et meget omtalt forslag om kønskvotering i LOs daglige ledelse. Baggrunden er, at LO har 1,4 millioner medlemmer, hvoraf halvdelen er kvinder, men medlemssammensætningen afspejles bare ikke i hovedorganisationens ledende organer.

Selvom forslaget blev trukket tilbage, inden LOs ekstraordinære kongres kom i gang, satte det dog pludselig gang i en ligestillingsdiskussion, som angiveligt har været fraværende i LO.
- Det er, som om den diskussion kører nogle andre steder end i LOs øverste organer, kan man vel godt sige uden at fornærme nogen, siger KAD’s næstformand Jane Korczak.

LOs formand Hans Jensen udtalte efter kongressen, at snæver kønskvotering vil give et demokratisk underskud, og det har nu fået Jane Korczak til at kalde ham ind til en ”kammeratlig samtale”. Hun mener, at LO som hovedorganisation bør sende signaler til samfundet om, at ligestilling er vigtig – på samme måde, som Folketinget sender signaler, når det lovgiver.

Men hvad skete der egentlig, siden KAD trak sit forslag tilbage, allerede inden kongressen gik i gang?
- Jeg deltog selv i et kongresudvalgsmøde med repræsentanter for de andre forbund om tirsdagen, som var det sidste møde inden kongressen om lørdagen. Og her havde vi en meget lang diskussion om kønskvotering og ligestilling, og det var så positivt, at det er værd at fremhæve, synes jeg. Det er første gang i min tid i fagbevægelsen, at vi har haft så seriøs en diskussion i sådan et organ i LO. Jeg synes faktisk, at den diskussion tjente mændene i udvalget til ære. De forholdt sig sgu seriøst til det, og det var en positiv overraskelse for mig, fortæller Jane Korczak.

LOs formand Hans Jensen bekræfter den gode stemning:
- Det er nok første gang, at Jane Korczak har fået så kvalificeret en diskussion om det emne. Jeg tror, hun havde regnet med at blive blæst ud af banen, men hun var positiv over, at vi rent faktisk tog det alvorligt. Folk var ikke enige i midlerne, men i hensigten og det meget mere intensivt, end jeg har hørt tidligere.

Men KAD trak alligevel forslaget tilbage inden kongressen. Jane Korczak fortæller hvorfor:
- Der skete det i kongresudvalget, at forslaget ikke kunne ”nyde fremme”. De fleste havde sympati for hensigterne men mente, at det var nogle forkerte midler. At der skulle være lige mange af hvert køn i LOs ledelse, og at man skulle afspejle medlemssammensætningen, var der sympati for, men man kunne under ingen omstændigheder støtte vores formulering, for den kunne opfattes, som om KAD ville blande sig i, hvem de enkelte forbund valgte til formænd. Og det var aldrig hensigten, for vi kan jo ikke bestemme, hvem der er forbundsformand i Metal.

Men kunne de ikke acceptere forslaget som en hensigtserklæring?
- Nej. Vi havde jo kønskvotering som et forslag til de nye love, men valgte så i stedet at flytte det over i værdigrundlaget, hvor der kom til at stå, at man på sigt skal afspejle medlemssammensætningen.

Men det er lidt mere diffust, end det I forslag, I spillede ud med?
- Hvis vi var blevet stemt ned her, ville det ikke være særligt taktisk klogt. Vi har heller ikke haft tid til at lave det store benarbejde eller lobbyarbejde forud for kongressen. Det kræver det i hvert fald. KADs hovedbestyrelse mente så, at det ville være bedre at trække forslaget og så gøre noget mere ud af det frem til vores ordinære kongres i efteråret. Når nogen udtrykker, at de har sympati for hensigterne men ikke midlerne, kan det jo godt være, at vi skulle tage nogle runder med hinanden om, hvad kan vi blive enige om i stedet for.

Men tror du, der er nogen fremtid for tanken om kønskvotering, som i forvejen er behæftet med så megen negativitet?
- Det kan da også godt være, at vi skal vælge at sige ”pladsgaranti” i stedet for, griner Jane Korczak og nævner igen diskussionen i kongresudvalget, hvor hun fornemmede, at viljen er til stede. Derfor tror hun også på, at forbundene kan nå til enighed.

Invitationen til en ”kammeratlig samtale” om kønskvotering og ligestilling er modtaget af Hans Jensen, som har sagt ja til at møde op. Han mener dog stadig, at matematikken, den ligelige fordeling af mænd og kvinder ned til decimaler, ikke er vejen frem.

Man kan sige, at kønskvotering er en kollektiv foranstaltning, der vil gå ud over individuelle mænds muligheder for at blive valgt. Er det slemt?
- Nej, det er ikke det, der er min pointe. Jeg synes ikke, det er særlig slemt. Jeg mener også, at det er helt rimeligt, at hovedbestyrelsen arbejder med ligestilling og kommer med indstillinger, men om kongressen så vælger anderledes, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil ikke kritisere store forbund, hvor der er et flertal af kvinder på kongressen, som kan finde på at vælge en mand som formand. Hvis de havde haft muligheder for at vælge nogle andre, skulle de have gjort det. Jeg er nødt til at have en respekt for det demokrati.

Men mener du da, at ligestillingsopgaven primært ligger ude i medlemsorganisationerne?
- Ja, det gør den selvfølgelig. Der er ingen tvivl om, at i hele rekrutteringssystemet ligger den i medlemsforbundene. Men jeg kan jo også se, at på LOs fagpolitiske uddannelse er der stort set lige mange mænd og kvinder, og vi håbede jo engang, at det ville medføre, at når udbuddet var lige stort på tillidsmandsniveau, ville ligestillingen automatisk blive ført igennem. Men det gør den ikke. Nu er der i hvert fald gået tyve år, uden at det på afgørende vis er slået igennem, og da begge køn er lige kvalificerede til opgaven, må der være andre årsager. Det er dem, jeg har givet et tilsagn om at kigge nærmere på. Jeg vil gerne diskutere, om den måde, vi organiserer arbejdet på, er udpræget imødekommende overfor mænd og ikke overfor kvinders livsvilkår, og det tager vi op.

Mener du dybest set, at kønskvotering er udemokratisk?
- Nej, kvotering i opstillingsmæssig henseende er ikke udemokratisk. Men hvis man vælger seks personer, og to bagefter kommer ind, fordi de er kvoteret ind pga. deres køn, så mener jeg, det er forkert. Når valgsituationen er overstået, skal man ikke kunne kvoteres ind.

Kønskvotering skaber altid en afstandtagen. Kan man ikke sige, at nogle forbund også kvoterer, når de sørger for, at forskellige geografiske områder skal have repræsentationer?
- Jo, det har du selvfølgelig ret i.

Hvis nu for eksempel der ikke er så mange bornholmere, men de alligevel er sikret en plads i hovedbestyrelsen – det gør dem vel ikke mindre kvalificerede, at pladsen er givet på forhånd?
- Nej, men det er jo geografiske eller bestemte faglige områder, der kvoteres ind. Du mener, at så skal man betragte kønnene på samme vis?


Det er vel ikke værre at kvotere på den ene faktor end den anden?
- Jeg synes, det vil være underligt. Nu har vi ikke de der geografiske hensyn inde i LO som nogle af forbundene, men jeg har et medlemsforbund, som kun har en repræsentant i hovedbestyrelsen og andre forbund, som har fem repræsentanter, og det har de så i kraft af deres størrelse. Men hvem de stiller op med, er deres eget ansvar. Men jeg vil som sagt gerne være med til at undersøge, om LO som organisation er indrettet på en måde, så vi giver plads til begge køn. I øjeblikket er det sådan, at i LOs ledelse har vi seks personer, heraf to kvinder. Så længe vi svinger derimellem, at der er fire mænd - to kvinder eller fire kvinder - to mænd, så mener jeg, at vi er repræsentative i forhold til vores organisationer. Og jeg håber da, at når jeg går af, bliver både formanden og næstformanden kvinder. Det har jeg ikke noget problem med.

Socialdemokratiet og SF brugte også kønskvotering tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Synes du, det var udemokratisk?
- Nej, jeg er helt positiv overfor det i opstillingsmæssig henseende. Der skal man kunne opstille, så der både er mænd og kvinder, og man må for min skyld gerne kvotere. Men jeg tænker på beslutningsprocessen, når den enkelte person skal sætte sit kryds – ligesom ved et folketingsvalg. Uanset om S og SF havde opstillet lige mange mænd og kvinder i forbindelse med valgsituationen, var det vælgerne, der bestemte, hvem der blev sat ind. Sådan er det også i de organer, vi har.

Der skiller det for dig?
- Ja, det gør det, men jeg er jo ikke færdig med ligestilling af den grund, for problemet består i, hvad det er for nogle fælder, der så findes. Som jeg nævnte for dig, er der lige mange mænd og kvinder på vores fagpolitiske uddannelse, og vi har regnet med, at det måtte slå igennem på et tidspunkt, for de dygtige kvindelige tillidsrepræsentanter er jo ligeværdige. Men det er ikke sket, og den erkendelse er ved at finde på plads nu. Vi har godt nok iværksat nogle flere aktiviteter, mainstreaming osv., som vi forsøger at arbejde med, men det har stadigvæk ikke løst problemet. Vi kan ikke blive ved med bare at iværksætte aktiviteter, der skal fremme kvindernes muligheder. Hvis det ikke løser problemet, må der være noget i vejen med vores måde at organisere og indrette vores faglige arbejde på, og det må vi gøre noget ved.

Og den forståelse er ved at lande?
- Ja, jeg synes i hvert fald ikke, der er flere undskyldninger tilbage, siger Hans Jensen.

Han har lovet at sikre, at LO til kongressen i oktober rapporterer af, hvad det er, fagbevægelsen skal arbejde med for at løse problemet med mere ligelig repræsentation. I mellemtiden bliver alle forbund plus alle, der i øvrigt kan hjælpe, indkaldt i processen – og også LOs hovedbestyrelse, ”så der ikke er nogen, der kan undslå sig”, som Hans Jensen udtrykker det.

Det er ikke bare i LO og mange medlemsforbund, at man slår sig i tøjret, når kønskvotering kommer på tale. Det har altid været et skældsord og noget, som affødte stærke pro-contra holdninger.
- I Danmark har man aldrig kunnet lide at diskutere kvoter, kun fiskerikvoter, og det kan man heller ikke lide. Man kan ikke lide tankegangen, for det står i modsætning til det der meget liberalistiske syn om, at der skal være frit valg, siger lektor Ann-Dorte Christensen fra AUC, der har forsket i kvindepolitiske strategier i politiske institutioner, med særligt fokus på partidebatter om kønskvotering.

Både Socialdemokratiet og SF har benyttet sig af kønskvotering fra slutningen af 1970’erne og frem til 1996, hvor det afgik ved en forholdsvis stille død. Der var både opstillingskvoter i forhold til folketingsvalg og også partikvoter i forhold til det interne partihierarki.
- Hos SF har kønskvotering nok haft den største gennemslagskraft og den største betydning, også fordi det var dér, store dele af rødstrømpebevægelsen blev integreret. Men der var også meget modstand i partiet og en tydelig konflikt mellem den feministiske strømning, der kom ind og så dem, der havde et mere arbejderistisk synspunkt. Det var den samme diskussion, man havde i VS, hvor man mente, at det var klasse og ikke kønnet, der havde betydning, hvis man skal sige det lidt firkantet. At det var de politiske fraktioner, den politiske stillingtagen indenfor partiet, der var afgørende, og ikke hvilket køn man havde, fortæller Ann-Dorte Christensen.

Der var endda også kritik i partierne af, at kønskvotering var et udemokratisk tiltag, fordi det favoriserede nogle frem for andre.

For SFs vedkommende kom der en ny generation af politikere til, bl.a. Christine Antorini, som mente, at man skulle have et ligestillingsprogram, der handlede om både mænd og kvinder, om mænd som fædre osv. De mente, at kønskvotering var et gammeldags feministisk krav, og det blev sådan set vedtaget uden særlig meget palaver, at man bare lod være med at have det, siger Ann-Dorte Christensen.

I Socialdemokratiet var det kongressen, der stemte imod et forslag fra hovedbestyrelsen om at fortsætte med kønskvotering.
- Det var meget tankevækkende, at da det danske socialdemokrati ophævede sin kønskvotering i 1996, så indførte det svenske og det finske socialdemokrati for første gang kønskvotering. Norge har også en helt anden opfattelse af kvoter end os. Stort set alle partier i Norge har kvotering, og det findes også på en masse områder på arbejdsmarkedet, fortæller Ann-Dorte Christensen.

Ud fra et feministisk synspunkt vil hun dog være betænkelig ved kvotering på områder, hvor man ikke er sikker på, at man har kvinder nok, der kan rekrutteres ind.
- Det var også det, der på et tidspunkt blev problemet i SF, for kvotering skal altså kombineres med et kvindepolitisk pres, det kan ikke rigtigt stå alene. Man kan godt bruge det til at vise, at vi er mange, der gerne vil ind, men der skal være et pres, for det er tomt instrument, hvis ikke der er nogen, der vil, siger hun.
Der er ingen lov, som forhindrer kvotering i politiske partier, men på arbejdsmarkedet må man kun lave ”særlige initiativer til fremme af ligestilling” – dét, der tidligere hed ”positiv særbehandling”.

Der er altså ikke kompetence til at kønskvotere på arbejdsmarkedet - heller ikke ved de enkelte ressortministre, som til gengæld gerne må give tilladelse til særlige initiativer til fremme af ligestilling; de får bare ikke særligt mange ansøgninger om dispensation, fortæller souschef i Ligestillingsministeriet, Mette Seneca, og fortsætter:
- Der, hvor man kommer det med kvoter nærmest, er i virkeligheden i forhold til råd, nævn og udvalg, hvor der simpelthen er sat en grænse, der siger, at der skal være lige mange kvinder og mænd, men det skal stadig være kvalificerede folk.
EU, som kvinder ellers kan hælde hovedet til, når det gælder progressiv ligestillingspolitik, vil heller ikke bruge kønskvotering som redskab til at fremme ligestillingen.

I slutningen af 1990’erne faldt der ved EF-domstolen afgørelse i to store arbejdsmarkedssager om, at man ikke må have automatiske kvoter. Linien er klar: Man må godt skrive, at man helst vil have kvinder, men hvis en kvalificeret mand søger, må han ikke frasorteres automatisk.

I det omfang, der foregår kønskvotering i EU-området, lader det til at være under afvikling, siger Mette Seneca
- Det er, fordi man lægger vægt på at tænke ligestilling ind på andre måder. Det må ikke blive noget, der kun virker, mens kvoten er der. Det skal være tiltag, der er fremsynede, f.eks. mainstreaming-strategien. Problemet kan være – vi ved det ikke, men det er der nogen, der tror – at lige så snart man fjerner kvoten, så havner man tilbage i den gamle situation. Spørgsmålet er, om det har nogen virkning på lang sigt med de her kvoter, eller om det er helt andre ting, der skal til? Skal man ikke i stedet geare systemet, så man både tiltrækker kvinder og mænd? Det er den tilgang, vi oplever i EU – at strukturerne skal ændres.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
LO
Kvindeligt Arbejderforbund
Ugebrevet A4
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk