Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Tabu i kunstverdenen

 

Det er pinligt at tale om i kunstkredse, og mange vil kalde problemet noget pjat, men nu sker det: En konference sætter fokus på, hvorfor kvindelige kunstnere er så underrepræsenterede på de danske museer. Kun 6,5 % af de indkøbte billeder over en ti-årig periode på ti store danske museer er lavet af kvinder. Skal kvoter rette op på skævheden?

 

 
FORUM/31.3.2003 Der går en lige linie fra tal på ti statsanerkendte danske museers kunstindkøb til den åbne konference om ligestilling i kunstverdenen, som finder sted på Kunstakademiet i København den 5.-6. april.

Initiativtagerne til konferencen blev så chokerede over at se, at kun i gennemsnit 6,5 procent af de indkøbte malerier i perioden 1989-1998 var skabt af kvindelige kunstnere, at de lige siden har knoklet for at skabe et forum, som kan sætte problemet til debat: Hvorfor bliver kvindelige kunstnere ikke indkøbt i større skala, og hvad skal der til for at bryde igennem det kønsbestemte glasloft, som åbenbart også eksisterer i kunstens verden? (Tallet 6.5% er baseret på en undersøgelse Dagbladet Information lavede på baggrund af oplysninger fra Statens Museumsnævn, 8. marts 2001.)

Konferencen, der hedder Før usynligheden og består af oplæg og paneldebat, har blandt andet billedhuggeren Elisabeth Toubro som primus motor, og man kan ikke beskylde hende for at være en forurettet kunstner, der ikke tjener nok på at sælge sine værker.

Hun er velrenommeret, får lov at udstille, bliver købt og får god kritik.
- Nogen har sagt, at jeg da ikke kan klage! Og jeg klager heller ikke, men hvis ikke lige præcis VI, der har klaret mosten så godt, som vi har, stiller op, hvem gør det så? Så vil man jo meget lettere kunne tilbagevise kritikken og sige: Det er bare, fordi du er en dårlig kunstner, at du ikke bliver købt!

På trods af succesen har også Elisabeth Toubro oplevet det, hun kalder repressiv tolerance, tavshed eller resultatløs velvillighed. Kvinders præstationer i kunstverdenen giver ikke nær så mange bølger i vandet som mænds - den går meget hurtigere død - og det har i sidste ende den konsekvens, at kvinderne ikke er nær så synlige og ikke får nær så mange opgaver som de mandlige kolleger.

- Men vi tør jo næsten ikke diskutere det. Det er jo også derfor, at det er med en vis skælven, at man kaster sig ud i det her med konferencen, for vi ved jo godt, hvordan det blive opfattet: "Skal vi nu høre på det igen, hvad er det for noget pjat, sådan kan man slet ikke snakke om kunst, det handler bare om talent og kvalitet osv." Og ja, talentet er udemokratisk i sig selv, men vi stiller så en række spørgsmål. Hvad er det at have talent, og hvem er genial og hvem ikke? I en kunstverden, hvor du kan udstille hvad som helst ragelse, du har fundet på jorden og kalde det kunst, og det kan blive omtalt i avisen og indkøbt af et museum, må vi altså spørge til, hvad kunstnerisk kvalitet er. Det vil jo altid være en tolkning i tiden, siger Elisabeth Toubro.

Hun frygter for den kunstneriske arv, for hvordan vil det se ud om 50 år? Hvis kvindelige kunstnere ikke er indkøbt i den tid, de levede i, vil de være væk. Børnene og familierne vil have kastet værkerne ud, for ingen anerkendte dem og så dem som noget værdifuldt.

Derfor skal diskussionen på dagsordenen nu, og i den forbindelse er der to vigtige forhindringer at styre udenom. Elisabeth Toubro nævner brødnid som den ene. Det er en kamp for alle, også de mandlige kunstnere, at blive anerkendte og få opgaver, alles kamp mod alle, så at sige. Der er ikke så mange penge og derfor ikke så meget storsind til at sige, at man kun vil udstille, hvis der er lige mange mænd og kvinder involveret.

Det andet er et dårligt diskussionsmiljø, som er for subjektivt og følelsesladet, og som bør erstattes af et nyt "rum", som også mændene føler sig tilpas i:
- Vi bliver simpelthen nødt til at finde et nyt rum at tale ind i, hvor vi ikke står i en kampstilling på hver sin side, men skaber rum for en dialog, som mændene godt tør tage uden hele tiden at være bange for at få en pistol i nakken. Hvis vi ikke skaber sådan et rum, kan vi ikke udvikle en terminologi og en måde at snakke om de her problemer på, som er givende. Så bliver det skyttegravskrig, og det er meget dårligt, siger Elisabeth Toubro, som håber, at konferencen kan blive et sådant rum.

En vigtig grund, til at hun gik ind i arbejdet med konferencen, var den øjenåbnende oplevelse, det var for hende at blive medlem af Akademirådet.
- Da oplevede jeg for første gang i mit liv, at hver eneste gang, vi skulle pege på et person til et udvalg, var det et krav fra ministeriet, at vi skulle pege på en mand og en kvinde. Det er indført i loven, og det er simpelthen helt genialt, fordi vi gjorde alle sammen dét - også jeg selv - at vi begyndte med at tænke på en mand, der var cirka 45 til 65 år. Så skulle vi også tænke på en kvinde, og efter lidt tid fandt vi en kvinde i den samme aldersgruppe, og så tænkte vi: "Skulle vi ikke prøve at finde én, der var lidt yngre?" Så blev vi også nødt til at tænke på, om det ikke var københavneri, så vi måtte finde en fra Jylland osv.

- Pludselig er man enormt langt omkring, og man opdager, at der jo er mange kvinder, som kan klare opgaven. At blive tvunget til det var en fantastisk øvelse. Man er nødt til at indføre et princip om - og det har politikerne så gjort med den regel i loven - at man kan godt forvente at finde en kvinde, og det kan vi også, og når vi beder hende om at tage opgaven, så klarer hun det selvfølgelig. Og jo flere gange, det sker, jo mere vi får opdraget de unge kvinder allerede fra deres akademitid, til at de også skal kunne se sig selv på den måde, vil det virkelig have en virkning, mener Elisabeth Toubro, der selv er 45 år og tilhører den såkaldte 1980'er-generation af kunstnere.

På Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg føler direktør Nina Hobolth sig ikke ramt af kritikken med for få indkøb af kvindelige kunstnere, og hun ville ikke være helt imod en generel kvote-ordning i en periode, indtil det værste efterslæb var indhentet. Men der er måske noget endnu mere grundlæggende på spil, som forhindrer kvinders repræsentation, og det er den automatik, både mænd og kvinder tænker med, og som Elisabeth Toubro lige gav et eksempel på. Nina Hobolth kalder det en massepsykose, som vi skal ud af.

Og hvad består massepsykosen så i?
- At mænd altid tænker på mænd, og at kvinder tænker på mænd og så på kvinder. Jeg er 54 år, og jeg gemmer selv meget autoritetstro i min måde at tænke på, i min opvækst, i min prægning. Jeg er også autoritetstro overfor kvinder, men mænd er det bestemt ikke overfor kvinder, så man kan sige, at når kvinder nu udgør halvdelen af verden, så er der kun en fjerdedel tilbage til kvinder, for mænd tænker på mænd, og kvinder tænker på mænd og kvinder. Jeg ved, hvordan mine gamle studiekammerater kan sidde og promovere hinanden inden for mandecirkler, og hvor dårlige vi er til at gøre det samme indenfor kvindecirkler - bare at foreslå hinanden. Det er det, jeg mener med autoritetstro. Vi er sørme ikke særligt originale, jeg synes ikke, vi yder modstand, siger Nina Hobolth.
Hun mener ikke, at museernes indkøbstal er udtryk for et demokratisk underskud:

- Nej, vi har trods alt stemmeret og handlefrihed og meningsfrihed og forsamlingsfrihed, så jeg synes ikke, det er udemokratisk. Men jeg synes, det er stereotypt og vanetænkning af værste skuffe, og jeg synes jo også, at det udviser, om end det måske er ubevidst, en ringeagt for kvindelige kunstneres seriøsitet. Men hvordan kan folk også være så naive, at de tror, at kunstmuseerne afspejler en anden form for verden end den, den øvrige verden afspejler.

Den er ikke mere ideel?
- Nej, det er den ikke. Vi er underlagt markedsmekanismer og ansøgninger til fonde, og der gælder de samme mekanismer, at de, der har et etableret navn, har nemmere ved at slå igennem. Det er en meget stabil effekt, siger Nina Hobolth.
Hun tror på, at det især er en pædagogisk indsats og en skarpt øget bevidsthed, der skal ændre magtbalancen i den danske kunstverden, og den bevidsthed ejer de yngre kvindelige kunstnere som noget naturligt, hvor de ældre har måttet kæmpe sig til den.

- Der er en anden utålmodighed og en anden intolerance. Vi er ikke blevet opdraget til at stå i anden række, så det vil vi ikke finde os i, siger Kirstine Roepstorff, 30 år og medstifter af den feministiske kunstnergruppe Kvinder På Værtshus.

Hun fortæller, at der i det yngre kunstnermiljø fx blandt mandlige kuratorer hersker en generel opfattelse af, at man ikke kan tillade sig at lave en udstilling kun med mænd, uden at miste sin "street cred" og uden at det bliver meget kraftigt bemærket. Og det vil de færreste lægge navn til.
- Vores generation er måske også en af de første, der har fået mødrenes oprør ind med modermælken. På mange måder realiserer vi mere eller mindre problemløst det, som vores mødre kæmpede for. De kvindekunstnere, der kom frem i 1980'erne, havde en anden opdragelse, hvor min generation er mere vant til, at man selv sætter agendaen og former verden. Vi er blevet lyttet meget til, siden vi var små, og det er både plus og minus. Det giver også en generation af irriterende ego'er, men lige præcis i sådanne generelle diskussioner, tror jeg, det er med til at omdefinere de herskende magtstrukturer og agendaer, siger Kirstine Roepstorff.

Hun kalder det uforskammet, at kvinder er underrepræsenteret på danske museer og mener, at der burde indkøbskvoteres, indtil problemet var væk. Den enkelte kunstners egen løsning på problemet må imidlertid være - at skabe mere kunst.
- Jeg tror helt klart på, at det direkte budskab holder, men det skal også laves med humor og overskud, for det nytter ikke noget at sætte sig ned og blive sur og kræve og føle, at man får for lidt. Der skal arbejdes, ikke? Når verden ikke er, som man vil have den, er man nødt til at arbejde med den og modellere og gøre opmærksom på, at den er forkert. Det er en del af demokratiet, at man bliver ved med at gøre opmærksom på, at der bliver taget beslutninger, man ikke er enig i, og som bør laves om. Jeg tror aldrig, vi får et helt lige samfund, men det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde på det. Man skal blive ved med at sparke til bolden!

Hendes optimisme for fremtiden grunder sig blandt andet i, at der er kommet en del yngre kvindelige formidlere - kuratorer, museumsinspektører - som synes, det er spændende at arbejde sammen med kvindelige kunstnere, der har en kønspolitisk bevidsthed. Denne nye synlighed vil også smitte af på de endnu yngre kunstnere, der er på vej gennem Kunstakademiet nu. De vil opleve, at der er andre, der laver udstillinger og arbejder med politiske problematikker, som det godt kan betale sig at være bevidste om - i stedet for at skjule, at kunstnerlivet er svært.

- For det er svært, og der skal snakkes om det. Det er også kvinderne, der glemmer at markere sig selv, glemmer at tage plads, glemmer at prale og være glade for det, de gør. Man har også et ansvar for at tage sin plads, siger Kirstine Roepstorff.

Kvinder På Værtshus prøvede at undersøge, hvad der skete med de kvindelige 1970'er-kunstnere, en stærk generation, som efterfølgende ikke gjorde meget væsen af sig. Kirstine Roepstorff fortæller historien for at understrege, at netværk er en vigtig forudsætning - præcis som også Nina Hobolth nævnte det - for at bryde igennem tavsheden og usynligheden:
- Vores konklusion var, at deres netværk ikke var stærkt nok. Så længe de havde en fælles fjende, var det ok, men i det øjeblik det begyndte at gå godt, var den fælles fjende ikke så farlig mere, og så gik de ud og passede sig selv. Men det er vigtigt at være loyal, for det kan godt være, at det går MIG godt, men der er mange andre, der har det svært. Jeg er meget tilhænger af netværker og søsterloyalitet eller kollegaloyalitet, om du vil, som en slags uorganiseret fagforening. Man skal fandeme hjælpe hinanden.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver fast for FORUM.

Konferencen Før Usynligheden finder sted 5.-6. april i Kunstakademiets festsal, Kongens Nytorv 1, 1050 København K. fra kl. 10 begge dage. Alle interesserede er velkomne, og der er ingen forhåndstilmelding.



Lars Kærulf Møller, museumsdirektør for Bornholms Kunstmuseum:

- En ting er, hvor meget der er indkøbt, men det skal også ses i forhold til, hvor meget der har været udstillet og tilgængeligt for køb. Problemet ligger måske ikke i det sidste led af fødekæden, hvor kunstmuseerne køber ind, men på et andet niveau - at de kvindelige kunstnere ikke markerer sig så stærkt, f.eks. i de store udstillingssammenhænge, hvor der traditionelt købes meget ind. Hvis du ser på Grønningen, må man sige, at der er begrænset med kvinder, og det er jo et af de steder, hvor mange af kunstmuseerne køber ind. Det gælder også på Den Frie - der vrimler det heller ikke med kvinder.

- Jeg mener, at som kunsthistoriker og som museumsleder forvalter man sit job forkert, hvis man begynder at tage hensyn til, om det er en mandlig eller kvindelig kunstner i stedet for værkets kvalitet. Men du må altså ikke slutte, at kvinder er dårlige kunstnere, fordi der ikke bliver købt så meget af dem. Det må være et andet sted i fødekæden, at den hopper af. De skal styrke deres udstillingsvirksomhed. Jo mere de markerer sig på banen med væsentlige værker, jo mere vil de også tvinge vores led til at erhverve værkerne.

- Når man kigger tilbage i historien, må man jo spørge: Hvorfor fik Anna Ancher ikke malet mere? Hun trådte et skridt tilbage for mændene. Det var et manglende ambitionsniveau, og jeg tror egentlig stadigvæk, at der mangler nogle spidse albuer blandt kvinderne.

Tilbage til Enquetten

Nina Damsgaard, museumsinspektør for Vejle Kunstmuseum:

- Vejle Kunstmuseums kunstfaglige medarbejdere har ikke på noget tidspunkt skelet til ophavsmandens(kvindens) køn, når vi har overvejet et køb. Hvilket også ville være et besynderligt udvælgelseskriterium! Traditionen for at erhverve værker af kvindelige kunstnere er til gengæld lang på Vejle Kunstmuseum, men der er aldrig blevet erhvervet værker, fordi de er udført af kvinder, men fordi de er gode kunstværker.

- Det ville næppe fremme kvindelige kunstneres sag, at lave kønskvotering med hensyn til museumserhvervelser, således som det er blevet antydet i mediedebatten. De kvindelige kunstnere, der er grænseoverskridende og gode, skal nok slå igennem, præcis som deres mandlige kunstnerkolleger. Og for begge køn gælder naturligvis, at ikke alle, der udtrykker sig i billedsproget, når de samme højder, hverken i kunstnerisk kvalitet eller i "berømmelse".

De kvindelige kunstneres "ustabilitet" og dermed følgende "usynlighed", som er blevet brugt som mulig forklaring på deres manglende gennemslagskraft i den museale kunstverden, kan være en del af årsagen.

- Den væsentligste årsag må imidlertid sikkert søges dér, hvor også kvinder i andre erhverv støder mod forhindringer i deres karriereforløb: Kvinder er nok generelt mindre gode end mænd til at promovere sig, mænd bruger deres netværk mere aktivt end kvinder, og så anbefaler mænd ofte andre mænd. Den kommende kunstnergeneration vil formentlig medvirke til at ændre billedet, for det er jo den generation, der for alvor kan realisere det ligestillingsoprør som startede i 1970'erne. Og den generation er også ganske god til at gøre opmærksom på sig selv.

Tilbage til Enquetten

Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen:

Kulturarvsstyrelsen har blandt andet til opgave at rådgive landets museer indenfor kunstområdet, og i styrelsens Fællesråd drøfter man overordnede og generelle museumsfaglige spørgsmål, bl.a. anvendelse af bevillinger til kunstindkøb. Styrelsen har afløst det nu nedlagte Statens Museumsnævn som det organ, der bevilger tilskud til statsanerkendte museers indkøb af bestemte værker. Der må ikke købes tilfældigt ind; de ønskede værker skal falde ind under det givne museums særlige ansvarsområde og samlinger. Hvis de gør det, har styrelsen ingen yderligere bemærkninger. Hverken i Statens Museumsnævn eller nu i Kulturarvsstyrelsen har man drøftet køn som et parameter for indkøb af kunst, oplyser konsulent Hanne Jönsson.

- Min umiddelbare reaktion vil være, at jeg går stærkt ud fra, at museerne køber ind efter, hvilken kvalitet der ligger i billederne, uanset om de er lavet af mænd eller kvinder, siger Kulturarvsstyrelsens direktør, Steen Hvass.

Tilbage til Enquetten

Jens Erik Sørensen, museumsdirektør, Aarhus Kunstmuseum:

Da FORUM ringede for at stille museumsdirektør Jens Erik Sørensen et par spørgsmål om ligestilling i kunstverdenen med udgangspunkt i den kommende konference, fik vi hans sekretær i røret. Efter et par stikord gik hun ind for at spørge Jens Erik Sørensen, om han ville snakke med os om emnet, men det ville han ikke. Den indledningsvis forekommende tone var nu afløst af beklagelse, da sekretæren måtte meddele os, at Sørensen ikke havde tid. Havde han måske tid lidt senere? Nej, det havde han ikke. Havde han slet ikke tid? Nej.
"Det var det", sagde sekretæren så, og dér sluttede samtalen.

Tilbage til Enquetten
 
Læs mere
Artnode præsenterer 69 kvindelige kunstnere.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk