Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinder i krig

 

Kvindelige krigskorrespondenter er ikke længere et usædvanligt syn, men der er forskel på, hvordan mænd og kvinder udfører krigsjournalistik og ikke mindst i brugernes reaktioner på dem. Står en kvindelig reporter som fx Åsne Seierstad alene i et bomberamt Bagdad, giver det et helt andet signal om menneskers sårbarhed i krigen, end hvis det var en mand, mener ekspert

 

 
FORUM/London 14.4.2003 Få dage før de allieredes bomber begyndte at falde i Afghanistan, smed Talebanstyret alle vestlige journalister ud af landet. Og skulle nogen finde på at snige sig over grænsen med en satellittelefon eller et kamera, ville det betyde dødsstraf for både journalist, tolk og chauffør.

I jagten på det ultimative journalistiske scoop trodsede to britiske journalister alligevel alle advarsler. Uafhængigt af hinanden og gemt under lyseblå Burkaer krydsede Yvonne Ridley fra formiddagsavisen Sunday Express og BBCs John Simpson grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Simpson fik sin historie. Han var den første vestlige journalist i Kabul efter Talebanstyrets fald. Ridley derimod blev afsløret af Talibanerne og anklaget for spionage.

De to journalisters udgangspunkt var det samme. Begge satte de deres eget liv på spil for at få historien hjem. Fremgangsmåden var også den samme. Alligevel blev de to journalisters tur ind i det talebanstyrede ørkenlandskab dækket vidt forskelligt i de britiske medier.

Yvonne Ridleys fik ikke sin historie. I stedet blev hun selv en del af de andre mediers dækning. Interessen blev rettet mod hendes privatliv og ikke hendes arbejde. I de elleve dage Yvonne Ridley var talebanstyrets fange, var det billeder af hendes otteårige datter Daisy, der prydede formiddagsavisernes forsider hjemme i Storbritannien. "Hvad laver en enlig mor i en krigszone", spurgte kritikerne.

Og de britiske mediers behandling af Yvonne Ridley er et godt eksempel på, at krigsjournalistik stadig bliver betragtet som et job for rigtige mænd, siger lektor i medie- og kommunikationsvidenskab ved Goldmiths University i London Angela Phillips.

- Yvonne Ridley mindede os om, at kvindelige journalister også har familie og børn. Dermed kommer de også til at fremstå som mere sårbare. Men den sårbarhed kan også opfattes positivt, siger Angela Phillips.

- Kvinder, der rapporterer fra krigszoner, har en vigtig symbolsk funktion. En kvindelig krigskorrespondent illustrerer - på en meget direkte måde - hvor sårbart et menneske i krig er. Det er nemt at glemme, hvis det er en mand, der rapporterer, siger Angela Phillips.

Skrøbeligheden er også blevet noteret i forhold til Skandinaviens førende krigsreporter, norske Åsne Seierstad, som har været meget synlig både på tv og i aviserne med sine nærværende krigsreportager - først fra Afghanistan og siden fra Bagdad. "Vores allesammens kvinde i Bagdad", som fagbladet Journalisten kalder hende i seneste nummer af bladet. I artiklen hedder det bl.a.: "Når den 33-årige kvinde toner frem på skærmen med sit lange lyse hår og sin nystrøgne skjorte, virker hun som et skrøbeligt sandhedsvidne fra en verden, der almindeligvis er befolket med mænd i i krøllet camouflagetøj".

Der er flere kvindelige journalister i Golfen for at dække krigen mod Irak, end der har været under tidligere konflikter. Dels fordi der er flere om buddet. Næsten halvdelen af alle britiske journalister er kvinder. Og i modsætning til tidligere, så arbejder mange af dem nu med nyhedsformidling, og derfor har de både kvalifikationerne og ambitionerne til at nå det, som for mange journalister er den ultimative udfordring.

- En stor del af forklaringen ligger i nogle meget fundamentale problemstillinger. Vores samfund har jo ændret sig radikalt, og i dag er der en meget større bevidsthed om ligestilling - også rundt om i redaktionslokalerne, siger Angela Phillips.

- Udviklingen har faktisk fulgt den, vi har set indenfor militæret. Under den sidste Golf-krig var der ingen kvindelige soldater i kampzonerne. I dag er der en hel del med helt fremme ved frontlinien.

Men forklaringen på det stigende antal kvindelige korrespondenter kan også findes et andet sted. Kvinders tilgang til det journalistiske stof passer bedre til den måde, der bliver ført krig på i dag. De moderne præcisionsvåben betyder, at de militære tab er begrænsede. Og derfor er der mere fokus på krigens humanitære efterspil og civile tab. Netop Åsne Seierstad tog efter sin tørn i Kabul under Talebans fald senere tilbage til landet for at følge op på efterspillet. Opholdet på fire måneder udmøntede sig i bogen Boghandleren i Kabul, som har solgt over 120.000 eksemplarer i Norge alene.

- Kvinder er mere tilbøjelige til at koncentrere sig om de menneskelige konsekvenser end om det militære isenkram. De har en helt anden tilgang til krigen. De reagerer anderledes og interesserer sig for andre ting, siger Angela Phillips.

- Den måde medierne har dækket Bagdads fald på, er et godt eksempel. Mens de fleste har fokuseret på militærstrategiske detaljer, så har Suzanne Goldenberg fra The Guardian skrevet om krigens grusomheder - og gør det stadig.

Angela Phillips nævner også Maggie O'Kane, som en af de bedste og mest erfarne krigskorrespondenter i Storbritannien. O'Kanes dækning af krigen på Balkan blev af mange opfattet som vendepunktet i krigsjournalistik, siger Angela Phillips.

- Jeg husker meget tydeligt de ting Maggie O'Kane skrev, mens hun var i Sarajevo. Hvordan hun havde siddet på en café og drukket kaffe sammen med unge mænd, der var på vej i krig. Sådan havde ingen skrevet om krigens konsekvenser før. Det var vendepunktet i krigsjournalistik. Et farvel til den traditionelle dækning, siger Angela Phillips.

Maggie O'Kane selv giver Angela Phillips ret.

- Selvom jeg kender mandlige journalister, der skriver både bevægende og personlige reportager, så er kvinder mere draget af den personlige analyse. Kvinder er i det hele taget mere interesserede i andre mennesker - de har en større følelsesmæssig forpligtelse overfor deres historie, siger Maggie O'Kane, der dækkede den sidste Golf-krig for Irish Times. Siden har hun været i Tetjenien, Kosovo, Bosnien og Øst Timor for den britiske avis The Guardian.

De fleste store nyhedsmedier, som for eksempel BBC og Sky News, sender deres medarbejdere på kursus, inden de får lov at rapportere fra verdens brændpunkter. I tre dage bliver journalisterne undervist i brugen af gasmasker, overlevelsesteknik og selvforsvar, så de er bedre rustet til at begå sig i "fjendtlige omgivelser".

Men det fjerner ikke faren ved at være med helt fremme ved fronten. Sidste år blev 70 journalister dræbt i forbindelse med deres arbejde. Og i løbet af de første tre uger krigen i Irak er 10 journalister blevet dræbt.

Konkurrencen mellem de store nyhedsstationer, som sender rullende nyheder 24 timer i døgnet, er så hårdt, at journalisterne ofte sætter deres egen sikkerhed på spil i kampen for at være først med historien. Og det er en skrøne, at kvindelige journalister ikke tager de samme chancer som mænd, siger Maggie O'Kane.

- Jeg har rapporteret fra steder, hvor der slet ikke var nogen mandlige journalister. Hvor det var os kvinder, der blev til det sidste. Se bare på Marie Colvin fra The Sunday Times. Hun har altid taget mange chancer - og gør det stadig, siger Maggie O'Kane.

For tre år siden blev Marie Colvin såret, mens hun arbejdede som journalist i Sri Lanka. På trods af mange års erfaring fra konfliktområder som Eritrea, Libyen og Kosovo blev Colvin fanget i en krydsild mellem regeringsstyrkerne og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre. Hun blev ramt af granatsplinter og mistede synet på venstre øje.

- Hvis man skal dække en krigssituation, må man tage risikoen med i sine overvejelser. Jeg mistede synet på mit venstre øje, mens jeg dækkede konflikten i Sri Lanka. Men det var meget vigtigt for mig at dække, det der skete i de tamilske områder. Det kunne jeg ikke, hvis jeg ikke også var parat til at tage den risiko, der fulgte med, siger Marie Colvin i et interview med BBC Radio.

- Ind imellem går det galt. Men vi dækker altså også konflikter, som koster menneskeliv. Vi kan ikke påstå, at vi kan dække krig og konflikt uden at sætte vores eget liv på spil. Det kan man kun, hvis man bliver i NATO's pressekontor - men det er ikke sådan, man laver krigsjournalistik efter min mening.

Krigen i Irak har gjort diskussionen om krigskorrespondenternes rolle aktuel igen. For første gang siden Vietnam-krigen er journalister med helt fremme i konfliktens forreste linie. Flere end 600 journalister fra hele verden er fast tilknyttet i militære enheder. Det vil sige, de sover, spiser og bor sammen med soldaterne. En del af dem er kvinder. Det påvirker seernes opfattelse af nyhederne. Og derfor er brugen af kvindelige journalister en bevidst prioritering fra nyhedschefernes side, mener Maggie O'Kane.

- Jeg er bekymret for de journalister, der er tilknyttet de militære enheder - især kvinderne. De bruger militære termer, og siger 'vi', når de taler om soldaternes operationer. De er en slags militær-tøser. Militariserede piger i en kampzone. Det sender nogle helt andre seksuelle signaler, når man stiller en smuk kvinde med hjelm og skudsikker vest ind foran en kampvogn. Det giver reportagen ekstra spænding og nerve, siger Maggie O'Kane.

Men Adrian Van Klaveren, der er chef for BBC's Nyhedsindsamling, er helt uenig i den betragtning.

- Sådan var det måske tidligere, da det ikke var så almindeligt med kvindelige journalister. Men det har ændret sig. Seerne er vant til at kvindelige journalister færdes i krigsområder. Vi bruger meget tid på at undersøge, hvordan seerne tolker vores nyhedsformidling. Og der er intet, der tyder på, at de opfatter nyhederne anderledes, fordi det er en kvinde, der er på skærmen, siger Adrian Van Klaveren.

- Køn og udseende er ikke en kvalifikation i sig selv. Det, der betyder noget, er journalistikken. Kan de finde den gode historie, og formidle den rigtigt - det er det, vi ser på, når vi bestemmer, hvem der skal have jobbet, siger Adrian Van Klaveren. Selvom det kan være svært at generalisere, så er der forskel på mænd og kvinder i journalistik - ikke mindst når de arbejder i en krigszone, mener Adrian Van Klaveren.

- Kvinder går ikke helt så meget op i det militære isenkram - så der er en forskel. Derfor sammensætter vi også vores reportagehold, så både kvinder og mænd er repræsenteret. De supplerer hinanden godt - journalistisk såvel som menneskeligt, siger Adrian Van Klaveren.

Emma Laycock er freelance journalist bosat i London.
 
Læs mere
Suzanne Goldenberg fra The Guardian skriver sin sidste historie fra Bagdag
Goodbye to Baghdad


International Women's Media Foundation har bragt artikelserien
Women Who Cover War

Women Who Cover War: Gender Risks

Women Who Cover War: Photojournalists on the Front Lines

Women Who Cover War: Why They Do It

Flere artikler:

What did you wear in the war, mommy?

From the shadow of Kate Adie

Female Correspondents Changing War Coverage

Maggie O'Kane, a rookie war reporter in 1991, explains the meaning of 'collateral damage'

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk