Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Få kvinder ved fredsbordet i Irak

 

Kvinders aktive deltagelse ved forhandlingsbordet er helt afgørende for at opbygge stabile, civile samfund efter en krig, påpeger blandt andre FN og Europa-Parlamentet. Alligevel er kvinderne sjældent inviteret med, og Irak ser ud til at være seneste eksempel på denne udelukkelse, advarer eksperter. Udenrigsminister Per Stig Møller siger dog til FORUM, at den danske genopbygningsindsats vil fremme irakiske kvinders demokratiske deltagelse i det nye Irak.

 
 
FORUM/Wien 29.04.2003
I Financial Times den 21. april foreslår kommentator Michael Prowse, at alle irakere skal tildeles aktier i udvindingen af landets olie.

- Hvis aktierne blev ligeligt uddelt til alle voksne – til irakiske kvinder såvel som mænd – ville reformkræfterne øge chancerne for ligestilling i landet væsentligt. Forestil Dem blot: Hver irakisk kvinde ville have sin egen sikre indkomst. Det kunne være en fænomenal social syre, der kunne brænde århundredes undertrykkelse væk, skriver Prowse.

Han er en af de eneste kommentatorer, der i efterspillet til krigen i Irak overhovedet har nævnt et kønsperspektiv. Desværre med undertoner af den trætte kliché om, at alle arabiske kvinder pr. definition er undertrykte. Irakiske kvinder er generelt veluddannede og aktive medspillere i det irakiske samfund – alligevel ser de ikke ud til at komme til at spille en selvstændig rolle i genopbygningen af landet.

Det er en stor fejl, mener Elisabeth Rehn, tidligere finsk forsvarsminister og udpeget som uafhængig ekspert af FN til at udarbejde rapporten, Women, War and Peace, der blev udgivet af FN’s kvindefond, UNIFEM, i november 2002. Ifølge rapporten ville alle parter vinde, hvis kvinder blev stærkere involveret i genopbygnings- og demokratiseringsprocesser.

I rapporten opremser Rehn og hendes medforfatter 22 hovedanbefalinger, der alle går ud på at sætte fokus på kvinders særlige vilkår i krigssituationer, og kvinders ressourcer i fredsprocesser efter krige og konflikter. Anbefalingerne rækker fra, at 30 procent af alle deltagere i fredsforhandlinger bør være kvinder, til at der skal laves kønsanalyser af budgetterne for humanitær bistand og genopbygningshjælp, for at sikre, at kvinder får direkte adgang til ressourcer fra internationale institutioner og – som regel vestlige – donorer.

FN vedtog i 2000 resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed, og her blev for første gang nedfældet, at kvinder skal involveres i konfliktforebyggelse og fredsskabelse. Men hverken FN eller dets medlemmer handler, ifølge Rehn, som om de har forstået, hvor afgørende det er at involvere kvinderne, når et samfund skal stabiliseres og udvikles til et demokrati.

Det amerikanske forsvarsministerium forsikrer, at de naturligvis finder, at irakiske kvinder har en vital rolle at spille i genopbygningen af deres samfund, men kunne på FORUMs forespørgsel ikke konkretisere dette yderligere, udover at nævne, at seks kvinder skal deltage i det møde for irakiske oppositionsgrupper, der skal løbe af stablen den 28. april. Ved det første møde mellem eksil-irakere og såkaldte befriede irakere, deltog 122 repræsentanter fra forskellige grupper. Heraf var fire kvinder. På mødet blev vedtaget 13 væsentlige punkter for det fortsatte arbejde, hvoraf et var respekt for forskellighed, herunder for kvindernes rolle.

Noyleen Heyzer, generaldirektør i UNIFEM, understreger, at den amerikanske administration efter krigen i Irak hverken formelt eller uformelt har taget kontakt til UNIFEM for at få del i den viden om kvinder og genopbygning, som er opsamlet i organisationen.

- Det er nu, at kvinderne skal involveres, hvis hele ideen omq at skabe et friere og mere demokratisk Irak skal lykkes. Når først forhandlingsscenen er sat, er det langt sværere at bringe kvinderne ind. De skal være med helt fra begyndelsen, siger Heyzer, hvis organisation har bistået med lignende processer i blandt andet Afghanistan, Østtimor og Cambodia.

Udenrigsminister Per Stig Møller forsikrer, at den danske genopbygningsindsats på længere sigt vil fremme irakiske kvinders stilling:

- Kvinders stilling var dårlig i Saddam-tidens Irak, både som ofre for den almindelige undertrykkelse af befolkningen, mangelen på ligestilling i det traditionelt stærkt mandsdominerede samfund og som følge af den generelle forværring af de økonomiske og sociale forhold i kølvandet på de internationale sanktioner. Den danske genopbygningindsats, der jo som et centralt element indeholder støtte til demokratisering, menneskerettigheder og god regeringsførelse, vil blive tilrettelagt således, at den også fremmer irakiske kvinders stilling og deres deltagelse i et frit Iraks sociale og politiske liv. Samtidig vil en række af de andre planlagte danske indsatser navnlig på sundheds-, vand- og sanitetsområdet navnlig komme kvinder og børn til gode, siger udenrigsministeren til FORUM for køn og kultur.

Heyzer har ikke set tegn på, at de irakiske kvinder er ved at blive mobiliseret, og FN’s rolle i den videre proces er så uklar, at UNIFEM ikke har nogen chance for at gå ind i Irak, før der er skabt sikkerhed og enighed om, hvordan de internationale organisationer skal inddrages. Men Heyzer mener at vide, hvad der burde gøres i Irak.

- Der skal skabes rum og mulighed for, at irakiske kvinder mødes og taler om prioriteter og behov i genopbygningsprocessen. Herfra vil der komme kvindelige repræsentanter, der kan spille en rolle i en kommende overgangsregering, siger Heyzer.

Generaldirektøren understreger desuden, at det er vigtigt at hjælpe kvinderne i den videre proces ved at insistere på, at der kommer kvinder ved forhandlingsbordet hver gang, der skal træffes beslutninger. Dertil kommer, at det skal sikres, at der kommer kvinder i et kommende parlament, samt at der bør laves programmer, der træner kvinder i forfatningsret og demokratisering.Alt sammen elementer, der er en del af den model, UNIFEM tidligere har brugt, ifølge Heyzer.

- Vi forsøger nu at fremme det synspunkt, at der er brug for de irakiske kvinder i genopbygningsprocessen. Hvis man ikke inddrager dem, mister man alle de ressourcer, de repræsenterer. Dertil kommer, at hvis ikke kvinderne kommer med nu, risikerer de at miste de fordele, der trods alt var ved at leve i et sekulariseret samfund, også selvom styret ikke var demokratisk. Der er allerede tegn på, at kvinderne er ved at tabe vundne rettigheder, siger Heyzer, og henviser til religionens tilsyneladende stærkere rolle efter Saddam Husseins fald.

- Vi bliver nødt til at være klar over, at kvinderne i Irak er stærke og veluddannede. De hører til de bedst uddannede i hele Mellemøsten, og situationen er derfor helt anderledes end i Afghanistan. Derfor kunne det gå meget hurtigt med at få dem involveret, siger Heyzer,der bliver ved med at understrege kvinders ressourcer i det fredsskabende arbejde.

Det er de hårdtslående argumenter, der er brug for, hvis der skal flere kvinder til forhandlingsbordet. Udover at kvinder selvfølgelig udgør halvdelen af det samfund, der skal genopbygges, er det vigtigt at lægge vægt på, hvad det særligt er, at kvinder bidrager til processen, mener Elisabeth Rehn. Ellers kan retorikken let kamme over i, at kvinder bare generelt er mere fredelige, og dermed flyder argumentationen ud.

Men der er stadig mangel på konkret viden om, hvad det egentlig er, kvinder kan i fredsprocesser, erkender Rehn. Efter indgående arbejde med fredsskabelse og genopbygning på Balkan, hvor hun var FN’s særlige repræsentant for menneskerettigheder i 1990erne, og arbejdet med rapporten Women, War and Peace, hvor hun besøgte fjorten forskellige konfliktområder og indsamlede erfaringer om kvinder, krig og fred, mener hun alligevel at kunne sætte vægt bag ordene om, at det er helt essentielt for en fredsproces, at landet eller regionens kvinder er involveret i den.

- Efter en krig er et land totalt ødelagt. Der er intet sundhedssystem, uddannelsessystem, ingen social sikkerhed, og de fleste mennesker er traumatiseret af krigen. Derfor er det allervigtigste, at de ledere, der bliver indsat, har social formåen og forstår, hvad der sker i folks hoveder. Det er ikke svært at genopbygge veje og broer, hvis der er penge til det. Men at genopbygge et samfund er meget svært, siger Rehn.

- Kvinderne er afgørende at have med, for de er tæt forbundet med det samfund, der skal bygges op. De har det største ansvar for familierne, ligesom vi kender det i vores oplyste, nordiske lande. Desuden er mange mænd væk, de er døde, krigsfanger eller simpelthen forsvundet, så kvindernes ansvar er enormt. Det er dem, der skal skaffe en indkomst, og det er dem, der skal sørge for, at børnene kommer i skole, understreger Rehn.

Dertil kommer, at kvinder ofte opleves mindre truende, fordi de som oftest ikke har deltaget i voldelige handlinger i konflikter, fremhæver Rehn, der også nævner kvindegrupper på Balkan som eksempel på grænseoverskridende arbejde, der er med til at fremme freden.

- Kvinder har ofte et samarbejdsorienteret perspektiv, der betyder, at de er pragmatiske, når de beskæftiger sig med religiøse eller stammemæssige aspekter. De kan ofte skære igennem konflikter, fordi de er løsningsorienterede, mener også Noeleen Heyzer fra UNIFEM.

Elisbeth Rehn har i sine rejser til konfliktzoner verden rundt fundet beviser på, at kvinder organiserer græsrodsgrupper og uformelle netværk, der kan være meget virkningsfulde, når et samfund skal genopbygges. Men hun har svært ved at sætte hårde tal på, hvor meget kvinders genopbygningsarbejde betyder.

- Desværre er der ikke indsamlet meget statistik på kvinder i og efter konflikter. I statistikkerne optræder kvinder altid sammen med børn, som en gruppe ved siden af mænd, forklarer Elisabeth Rehn. Hun frygter, at kvinderne endnu engang vil blive glemt i Irak og benytter enhver lejlighed til at understrege, at der ikke bliver varig fred uden kvinder. Hun mener, at FN er den bedste garant for, at kvinderne kan komme til at spille en rolle i genopbygningen af Irak.

- Det vigtigste i Irak er at få opbygget et civilt retssamfund, med politi, dommere, sundhed, uddannelse og socialt system. Det kan generaler ikke gøre. Det er det, FN har opbygget erfaring i. Og det sker bedst ved at involvere samfundet og involvere kvinderne. Og kvinderne skal vel at mærke være med til at planlægge indsatsen, ikke kun som kosmetisk bidrag som det skete i Afghanistan – en eller to kvinder i forhandlingsdelegation. Nej, de skal være med til at træffe beslutninger.

Før krigen i Afghanistan i 2001 blev Taliban-styrets kvindeundertrykkelse fremført som et af argumenterne for at gå ind i det fattige og splittede land. Men har den genopbygningsproces, der er i gang her, så også inddraget kvinderne? Ikke, hvis man spørger iagttagere med kønsbriller på.
- Det var fejt at bruge kvinderne som en undskyldnig for at føre krig i Afghanistan, mener Elisabeth Rehn. Hun ser det forløb, der fulgte krigen i Afghanistan, som typisk for udelukkelse af kvinder fra forhandlingsbordene.

- Det er ikke lykkedes at inddrage kvinderne i genopbygningsprocessen, og de vestlige ledere siger, at det er på grund af kulturen. Det er noget vrøvl. Talibanregimet var en parentes i en kultur, der havde tradition for veluddannede kvinder. Det er fordi, det er besværligt, og fordi at de vestlige ledere heller ikke selv tror på det, siger Rehn.

- Når jeg skælder ud på Kofi Annan, fordi FN ikke udpeger kvinder som særlige repræsentanter i verdens konfliktområder, siger han, at jeg skal se på de repræsentanter, FN’s medlemsstater selv sender til FN eller til fredskonferencer rundt om i verden, og det er for langt størstedelens vedkommende mænd, siger Rehn.

Ifølge Noyleen Heyzer var det kvindeorganisationernes pres, der gjorde, at kvinderne fik nogen som helst rolle at spille i den igangværende genopbygningsproces i Afghanistan.

Hvis man vil se på andre dårlige eksempler, ligger Bosnien-Hercegovina lige for. Her deltog ingen kvinder i den fredsproces, der kulminerede i Dayton-aftalen i 1995, og i følge Elisabeth Rehn er det én af grundene til, at udviklingen er gået så langsomt.

- Hvis man havde involveret alle grupper i at skabe fred i Bosnien, var processen gået betydeligt hurtigere. Men det er ikke alle kvinder, der er fredsskabende. Det skal man selvfølgelig være klar over. De kvinder, der som Biljana Plavsic er medansvarlige for massemord, er naturligvis ikke fremmende for fredsprocesser, understreger Rehn med henvisning til den bosnisk-serbiske leder, der er blevet dømt ved det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag.

- Og alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Plavsic er den eneste af de anklagede, der har erklæret sig skyldig, siger Rehn – næsten som en eftertanke.

Stine Carsten Kendal arbejder som freelance journalist i Wien.
 
Læs mere
Unifem

UNIFEM-rapporten:
Women, War and Peace

FN-resolution 1325 om kvinders deltagelse i fredsskabelse og genopbygning efter konflikter (2000)

Europa-Parlamentets beslutning om Kvinders deltagelse i fredelig løsning af konflikter ((2000/2025(INI))

OSCEs kønshandlingsplan
Promoting Women's Role in Decision-Making

G8 Ministerrådsmødes konklusioner om Strengthening the Role of Women in Conflict Prevention (Rom, 2001)

Interview med repræsentant fra NGO'en Women's Human Rights om
Women’s Human Rights in Post-Conflict Afghanistan

Kommentar af Michael Prowse i Financial Times A share of Iraqi oil for all its people (kan kun læses med password)

Women Waging Peace

Artikel i Foreign Policy om kvinder ved forhandlingsbordet i genopbygningsprocesser Women Waging Peace af Swanee Hunt og Christina Posa.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk