Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Krigens kønnede klicheer

 

Den svære genopbygningsfase efter krigen i 1990'ernes Jugoslavien inkluderer også et kritisk blik på den tids dominerende og destruktive kønsklicheer: de hårde mænd og sexede mødre. Kvinder er sat uden for i dagens Serbien, men der er gang i at inkludere dem - for demokratiets skyld.

 

 
FORUM/Beograd 27.05.2003
- Livet ser måske normalt ud, siger Marina Blagojevic og peger på Beograds sommergrønne træer og fulde fortovscaféer. - Men det er stadig meget langt fra normalt, for vi er alle traumatiserede af ti års krig, siger hun.

Blagojevic er sociolog ved Institut for sociologi og kriminologi i Beograd, og har undervist ved Central European University i Budapest og Hildesheim Universitet i Tyskland i blandt andet køn og krig. Hun har netop færdiggjort et studie for Europa-Parlamentet om kvinder på Balkan. Hun er også, som det omgivende samfund, mærket af et årtis krig og kaos på Balkan og kæmper nu med at sætte ord og begreber på, hvad der skete med mænd og kvinder under Milosevic.

- Jeg fik en a-ha oplevelse, da en af mine studerende skrev speciale om børnemishandling og viste, at traumet var størst, hvis udnyttelsen skete, inden barnet fik et sprog. Det samme er tilfældet for os. Krigene opstod i diskursivt kaos, og ingen vidste, hvorfor det skete, forklarer Blagojevic.
Hun kalder krigene i det tidligere Jugoslavien for de politiske eliters krig mod en befolkning, der ikke var særligt interesserede i opløsning af Jugoslavien. Især Serbiens Slobodan Milosevic var mester i at skabe kaos, siger Blagojevic, og i det politiske kaos var der mulighed for at føre krig mod tidligere naboer. Nationalismen blev præsenteret som magthavernes forklaring på, hvad man skulle kæmpe for, og hvorfor krigen var nødvendig. Og denne forklaring lever videre, selv efter de mest nationalistiske politikeres fald.
- Nationalismen har vundet indpas overalt (i det tidligere Jugoslavien, red.), fordi det er den enkleste måde at forklare, hvad der skete, siger Blagojevic, der i flere artikler har beskrevet, hvad denne forklaringsmodel gjorde og gør ved forholdet mellem kønnene.

Den nationalistiske model gav nogle enkle rollemodeller, forklarer Blagojevic.
- En dominerende form for maskulinitet blev dyrket af den billige massekultur i de statsstyrede medier. Manden som kriger og helt, og kvinden som selvopofrende moder var de tilgængelige skabeloner, siger Blagojevic.


- Manden blev fremstillet som en stærk krop, et afkoblet følelsesliv og seksuelt hyperaktiv, siger Blagojevic, og understreger, at mænd på mange måder stadig lider stærkt under dette indskrænkede billede, fordi det ikke passer med deres oplevelser. Mange serbiske mænd deserterede, tog ud af landet eller forsøgte på anden måde at undgå at komme i krig. Uoverensstemmelsen mellem det offentlige mandebillede og det private skaber frustration, der først og fremmest udtrykkes i misogyni, altså kvindehad, men formentlig senere vil finde en ny balance, forklarer Blagojevic.

Kvinder blev fremstillet som en blanding af sexsymboler og mødre, der for eksempel gav sig udtryk i popkulturens dyrkelse af sangerinder med oppumpede bryster og kærester i mafiaen. Det bedste eksempel er sangeren ”Ceca” Raznatovic, der var gift med Zeljko Raznatovic, bedre kendt som Arkan, leder af en paramilitær gruppe og mafiaboss, som hun har to små børn med. Arkan blev skudt og dræbt, formentlig af rivaliserende kriminelle, i 2000. Ceca er netop blevet arresteret i forbindelse med mordet på premierminister Zoran Djindjic. I sommer kunne hun samle 80.000 mennesker på et stadion i Beograd og hendes popsange, kendt som ”turbofolk”, har været underlægningsmusik til hele Milosevic-perioden.

- Vores nationalisme var tæt knyttet til porno, kitsch og vold, forklarer Blagojevic. - Allerede i 1991 begyndte det statslige tv at sende porno. Ikke blød porno, men hård porno, siger hun. Blagojevic forklarer popstjernen Ceca som en postmoderne hybrid af et traditionelt kvindebillede af hustruen og moderen, og nu enken, der er sin mand tro for evigt, og en pornoagtig fremstilling af kvindekroppen.

- Cecas seksualitet er urørlig, fordi hun er en såkaldt krigshelts enke, og derfor kan hun få status af at være hele nationens moder, samtidig med at hun er et sexsymbol, siger Blagojevic.
- De tilgængelige rollemodeller viser ingen positiv kvindelig identitet at efterstræbe for unge kvinder.

I Milosevic’ Serbien slog Vestens økonomiske sanktioner hårdt ned over Serbien og gjorde det nødvendigt at finde alternative veje til overlevelse.
- Kvinder var på mange måder bedre til at håndtere den ekstreme situation, siger Blagojevic.
Hun mener, at kvinderne ved selvopofrelse på egen vis var med til at muliggøre krigen, samtidig med at det i høj grad var kvinder, der kæmpede imod den. Fredsbevægelsen var domineret af kvinder, blandt andet de meget synlige ”Kvinder i sort”, og en lang række andre kvinde-ngo’er og individuelle kvinder rundt omkring i landet.

Det arbejde, der blev gjort af fredsbevægelsen i det tidligere Jugoslavien, er netop ved at blive kortlagt af Natasa Milenkovic og en række af hendes kolleger i et stor projekt om fredsskabelse og forsoning, iværksat af den britiske kvækerorganisation, Quaker Peace & Social Witness. Milenkovic er ved at være færdig med at interviewe 92 fredsaktivister i Serbien og Montenegro, og 60 procent af de interviewede er kvinder.

- 70 procent kvinder havde været et mere akkurat billede af, hvordan virkeligheden så ud, siger Milenkovic, der alligevel har forsøgt at inkludere mænd for at få en kønsbalance i billedet af fredsbevægelsen. En af de kendteste eksempler på de kvindelige fredsaktivister er gruppen, Kvinder i sort, der fra 1991 demonstrerede hver onsdag mod Milosevic og krigene i det tidligere Jugoslavien. Milenkovic forklarer, at initiativet udsprang af den feministiske bevægelse i de sene 1980ere, og også inkluderede konferencer med deltagelse af kvinder fra naborepublikkerne i det tidligere Jugoslavien.

- Det var i høj grad kvinder, der blev ved med at tale med ”den anden side”, siger Milenkovic. - De mænd, der deltog, var mest intellektuelle, for eksempel universitetsprofessorer, mens kvinderne var en bred gruppe, der spændte fra intellektuelle i Beograd til helt lokale initiativer, der for eksempel handlede om at organisere, at desertører kunne komme over grænsen til Ungarn. Her var det kvinderne, der tog initiativet, forklarer hun. Hvorfor især kvinderne? En af Milenkovic’ kolleger havde en forklaring.

- Hun mente kynisk, at kvinder kunne deltage i fredssarbejde med mindre risiko, fordi de ikke tog os alvorligt, fordi vi levede i et dybt patriarkalsk samfund, siger Milenkovic og tilføjer, selv kynisk, at kvinder måske yder meget arbejde i civilsamfundet, fordi man her er sikker på ikke at blive betalt nok og ikke have megen indflydelse.

- Da der endelig kom regimeforandring, gik mændene ind i politik, mens kvinderne blev i civilsamfundet, siger Milenkovic.

- Mange af de kvinder, jeg interviewer, der har været aktive, er meget trætte nu, siger Milenkovic. – De drømmer om et hus på landet, at dyrke kartofler, at have en hund... Jeg tror, det er normalt, når man har gennemlevet en meget intens og hård periode, og ikke føler, at det arbejde, man har gjort, virkelig bliver understøttet.

Men trods trætheden arbejdes der aktivt i den fortsatte genopbygningsfase på at inddrage kvinder i de demokratiske strukturer på lokalpolitisk plan. Også her er kønsperspektivet afgørende for at få sikre demokrati og stabilitet, vurderer for eksempel OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.


Zorica Mrsevic er kønsrådgiver ved OSCE-missionen i Serbien og Montenegro og er ved at etablere en række såkaldte gender focal points i de lokale myndigheders administration. Projektet er dels blevet prioriteret i erkendelse af, at det var umuligt at sætte køn på regeringernes dagsorden i Jugoslavien, så længe den føderale struktur ikke var klarlagt, hvilket først skete i for nylig, da Jugoslavien skiftede navn til Serbien og Montenegro, dels et resultat af den meget skæve repræsentation af kvinder i lokale politiske strukturer.

- 4-5 procent af de folkevalgte på lokalt niveau er kvinder, siger Mrsevic. - Det harmonerer meget dårligt med, at kvinder i lidt højere grad end mænd har en længerevarende uddannelse, og at der på administrativt niveau er op til 50 procent kvinder ansat. Kvinder er altså eksperter, men stiller ikke op eller bliver ikke valgt til politiske poster, forklarer hun. OSCE har politisk mobilisering af kvinder som en målsætning, og derfor bliver disse projekter støttet.

- Hovedideen er, at flere kvinder i politik ikke kun handler om fairness, men også skaber mere stabilitet og demokratisk udvikling, siger Mrsevic. - Kvinder investerer meget i at finde kompromiser and følger ikke blindt historiske argumenter om rettigheder til land, som det alt for ofte er sket her i regionen. For kvinder er de afgørende argumenter økonomi, hjem, børn, hverdagsliv, ikke historisk storhed, mener Mrsevic.

Mrsevic mener også, at der er potentiale for indkorporering af kønsaspektet på regeringsniveau, også fordi politikerne er meget interesserede i at nærme sig Europa. – Det hjalp også, da premierminister Zoran Djindjic åbnede en af vores konferencer, og dermed var med til at vise, at arbejdet skulle støttes, siger Mrsevic. Mordet på Djindjic i marts betød igen udskydelse af kønsrelaterede tiltag, men Mrsevic er optimistisk.

-Der er stadig uklarhed om, hvilket ministerium, der har ansvaret for ligestilling. Men det skal nok blive afklaret, ligesom det ser ud til, at der bliver etableret et parlamentarisk udvalg for ligestilling næste gang, parlamentet opretter udvalg, mener hun.
I parlamentet er 10 procent af medlemmerne kvinder, men langt fra alle opfatter sig som kvindepolitikere. Mrsevic’ vurdering er, at omkring to-tredjedele, det vil sige i alt 6-7 procent, taler kvindernes sag. Men det er de gode argumenter og ihærdigheden, der kan gøre en forskel, mener Mrsevic.

– Vores rolle er at stå til rådighed med træning og rådgivning. Det er ikke min oplevelse, at der er modstand mod ligestilling, men det bliver hele tiden udsat på grund af politiske kriser, og det kan altid være forspillet til endeløs udsættelse. Derfor er det vigtigt at fastholde opmærksomheden på ligestilling, siger Mrsevic.

Marina Blagojevic advarer mod at se ngo’er og græsrødders arbejde med kønsaspektet som hovedingrediensen til fredsskabelse og demokratisering. Derimod støtter hun stærkt tiltag, der forankrer ligestilling på statsligt niveau.

- Jeg ser ikke kvinder som særligt fremmende for kærlig, omsorgsfuld adfærd, siger Blagojevic. – Det er sandt, at de ofte monopoliserer kærlighed og omsorg, men misogyny (kvindehad, red.) er også meget udbredt blandt kvinder overfor andre kvinder, fordi solidariteten er ikke-eksisterende.

- Jeg tror på stærke institutioner, et moderne bureaukrati, standarder og procedurer, siger hun. – Jeg tror på et kønsmaskineri, der sikrer kvinders rettigheder, og på opsamling af viden om køn på institutionsniveau. Derfor er universiteter så vigtige. Og jeg tror på undervisningssystemet. Hvis man vil ændre noget, bør man sætte massivt ind her, med træning af alle lærere og nye undervisningsmaterialer, siger Blagojevic, der til gengæld er desillusioneret i forhold til mulighederne for at ændre markant på noget gennem græsrodsarbejde. Hun er selv tidligere freds- og kvindeaktivist, men vil nu kun forske, indsamle viden og udvikle begreber.

- Jeg er modstander af det kaos, der hersker på ngo-niveau. Her er ingen institutioner, kun individer, og ingen regler for, hvordan penge eller magt bliver fordelt. Denne tendens forstærkes af de internationale donorer, der gerne vil give penge, og dermed får vi en donor-drevet ngo-økonomi, hvor alt fungerer gennem kliker og klaner, og uden langsigtet strategi eller perspektiv for kvinders stilling.

Blagojevic mener, at de eks-jugoslaviske kvinders erfaringer bør indbringes i den europæiske debat.
- Vi havde en aktiv feministisk bevægelse i hele det tidligere Jugoslavien i 1980erne, og det progressive paradigme var fremherskende, som det er i Europa i dag. Vi gik ud fra, at når kvinderne nu kom ud på arbejdsmarkedet, ville ligestillingen komme af sig selv. Og så lærte vi noget helt andet. Vores erfaringer er vigtige at få med i Europa, siger hun.


Stine Carsten Kendal arbejder som freelance journalist i Wien.

 
Læs mere
Marina Blagojevic’ website med artikler på engelsk.

Marina Blagojevic’ rapport er udarbejdet for Europa-Parlamentets Generaldirektorat for forskning, og endnu ikke offentliggjort, men vil senere være at finde på dette website
Women’s situation in the Balkan countries: Comparative perspectives

Quaker Peace & Social Witness’ arbejde i det tidligere Jugoslavien: Quaker

OSCE’s mission i Serbien og Montenegro

Søg efter kvindeorganisationer i Østeuropa/Balkan på databasen
Zinfo

Læs mere om 'turbofolk'-sangerinden, hvis sange var underlægningsmusik til hele Milosevic-perioden,
Ceca Raznatovic

Denne fond arbejder på at støtte åbne og demokrati-fremmende initiativer
Soros’ Fund for an Open Society, Serbien og Montenegro
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk