Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kan migranter blive medborgere?

 

Halvdelden af alle migranter er kvinder, men hvad ved vi egentlig om disse kvinder?Kvinder, Køn & Forsknings tema om Migration og medborgerskab viser, at både køn, sociale faktorer, klasse, magtforhold og meget mere spiller en vigtig rolle for kvindernes muligheder i deres nye land. Deres etnicitet er ikke altafgørende.

 
 
FORUM/28.2.2003 Det kommer muligvis som en overraskelse, men knap halvdelen af verdens migranter er kvinder. Derfor kan det undre, at betydningen af køn er et emne, der faktisk ikke er blevet tildelt stor opmærksomhed indenfor migrationsforskningen. Heldigvis har Kvinder, Køn & Forskning sat sig for at udbedre denne mangel, og i 2002 udkom så temanummeret om Migration og medborgerskab, hvori 4 forfattere ud fra empiriske case studier udforsker migration som en kønnet proces. Som redaktørerne skriver, har kvinder migreret i lang tid "og ikke kun som deres mænds koner". Derfor er det vigtigt at diskutere, hvordan kvinder og mænd manøvrerer med forskellige muligheder og præmisser for mobilitet.

Temanummeret fremstår som et kvalificeret bidrag til den danske indvandrerdebat, hvor indlæg kun alt for sjældent tager udgangspunkt i forskningsbaseret viden. Her bliver der sat spørgsmålstegn ved, om indvandrernes køn, kultur og etnicitet virkelig er tilstrækkelige forklaringsmodeller til at forstå de problematikker, som er aktuelle i det danske samfund. Hvad kan man få ud af at medtænke sociale, politiske og historiske faktorer?

I disse tider, hvor Dansk Folkeparti netop har annonceret at de vil fremsættelse et lovforslag, der gradvist skal fratage udlændinge deres stemmeret, er Lise Paulsen Galals artikel om medborgerskab og politisk deltagelse blandt etniske minoritetskvinder højaktuel. Galal diskuterer netop, hvordan man kan skabe medborgere af (kvindelige) tilflyttere i en politisk kontekst, hvor politisk loyalitet i så høj grad opfattes som værende bundet til et nationalt (etnisk og kulturelt homogent) fællesskab.

Kan man være indvandrer og medborger på samme tid? Galal argumenterer, at tilflytteres muligheder og former for politisk deltagelse kommer an på det enkelte samfunds lovgivning og politiske praksis. Ved at sammenligne den politiske deltagelse blandt minoriteter i henholdsvis England og Sverige, viser Galal hvordan de forskellige samfunds politiske kultur og minoritetsdefinitioner skaber forskellige former for medborgere, der i større eller mindre grad kan bruge diverse strategier i deres politiske deltagelse. Under dansk lovgivning konstrueres EU-statsborgeren for eksempel som en anden slags medborger end indvandreren fra den 3. verden, fordi de to grupper gives forskellig adgang til lokalvalg. – Står det til Dansk Folkeparti, skal indvandrere altså slet ikke være medborgere overhovedet.

Galals analyse bidrager med mange interessante perspektiver på konstruktionen af den etniske medborger, og hun problematiserer især opfattelsen af ”den etniske minoritetskvinde” som en særlig homogen slags minoritet. Ikke desto mindre bærer Galals diskussion af etniske minoritetskvinders valgdeltagelse tilsyneladende præg af en implicit forventning om, at kvinder i kraft af deres baggrund i ikke-europæiske lande ikke tidligere har været politisk aktive, men først bliver ’vækket’ i indvandringslandet. Her kan jeg ikke lade være med at påpege, at for eksempel kvinder i Iran (på trods af mange andre svære forhold) faktisk er meget aktive i iransk politik, ligesom kvinder i Tyrkiet da har haft stemmeret siden 1934 (hvilket er en del længere end kvinder i flere andre europæiske lande, herunder Frankrig). Som Galal selv understreger, har kvinders sociale og økonomiske baggrund sikkert større betydning for deres politiske deltagelse end deres etnicitet nødvendigvis har det. Men når man nu inddrager etnicitet som en faktor, kunne det måske være interessant ikke bare at se på kvindernes position i værtssamfundet, men også som baggrundsperspektiv at tage højde for deres mulige politiske deltagelse i oprindelseslandet.

Netop det transnationale perspektiv er faktisk udgangspunktet for temanummerets øvrige tre artikler. Det betyder, at frem for at fokusere på bevægelse som enten indvandring eller udvandring (hvor det ene sted forlades til fordel for det andet), så analyserer forfatterne, hvordan migranter skaber og vedligeholder sociale, økonomiske og politiske relationer mellem steder. De undersøger også, hvordan transnationale migranter identificerer sig i forhold til flere nationale fællesskaber. Fordelen ved dette perspektiv eksemplificeres i Ninna Nyberg Sørensens artikel om Transnationaliseringen af husmoderlige pligter. Sørensen viser, hvordan kvindelige dominikanske husarbejdere i Spanien hele tiden må forholde sig til flere nationale og kulturelle kontekster, hvori der eksisterer forskellige forestillinger om moderskab og husarbejde.

Kvinderne marginaliseres på flere niveauer i det spanske samfund, men ikke desto mindre forholder de sig aktivt til deres marginalisering, ligesom de modarbejder og omformer de magtrelationer, der undertrykker dem. Sørensen nævner blandt andet, at kvinderne italesætter deres erfaringer forskelligt, alt efter om de befinder sig i den Dominikanske Republik eller Spanien. Det er tydeligt, at Sørensens argumentation er baseret på et langt større datamateriale, end hun har mulighed for at præsentere, men alligevel ønsker man sig som læser næsten, at man i større udstrækning fik chancen for at høre nogle af kvindernes historier. Ikke desto mindre illustrerer artiklen både, hvordan kvinder migrerer under andre forudsætninger end mænd, og hvordan migrationen kontinuerligt får ny mening i forskellige sociale felter.

Arrangerede ægteskaber er et af de emner, hvor fordomme og opfattelser af køn, kultur og religion virkelig præger den offentlige debat. For mange repræsenterer arrangerede ægteskaber en traditionel og tilbagestående praksis, der er forbundet med statiske kønsroller og en bestemt kultur. Sådan er det bare ikke nødvendigvis. I artiklen The housewife and the soldier bruger socialantropologen Øivind Fuglerud det transnationale perspektiv til at skabe en øget forståelse af arrangerede ægteskaber blandt tamiler. Via en historisk gennemgang af ægteskabspraksis og brugen af medgift viser Fuglerud, hvordan krig og transnational migration har ændret kønsrollerne i det tamilske samfund. Hvor ægteskaber tidligere foregik som kryds-kusine ægteskaber, er den attraktive brudgom i dag en migrant i Europa, hvad enten han er medlem af familien eller ej. Det betyder ikke blot, at kvindens familie-baserede netværk svækkes, men også, at hendes medgift med det samme bruges til at betale selve migrationen. Dermed bliver kvinders position generelt svækket, fordi medgiften ifølge tamilsk lov faktisk var kvindens ejendom (og opsparing).

Samtidig betyder den nye praksis, at det kun er bedre stillede familier, der har mulighed for at sende kvinder til udlandet. Fuglerud foreslår derfor, at den forholdsvis høje deltagelse af kvinder i den tamilske hær er et udtryk for nogle kvinders manglende muligheder for mobilitet. Tamilske kønsroller (kvinden som repræsentativ hustru eller soldat) konstrueres altså i forhold til forskellige klassepositioner i det tamilske samfund. Artiklen er interessant, fordi Fuglerud med sin analyse sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt den vestlige diskurs om kønsrelationer ændrer kønsrollerne blandt de migranter, der kommer til Europa. I den tamilske migrantbefolkning er der nok sket en ændring, men forandringen er kommet inde fra selve det tamilske samfund.

Sine personlige favoritter har man jo altid, og min er så absolut Nauja Kleists artikel, Når hjemme er mere end et sted, fordi den efter min erfaring rammer plet i forhold til indvandreres situation i Danmark. Kleist diskuterer, hvordan somaliere i Danmark italesætter hjem og tilhørsforhold. Ved at tage udgangspunkt i begrebet ”lokaliseringens politikker” undersøger hun, hvordan skabelsen af tilhørsforhold dels afhænger af, hvor man taler fra (den kønnede/racialiserede krop) og dels afhænger af, hvordan man positioneres i forskellige sociale og politiske rum. Kleist bruger en somalisk kvinde og mands fortællinger til at vise, hvordan deres opfattelse af hjem og tilhørsforhold blandt andet skabes på baggrund af de forskellige sociale positioner og kønsroller, som de oplever i mødet med Danmark. Imidlertid er den somaliske migrantbefolkning spredt i netværk over store dele af kloden, og italesættelsen af mulige hjem fokuserer ikke kun på Danmark og Somalia, men også på andre potentielle levesteder som for eksempel London. De somaliske fortællinger udfordrer derved den opfattelse, som ellers ofte florerer i den danske indvandrerdebat, nemlig at migranter er passive folk, der kun bevæger sig mellem ”ude” og ”hjemme”.

Ifølge Kleist er livet i Danmark for somaliere karakteriseret ved, at den enkelte ikke kan undgå at blive positioneret som somalisk flygtning. Anderledesheden er markeret i hudfarven, og når tilhørsforholdet er forankret i kroppen, bliver det umuligt at forandre. Som Kleist så præcist påpeger, kan man aldrig blive sort dansker. Spørgsmålet er så, om det for somaliere er muligt ikke blot at blive danske statsborgere, men også ligeværdige medborgere?

Derved er vi tilbage ved temanummerets titel, nemlig forholdet mellem ”migration og
medborgerskab”. Det er klart, at fire artikler aldrig vil kunne dække de mange vinkler, der findes på så stort et emne, men temanummeret åbner op for spændende perspektiver til videre studier:
Hvordan definerer etniske minoritetskvinder og -mænd selv medborgerskab? Hvilken rolle spiller transnationale relationer for indvandreres politiske deltagelse og integration i Danmark? Hvordan kan studier inddrage såvel de ressourcestærke og som de mere marginaliserede kvinder? Hvilken betydning har transnationale relationer for forhandlingen af kønsrelationer i det danske samfund og i mere private rum?

De fire ovennævnte artikler efterfølges i øvrigt af antropologen Thomas Hylland Eriksens diskussion af, hvordan nationen i sig selv er en kønnet enhed. Essayets emne er lidt perifert i forhold til temanummerets hovedfokus, men Eriksen præsenterer en spændende analyse af, hvordan nationer skifter køn, alt efter hvilken kontekst de diskuteres i. Eriksen inddrager – meget aktuelt – blandt andet uddrag af George W. Bush og Osama Bin Ladens taler efter 11. september. På trods af, at Eriksen ligesom Fuglerud er norsk, er begges artikler skrevet på engelsk. Den krævende læser ville gerne have set en oversættelse.

Alt i alt udgør temanummerets indledning og det generelle mix af case studies og teori en god introduktion til emnet for en læser, der gerne vil lære mere om emnet migration. I den henseende er et af temanummerets vigtigste bidrag nok, at det viser, i hvor høj grad faktorer såsom migrationens baggrund, deltagende grupper, køns- og klasseforhold, magtrelationer og sociale positioner samt samfundskontekster påvirker hvordan migration udføres, opfattes og forhandles. På trods af deres forskellige emner understreger artiklerne altså samlet, hvor vigtigt det er at differentiere den indvandrerdebat, der ofte tager udgangspunkt i alt for ensartede og stereotype opfattelser af livssituationen for de personer, der migrerer.

Marianne Holm Pedersen er cand.scient.anth og ansat som forskningsassistent ved Dansk Folkemindesamling, hvor hun arbejder med et projekt om "Indvandreres brug af arabiske og danske traditioner ved skabelsen af hjem i Danmark". E-mail: marianne@dafo.dk.
"Kvinder, Køn & Forskning" kan lånes på KVINFOs bibliotek
 
Læs mere
Koordinationen for kønsforskning
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk