Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Er psykoanalysen poststrukturalismens halehæng?

 

Som én, der har haft stor glæde af psykoanalysen i sit eget liv både gennem terapi og på universitetet, så denne anmelder frem til at få fingre i Kvinder, Køn & Forsknings tema om psykoanalyse. Men hun blev slået af forbavselse over at opdage, at psykoanalysen nærmest er gået hen og blevet en undskyldning for sig selv - i hvert fald i kønsforskningens sammenhæng

 
 
FORUM/28.2.2003 Kirsten Grønbæk Hansen, lektor ved psykologi på RUC, som er temanummerets redaktør skriver:

    ”I den poststrukturalistisk inspirerede kønsforskning bliver psykoanalysen ofte tildelt positionen som den ”anden”, som en tænkning der er alt det, man som poststrukturalist må lægge afstand til. Essentialisme, determinisme og konventionalisme hører ofte med i kategoriseringen af psykoanalysen. I dette essay argumenteres der for, at psykoanalysen ikke nødvendigvis fører til essentialistiske, deterministiske og konventionelle forståelser af køn, men tværtimod kan ses som et opgør med dette.”

Vær så god at skylle. Psykoanalysen som poststrukturalismens halehæng. Men det at ville vise, at psykoanalysen ikke nødvendigvis fører til essentialistiske, deterministiske og konventionelle forståelser af køn er efter min opfattelse et fattigt projekt for så rig og frugtbar en teoretisk tradition.

Hvad sker der ude på landets universiteter? Er poststrukturalistisk teori blevet et dogme, der tabuiserer og kvæler andre tænkemåder? Netop på kønsforskningens felt burde teoretiske retninger vel kunne leve og lade leve, eftersom poststrukturalister såvel som psykoanalytisk inspirerede kønsforskere til syvende og sidst har en fælles interesse i at kaste kritisk lys over de kulturelle processer, der skaber kønnet.

Hallo derinde! Vi er nogle herude, for hvem verden er andet og mere end et akademisk cirkus, og som gerne hører nyt fra både poststrukturalisme og psykoanalyse, så længe projektet er gedigen indsigt i, hvad det vil sige at være et menneske med et køn.

Kirsten Grønbæk Hansen foreslår da i sit essay, at psykoanalysen - uden naturligvis på nogen måde at modsige poststrukturalismen - dog måske kunne supplere denne med nogle nødvendige pointer...

Spørgsmålet er jo groft sagt, hvordan man - når alt nu er konstruktioner og i princippet ”bare” kunne være konstrueret anderledes – forklarer, at konstruktionerne på den anden side er så relativt konstante og modstandsdygtige overfor kritik. Eller dekonstruktion om man vil...

Det er her, Kirsten Grønbæk Hansen mener, at psykoanalysen kan komme ind og fortælle noget om det emotionelle. For mennesker har irrationelle, emotionelle bindinger til de konventionelle kønskonstruktioner. Og i modsætning til, hvordan vi er vant til at se på begæret i denne sammenhæng, nemlig som noget oprørsk, der destabiliserer den etablerede orden, så ”behøver de libidinøse ønsker og fantasier ikke at være progressive eller emanciperende [….] At noget erfares som autentisk, altså forbinder sig med subjektive ønsker og begær, behøver heller ikke at betyde, at det nødvendigvis er noget, der udvikler ens handlemuligheder.”

Så sandt. Jeg behøver bare kaste et blik på de Bratz luder-dukker, min egen 9-årige datter plager om tidligt og silde for at vide, hvad der menes. Men jeg kunne nu godt have tænkt mig nogle lidt mere dybtgående forklaringer på, at vi vedblivende klynger os til bagstræberiske kønsstereotyper end de skitseagtige udkast, Kirsten Grønbæk Hansen tilbyder. Ikke fordi der ikke er interessant stof i essayet. Men det er, som om skyldigheden overfor poststrukturalismen tager al pladsen, så der næsten ikke bliver noget tilbage til udviklingen af de psykoanalytisk inspirerede pointer.

Anskuet fra et kønspolitisk og feministisk perspektiv har de poststrukturalistiske analyser, der afslører og dekonstruerer vedtagne forestillinger om køn efter min mening været gode at provokere med ude i offentligheden - det være sig i debatten om barselsorlov, om uligeløn eller om prostitution. Her har poststrukturalismen vist sig som et virkeligt godt redskab, der også har formået at sætte feminisme og kønspolitik på den kulturelle dagsorden igen.

Men psykoanalysens tænkemåde tilbyder et langt mere komplekst og eksistentielt nærværende perspektiv på det individuelle kvindelige sjæleliv. Et perspektiv man efterhånden er begyndt at savne. På dansk grund har forskere som Jette Lundbo Levy og Judy Gammelgaard op gennem 1980’erne udviklet interessante analyser om de dobbeltheder og bindinger i det psykiske landskab, der holder kvindefrigørelsen tilbage. Analyser omhandlende kulturens generelle kvindeangst som også er en del af den individuelle mands og kvindes psyke.

Kvindefrigørelse er til stadighed en ambivalent sag. Kvindeangst/kvindehad findes også inde i kvinder... Og den enkelte heteroseksuelle kvinde har desuden som sit vilkår at møde og skulle handskes med en udbredt tilbøjelighed i den enkelte mand til ikke at kunne indleve sig i kvinder som hele mennesker. Kvinden bliver oplevet i lyset af den præødipale store moder. Som en overindividuel størrelse, som et stykke natur eller som ”det evigt kvindelige”.

Bag denne tilsyneladende kærlighedsfulde idealisering af kvinden ligger et betydeligt mål af uindfølelighed i det faktum, at hun er et menneske med følelser, behov og grænser som alle andre. Disse vilkår kan være svære at sætte på en rationel ligestillingsdiskursiv formel. Men de trænger ikke desto mindre til at blive benævnt og beskrevet. Derfor synes man jo, at Kvinder, Køn & Forsknings temanummer om psykoanalyse kunne tillade sig at spille anderledes offensivt ud end at lægge sig høfligt i poststrukturalismens slipstrøm med et par supplerende pointer.

Egentlige psykoanalytisk inspirerede forskningsresultater får vi kun i to artikler: Kirsten Hyldgaards (ph.d., lektor) Kærlighedens umulighed og Lillian Munk Rösings (ph.d., amanuensis ved Litteraturvidenskab) Kønnets anatomiske metaforer. Den indledende historiske oversigtsartikel af Morten Thing (dr.phil), Freud, seksualreform og frisind i 1930’erne er mildt sagt ikke inspirerende og synes at handle mere om frisindets indførelse end om Freuds tanker og psykoanalysen.

Kirsten Hyldgaards Kærlighedens umulighed er en ganske stimulerende refleksion over kærlighedens natur med afsæt i en lacaniansk tankeverden. Kirsten Hyldgaard insisterer på at isolere kærlighed fra de historiske, sociale og seksuelle sammenhænge, den i øvrigt udfolder sig i og i kraft af. Det hedder provokerende: ”...en idé eller ideal om gensidighed umuliggør en beskrivelse af kærlighed.”

Så meget altså for kærlighed-i-ligestillingens-navn... Feministernes kæreste objekt. (Et kærligheds ideal, som artiklens forfatter nok uden tøven ville henvise til sentimentalitetens felt.) Det er, fordi kærlighed til syvende og sidst ikke har at gøre med nogen egenskaber ved objektet. Om den elskede er god, grim, smuk, venlig, klog, dum eller ond er helt irrelevante betragtninger. Kærlighed har ingen årsag, i hvert fald ikke nogen vi kan kende sikkert.

Kirsten Hyldgaard bestemmer nemlig kærlighed som et forhold til den Anden qua Anden. Det vil sige, at kærligheden forudsætter, at man er i stand til at anerkende den anden som – netop en anden, noget andet eller anderledes, levende med og i sin egen ret og adskilt fra én selv. Der er denne rystende overvældende virkelighed ved den anden, der er kærlighedens store udfordring. ”Pludselig kan der ske det, at man ser sig selv med den Andens øjne, at man ser sig selv som et objekt for den Anden, at man bekymrer sig om, hvad den Anden måtte tænke om én, og hvad man er for den anden.” Kærlighed og empati hænger nøje sammen.

Kærligheden i denne definition synes kun at være en indstilling i subjektet (nemlig evnen og villigheden til at lade den andens virkelighed i momenter være vigtigere end ens egen). Der er ingen egenskab, man kan fastslå ved objektet.

Jeg kunne nu godt tænke mig at vide, hvorfor visse mennesker i særlig grad synes at inspirere deres omgivelser til kærlighed... Er der virkelig slet ikke noget med objektets egenskaber? Dog. Cirka 23 års erfaringer med det heteroseksuelle parforhold giver mig lyst til at give Kirsten Hyldgaard ret i sin filosofiske distinktion af kærligheden. Men også til at kritisere artiklen for en manglende sans for den verden, i hvilken kærligheden – altså det at man åbner sig for at sætte den Andens virkelighed over sin egen – skal finde sted og have en udstrækning.

Det er klart, at det er en eksistentielt set uhyre risikabel position at udsætte sig for, at den andens virkelighedsopfattelse er vigtigere end ens egen. (Prøv bare at tænke på, hvordan det er, når man skændes, og alt står på spil. Skulle man så begynde at give ham ret? Åh, det er svært.) Skal en sådan tilstand kunne opstå og eksistere over længere stræk af tid, går det vel kun, hvis der netop er et mål af gensidighed. Ellers bliver resultatet for det meste destruktivt.

Nummerets bedste artikel er suverænt skrevet af Lillian Munk Rösing.
”Man må erkende, at vore fundamentale filosofiske begreber (også dem der implicit på det ubevidste plan strukturerer vores selv- og verdensopfattelse) er støbt over mandlig anatomi og mandlige fantasier om kvindelig anatomi,” skriver Lillian Munk Rösing og efterlyser metaforer, der er støbt over den kvindelige anatomi, og som kunne udgøre et alternativ til den falliske logik.

I nogen tid læste jeg med skepsis. Havde dette projekt nogen virkelighed i sig, der rakte ud over teksten, eller var det ikke bare en øvelse i lutter idealisering og ønsketænkning: Godt, så siger vi, at det er brystet, der er den potente, ideelle form. Og hvad så?

Men som læser må man overgive sig til Lillian Munk Rösings forbilledligt og beundringsværdigt klare fremstilling af Freud, Melanie Klein og ikke mindst så vanskelige teoretikere som Lacan og Luce Irigaray. Og man må overgive sig til de perspektiver på subjektivitetsdannelse og -opfattelse, som langsomt vider sig ud for øjnene af én. Selv om man måske nok sine steder kan spørge sig, hvordan den sociale virkelighed skal komme ind i dette her, er artiklen båret af en virkelig inspiration, som man ender med at overgive sig til. En inspiration, der til syvende og sidst har at gøre med, hvordan kvinder kunne tænkes på deres egne præmisser at blive indskrevet i kulturen som subjekt. Lillian Munk Rösing skriver visioner frem, der både er et opgør med en mandlig subjektivitetsdannelse, der rummer en umodenhed i sig og de billeder af subjektivitet, der til stadighed sætter det kvindelige udenfor kulturen som noget på en gang almægtigt og samtidigt ikke-menneskeligt.

En forsker skal være nysgerrig på sit område og ud over at have teoretisk viden også kunne øse af en indsigt. Alle disse ting lever Lillian Munk Rösing op til, og så bliver læsningen en inspirerende, øjenåbnende fornøjelse.

Kvinder, Køn & Forskning byder desuden i dette nummer på stimulerende, velskrevet debat om heltinder i voldsfilm (Rikke Schubart) og gode boganmeldelser. Og således lægger man trods alt tilfredsstillet og beriget nummeret fra sig efter endt læsning.

Jette Hansen er mag.art i nordisk filologi, forfatter og free-lancejournalist.
"Kvinder, Køn & Forskning" kan lånes på KVINFOs bibliotek

 
Læs mere
Koordinationen for kønsforskning
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk