Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Unge minoritetskvinder mobiliserer

 

Unge kvinder med minoritetsbaggrund bruger deres valgret mere end deres jævnaldrende dansk-danske kvinder, og de er også meget engagerede i egne kvindegrupper med en politisk og kønspolitisk dagsorden, påviser professor Lise Togeby i ny bog. Togebys mål som forsker er at levere konkret viden på et område, hvor gisninger, fordomme og formodninger i høj grad ligger til grund for holdninger ikke mindst i den politiske debat.

 

 
FORUM/28.02.2003 Forskerportræt: Formummede, tilbageholdende, uinteresserede, uengagerede i det danske samfund og det politiske liv. Myter og fordomme om kvinder fra de etniske minoriteter i Danmark er mange. Spørgsmålet er, om myterne har hold i virkeligheden?
Det har de ikke,
når man ser på gruppen af unge kvinder af anden etnisk oprindelige end dansk og som er opvokset i Danmark, siger professor, dr. scient. pol. Lise Togeby, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, formand for Magtudredningen.

Hun ser mange tegn på, at der inden for denne gruppe unge kvinder er grøde i en politisk, kønspolitisk og social mobilisering. Lise Togeby sammenligner nogle af de unge etniske kvinders politiske engagement med 1970ernes kvindeoprør:
- Det er især de veluddannede unge kvinder fra familier, der har givet dem lidt længere snor end andre etniske familier. Forældrene har forståelse for, at deres børn skal deltage i det danske samfund. Kvinderne er vigtige mønsterbrydere og rollemodeller.

De unge kvinder danner kvindegrupper, hvor de diskuterer ligestilling og kønsroller. I modsætning i mange af deres danske medsøstre mener de f.eks. ikke, at kvinder har opnået ligestilling.
Ligesom rødstrømperne i 1970erne ønskede at sætte dagsordenen i kvindefælleskaber uden indblanding fra mænd, ønsker de unge kvinder fra etniske minoriteter at skabe kvindegrupper på tværs af minoriteterne – uden indblanding fra danskere. De vil selv.

Unge etniske kvinders politiske og samfundsmæssige engagement er et af mange emner i bogen ”Fra Fremmedarbejdere til etniske minoriteter”, som Lise Togeby som formand for Magtudredningen udgiver midt i marts måned.
Bogen gennemgår, analyserer og sammenfatter de etniske minoriteters medborgerskab og deres deltagelse i de politiske valg og de demokratiske processer i Danmark. Målet er at levere konkret viden på et område, hvor gisninger, fordomme og formodninger i høj grad ligger til grund for holdninger og ikke mindst den politiske debat.

Baggrunden for bogen var også formodninger om, at de etniske minoriteter, en gruppe, der samlet set ikke er voldsomt stor, men voksende, er sat ud på et sidespor i det danske samfund.
Specielt unge mænd fra de etniske minoriteter føler sig diskriminerede og dårligt behandlede. Mange oplever den danske befolkning som fjendtlig og afvisende.
Mange, specielt i gruppen af stærke og velkvalificerede unge, giver udtryk for, at de ikke føler sig accepterede og påskønnede i Danmark. De oplever, at de ikke bliver lukket ind i fællesskabet.

Bogen konkluderer, at nok er de etniske minoriteter ikke blevet inddraget i det politiske liv på lige fod med andre borgere i det danske samfund, men hovedkonklusionen er, at de etniske minoriteter mere aktive i det politiske liv, end man skulle have forventet.
Den politiske integration er også lykkedes langt bedre end integrationen på arbejdsmarkedet eller boligmarkedet – og lykkedes langt bedre end i andre lande - især på lokalpolitisk niveau.
Ved det seneste kommunalvalg stillede det hidtil største antal unge med anden etnisk baggrund op. Mange blev valgt ind. Det betyder, at sammenlignet med andre lande og tilsvarende grupper, har Danmark en overraskende høj repræsentation af medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk i kommunalbestyrelserne.
I f.eks. Århus Kommune er to af byrådets medlemmer født i Tyrkiet. Integrationsrådet fungerer, foreningerne fungerer. - Det er ikke så dårligt, siger Lise Togeby.

Selv om de etniske minoritetskvinder generelt set er mindre aktive og mindre ude i det politiske liv end mænd, stemmer de unge kvinder, der er født i Danmark, mere end mændene.
Blandt tyrkerne, den største etniske gruppe i Danmark, stemmer unge kvinder mere ved kommunalvalg og folketingsvalg end de unge tyrkiske mænd og langt mere end de ældre kvinder. Og de bruger deres valgret mere end de jævnaldrende dansk-danske kvinder.
- Der er en verden til forskel mellem første generation og anden generation blandt de etniske minoriteter. Det betyder ikke, at de unge ikke har problemer, at der ikke er unge med svage ressourcer, men de ligner jævnaldrende danskere mere, end de ligner deres forældre og de indvandrere eller flygtninge, der lige er kommet til landet, siger Lise Togeby.

De unge kvinder med anden etnisk baggrund bevæger sig i retning af større accept af danske kvinders værdier, f.eks. i forhold til børneopdragelse og i forhold til individuel frihed. De vil gerne have ligestilling mellem kønnene, men de ønsker f.eks. selv at passe deres gamle forældre. De forsøger at mixe det bedste fra to verdener. Selv om det ikke altid er let at have en fod i to kulturer, kan mange unge kvinder godt finde ud af at lave deres egen velfungerende kombination, mener Togeby.

Generelt kan de unge kvinder i langt højere grad end de unge mænd fra de etniske minoriteter se fordelene ved at leve i det danske samfund. Kvinderne har udfoldelsesmuligheder i Danmark, som deres mødre ikke har haft, og som kvinder i de lande, de stammer fra, ikke har. De kan uddanne sig, de kan have større selvbestemmelse – ikke at det er ukompliceret i forhold til at være to-kulturel. Men på mange måder er det vanskeligere for de unge mænd end de unge kvinder at blive en del af det danske samfund. De unge mænd mister f.eks. den familiemæssige position, som de ville have haft i deres traditionelle samfund.
- At afgive sin stemme er for kvinderne også en forholdsmæssig uskyldig måde at gøre oprør på. Det er lettere for en ung kvinde at stemme end at blive talsmand for en forening, siger Lise Togeby.
At stemme er også at vise sin accept af det danske samfund og de muligheder, samfundet giver danske kvinder. For grupper, der er udenfor politisk indflydelse, er valgdeltagelse altid vigtig. Det har en stor symbolsk betydning.

Den kommunalpolitiske integrations-succes skyldes bl.a. den danske valglov, som Togeby kalder en succes-historie. Den måde, loven er skruet sammen på, har vist sig at være et incitament for de etniske minoriteter til at blive en del af det danske samfund. Også på lokalt foreningsniveau fungerer samarbejdet med etniske minoriteter i mange tilfælde godt.
Derimod kniber det på landsplan.
- De landsdækkende paraplyorganisationer fungerer ikke. De inddrages f.eks. ikke i forberedelser til lovforslag eller andre tiltag, og det er et problem. I Danmark har vi tradition for et korporativt system, hvor man sidder og snakker sammen, politikere, administratorer og andre. Det er en måde at øge informationsniveauet på. Når man har denne tradition, er det fordi man vil forbedre beslutningernes kvalitet. Men det virker ikke på indvandrerområdet, siger Lise Togeby.

For Togeby er det væsentligt, at den danske tradition for korporative strukturer også kommer til at omfatte de etniske minoriteter. Danske myndigheder og politiker burde f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag på området i højere grad at tale med og samarbejde med de etniske minoriteter.
- Det er et område, man bevidst bør opdyrke. Et godt argument er, at processen på længere sigt vil skabe gode samarbejdsrelationer, nye traditioner. Men integrationspolitikken har været meget politiseret. Politikerne har holdt det for sig selv, fordi det er så politisk hot – man holder kortene tæt ind på kroppen, mener Lise Togeby.

Med til billedet hører, at grupperne af etniske minoriteter ikke er store. Samtidig er indvandrerorganisationerne svage. Der er skiftende personer i ledelsen, de har få økonomiske ressourcer og næppe særligt repræsentative for indvandrere. De har ingen traditioner for at samarbejde med myndigheder.
- For særligt svage grupper med intense interesser på bestemte område er der en fare for, at deres interesser overses. Derfor kan man sige: ”Her har vi en gruppe, der bliver overhørt, hvis ikke vi giver dem bestemte kanaler.” Det øger informationsniveauet, det mindsker risiciene for stor frustration blandt de etniske minoriteter. Debatten kan foregå under fredelige former, og der kan dermed træffes mere hensigtsmæssige beslutninger. Det er hensigtsmæssigt, effektivt og konflikthæmmende, siger Lise Togeby.

Af hensynet til demokratiet er det også vigtigt, at politikerne nøje vurderer de regler og løsninger, de laver for de etniske minoriteter, mener Togeby:
Skaber de institutioner, man laver, større etnisk deltagelse i det danske samfund eller øger de frustrationerne blandt minoriteterne? Hvilke konsekvenser har beslutningerne i forhold til medbestemmelse? Giver samfundet minoriteterne en tro på, at man gider høre på dem og tage dem alvorligt?

Et konkret eksempel på institutioner, der ikke fungerer er integrationsrådene i kommunerne. Rådene har intet formål, ingen kompetence. Der er ingen regler om demokratisk udpegning af medlemmer. Kommunerne er ikke forpligtede til at inddrage rådene i noget som helst. Dét er dræbende, mener Togeby:
- I nogle kommuner har man givet rådene høringskompetence på snævre eller brede områder, men det varierer fra kommune til kommune, hvor alvorligt man tager dem. Hvis man f.eks. oplever, at en kommune bare nedlægger modersmålundervisningen uden at inddrage rådet, så opleves rådsarbejdet som meningsløst.
Det er politikernes ansvar at skabe samarbejdsrelationer og institutioner, som medvirker til en fornuftig organisering, så indvandrerne selv kan komme på banen. Men de etniske minoriteter skal også selv på banen, mener Togeby. Al historie viser, at magtesløse grupper selv skal slås for at opnå mere indflydelse og flere rettighed.

Hvorfor flygtninge-indvandrer spørgsmålet har været det altoverskyggende og allermest hotte emne ved begge de to seneste folketingsvalg og ved kommunalvalget, har Lise Togeby ikke noget entydigt svar på:
- Det er et punkt, jeg næsten har opgivet at forstå. Det er overraskende, at emnet fylder så enormt og fylder meget mere i den danske debat end i andre lande. Medierne spiller en rolle, men de benytter sig som oftest blot af de almindelige principper om, hvad der er gode mediehistorier. Jeg er ikke forelsket i medierne, men jeg mener ikke, man kan lægge ansvaret på en helt anonym, abstrakt institution som medierne.
I stedet skal ansvaret lægges hos politikere, mediepersonligheder, eksperter. Det er et faktum, at Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har haft held med at sætte dagsordnen på indvandrerområdet i et omfang, der f.eks. aldrig har været stuerent i Sverige, mener Lise Togeby.

Det kan godt være, at mange danskere synes, der går mange mørklødede mænd, kvinder og børn rundt i gaderne. Men etniske minoriteter udgør faktisk seks pct. af Danmarks befolkningen.
Kun halvanden pct. af de valgberettigede ved folketingsvalget 2001 havde minoritetsbaggrund og tre en halv pct. ved kommunalvalget.
Undersøgelser viser, at der ikke er sket noget skred til højre i den danske befolkning, når det gælder etniske minoriteter. Faktisk tyder alt på, at danskerne er blevet mere positive, siger Lise Togeby:
- Jeg har igen og igen været ude med budskabet om, at danskerne siden 1970erne har haft meget stabile holdninger. Selv om danskernes holdninger til etniske minoriteter er meget blandende, var man langt mere racistiske i 1940erne end i dag.. Holdninger bevæger sig utroligt langsomt. Dét er vigtigt at have med i debatten.

Lise Togeby er i dag frikøbt til udelukkende at beskæftige sig med Magtudredningen. Når Magtudredningen slutter, vil der være udgivet 45 bøger og 30 skrifter. I foråret 2003 afleverer Magtudredningen sin slutrapport til Folketinget.
Alle bøger og skrifter er skrevet i et sprog, så de kan læses af både såkaldt almindelige danskere og politikere, journalister, mediepersonligheder og andre meningsdannere – ikke bare forskerkollegaen i nabokontoret, som Lise Togeby tørt bemærker.
Hun har gennem hele sin karriere hovedsagelig forsket i minoriteter, svage grupper, belastede unge, kvinder og har skrevet talrige bøger om emnerne.

Som den første i Danmark beskæftigede hun sig i en videnskabelig artikel under overskriften ”Den demokratiske udfordring” med de etniske minoriteters politiske muligheder i Danmark.
Det var så sent som i juni 1999 og i følge Togeby havde ingen i Danmark, i modsætning til f.eks. i Sverige, indtil da interesseret sig for spørgsmålet om de etniske minoriteters politiske indflydelse.
I artiklen undrede Lise Togeby sig over den manglende interesse. Ind i mellem undrer hun sig stadig.
Indvandrere og deres deltagelse i valg og demokratiske processer stod f.eks. ikke på den ellers alenlange liste over emner, som politikerne ønsker Magtudredningen skulle beskæftige sig med.
Det er Lise Togeby selv, der har gjort emnet til en del af projektet:
- Det er et demokratisk problem, hvis man har større grupper i samfundet, der er udenfor indflydelse. I dag er der to grupper, der er i fare: De socialt marginaliserede og de etniske minoriteter.
Igennem historien er stadig flere grupper blevet inddraget i de demokratiske og politiske processer. Men lige nu kan man frygte, at det går i den modsatte retning.

Samfundsforskning skal først og fremmest skal være nyttig, er Lise Togebys holdning. Den skal bruges til at gøre samfundet til et bedre sted især for de grupper i samfundet, der har det sværest:
- Jeg har ikke behov for at gå ud som politisk frontfigur. Min opgave er at producere viden, så man kan ræsonnere på en fornuftig måde og bidrage til, at vi bliver klogere og kan træffe bedre politiske beslutninger. Min tilgangsvinkel er at øge informationsniveauet, så debatten kan foregå op et mere kvalificeret grundlag. Jeg mener, at det jeg skriver, kan gøre folk klogere – ellers ville jeg ikke bruge kræfter på det. Jeg har en eller anden naiv forestilling om, at hvis man fortæller hvordan tingene ser ud, så er der også nogen, der vil lytte til det.

Samfundsforskeren vil ikke spå om udviklingen på området:
- Jeg er optimist. Når man som jeg har beskæftiget sig meget med forskning på kvindeområdet, så kan man enten irriteres over, at der stadig er kvindeundertrykkelse, eller man kan glædes over at det trods alt ser bedre ud end for 20-30 år siden. På samme måde kan man have overvejelser om de etniske minoriteter. Deres indflydelse er endnu ikke optimal, men de unge, især de unge kvinder fra de etniske minoriteter, der er opvokset i Danmark, er i færd med at mobilisere sig. Og de er kommet for at blive.

Lise Togeby: Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter, Aarhus Universitetsforlag, 288 sider, udkommer marts 2003. Se www.unipress.dk

Lisbet Holst er journalist og skriver regelmæssigt for FORUM


 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk