Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Feminist ved et tilfælde

 

Forskerportræt: Dansk-amerikaneren Christina Kiær er i færd med at slå igennem i det mandsdominerede og konkurrenceprægede miljø på USA's Columbia University. Netop forfremmet til associate professor specialiserer hun sig i revolutionær russisk kunst, hvor køn spiller en væsentlig rolle

 
 
FORUM/NEW YORK 31.3.2003 Hun har langt sort hår, går i rap læderjakke og kører på motorcykel. Hendes amerikanske er fejlfrit, det danske nydeligt og velartikuleret som hos dem, der ikke har opholdt sig nok i fædrelandet til at lære de seneste bandeord, slangudtryk og accent-forfladigelser. Og så er hun feminist.

Dansk-amerikanske Christina Kiær, 38, er måske ikke den første, man forbinder med et professorat i kunsthistorie på Columbia University i New York City; alligevel gør hun for tiden karriere i det traditionelt set mandligt dominerede miljø, som den amerikanske universitetsverden er - og det gør hun ved at fokusere på revolutionær russisk kunst med den ballast af viden omkring kønsforskelle, som hun blandt andet har erhvervet sig i Danmark.
- Mine projekter er ikke deciderede feministiske syn på kunsten, men jeg havde ikke fundet på at lave dem, som jeg gør, hvis jeg ikke havde været informeret af kønsforskningen, siger hun.

Christina Kiær er født i Danmark af en amerikansk mor og en dansk far. Her boede hun til otte-års-alderen og nåede at gå i tredje klasse på Ingrid Jespersens skole, inden forældrene blev skilt, og hun flyttede til Prag, fordi moderen blev gift med en tjekkisk mand. Et år senere drog familien tilbage til USA, hvor hun voksede op.
- Da jeg så kom på college på Harvard University i Cambridge, Massachussets, fik jeg en meget karismatisk professor og blev vildt fascineret af hans lektioner i kunsthistorie med det resultat, at kunst endte med at blive et af mine hovedfag, fortæller hun.

Under bachelor-uddannelsen fortsatte hun desuden de studier i russisk, hun var begyndt på i gymnasiet for at kunne tale med folk i Tjekkoslovakiet, og skrev hovedopgave om den russiske avantgarde.

Interessen for kvindesagen kom ind fra sidelinjen:
- Mens jeg var der, fik jeg en god veninde, som var feminist, og hun minder mig tit om, at jeg højt og flot sagde: "Det interesserer mig ikke", fortæller Christina Kiær.
- Men så tog jeg et videnskabskursus, hvor jeg endte med at skrive opgave om de nye reproduktive teknologier: reagensglasbørn og så videre. Og her blev jeg opslugt af feministiske diskussioner, for eksempel om at den mandlige videnskab bruger kvindekroppen til at eksperimentere med, at det i forbindelse med at få børn altid er kvindekroppen, man roder med, og videnskabens idé om at de kan manipulere kvindekroppen, som om den kun er en beholder for børn. Det fik mig til at læse en masse feministisk teori.

Derfor faldt det naturligt for Christina Kiær at søge ind på Københavns Universitets Center for Kvindeforskning, da hun året efter fik et Fullbright legat til at tage til København. Her lavede hun et projekt, som gik ud på at undersøge Mødrehjælpens arkiver og finde frem til de gamle journaler, socialforsorgen havde skrevet om, hvorvidt en kvinde, som ansøgte om at få abort, skulle have den bevilliget.
- Det fascinerende var, at efterhånden som tiden skred frem, især til tresserne, blev journalerne til kæmpe romaner med psykologi-tests osv. Så i takt med at flere og flere fik bevilget abort, var prisen, at de skulle afsløre mere og mere om sig selv - igen videnskabens drive til at undersøge kvindepsyken, som om den kunne kortlægges.

Resultatet af undersøgelsen blev udgivet i antologien Den tredje skønhed - Kvindekroppe i forandring (red. Andersen, T., Andersen, L. og Rostgård, M. (1989), Århus Universitetsforlag). I mellemtiden blev Kiær endnu et år i Danmark og fik job hos verdensundhedsorganisationen WHO som konsulent i kvinders helbred og udvikling. Her fik hun praktisk erfaring med at forsøge at indkorporere noget af sin teoretiske viden i de konkrete WHO-programmer. For eksempel prøvede hun at få WHO til at agere støtte for små kvindelige organisationer.

Da året var omme, besluttede hun imidlertid at vende tilbage til den akademiske verden. Hun tog nu en ph.d.-grad på University of California.
- Berkeley var et utrolig spændende sted på det tidspunkt. Der var masser af gode lærerkræfter, og disse sværvægtere tiltrak gode studerende, der var akademisk solide.

Christina Kiærs egen afhandling, der siden blev til bogen Imagine No Possesions - The Socialist Objects of Russian Constructivism (som udkommer næste år på det prestigefyldte universitetsforlag MIT Press) er ikke et feministisk blik på russisk konstruktivisme. Men de problemstillinger, hun valgte, var klart et produkt af hendes uddannelse inden for også den feministiske disciplin. Hun skrev om de russiske konstruktivister, der er kendte for at sige, at al kunst er borgerlig, og at man ikke kan tillade sig at lave den slags efter revolutionen, men at kunstnere i stedet burde lave nyttige ting.

For eksempel beskæftigede hun sig med kunstnere, der lavede indpakning til karameller, designede kjoler og så videre. Fordi Kiær havde de feministiske briller på, drejede hun den traditionelle forståelse af de russiske konstruktivister 180 grader ved at gøre opmærksom på, at de beskæftigede sig med hverdagslivet - f.eks. tøj og ting til hjemmet såsom potter, pander, komfurer og senge. Deres fokus var, hvordan man kunne lave disse ting mere brugervenlige, for de forestillede sig, at folks begær efter disse ting ville få dem til at drømme om at leve mere socialistisk.

Hendes nye projekt handler om socialistisk realisme, hvor hun igen vil kaste lys på de hverdagsproblemer, som der ellers ikke har været fokus på i kunsthistorisk forskning. Et af de aspekter, der interesserer hende, er de samfundsdiskussioner, der afspejler sig i kunsten. For eksempel at man i tredivernes Sovjet gik bort fra filosofien og lovgivningen om, at kvinder skulle være frigjorte og ligestillede og kunne være traktorførere. I stedet gik man tilbage til en mere funktionel idé om kvinder som mødre, hvor moderskabet kom før det produktive liv, og hvor kvinders skulle se godt ud og gå med kjoler og sminke, når de gik ud med deres mand - altså hvor der skete en såkaldt "normalisering" af kønsrollerne.

I forbindelse med forskningen har Christina Kiær tilbragt en del tid i Moskva, og der må hun vænne sig til en helt anderledes tankegang om mænd og kvinder.
- Her er idéen om køn stadig dybt biologisk funderet. Rusland er et utroligt sexistisk samfund. Det er USA naturligvis også, forskellen er, at i Rusland er man ikke engang bevidst om, at det ikke er i orden at se ned på eller tale nedsættende om kvinder. For eksempel kørte kvinder ikke bil indtil for få år siden. Før mente man, at biler var alt for fine og dyre til at blive kørt af kvinder. Nu er der gået mode i at forære sin kone en dyr Mercedes - det viser, at man har råd til at erstatte den, når hun har smadret den!
- Jeg accepterer ting, jeg ville have det mærkeligt med i USA, for eksempel at en mand insisterer på at bære mine indkøbsposer eller lukke min øl op. Jeg ved, at hvis jeg ikke giver ham lov, vil han tage sig dårligt ud overfor sine landsmænd. Omvendt bærer mine venner over med mine "frigjorte" manérer med forklaringen, at jeg er en "amerikaniseret" kvinde.

Mange af hendes egne studerende i USA mener ikke, der er grund til at være feminist længere - de vil ikke have det mærkat på sig. Alligevel er det et faktum, at kvindelige kunstnere skal kæmpe mere end mandlige for at få opmærksomhed i USA. Følgelig bruger mange af de unge kvindelige kunstnere i New York kvindelige virkemidler som tøj og makeup for at få opmærksomhed.
- Som en af mine professor-kolleger siger: "I vil ikke bære etiketten feminist, men åbenbart gerne etiketten Prada!"

Det er ikke kun i forskningen, men også i livet, at Christina Kiær selv har kønsproblematikker inde på livet. Processen med at få fastansættelse på et amerikansk universitet er meget hård, uanset om man er mand eller kvinde, men den er en tand hårdere for kvinder. Ganske vist er der nu flere kvinder, der er nået til tops i systemet, men de er ikke altid villige til at hjælpe andre kvinder op. Nu da de selv har "made it" uden hjælp, synes de ikke, andre skal have det lettere.
- Der er forskel på, hvordan det er for de unge mænd og kvinder, der kommer ind. Normalt forventes du at gøre alt det, du bliver bedt om af tidskrævende ting, for eksempel komitéarbejde, for at gøre dig forhåbninger om at blive i systemet. Først når du bliver fastansat, kan du gøre, hvad du vil. Jeg ser, at unge kvinder gør alle de ting, de bliver bedt om. Hvis en mand derimod ikke gør, hvad han bliver bedt om, er reaktionen: "Ham spørger vi ikke igen, for det kan han ikke finde ud af". Kvinders pligtopfyldenhed kommer fra os selv, vi er trænet til at være mere ansvarlige, og samtidig forventer kulturen også, at vi er det. Derfor er der en tendens til, at det er mere skadeligt for en kvinde, hvis hun forsøger at undslippe ekstra arbejde for at have ro til sin forskning. Der er ligefrem lavet studier om disse ting.

Et af de mest interessante eksempler på, hvordan kønnene har forskellige vilkår i det amerikanske universitetssystem, ses, når de får børn, fortæller Kiær.
- Columbia University har en udmærket barselsordning: man kan holde fri et semester eller trappe ned til at undervise i kun ét fag per semester i et helt år og stadig få fuld løn. Efter amerikansk standard er det helt utroligt. Både mænd og kvinder kan tage denne barsel, og det er også fair nok. Men jeg har hørt mange historier om mænd, der har koner, der går derhjemme og så blot får endnu et semester fri til at skrive deres bog, for de passer ikke barn, det gør deres kone.
- Når folk kommer tilbage på arbejde, er det også tit mændene, der siger: "Jeg kan ikke komme til det møde, jeg skal jo hente tvillingerne", eller "Jeg kan ikke være med til det komité-arbejde på grund af børnene".
- Men det modsatte kan og må ikke ske: hvis jeg havde et barn og kom og sagde, at der var noget, jeg ikke kunne eller ville påtage mig på grund af barnet, så ville det lyde: "Åh se hende, hun bruger barnet som en undskyldning." Alle kvinder ved, at hvis man har en unge derhjemme, så prøver man at få så meget hjemmetid som muligt. Men det skal man ikke lade sig mærke med, for det bliver betragtet som faglig dovenskab. Men når mændene prøver at få hjemmetid, hedder det sig: "Ih, hvor er han en god far."

Andre forskelle er, at mange af de mandlige professorer går i seng med deres studerende, mens det sjældent sker for de kvindelige.
- Det præger atmosfæren, synes jeg. Så længe den praksis, med at de unge studerende anses som seksuelle objekter, fortsætter, ændrer det også dynamikken på arbejdspladsen mellem mandlige og kvindelige professorer. Men at forandre dette kræver jo en revolution, nemlig at gamle mænd holder op med at se på unge kvinder som noget, der kan hjælpe dem med at overkomme deres selvhad.

Christina Kiær har lige overstået sin femårs-bedømmelse og blev enstemmigt forfremmet fra assisterende professor til associeret professor. På alle andre universiteter end de elitære Ivy League, som Columbia tilhører, ville hun være kvalificeret til fastansættelse nu, men på Columbia tager processen syv-otte år. Det er en katastrofe for dem, der bliver fyret undervejs, fordi der er så få universitetsstillinger, og man kun kan søge job en gang om året. Ofte bliver man tvunget til at flytte for at få job. Men Christina Kiær er ikke så bekymret for fremtiden.
- Om jeg fortsætter på Columbia, kommer an på, om de kan finde en stilling, for den, jeg har nu, kan ikke automatisk konverteres til fastansættelse. Så Columbia skal under alle omstændigheder finde en stilling til mig. Jeg kan kun kontrollere, hvor god jeg er, ikke det andet. Så det, jeg skal gøre, er at holde øje med andre stillinger. I USA er den bedste måde at få fastansættelse eller lønforhøjelse på at få et tilbud udefra. Det er også en mulighed at tage et smut til Danmark i nær fremtid. Jeg har under alle omstændigheder et forskningslegat, jeg kunne bruge i København.

Kirsten Stendevad er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk