Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ligestilling - hvad er problemet?

 

Denne anmelder er begejstret for en ny antologi, som giver et godt indblik i, hvordan vi i Danmark tænker og taler om ligestilling. Forfatterne mener bl.a., at ligestilling i Danmark lider af at blive betragtet som "low politics" uden samme prestige som andre politikområder

 
 
FORUM/31.3.2003 Der er grøde i den danske ligestillingsdebat (igen). En ny generation feminister af begge køn fører sig frem med bøger og events. Med Henriette Kjær har vi fået en meget synlig ligestillingsminister, og der kommer en lind strøm af rapporter fra store forskningsprojekter om køn, magt og politik.

Seneste udgivelse i denne strøm er bogen Ligestillingspolitik som diskurs og praksis (Forlaget Samfundslitteratur) redigeret af Anette Borchorst & Drude Dahlerup. Den er en del af det arbejde, der bliver udført i forskningsprogrammet Gender, Empowerment and Politics. Som det fremgår af bogens titel, undersøger den, hvordan vi tænker og taler om ligestilling samt analyserer de sidste 30 års ligestillingspolitik.

Ligestillingspolitik som diskurs og praksiser den første samlede fremstilling af moderne dansk ligestillingspolitik med beskrivelser af aktører og institutioner, love og projekter, mål og midler. Der er afsnit om statslig og kommunal ligestillingspolitik, kønskvotering og mainstreaming, mænd og etniske minoriteter plus interviews med politikere og ligestillingskonsulenter.

Redaktørerne stiller i indledningen med titlen Ligestilling - hvad er problemet? netop dette meget centrale spørgsmål. Her er de inspireret af den australske forsker Carol Bacchi, der har introduceret en ny tilgang til studiet af ligestillingspolitikken. Pointen i hendes 'what's the problem approach' (der beskrives i bogen Women, Policy and Politics: the construction of policy problems, Sage 1999) er at fokusere på og analysere, hvordan et givent problem er konstrueret, i stedet for at fokusere på, hvordan man har fundet løsninger på et allerede fastslået problem. Denne "hvad er problemet" tilgang synes skræddersyet til den hjemlige ligestillingsscene. For her bliver det ofte fremført i diverse debatter, at ligestilling er en realitet i Danmark, og dermed ikke udgør noget særlig stort problem.

Borchorst og Dahlerup har klogelig droppet alle illusioner om, at statistikker, fx over ledelse og barselsorlov (som også denne bog bringer) kunne afgøre sagen. De tager udgangspunkt i, at dansk ligestillingspolitik efter deres mening skyr facts og forskning. Ligestilling er "low politics", siger de, og her er det legitimt at arbejde uprofessionelt, mens prestigefyldte politikområder som energi og sundhed baserer deres politikker på fagligt funderet viden. Det er fx utænkeligt, at Erhvervsministeriet skulle placere vindmølleparker efter, hvor meget Maren mener, det blæser i kæret, eller at Sundhedsstyrelsen baserer sine brystkræftprognoser på tilfælde i personalets omgangkreds.

Drude Dahlerup lægger ud med en ABC i feminisme, centreret om begreberne "lighed" og "forskel", grundlaget for al ligestillingsfilosofi. Kvindesagen opstod som en demokrati- og menneskerettighedsbevægelse, der krævede ligestilling, fordi de to køn var ensartede individer, mennesker, og fordi de var forskellige - kvinder og mænd.

Disse to argumentationspor løber på kryds og tværs gennem hele det feministiske projekt. 1800-tallets valgretsaktivister og moderne kvindelige ledere argumenterer i samme åndedræt med, at kvinders kvalifikationer er de samme som mænds, samtidig med at de er forskellige. I dag siger Henriette Kjær, at fuld ligestilling er umulig, fordi kvinder og mænd er forskellige. I 1970'erne forsøgte Fremskridtspartiet at lukke ligestillingsdebatter med dagsordensforslag om, at Folketinget med tilfredshed kunne konstatere, at der er forskel mellem mænd og kvinder. Selv seriøse ligestillingsdebatter kan stadig strande i infantile fnis over "den lille forskel".

Det er således med god grund Drude Dahlerup har valgt titlen Ligestilling i dødvande - den ulidelige modstilling af lighed og forskel. Hun argumenterer for, at modstillingen mellem lighed og forskel er falsk og sammenblander forskellige niveauer. Det modsatte af lige er ulige ikke forskellige, og lighed/ulighed er sociologiske og politiske begreber. Det modsatte af forskellig er derimod ens. Spørgsmålet om kvinder og mænd er væsensforskellige, eller om kønsforskelle er konstruerede, er et filosofisk og videnskabsteoretisk spørgsmål. Angelsaksiske kønsforskere taler om "equality versus inequality" og "sameness versus difference", svenskerne opererer med "særart-samart".

Så langt så godt. Men hvad er de politiske implikationer af at afvise modstillingen af lighed og forskel?

Drude Dahlerup mener, at det muligt at holde det politiske og det filosofiske niveau adskilt. At man kan blive enige om ligestillingspolitiske mål, selvom man har forskellige opfattelser af, hvad køn i grunden er. Ifølge hende forvirrer en række aktører i ligestillingsdebatten begreberne ved at zappe mellem individ- og samfundsniveau. Det er rent faktisk muligt at føre ligestillingspolitik, som tager hensyn til forskelle, hvad enten de går mellem kvinder og mænd, mellem etniske minoriteter, eller på tværs af køn og etnicitet i det enkelte menneske med flere identiteter.

Artiklen præsenterer, definerer og relaterer også forskelle typer lighed. Chancelighed har man fx i en løbekonkurrencer, hvor deltagerne stiller samlet op og kommer spredt i mål. Vil man derimod have deltagerne samlet i mål, skal de starte forskellige steder på banen. Resultatlighed kræver altså særbehandling, chancelighed favoriserer de resursestærke. Artiklen skaber også overblik over forskellige feministiske teoriers terminologi. Fx taler marxismen om udbytning af kvinder, patriarkatsteorier om undertrykkelse, mens eksklusion af kvinder stammer fra nyere politologiske analyser af kønsmagt.

I et tilsvarende eksemplarisk pædagogisk afsnit udreder Sine Lehn, Mette Lykke Nielsen og Karen Sjørup fra Center for ligestillingsforskning mainstreaming-strategiens "muligheder og faldgruber". Ifølge forfatterne har Europarådet defineret mainstreaming som: "At integrere ligestilling i al politik og planlægning, således at ansvaret for at tage ligestillingsmæssige hensyn lægges ud til dem, der arbejder med politikudformning, planlægning og administration". Forfatterne tager udgangspunkt i konkrete projekter, som fx en anti-rygekampagne i Estland, der må tage forskellige midler i brug alt efter, om den retter sig mod piger eller drenge. Således viser de, at der er tæt sammenhæng mellem analyse- og politikniveauet i en mainstreamingsproces. De giver samtidig eksempler på, hvordan metoder som kønsopdelt statistisk, benchmarking og kønskonsekvensanalyse kan bruges i praksis.

Undervejs bliver det krystalklart, at mainstreaming ikke er et vidundermiddel. Det er stadig politikeres og andre lederes opgave at flytte ligestillingspolitikken fra periferi til mainstream, og ligestillingseksperterne brænder stadig op, hvis de ikke får opbakning fra top og bund i organisationerne.

Moderne dansk ligestillingspolitik kan dateres til 1975, da Ligestillingsrådet blev oprettet som det første "statsfeministiske organ". Rådets historie og betydning beskrives af Anette Borchorst i artiklen Den statslige ligestillingspolitik - "Business as usual"?, der drager sammenligninger med udviklingen i resten af Norden.

Det danske ligestillingsråd fik et svagere mandat end de andre nordiske landes, og Anette Borchorst fremhæver to årsager:

For det første betød folketingsvalget i 1973 et ligestillingspolitisk backlash. Der kom tre nye partier i Folketinget - Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokrater. Fremskridtspartiet blev med 28 mandater landets næststørste parti. Fremskridtsfolkene var arge antifeminister og mente, at ligestilling - også på arbejdsmarkedet - var en privatsag, som staten skulle blande sig udenom. De udgjorde sammen med Kristeligt Folkeparti, der var dannet i protest mod legalisering af pornografi og abort, en stopklods for den progressive ligestillingspolitik, som Socialdemokratiet havde ført an i og de andre gamle partier havde tilsluttet sig.

For det andet betød Danmarks tilslutning til EF i 1972, at ligestillingsinitiativet flyttede til Bruxelles. Sammenligningsgrundlaget for dansk ligestillingspolitik blev dermed de øvrige EF-lande, hvor vi var ligestillingsførende, og ikke Norden.

Norge sagde nej til EF i 1973, på trods af, at socialdemokraterne anbefalede medlemskab. Efter nederlaget ved folkeafstemningen valgte venstrefløjen at rehabilitere sig på ligestillingspolitik, der siden har været "high politics" i Norge. Det svenske socialdemokrati, der har bevaret sin førerposition gennem hele perioden, har især fra 1980'erne profileret sig på ligestillingspolitik med stor succes.

Ligestilling som diskurs og praksis er usædvanlig vellykket af en antologi at være. De enkelte bidrag føjer sig smukt sammen til en helhed, facetteret af forfatteres forskellige tilgange. Med dens karakter af håndbog vil den blive modtaget med kyshånd af alle, der arbejder med ligestillingsproblemer. Det er så op til os at bruge den til at kvalificere den offentlige debat.

Jytte Larsen er historiker. Hun er specialkonsulent og redaktør af Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
 
Læs mere
Mere om forskningsprogrammet
Køn, Magt og Politik
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk