Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinden bag de 30 minutter

 

Professor Bente Klarlund Pedersens forskning har medvirket til, at motion nu skrives på recept som behandling mod livsstilssygdomme. Et arbejde, der har inspireret kampagnen ”30 minutter”, der skal få satte danskere til at bevæge sig mere. For det er lige så farligt at være fysisk inaktiv, som det er at ryge

 
 
FORUM/26.06.2003 Som professor i intern medicin udfører Bente Klarlund Pedersen grundforskning i menneskekroppen. Hun er har været læge i 20 år og forsket i medicin lige så længe. Hun blev professor for halvandet år siden, og har siden da været forsker på fuld tid; lige nu med skarpt fokus på forholdet mellem sundhed og fysisk aktivitet. Det betyder arbejdsdage på 11-12 timer og ofte også i weekenden. Men for Bente Klarlund er det et privilegium at få lov at koncentrere sig så meget om forskningen, og arbejde er noget af det, hun nyder allermest. Når hun har fri, glæder hun sig til at slippe afsted på arbejde igen.
- For mig er ambitiøs et positivt ladet ord. Jeg synes, det er skønt, når folk gerne vil noget. Jeg har svært ved at se, at det har nogen mening at være forsker uden at ville være verdens bedste på sit felt. Det ligger i forskningens natur simpelthen, for man vil jo opnå resultater, som ingen har lavet i forvejen, siger hun uden store armbevægelser.
- Jeg kan ikke lide at tabe. Jeg synes, det er meget sjovere at vinde, og jeg er et af de mennesker, der har det sådan, at jeg ikke behøver at bestemme - men det går sådan set bare bedre, hvis jeg gør. Egentlig ret ulideligt, ler hun selvironisk.

Bente Klarlund arbejder med sin 20 personer store forskergruppe på Rigshospitalets epidemiafdeling på Blegdamsvej i København. Her er de konstant i gang med at udføre forsøg og analysere resultaterne. Hendes gruppe tilhører også Muskelforskningscentret (CMRC) på Rigshospitalet i København. Lige nu arbejder gruppen på at prøve at forstå, med hvilke mekanismer fysisk aktivitet beskytter imod mange af de mest almindelige sygdomme som sukkersyge, kræft og hjertesygdomme. Forskerne har allerede høstet international anerkendelse for opdagelsen af det såkaldte IL-6-gens funktion. IL-6 har betydning for fedtstofskiftet og det hæmmer insulinresistens. Det forklarer, hvorfor motion er effektiv både i forebyggelse og behandling af type 2 diabetes – ”gammelmandssukkersyge” - forhøjet blodtryk, åreforkalkning og hjertesygdom. Faktisk har motion vist sig at være langt mere effektiv som behandlingsform mod sukkersyge end insulin.

Idet effekten af fysisk aktivitet nu er dokumenteret, er læger begyndt at bruge det som behandlingsform på lige fod med medicin og lige frem udskrive recepter ud på motion.

Tidligere troede forskerne, at IL-6 kun hørte hjemme i immunsystemet, men Bente Klarlunds gruppe har opdaget, at IL-6 genet produceres af musklerne. De har påvist at IL-6 kommer ud i blodbanen i store mængder under fysisk aktivitet. Og for nøjagtigt at finde ud af, hvad dets funktion er, har de oprenset proteinet og puttet det ind i forsøgspersoner.

- Jeg betragter nok bestemmelsen af IL-6-genets funktion som mit hidtil største resultat, siger Bente Klarlund.

Er det ikke på mange måder et gennembrud at have fundet en effektiv behandlingsform, som ikke er medicin?

- Jo, umiddelbart vil man sige, det er et paradigmeskifte, at livsstilsændringer er ligeså effektive som at tage en pille. Men hvis man vil bruge motion som behandling, skal man stille samme krav til dokumentation, som man ville gøre til en hvilken som helst anden behandling, uanset om der er tale om medicin eller kirurgi. Som læge ønsker man at give den mest effektive behandling med de færreste bivirkninger, og vi har bare vist, at det mest effektive ikke altid er det mest avancerede eller dyreste, siger Bente Klarlund.

Enkelte forsøg er lavet på mus, simpelthen fordi man af humane og etiske grunde ikke kan udføre dem på mennesker. For eksempel har gruppen fået fremstillet nogle mus, hvor IL6-genet er knocked out, så man kan efterprøve, hvad musene ikke kan, når genet er fraværende.
Men de fleste af forsøgene laves på mennesker, og her har forskerne i Danmark unikke muligheder sammenlignet med udlandet, hvor der ikke er samme tradition for at udføre denne type forsøg med mennesker. En tradition, som har et solidt videnskabsetisk system i ryggen for at sikre forsøgspersonerne. Bente Klarlunds gruppe har for tiden en australier og en amerikaner på besøg, som skal udføre research i nogle uger.

- Vi kan få lov til at lave nogle ting, man ikke får lov til at lave så mange andre steder. For eksempel har vi katetre i leveren på folk, mens de cykler, og i både den ene og den anden vene, i arterien og i hjernens fraførende vene, forklarer Bente Klarlund.

Det er bl.a. Klarlunds egen medicinske erfaring over 20 år, der har sikret tilladelser til at udføre forsøgene.

Nogle forsøg er temmelig omfattende. For nylig skulle 10 forsøgspersoner træne i et forløb over ti uger; fem dage om ugen mellem en og fire timer om dagen. Så selv om Bente Klarlund ikke længere har patienter og arbejder klinisk som læge, involverer hendes arbejde i høj grad levende mennesker, og gruppen er helt afhængig af forsøgspersonerne. Disse bliver da også snart fejret med en stor festmiddag.

Jagten på IL-6- genets funktion begyndte med en hypotese om, at musklerne laver et stof, som sendes ud i blodbanen og påvirker andre organer som fedtvævet, karrene og leveren, og forskergruppen er startet med at kigge i selve musklerne ved at tage muskelbiopsier, både når folk er i hvile og når de bruger musklerne. Det var på den måde de fandt ud af, at IL-6-genet aktiveres ved fysisk aktivitet.

Muskelbiopsierne laves ved, at man udtager et lille stykke af musklen. En sugerørstyk biopsinål stikkes i låret på forsøgspersonen, fyldes med muskelmasse og trækkes ud. Det efterlader et lille ar i låret.

-Hvor ondt gør det?
- Det gør temmelig ondt, selv om forsøgspersonerne bliver lokalbedøvet. Men det er forskelligt, hvor slemt folk synes det er.
Har du prøvet det selv?
- Ja. Jeg har jo en ide om, at jeg skal lave samtlige forsøg på mig selv første gang, siger Bente Klarlund.

Hun har kun aflyst et forsøg en enkelt gang, hvor hun syntes, at forsøgspersonen reagerede for voldsomt på at få lavet biopsien - var for bange. Muskelbiopsierne er blot en af mange tests, forsøgspersonerne udsættes for. Andre er blodprøver og fedtbiopsier, som ikke gør ondt at få taget. Det kræver en del af forsøgspersonerne at være med, og de får da også et honorar, men det må ikke sættes for højt, for så melder folk sig af de forkerte grunde:

- Så får vi bare personer, som siger, de ikke ryger, selv om de gør, eller tager medicin. Men danskere har generelt en høj kollektiv bevidsthed om, at det er vigtigt at tale sandt, og hvis det kan bruges til noget, så vil de gerne være med i forsøg, siger Bente Klarlund.

Bente Klarlund er også blevet mere bevidst om og mere interesseret i at kommunikere sine forskningsresultater ud til befolkningen.
- Man kan bedre gøre det med årene, fordi man har fået en pondus. Tidligere var jeg bange for ikke at få alle nuancer med. I dag mener jeg, at nogle budskaber godt kan siges enkelt. Jeg tør godt i dag give livsstilsråd som at folk skal dyrke en halv times motion om dagen, uden hver gang at tilføje, at det er bedre med 45 minutter for eksempel.


Netop rådet om den halve time bliver for tiden formidlet på tv i Sundhedsstyrelsens kampagne ”Rør dig 30 minutter om dagen”. Her understreges det med humoren til hjælp, at al bevægelse tæller, at det ikke behøver at være så svært, og det er farligt at lade være med at motionere. Det er ikke nogen tilfældighed, at Bente Klarlunds budskab nu er taget op af sundhedsmyndighederne.

For to år siden fik hun sammen med kollegaen professor Bengt Saltin ideen til at stifte Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed. Udover at fremlægge og diskutere videnskabelige resultater, har selskabet en formålsparagraf om at formidle resultater til befolkningen. Det har bl.a. resulteret i et samarbejde med Sundhedsstyrelsen, som har oprettet et kontor og stået for kampagnen, og Bente Klarlund har sammen med Bengt Saltin skrevet bogen ”Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling”, en håndbog for læger. Det er tanken, at den skal fremme lægers brug af motion som en behandlingsform på lige fod med medicin.

30-40 pct. af den raske befolkning dyrker så lidt motion, at de med stor risiko vil blive livsstilssyge. Tallet svarer ca. til antallet af rygere i den danske befolkning, og livsstilsfaktorer er ansvarlige for 50-90 pct. af de store folkesygdomme. Mellem 30 og 40 procent af danskerne er i dag fysisk inaktive, mens det for 40 år siden kun var en procent. Mange af os har jo rigtig gode undskyldninger for, hvorfor vi i dag ikke lige får dyrket noget motion. Tit ”har vi ikke tid”. Men som en af Bente Klarlunds kolleger har udtrykt det: ”Hvis du ikke mener, du har tid til at motionere nu, skal du afsætte tid til at være syg senere”.

For det er lige så farligt at være fysisk inaktiv, som det er at ryge. Risikoen for at dø for tidligt - f.eks. af hjertesygdom eller kræft - er fordoblet ved mangel på motion, men kun øget med en faktor 1,3 ved overvægt. Det er bemærkelsesværdige fakta. Man kunne også vende det om til et positivt budskab: Hvis man motionerer, nedsætter man risikoen for at få hjertesygdomme eller kræft til det halve. Og der er en pointe i at vinkle budskabet på den måde, mener Bente Klarlund.

- Modsat mange af de sundhedsbudskaber, folk har hørt i mange år, er her noget, som folk gerne må. Og det gør en forskel, at de selv opfordres til at tage ansvar for deres egen sundhed. Ved at gøre noget kan de holde sig raske eller helbrede sig selv, fremhæver hun.

-Er du glad for, at det du laver, så direkte kan anvendes?

- Ja, det tror jeg egentlig jeg er ret bevidst om. Som studerende arbejdede jeg med noget, der blev meget biokemisk, og på et tidspunkt tabte jeg fuldstændig den kliniske og biologiske vision. Jeg skulle prøve at finde ud af, om to proteiner var ens. Men jeg kunne simpelthen ikke se, hvorfor det var vigtigt. Jeg tror også, det har været meget vigtigt for mig hele tiden at have kontakten til den kliniske, medicinske verden i og med jeg som læge har haft patienter i 20 år. Som kliniker står man med et ben i virkeligheden, og derfor bliver ens forskning stimuleret af nogle væsentlige problemer.

Bente Klarlund husker ret nøjagtigt, hvornår hun vidste, at hun gerne ville være forsker. Hun var ikke mere end 21-22 år gammel.

- Det var til en forelæsning, hvor en lektor talte om muligheden for at forske, og pludselig stod det klart for mig, at det var det jeg ville. Jeg havde på det tidspunkt læst lidt om, at der var en sammenhæng mellem herpesvirus og cervix cancer – livmoderhalskræft – og det stimulerede mig helt vildt. Så gik jeg i gang med at forske i det. Jeg blev fuldstændig grebet af det med at have en hypotese og få data, og jeg arbejdede intenst. Jeg kan også se på mine egne studerende, at enten rykker de på det, eller også gør de slet ikke. Man kan ret hurtigt mærke, om folk tænder på at forske, og jeg går meget efter at få dem, der brænder for det, med i min gruppe, fortæller hun.

- Hvordan er det at være kvindelig forsker inden for dit område?

-Jeg var engang inviteret til Japan som keynote speaker – hovedtaler - hvor man er en af de særligt inviterede, der skal fremlægge resultater om sin forskning. Japanerne havde fundet mig i faglitteraturen, men de havde ikke forestillet sig, at jeg kunne være kvinde, og de var meget chokerede. Det blev så heller ikke bedre af, at jeg kom lige fra Thailand og havde fået sat håret i 100 fletninger med perler, fortæller Bente Klarlund.
Men tyskerne var bemærkelsesværdigt nok lige så dårlige til at gennemskue, at Bente er et pigenavn.
- De havde købt gaver til min kone og mandeting til mig, fortæller hun.

De anekdoter er mest noget, hun griner af. Det er straks mere alvorligt med de fordomme, der trives omkring kvinder i forskning herhjemme: På et tidspunkt var Bente Klarlund blevet inviteret til at være med i et panel og holde foredrag i Kvindelige Lægers Forening. Emnet var kvinder og fedme. Men i programmet var hun uden titel blevet sat i et panel ved siden af en kvindelig læge, som ikke er forsker.

- Vi skulle så - sådan lidt blødt, ikke – sige lidt omkring kvinder og fedme. Den ”rigtige forsker”, som de havde inviteret til at holde halvanden times foredrag, var så mand. Han var overlæge, men havde en lavere charge i titel end mig og havde publiceret mindre inden for emnet. Jeg ringede til dem og sagde, at det kunne jeg ikke være med til. Jeg tror, det kom helt bag på dem, at jeg faktisk selv var forsker og havde manifesteret mig indenfor emnet, siger Bente Klarlund.

Historien er et eksempel på en tendens til, mener Klarlund, at kvinder er så overbeviste om, at kvinder bliver undertrykt og derfor ikke kan præstere det samme som mænd, at den antagelse fører til, at også kvinder ubevidst undertrykker kvinder.

I diskussionen om at øremærke professorater til kvinder kan man også uforvarende komme til at undertrykke kvinder trods ønsket om det modsatte. Hvis man er så overbevist om, at kvinder er mindre kvalificerede end mænd og derfor skal særbehandles, kan man komme til at overse de kvinder, der faktisk er kvalificerede til professorater. Bente Klarlund havde for eksempel i et godt stykke tid været ”professorabel”. Selv om man er kvalificeret til at blive professor, bliver man dog ikke bare forfremmet. Der skal først slås et professorat op, og der kan gå lang tid. Der er tale om en flaskehals. Der havde da heller ikke været noget inden for Bente Klarlunds fag, som hun kunne søge. Men så besluttede Forskningsrådet at slå et professorat op, hvor man i et forsøg på positiv særbehandling ville vælge den kvindelige ansøger, hvis en mandlig og kvindelig ansøger var lige kvalificerede.

Professoratet blev slået meget bredt op, hvilket betød mange ansøgere og stor konkurrence. Ved at slå professoratet bredt op kunne man støve en kvalificeret kvinde op. Nogenlunde samtidig var der med samme løn og samme takst slået et professorat op i den sædvanlige snævre form, der giver en snæver ansøgerskare. Den stilling var tiltænkt en bestemt mandlig forsker, som havde et netværk omkring sig, som støttede ham. Havde man haft øjnene åbne for, at Bente Klarlund var professorabel, kunne man lige så vel have skræddersyet et professorat til hende

Historien illustrerer formentlig meget godt forskellen mellem mandlige og kvindelige forskeres netværk. Bente Klarlund har for eksempel aldrig rigtigt haft en mentor, der har været der gennem alle årene og støttet hende op igennem hendes karriere. En mentor kunne have hjulpet hende, så hun ikke havde følt så stort et pres undervejs.

- Jeg tror, jeg ville have haft det bedre og tvivlet mindre. Jeg ville i højere grad have tænkt, at det nok skulle gå godt. Jeg har da tit tænkt på, hvor jeg skulle ende, siger Bente Klarlund.

Hun tror ikke, det manglende netværk omkring kvinder er udtryk for diskrimination, men at mændene i generationen før hendes har valgt at blive mentorer for mænd, fordi de bedre har kunnet identificere sig med dem. Hun håber derimod selv at kunne blive mentor for unge forskere af begge køn.

- Jeg er ikke i en situation, hvor jeg har udvalgt én. Men jeg er meget ambitiøs på vegne af flere i min gruppe, og har sagt til nogle af dem, at jeg synes, at de skal gå efter at blive professorer. Det var der ikke nogen, der sagde til mig. Jeg håber, det betyder noget, det at jeg tror på dem og lægger nogle ord ud rundt omkring i forskellige sammenhænge. For eksempel kan jeg sige: ”Jeg tror, der er en på vej her, så I skal passe på ikke at komme til at slå stillingen op på et tidspunkt, hvor I får den forkerte”. Det er jo ikke snyd, men det er at være med til at bane vejen. Sådan fungerer systemet jo også, fortæller Bente Klarlund.

Irriterer det dig at skulle svare på spørgsmål, som mænd aldrig bliver stillet?

- Ja. Jeg synes ikke, at jeg behøver dele ud af mit privatliv, bare fordi jeg er kvindelig forsker. Og jeg kan godt engang i mellem mærke den der med – og det er mest fra kvinder - at det ville være ”lidt rart”, hvis mine børn kunne stille sig op og sige, at de ikke er blevet passet ordentligt. Mænd bliver jo aldrig spurgt om den slags. Det mest irriterende er, at man skal prøve at forklare, hvorfor ens børn ikke er blevet kriminelle, siger hun.

Den unge generation af kvinder i tyverne tager det dog i følge Bente Klarlund mere som en selvfølge, at man kan gøre karriere og samtidig få børn.

-De kommer her med høje hæle, bare maver og make up. De er bragende sexsymboler, samtidig med at de konkurrerer benhårdt. Jeg synes, der er kommet en ny type kvinde frem. De snakker aldrig om, at de er bange for, at de ikke skal komme til at gøre karriere.

Overholder du selv de 30 minutter om dagen?
- Ja, jeg løber næsten hver morgen og samlet bliver det til 30 minutter om dagen.

Nina Møller er freelance journalist.
 
Læs mere
Sundhedsstyrelsens kampagne
30minutter

Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk