Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den oversete oversætter

 

Østrigske Mathilde Prager måtte mase sig på, undskylde og bruge et mandenavn for at komme til at oversætte for Georg Brandes. Deres samarbejde over 30 år indeholdt intellektuel inspiration, men frem for alt en stor ulighed. Brandes ville fx ikke tillade Prager at få sit navn på titelbladet. Forsker Karin Bang skriver på en monografi om den hårdt prøvede oversætter

 
 
FORUM/31.7.2003 Fra 1880’erne spillede den nordiske litteratur så stor en rolle for det litterære publikum i de tysktalende lande, at tyske og østrigske forlag kappedes om at komme først med oversættelser af talentfulde nordiske forfatteres værker. De var populære, fordi de var en kunstnerisk afbildning af virkeligheden, af familie- og sjælelivet og satte problemer under debat, som bekræftede læsernes egne følelser og tanker. Men det var oversætterne i skarp indbyrdes konkurrence, der opsporede talenterne. Deres personlige engagement var af stor betydning, og de måtte konstant have fingeren på pulsen, hvorfor de ud over at læse nordiske aviser også abonnerede på tidens vigtigste nordiske tidsskrifter.

En del af oversætterne var kvinder, som ofte måtte bruge et mandligt pseudonym, blandt andet fordi oversættelserne så blev lettere at afsætte, og fordi familie og slægtninge var imod deres oversættervirksomhed.

Den østrigske oversætter Mathilde Prager (1844-1921), som skrev under pseudonymet Erich Holm, viede omkring 40 år af sit liv til udbredelse af kendskabet til nordisk litteratur i de tysksprogede lande. Hun var uhyre flittig, hvad hun også var nødt til at være, da hun tidligt var blevet enke og foruden sig selv en årrække måtte forsørge en søster og to svigerinder. Det var derfor af stor betydning for hende, at hun blev oversætter for sværvægtere som August Strindberg og Georg Brandes.

I begyndelsen af 1885 var Georg Brandes på en stor foredragsturné i Tyskland, Østrig og Polen. Det var den største foredragsrejse, han nogensinde havde været på, og den førte ham den 28. januar til Wien. Dagen efter holdt han et foredrag om nordisk åndsliv i det 19. århundrede, og blandt tilhørerne var Mathilde Prager, som nød hans foredrag meget. Det fortalte hun ham i et brev dagen efter, hvori hun også beskedent skrev:

”Gårsdagens foredrag havde en dobbelt interesse for mig, da jeg beskæftiger mig en lille smule med nordisk sprog og litteratur.”

Og det er meget beskedent, hun udtrykker sig, for på det tidspunkt kunne hun allerede læse og forstå både dansk, norsk og svensk, hun havde oversat nordmanden Jonas Lies ægteskabsroman Thomas Ross (1878) til tysk, og hun var begyndt at læse August Strindberg på svensk.

Men det var først, da hun den 23. november 1889 læste i Politiken, at han skulle udgive en ny samling essays med titlen Fremmede Personligheder, at hun skrev til ham og forhørte sig, om det var muligt at få lov til at oversætte de netop udkomne essays. Da var hun for dristig. Brandes blev åbenbart noget fornærmet over hendes henvendelse, og hun måtte i december undskyldende skrive til ham:
"Det var mig vel bekendt, at De også udgiver Deres værker på tysk, på en prosa, som kun få tyske forfattere kan måle sig med; men jeg var af den opfattelse, at De kun af og til selv gav Dem af med oversættelsen."

Brandes havde i det mindste foreslået hende at oversætte romanen En Politiker (1889) af hans bror Edvard; men om der kom noget ud af det, er endnu uvist. Han skiftede dog mening. Et halvt års tid senere bad han hende alligevel om at oversætte for sig, og det blev indledningen til et næsten 30-årigt samarbejde, der resulterede i talrige oversættelser – hvor mange har jeg endnu ikke opgjort; men allerede i oktober 1902 sendte hun en liste til Brandes over offentliggørelser af hendes oversættelser fra hans Skikkelser og Tanker, og den liste alene omfatter ikke færre end 78 titler.

Selv om det er en stor glæde for hende at blive betroet oversættelsen af Georg Brandes’ arbejder, og hun også får en tilfredsstillende betaling for det – de delte honoraret ligeligt imellem sig – , er der dog et stort MEN: Hun kan ikke stå som oversætter af de arbejder, der bliver offentliggjort i de tysktalende lande – hendes navn bliver ikke nævnt. Det er en betingelse, som Brandes stiller, da de indgår aftalen om samarbejde, og Mathilde Prager går ind på betingelsen, men skriver dog til ham:

"Jeg ville vel have været stolt over at blive nævnt i forbindelse med Deres værker, og det ville også i høj grad have gavnet mig; men hvis det ikke kan lade sig gøre, så må jeg finde mig i det. Det er derfor ikke mindre en stor ære for mig at være antaget som stille kompagnon ved oversættelsen af Deres værker til tysk."

Desværre eksisterer Georg Brandes’ breve til Mathilde Prager ikke mere – de har i hvert fald hidtil ikke kunnet spores – og derfor ved vi ikke, hvilken begrundelse han har givet for at nægte hende at sætte sit navn på oversættelserne. Jeg har talt med Jørgen Knudsen, vores store Brandes-biograf, om, hvad grunden kunne være, og han er af den opfattelse, at Brandes bedre kunne beskytte sig mod tyveri af sine værker ved at foregive, at hans artikler og bøger var skrevet på tysk. Danmark blev nemlig først i 1903 tilsluttet den aftale om gensidig beskyttelse af den litterære ejendomsret, der var indgået med Bernkonventionen af 1886.

Selv om Mathilde Prager går ind på Brandes’ betingelse, tager hun den med jævne mellemrum op i de følgende år, for eksempel da hun i slutningen af 1892 står over for at skulle oversætte bind tre og fire af Hovedstrømninger. Her er der jo tale om et temmelig omfattende arbejde, og hun beder nu Brandes, om hun ikke på en eller anden måde kan blive nævnt som oversætter, hvis ikke på titelbladet så et andet sted. Men den bøn slipper hun ikke godt fra. Brandes opfatter hendes henvendelse, som om hun stiller som betingelse for at ville oversætte, at hendes navn bliver nævnt. Hun må derfor meget hurtigt overbevise ham om, at det at være hans oversætter er af så stor værdi for hende, at en sådan betingelse aldrig ville komme på tale.

Mathilde Prager var kvindepolitisk aktiv og medlem af kvindeforeningen Allgemeiner österreichischer Frauenverein fra den startede i januar 1893, og hun blev senere medlem af foreningens bestyrelse. Da foreningens første selvstændige tidsskrift Documente der Frauen er på trapperne i 1899, benytter hun sig af sin forbindelse med Georg Brandes. Hun skriver til ham, at det er et brændende ønske fra udgiverne at få et bidrag fra ham. Brandes svarer positivt, og de bliver enige om et bidrag om den svenske forfatterinde Ellen Key, som Georg Brandes var meget begejstret for, kendte personligt og brevvekslede med i årene fra 1893-1908.

Valget af artiklen om Ellen Key var selvfølgelig ikke tilfældigt: Hun rettede heftige angreb mod den herskende kønsmoral og de gældende ægteskabslove, der hæmmede udfoldelsen af det erotiske liv. Desuden var hun energisk tilhænger af stemmeretsbevægelsen, overbevist pacifist og opfordrede specielt kvinderne til at gå i spidsen for fredsbevægelsen.

I bidraget til Documente der Frauen skriver Brandes blandt andet, at Ellen Key har driften og trangen til at ytre sig direkte om alle de dybere omvæltninger i følelses- og åndslivet i sin samtid. Hun indtager en førende og central stilling i den svenske litteratur. Han har læst de bind, som hun har samlet og udgivet under fællestitlen Tankebilder, og finder, at det mest tiltalende i hendes nye bog er de korte lyriske stykker om kvindelig moral, om mod, om stilhed, om skønhed og om personlig frihed. Og han skriver som afslutning:

"Smukkest træder hendes væsen læseren i møde der, hvor hun taler om kvinden. Hun har de højeste idéer om kvindens betydning i menneskelivets organisation og har de mest menneskelige idéer om denne organisation. Man kan ikke tale smukkere, renere og med mindre snerpethed om forholdet mellem mand og kvinde, end hun har gjort det."

Bidraget var et fint portræt af Ellen Key, der på daværende tidspunkt endnu kun var lidt kendt i Østrig.

Georg Brandes var ikke kun litterær kritiker, men også en ivrig samfundsdebattør, og han stod på kvindernes side i deres frigørelsesbestræbelser. Det var blandt andet ham, der oversatte John Stuart Mills bog om kvindernes undertrykkelse til dansk. Mathilde Prager oversatte løbende hans artikler og essays trykt i Politiken og afsatte dem ofte til den førende wieneravis Neue Freie Presse. Brandes var derfor et kendt navn i Wien, hvor hans ord havde stor vægt.

For første gang i historien skulle der i juni 1913 afholdes store internationale kvindekongresser inden for det østrig-ungarske monarkis grænser: Den internationale kvindestemmeretskongres i Budapest og dens forkonference i Wien. Igen gør Mathilde Prager brug af sin forbindelse med Georg Brandes. Hun henvender sig til ham i et brev på vegne af det største østrigske kvindetidsskrift Neues Frauenleben, der i anledning af de forestående konferencer gerne vil have nogle fremragende mænds syn på stemmeretsspørgsmålet.

Og Brandes sender hurtigt sit bidrag, der er et svar på to spørgsmål, som redaktionen af bladet har bedt ham og en række andre betydende og berømte kvinder og mænd svare på, for det første: ”Er kvindestemmeretten nødvendig og retfærdig?” Og dernæst: ”Er den kulturbefordrende eller kulturhæmmende?” Han svarer blandt andet i sit bidrag:
"Da den moderne menneskehed, det vil sige det sejrrige demokrati, stadig ikke har fundet noget mere ønskværdigt grundlag såvel for monarkiske som for republikanske regeringssystemer end den almindelige stemmeret, så kræver retfærdigheden, at dette gode, selv hvis det var overflødigt eller imaginært, ikke bliver nægtet kvinderne."

Han skriver videre, at kvinderne forlængst har øvet politisk indflydelse, selv om de ikke har haft stemmeret, og han mener, at det ikke er usandsynligt, at kvindernes initiativer rent socialt vil formindske livets brutalitet, vil forbedre børnenes og kvindernes vilkår og rent politisk vil virke fredsbevarende – det sidste er han dog ikke sikker på.

Mathilde Prager takker ham hjerteligt i et brev for, at han både så venligt og hurtigt har opfyldt hendes ønske, og hun fortæller ham, at redaktionen af bladet er meget glad for hans besvarelse, som den finder er den smukkeste og mest åndfulde af alle de indkomne bidrag. Og måske har bidraget medvirket til, at forkonferencen i Wien blev en succes, der overgik alle forventninger med mere end 2000 deltagende mænd og kvinder; men alligevel blev den almindelige, lige og direkte valgret først indført i Østrig i november 1918, efter at Østrig var blevet republik.

Historien om Mathilde Prager og Georg Brandes er lang og visse steder også grum: Der var stor konkurrence blandt de tyske og østrigske oversættere om oversættelsen af skandinavisk litteratur. Mange af dem havde oversættelsesarbejdet og arbejdet som kritikere som hovedindtægtskilde, og de var derfor nødt til at være om sig. Björn Meidal har fortalt, at Strindbergoversættere nogle gange demonstrerede deres erhvervede rettigheder ved at lade et faksimileaftryk af Strindbergs autorisation aftrykke på et forsatsblad i en oversat bog. Den mulighed havde Mathilde Prager i mange år ikke i forbindelse med sine Brandesoversættelser, og hun var derfor meget udsat og meget sårbar, hvad Brandes åbenbart ikke altid var opmærksom på.

I december 1893 sender han hende et kort, hvoraf det fremgår, at han har givet en anden lov til at oversætte en ny artikel om Frankrig og den naturalistiske strømning. Mathilde Prager svarer ham, at det fylder hende med gysen at se hvilken tiltagende, fremtrængende konkurrence, hun står overfor, og hvilke farer hendes forbindelse med ham er truet af. Tanken er så kvælende for hende, at hun retter en indtrængende appel til ham om at gøre hende opmærksom på hans nye offentliggørelser, da det jo åbenbart kan blive for sent for hende at få oversættelsesretten til et arbejde, hvis hun først hører om det gennem pressen. Og hun beder ham også indtrængende om at undgå at prøve at afsætte artikler til Neue Freie Presse, som er oversat af andre end hende – det ville ikke alene krænke hende, men også miskreditere hende hos bladet, der jo ved, at hun er hans østrigske oversætter og også allerede har bragt mange af hendes oversættelser.

Der er desværre flere af sådanne episoder i løbet af deres samarbejde, hvor hun føler sig ydmyget, bliver bange for at blive fortrængt og må kæmpe for sin ret. I langt størstedelen af deres næsten 30-årige forbindelse har de dog et fint samarbejde, ud over arbejdet med oversættelserne, som de begge nyder godt af: Brandes forhører sig hos Mathilde Prager om Strindbergs nye østrigske kone, Frida Uhl. De diskuterer en artikel, som Mathilde Prager skriver om Henrik Ibsens Bygmester Solness. Hun sender ham styrkende Tokaivin, når han er syg. De opmuntrer og trøster hinanden i forbindelse med familiemedlemmers sygdom og død osv. osv.

Alligevel når man til det resultat, når man ser på deres forbindelse i dens helhed, at forholdet mellem dem har været meget ulige. Ikke alene har Mathilde Prager i årevis loyalt udført et overmåde stort oversættelsesarbejde for Georg Brandes, hun har også brugt megen tid og mange kræfter på at få oversættelserne afsat og på at få honorarerne hjem. Hun har dels gennem hans breve og dels via avisen Politiken med stor deltagelse fulgt hans livs op- og nedture, hans rejser, hans sygdomsperioder og ikke mindst hans produktion, og der er ingen tvivl om, at forbindelsen mellem dem har betydet uendelig meget mere for hende, end den har for ham. Det ses også af det faktum, at hun i sit testamente gør opmærksom på, at hendes oversættelse af Georg Brandes’ Verdenskrigen indtil da ikke har kunnet offentliggøres, hvorimod han i sine erindringer, hvor han omtaler utallige mennesker, der har krydset hans vej, tilsyneladende ikke har nævnt hende med et eneste ord. Hun havde fortjent bedre.

Karin Bang er mag. art. i litteraturvidenskab, ph.d. fra Københavns Universitet 1998. Hun er tilknyttet Center for Østrigsk-Nordiske Kulturstudier på RUC og skriver for tiden på en monografi om Mathilde Prager, som forventes udgivet i begyndelsen af 2004.

Kilder:
Georg Brandes: ”Ellen Key”. In: Documente der Frauen. Bd. 1, Nr. 7, 15. Juni 1899.

”Prof. Dr. Georg Brandes”. In: ”Ist das Frauenstimmrecht gerecht und notwendig? Ist es kultutbefördernd oder kulturhemmend? (Eine Enquête). In: Neues Frauenleben XV. Jahrgang. Wien, Juni 1913, Nummer 6.

Björn Meidal: ”En klok råtta måsta ha manga hål! Strindberg och översättarna. In: ”August Strindberg och hans översättare. Kungl. Viterhets Historie och Antikvitets Akademi Konferenser 33. Stockholm 1995.

Mathilde Pragers breve til Georg Brandes. Det Kongelige Bibliotek, København. Håndskriftsamlingen: Brandesarkivet.

Mathilde Prager: "Mein Testament eigenhändig geschrieben." Wien den 5. April 1920. MA 8 – Wiener Stadt- und Landesarchiv. UV 34/21, j 127/21-2.
 
Læs mere
Historiske dokumenter fra den østrigske kvindebevægelse
Ariadne
Historiske kvindetidsskrifter i Østrig 1848-1918
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk