Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Køn og kultur i fysik

 

I Danmark bliver fysik betragtet som et regulært mandefag med forsvindende få kvinder. I Italien er der imidlertid masser af kvinder i fysik. Hvad skyldes forskellene? I dette forskerinterview løfter antropolog Cathrine Hasse lidt på vores fastlåste kulturelle forestillinger

 
 
FORUM/16.10.2003 I Danmark er fysik ikke et fag for kvinder. Det er tilsyneladende helt uden afsmittende virkning, at det var en kvindelig fysiker, Marie Curie, der opdagede de radioaktive grundstoffer, og som den første nogensinde blev tildelt to Nobelpriser inden hendes død i 1934. I Sydeuropa ser det anderledes godt ud for kvindelige fysikere. Tager man et Europakort og sætter en lille, hvid knappenål for hver kvindelig fysiker i landene, vil et stadigt mere snehvidt landskab åbenbare sig jo sydligere, vi kommer. Vender man sig 90 grader mod øst, ligner det overvejende muslimske land Malaysia noget nær indlandsisen på Grønland: masser af kvindelige fysikere.

Danmark derimod huser under 5 % kvindelige lektorer i fysik. Her i landet betragtes fysik som et fag for mænd, og mange af de kvinder, der vover sig ind på studiet, dropper ud igen. Hvorfor? Det satte antropolog og journalist Cathrine Hasse sig for at undersøge i sin ph.d. Kraftfeltet – kulturelle læreprocesser i det fysiske rum. Hendes feltarbejde bestod bl.a. i, at hun sammen med 119 førsteårsstuderende – 22 kvinder og 97 mænd - indskrev sig på Niels Bohr Instituttet, hvor hun fulgte studiet og eleverne. To år efter var 7 af kvinderne tilbage og 47 af mændene. Af årgangen valgte Cathrine Hasse at følge 37 af eleverne ganske tæt.

Kun én ud af de ni kvinder, Hasse fulgte tæt fra kursusstart, har valgt at forsøge sig med en kandidatgrad, skønt alle kvinderne startede med den ”fysiske” selvtillid i top. Til sammenligning har to af mændene taget deres kandidatgrad, mens 17 af mændene stadig er indskrevet og må formodes at sigte mod en kandidatgrad.
For at skære ganske unuanceret, men rent ind til benet var en af Hasses konklusioner, at fysik betragtes som et maskulint fagligt felt i Danmark – et maskulint rum, hvor kvinder ”sluses” ud undervejs.

Nu har Cathrine Hasse netop indrettet sig i sit nye kontor på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun er tiltrådt som lektor og er i gang med forskningsprojektet ”Videnskabens kulturelle dimensioner”. Emnet er beslægtet med hendes ph.d., som hun bruger som del af sin research. Men denne gang sammenligner hun Danmarks og Italiens vidt forskellige tilgang til fysik såvel som til de uddannede kvindelige fysikere. Ikke mindst er det primære fokus at anskue forskellene landene imellem med en kulturanalytisk optik. Ikke kultur forstået som noget naturligt, iboende, men som konstruktion og proces. Den optik gør det muligt at se vore egne selvfølgelige forståelser af verden som de kulturelle konstruktioner, de er. Den sammenlignende forskning kan sætte disse konstruktioner endnu stærkere i relief, som når Hasse sammenligner kvindelige fysikere i Danmark med kvindelige fysikere i Italien.

Som Hasse i sin ph.d. påviste, bliver fysik i Danmark betragtet som et maskulint rum, men, som nævnt, jo sydligere vi bevæger os jo flere kvindelige fysikere. I Italien er det et selvfølgeligt job for en kvinde at være fysiker. Og i samme åndedrag nævner Cathrine Hasse Malaysia som et lidt overraskende bud på en nation, der har en enorm andel af kvindelige fysikere.

At sammenligne talmateriale fra Danmark og Italien skal tages med et gran salt, forklarer Hasse. Fx kan de to landes uddannelsessystemer ikke helt sidestilles, bl.a. fordi Italien har langt flere adgangsgivende uddannelser til fysikstudiet. Der er dog ingen tvivl om tendensens klarhed. I sit igangværende forskningsprojekt har Cathrine Hasse flyttet vægten fra de studerende i ph.d.’en til nu primært de ansatte fysikere, og her har Italien 34 % kvindelige ansatte fysikere, mens Danmark har under 5 %.

Cathrine Hasse er halvvejs henne i sit forskningsprojekt, som i parentes bemærket ikke som sådan skal forveksles med en forskningsmæssig agitation for flere kvinder i dansk fysik: ”Se hvor de kan i Italien. Det burde vi også gøre i Danmark!”.
- Forholdet mellem konstruktioner af køn og kultur er dybt komplekst. Det vigtigste at se på er måske slet ikke køn, men kulturelle forståelser af fysikfaget. Jeg er ikke kønsforsker. Kønsforskning er en del af min forskning, men ikke mit emne, og den kønspolitiske tilgang, hvor udgangspunkter er faste kønskategorier, er slet ikke det, der optager mig.
- I stedet er jeg meget mere optaget af det, man kalder blending, altså det modsatte af den meget kategoriske måde at tænke på. Vi har alle mere eller mindre en meget compartmentaliseret (opdelt, red.) tilgang til verden og forstår den i afgrænsede og begrænsende bokse og båse, men det er jo ikke sådan, mennesker i virkeligheden lever deres liv.

Cathrine Hasse er nu i fuld gang med at sætte flere forskningsresultater bag ordene med udgangspunkt i det tilsyneladende afseksualiserede, kønsløse og kulturrensede fagområde, fysik.
- Man kan jo starte helt fra bunden fx med kategorien ”Kvinde” - hvad er en kvinde, som Simone de Beauvoir spurgte. Hvordan opfatter man det at være kvinde, og så omsætter jeg det så til, hvordan opfatter man det at være kvindelig fysiker. Og jeg ser det som en fordel, at området ikke i forvejen er inficeret af en masse forudindtagede holdninger om køn og kultur. Fysik udgør på den måde en perfekt mikroskopisk verden for at anskueliggøre nogle af de kulturelle forskelle, der ellers let i andre sammenhænge, ville forsvinde i mængden af forskellige kønsdiskussioner og identitetspolitiker, siger Cathrine Hasse.

Hun valgte fysik primært, fordi hun hos den akademiske organisation, ”Køn i Akademia” fandt ph.d. midler. Men medvirkende til beslutningen var også, at hun som humaniorauddannet antropolog var ret så nysgerrig efter at finde ud, hvad forskellen er på det, man kalder en rigtig eksakt videnskab og den videnskab, hun som antropolog udøver, og om det egentlig kan være så svært at forstå noget af fysikvidenskaben.
- Det var det på nogle måder ikke – selv humanister kan godt finde ud af det – og det kan kvindelige humanister også”, som hun ironisk tilføjer. Og nu vi er ved valgene, blev det Italien af mulige lande af den pragmatiske grund, at Cathrine Hasse taler italiensk.

Hasses italienske feltarbejde er foregået på universiteterne La Sapienza i Rom og Catania Lecce i det sydlige Italien. Her har hun fulgt arbejdet, delt kontor med en ansat fysiker, deltaget i ganglivet, været på laboratorierne og delt frustrationerne, når computerne brød ned - kort sagt været en del af arbejdspladsen. Herhjemme er feltarbejdet dels hendes ph.d. fra Niels Bohr Instituttet og dels masser af interviews med mennesker i den danske fysikerverden.

- Hvad er det, der gør, at man i Italien har langt flere kvindelige ansatte fysikere end i Danmark?
- Der er flere forklaringer. Optagelseskravene til studiet er anderledes i Italien. Du kan stort set komme ind fra gaden, blot du har en uddannelse på gymnasialt niveau. Og du behøver ikke have en naturvidenskabelig baggrund, men kan komme ind på studiet med en klassisk-sproglig baggrund - uden supplerende fag eller kurser vel at mærke! Af de italienske fysikstuderende udgør kvinderne 43,9 % - til sammenligning er det 18 % i Danmark. Af de italienske kvinder kommer over en tredjedel ind med en sproglig eller klassisk-sproglig uddannelse i bagagen, og det betragtes tilmed som et plus. På naturvidenskab lærer man stringente, retlinede metoder, regneregler osv. Det er således en mekanisk måde, man er vant til at indtage læring på. Hvorimod man som klassisk-sproglig er vant til at tænke abstrakt. Fra grammatikken er man også vant til systemtænkning, og så har man jo hele filosofien med sig fra Platon, Sokrates til Cicero osv. Det giver en helt anderledes måde at gå til faget på, og som kvinder er gode til. Kun 5.8 % af mændene kommer fra de sproglige fag.

- En anden forklaring er muligvis den, at den italienske kvindelige fysiker er en del af et familienetværk og opfattes som sådan primært. Typisk sidder hendes mand eller bror på kontoret over for eller hendes far nede for enden ad gangen. Jeg ved endnu ikke, hvordan familierelationen kan bruges som argument i denne forbindelse, men jeg kan konstatere, at familienetværket er meget udbredt indenfor fysik. Min klare fornemmelse er, at det giver et godt arbejdsklima. Det er svært at svare konkret på, men det er naturligvis kulturhistoriske strømninger, der spiller ind. Historisk set har der været flere kvinder i naturvidenskaben i Sydeuropa, og her tænker jeg ikke kun på Marie Curie. Vi kan gå helt tilbage til 17-1800-tallet og finde kvinder, der har beskæftiget sig med astronomi og andre naturvidenskabelige felter. Et eksempel er astronomen, Laura Bassi, der underviste ved Universitet i Bologna og i øvrigt fik 12 børn!

- Og hvorfor så få kvinder i fysik i Danmark?
- Optagelseskravene har igen en hel del med det at gøre. I Danmark er adgangsbilletten til fysikstudiet en naturvidenskabelig baggrund, men så kan du til gengæld også komme ind med et 6-tal! Man kan godt komme ind med en sproglig studentereksamen, men så kræver det supplerende fag, for at nå på højde med de andre studerende...

- Samtidig er det jo så sådan, at selve studiemiljøet i den grad er maskulint, og kvinder har svært ved at passe ind i denne specielle, maskuline, naturvidenskabelige selvforståelse. Fra mine mange interviews i fysik- og fysikrelaterede miljøer rundt omkring i Danmark fremgår det også, at den kvindelige fysiker kan blive udsat for sexchikane. Jeg har bl.a. selv oplevet, at en kvindelig studerende havde en kort nederdel på og at en mandlig studerende stak et kamera ind under kjolen og tog et billede. Der er chikanerier i Danmark, som tilsyneladende ikke ses i Italien, men det kan ikke fastslås hvorfor. Forklaringen kan jo være, at den italienske kvindelige fysiker primært ses som en del af et familienetværk. Hun er dermed beskyttet. Det er svært at udsætte en kvindelig kollega for chikaneri, når hendes mand eller far sidder på kontoret overfor. Generer man hende, generer man samtidig hendes familie. Det er vanskeligt at få et fuldstændigt billede af, hvordan det helt konkret forholder sig. Jeg spurgte naturligvis til emnet i Italien, men intet tydede på, at sexisme fandt sted. Dog kan det godt være, at man i Italien simpelthen ikke taler om den slags. At sexchikanerier foregår mindre offentligt og er sværere overhovedet at omtale selv på tomandshånd end det, jeg oplever i Danmark. Det kan ikke udelukkes.

Cathrine Hasse vil nødigt med de graverende chikanehistorier hun har lagt øre til i Danmark hænge hverken institutter eller interviewede ud, men siger med fast stemme: - ud fra hvad jeg har fået fortalt og selv oplevet, må man sige, at chikanerier på grund af køn finder sted inden for fysik i Danmark. I Italien oplevede jeg til gengæld noget, jeg ikke har set på danske fysikinstitutter – unge par, der helt åbenlyst lå og kyssede hinanden på bænkene i gangene i pauserne mellem timerne. Det skyldes formentlig igen familieforholdene, hvor de unge, der bor hjemme, føler sig henvist til det offentlige rum, når de skal kysse med kæresten.

- Hvorfor er det, at man i Danmark forbinder naturvidenskab, herunder fysik, med et maskulint fagområde?
- Der findes forskellige teorier. Man har forbundet naturvidenskaben med raketter, store eksplosioner og den slags, og her har man set en naturlig forbindelse til mænd. Kvindelige forskere på området har før været inde på, at man har opfattet kvinden som naturen, som manden skulle fravriste sine hemmeligheder. Kvinden/naturen skulle udforskes, kortlægges og forklares. Kvinden har altid været koblet til natur, og når man selv er natur, hvordan skal man så skulle kunne undersøge sig selv?
- Og så er der teorien om, at kvinden fra naturens side simpelthen ikke evner at tænke komplekst, og her kan man jo så passende spørge, om de malaysiske kvinder er ”mindre kvinder” end andre kvinder? Det passer mig fint her at kunne give et spark til hele den biologistiske diskussion, der kører. Så skulle det altså være noget med, at kvinder i Malaysia og Italien er anderledes genetisk sammensat end fx kvinder i Danmark?

Men Italien er altså virkelig fremme i skoene, langt ude over alle de evindelige kønsbarrierer, der stadig spænder ben for os ellers så sindssygt ligestillede nordboere et godt stykket nord for München, eller hvad? Næh, ikke just, mener Cathrine Hasse.
- Fordi flere italienske kvinder bliver fysikere end danske, og fordi mange italienske kvinder fravælger at få børn, er det bestemt ikke ensbetydende med, at de er mere ligestillede end danske kvinder. Igen er det noget med at se mellem kategorierne og de fastlåste forestillinger. Det ene udelukker ikke det andet.

- Kvinder og mænd i Italien er ikke ligestillede. Billedet er langt mere nuanceret end som så. Det er stadig kvindernes ansvar at passe børnene. Kvinderne skal på den måde arbejde langt mere end mændene, hvilket gør det meget svært at konkurrere med mændene. Vil man gøre karriere, skal man kalkulere med mange rejser og sene nætter, og her spiller familien og især bedstemødrene en enorm rolle. En fysiker, jeg interviewede, fortalte mig, at hun havde været ude at rejse i arbejdsøjemed, og hun synes, at det var så fint, at hendes mand så imens tog hjem til hendes mor - og børnene og spiste dér, mens hun var væk. Børnene bor simpelthen ikke hjemme hos deres far, når mor er på rejse - de bor hos bedstemoren. Det er bestemt ikke lykkeland! Og at italienske kvinder i højere og højere grad vælger børn fra, kan meget vel skyldes, at det i Italien er sværere at forestille sig kvinder med børn gøre karriere. Der er måske reelt ikke et både og. Og slet ikke hvis man er enlig mor.

- Hvad kan vi i Danmark gøre for at få flere kvinder til at vælge fysik som fag og rent faktisk blive færdiguddannede fysikere?
- Vi - og det gælder selvfølgelig ikke mindst beslutningstagerne på området - skal i højere grad være bevidste om, at det vi ser og oplever, er kulturelle indlejringer. Ting kan ses på flere måder, og her er det vigtigt at gøre op med den meget kategoriske måde at tænke tingene på, men derimod tænke mere i blending, om du vil. Din egen måde at se og opfatte tingene på, er ikke den eneste måde, at se verden på. Jeg håber da, at min forskning kan medvirke til, at man i højere grad åbner op for, hvad der befinder sig mellem alle de kategoriske bokse, vi sætter op, og at det kan medvirke til at nedbryde de fasttømrede skranker, der f.eks. er mellem humaniora og naturvidenskab og kvinder og mænd.

Efter den nye lovgivning på uddannelsesområdet får de forskellige fag tildelt økonomiske midler, som de har studerende til, så hvem er derfor ikke interesseret i at tiltrække så mange studerende som muligt – mænd som kvinder.
- Danmarks humanistiske uddannelser har jo ingen problemer her, men det er en hård nyser for de naturvidenskabelige fakulteter. Fysikstudiet er meget interesseret i at tiltrække flere kvindelige studerende til faget, også fordi det jo kan sikre den økonomiske overlevelse. Og man ser det som et problem, ”fordi kvinder er jo pr. definition ikke er interesseret i et fag som fysik”. Og her støder vi så igen på den fastlåste og begrænsende tankemåde, for interessen for faget fejler altså ikke noget hos kvinder i mange andre lande - fx i Italien. Det her drejer sig om kultur – vi må væk fra den essentielle tænkemåde, der fx siger, at "Hassan er sådan, fordi han er tyrker, og tyrkere er sådan!"

- Kultur er de erfaringer og nye erkendelser, vi gør os, når vi møder en anden virkelighed, end den vi troede var den eneste. Naturligvis er vi nødt til en vis grad at skabe kategorier for at få nogenlunde styr på tingene, men vi skal ikke lade os låse fast i dem og lade dem spærre for nuancerne og nye erkendelser. Disse kan bringe os videre og hjælpe os til at se verden i et bredere og mere åbent perspektiv. Virkelighedens verden er en blandet og blended affære – selv inden for et område som fysik.

Anne-Mette Klausen er freelance-journalist og skriver regelmæssigt for FORUM
 
Læs mere
Contributions of 20th Century Women to Physics

Netværk for kvinder i fysik i Danmark med mange gode links.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk