Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den subtile frasortering af kvinder

 

Det er spidsfindige mekanismer, der fører mænd og kvinder hver sin vej i det akademiske system. Kvinder ud. Mænd op. En ny antologi fokuserer på indforståede koder og uformelle elementer i stillingsopslag og ansættelser, der favoriserer mænd

 
 
FORUM/ 5.12.2003 Optimismen var stor for ti år siden, når det gjaldt om at få kvinder ind på samfundets top. Forskningsprofessor Erik Jørgen Hansen ved Danmarks Pædagogiske Universitet udtalte her i bladet, at det var at løbe storm mod vidt åbne porte, at blive ved med at kræve flere kvindelige ledere: "Vi vil snart kunne glæde os over et samfund, hvor toppen er støvsuget for kønsdiskriminering. Det er det helt forudsigelige resultat af pigernes fremstormen i uddannelsessystemet."

Erik Jørgen Hansen kunne altså pege på kvindernes uddannelsesfrekvens og lukke al yderligere diskussion om kvindediskrimination ved at hævde, at tingene nu gik sin naturlige gang. Gør INTET, var budskabet. Ti år senere er vi ikke kommet en tøddel videre – og man taler stadigvæk på samme måde: piger/kvinder boomer i uddannelsessystemet. To tredjedele af gymnasieeleverne er piger. På de store universiteter er seks ud af ti studerende kvinder, og tallet er stigende. Resten går af sig selv, kære venner. Gør INTET. Man lukker munden ikke mindst på feministerne, der kritiserer kvindernes lave repræsentation i samfundets top. For med uddannelse følger karriere følger magt - ikke?

Men det er ikke alt. Mændene vil ikke modsætte sig, at kvinderne kommer ind og får lige andel af magten, hævdede Erik Jørgen Hansen dengang. Igen var pigernes succes i uddannelsessystemet løftestangen for argumentationen:
"Denne udvikling har nedbrudt den sidste rest af vanvittige ideer om, at kvinder pr. definition besidder færre og/eller anderledes intellektuelle kvalifikationer end mænd."

Well.

I dag hører vi Lars-Henrik Schmidt, rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet igen og igen beklage offentligt, at pigerne gør sig så gældende i skolesystemet: "Drengene har behov for at vinde, pigerne vil undgå at lide nederlag", siger rektoren og kalder pigernes læremåde for "de små skos strategi". Skolen er blevet snakkesalig og "pigeliggjort", og det går ud over fagligheden, mener rektoren.

Forfatteren Bertill Nordahl udtalte for nylig i Information på samme vis om kvindernes uheldige indflydelse - på universiteterne: "Den feminine tendens til omsorg betyder, at man guider og nurser og bærer folk igennem". ".. det kvindelige har svært ved at rumme andet end sig selv" - "... de kvindelige værdier - der er mere private og mindre faglige og saglige end de mandlige - (kommer) til at fylde for meget" - "... kvinder er utrolig dårlige til at være selvkritiske over for det kvindelige uden at føle, at de falder deres køn i ryggen".

For nu blot at tage de mest aktuelle eksempler fra debatten.

Mænd mistænkeliggør altså i den højeste grad kvinders kvalifikationer, alt imens der argumenteres for, at udviklingen af sig selv vil føre til at kvinderne opnår lige andel i magten (gør INTET!), og underrepræsentationen fortsat lever videre i bedste velgående. Der er grund til at erindre Erik Jørgen Hansens ord for 10 år siden, så man ikke bliver ved med at slå sig til tåls med de samme fraser.

Derfor er det velgørende, at der nu udkommer en antologi, der gør op med en lille flig af denne problemstilling: Kvinders placering i akademia.

Bogen Akademisk tilblivelse,
redigeret af lektor Lis Højgaard, Institut for Statskundskab, KU og professor Dorte Marie Søndergaard, kan betragtes som en artikelsamling, der på mangfoldige niveauer diskuterer forholdet mellem kvinders repræsentation og kvinders magt i akademia. For passer det, at kvinder, når de får majoriteten på en institution - som for eksempel universitetet – også får magten på den?

Intet tyder på, at universitetskulturen bliver kvindevenlig af de stadig flere kvinder. Rekrutteringsgrundlaget (antal uddannede kandidater)har rigtignok udviklet sig i retning af en ligelig kønsfordeling. Men det har kvindeandelen blandt forskere ikke, viser statistiker Inge Henningsen med tørre tal i sin artikel Modselektion eller efterslæb. Fra 1979-96 har kvindeandelen ikke ændret sig nævneværdigt.

Inge Henningsen gør vittigt opmærksom på, at det med det nuværende tempo vil vare 258 år, før der bliver lige mange mænd og kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet. Endda påviser hun, at det ligefrem er blevet sværere for kvinder at slå igennem i universitetsverdenen. Tallene fra 1970 tyder på, at de kvindelige kandidater dengang søgte og fik stillinger i samme omfang som mænd. Et forhold, der i sig selv nok er en messe værd. Danmark har i dag en ganske lav procentdel af kvinder ansat i videnskabelige stillinger sammenlignet med både Norden og resten af Europa. Det er faktorer med udspring i universiteterne, der er årsag til den manglende kvinderekruttering blandt forskerne, og ikke faktorer forankret i kvinderne, konkluderer Inge Henningsen.

For eksempel tilflyder forskningsmidlerne i størst omfang de områder, hvor mænd udgør hovedparten af de aktive forskere, viser cand.adm.pol og lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Hanne Nexø Andersen i artiklen Ressourcestrømme i det forskningspolitiske system. Ser man på de kvindelige ph.d.’ere i dag, har de ikke positioneret sig, hvor det er sandsynligt, at de går videre i universitetsystemet.

Men udskillelsen af kvinder fra universitetsverdenen foregår også på langt mere subtile niveauer.

"Det er slående, hvor langt ind i den akademiske organisations krinkelkroge man kommer, når ens ærinde er at opspore kønnede betydninger," skriver Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard i forordet. Og dette er just sagen. Statistik er gud, når det drejer sig om at argumentere i offentligheden for, at uligestilling stadig eksisterer.

Men tal alene gør det ikke. For det er subtile mekanismer, der fører mænd og kvinder hver sin vej i det akademiske system. Kvinder ud. Mænd op. Disse mekanismer ligger i hele feltet af uformelle strukturer omkring stillingsopslag og ansættelser samt i det yderst flydende og uhåndgribelige fænomen: hvornår man opnår at blive set og genkendt som en værdig og legitim akademisk aktør.

Dorte Marie Søndergaard afdækker gennem en interviewundersøgelse med universitetsansatte de uformelle elementer, som indgår i stillingsopslag og ansættelser. Der må være kendte og sandsynlige ansøgere til de stillinger, som påtænkes; en person må også være et "velbeskrevet blad", en "man har tillid til", for at blive set som relevant. Der tages højde for markante personer i miljøet og deres påpegning af konkrete personers behov for ansættelser - "hvem står for tur?". For nu kun at nævne nogle få punkter på listen. Betyder en sådan liste, at de videnskabelige kvalifikationer bliver irrelevante i rekrutteringsprocessen?, spørger Dorte Marie Søndergaard og konkluderer: Nej. "Men kravene til deres art og omfang fungerer som fleksible kriterier, der i ganske vid udstrækning kan medieres og bøjes med alle de øvrige typer af hensyn og interesser."

Det gode ved Akademisk tilblivelse er, at den sætter fokus på "det nære", sprogspillene og det uformelle som konstituerer akademisk genkendelse og anerkendelse mindst lige så meget som såkaldt objektive akademiske meriteringer. Og herigennem bliver det vist, hvordan de kulturelle koder for køn til stadighed fremmedgør kvinderne og placerer dem som outsidere i akademia. Det er sværere for kvinderne at blive set og oplevet som nogen, der er i overesstemmelse med værdierne i universitetsverdenen.

Dette er også fokus i artiklerne fra Charlotte Bloch (Følelsernes skjulte spil i akademia), Cathrine Hasse (Kropstegns betydning i uddannelseskulturer) og Lis Højgaard (Fællesskab og faglighed - diskurser om forskning og køn)

Mænd favoriseres til stadighed af de herskende normer på universitetet. Samme handlinger og samme udtryk bliver mødt og forstået forskelligt afhængigt af, om det er en mand eller en kvinde. En god kvinde er en usynlig kvinde og en selvmarkerende mand får prestige. En selvmarkerende kvinde er dominerende. En mand, der viser vrede, kan få respekt; en kvinde, der viser vrede, er pinlig og har mistet kontrollen over sine følelser. Groft sagt. Og derfor betyder normerne omkring kvindelighed, at kvinderne er nødt til at administrere ambitioner og følelser på en måde, så de mister social plads. De får mindre gennemslagskraft på institutionen.

I Charlotte Blochs interviewundersøgelse taler mænd igen og igen om institutionen og sig selv i samme åndedrag. Mænd oplever så stærk en identifikation med det system, de er i, at de smelter helt sammen med det. Kvinderne i undersøgelsen mærker derimod hele tiden afstanden mellem sig selv og systemet nærmest som en kradsende uldtrøje mod huden. De er fremmede. Det er blandt andet erhvervelsen af en stærk selvfølelse, der er begunstiget for mænd og
besværliggjort for kvinder.

Det gode ved Akademisk tilblivelse er som sagt, at forfatterne holder fast i, at gå ind i de intime, de helt nære og tilsyneladende trivielle sammenhænge for at afdække, hvad der sker. Nu som tilforn ligger en god del af kvinders historie om at være netop kvinder gemt dér, snublende tæt op af det, vi forstår som det private, men som det drejer sig om at vriste ud af privathedens greb og få gjort principielt. Her leverer Akademisk tilblivelse et uundværlig stykke arbejde. Og i viljen til at beskæftige sig med det upåagtede og tilsyneladende trivielle tager en ny generation kvindelige forskere traditionen fra 70'ernes kvindebevægelse og kvindeforskning op.

"Skulle det blive bare nogenlunde tilgængeligt at finde forståelse for kønnets veje i akademia, måtte kønnets komplekse konstruktionspraksis ses i deres møde med akademias praksiser på et andet kompleksitetsniveau end det, den neuralitetsdiskursiverede selvpræsentation gav adgang til", skriver Dorte Marie Søndergaard så sandt - men ikke særligt forståeligt. Og peger dermed samtidig på et problem ved Akademisk tilblivelse. Hvorfor er sproget i flere af artiklerne så ulideligt opstyltet i selvhøjtideligt akademisk lingo? Man har med salig Holberg lyst til at råbe: "Tal dansk I hunde!" Sine steder virker det nærmest som en parodi på akademisk sprogbrug, der skaber en forvirrende fornemmelse af, at forfatterne ikke rigtigt selv tror på deres stof.

Hvorfor?

Mon det er fordi, kvinderne ligger under for magtforholdene i de mekanismer, de selv beskriver og afslører i deres forskning? Som kvindelige forskere i kønssammenhænge med fokus på hverdagslige mellemmenneskelige samspil er antologiens forfattere konstant på nippet til at falde ud af akademias kriterier for at have prestige. Derfor omklamrer de den akademiske form desto stærkere. Man må have respekt for det reelle i dette dilemma. Men det ER et problem, for det svækker kommunikationen. Og det er synd, at kampen for at blive anerkendt inden for det system, hvis kvindeundertrykkende strukturer forskerne beskæftiger sig med at analysere, får dem til samtidig at lefle for systemet på denne måde.

Den norske psykolog Per Are Lykke aktuel med bogen Fædrenes revolution udtalte sig for nylig her i bladet om en særlig blindhed hos mænd: "Det ser ud til, at mænd nærmest har en blind identifikation med det nuværende system og er ude af stand til at se al den vold, som kvinder bliver udsat for på åbenlyse og mere subtile måder, i alle dele af verden. Hvis man ikke kan få øje på den systematiske undertrykkelse af kvinder, må man have mistet realitetssansen."

På samme måde viser materialet i Akademisk tilblivelse faktisk også, at det er en særlig form for indskrænkethed (den blinde identifikation med systemet), der giver mænd deres særlige dynamik og handlekraft inden for universitetsverdenen, mens kvinder i forhold hertil er fremmedgjorte, anfægtede tvivlere. Men materialet rummer samtidig eksempler på, hvordan kvinderne har adgang til en langt højere grad af refleksion på det "givne" og faktisk også kommer med nogle kreative bud på en anderledes akademisk kultur. Og her kunne måske en ny fortælling begynde.

Jette Hansen, mag.art., forfatter og freelance journalist skriver regelmæssigt for FORUM.

Akademisk tilblivelse. Akademia og dens kønnede befolkning
Red. af Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard
Akademisk Forlag, 238 s. 268,- kr.


 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk