Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ingeniører i ubalance

 

Kun 13 procent af Danmarks ingeniører er kvinder - hvad er der galt? Ingeniør Camilla Kring, 25 år, prøver med sin ph.d.-afhandling at afklare, hvordan ingeniører kan får arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen, så flere kvinder søger faget

 
 
FORUM/5.12.3003 - Mange finder det provokerende, når jeg er med til at gøre opmærksom på, at vi ikke har ligestilling. Men for mig er det det mest naturlige – jeg vil hellere være en farve på væggen end et hvidt tapet.

Lige nu er der absolut ingen fare for, at 25-årige Camilla Kring skal gå i ét med tapetet. Engagementet lyser ud af hende, mens hun taler. Hendes bordeauxmalede negle laver flikflak, mens ordene strømmer ud af hendes mund i lange, velovervejede sætninger – faktisk kræver det en doktorgrad i notatteknik at følge med i Camilla Krings talestrøm.

Vi sidder i hendes lille kollegieværelse på Regensen. I et hjørne af rummet står en bærbar computer og summer. Den er Camilla Krings faste følgesvend - hver dag sætter hun sig til tasterne og skriver på en ph.d.-afhandling, som hun håber vil bidrage til at gøre det nemmere at være kvindelig ingeniør.

Camilla Kring er uddannet ingeniør og har siden 2002 arbejdet på afhandlingen, der undersøger, hvordan ingeniører vælger at kombinere deres arbejds- og familieliv. Ph.d.-afhandlingen har titlen At skabe sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv – tid, roller og navigation. Den er en del af det store projekt Get a Life, Engineer, der har som mål at gøre ingeniørfaget mere attraktivt for kvinder. Tre ph.d.-afhandlinger indgår i projektet, som er støttet af EU’s Socialfond med 5,2 millioner kr. Projektet indsamler viden om årsagerne til den skæve kønsfordeling i ingeniørfaget og har desuden en international dimension, idet der samarbejdes med lignende projekter i Storbritannien og Finland.

- Grunden til, at jeg har valgt at deltage som ph.d.-studerende i Get a Life, Engineer projektet er, at jeg gerne vil være med til at rette op på ulighederne, så flere kvinder vil vælge ingeniørfaget. Jeg føler det som min pligt at sætte fokus på de kvindelige ingeniører – både gennem min forskning og mit politiske arbejde, fortæller Camilla Kring.

Det står hurtigt klart, at Camilla Kring er en kvinde med mange jern i ilden. Ud over arbejdet med sin ph.d.-afhandling, kan hun som kun 25-årig skrive otte udvalgs- og bestyrelsesposter på sit C.V. Hun er blandt andet medlem af Ingeniørforeningens Kvindeudvalg, sidder i bestyrelsen i Foreningen for Kønsforskning og har været observatør i Kvinderådets Styrelse.

Både fagligt og politisk er Camilla Kring nemlig drevet af en glødende interesse for at bekæmpe uligheder. Kønspolitikken kom så at sige ind af bagdøren.

For egentlig ville hun have været hjerneforsker. I gymnasiet gik hun målrettet efter sin drøm og havde fysik, kemi og matematik på højt niveau. Med den ballast i rygsækken gik hun i gang med at læse teknisk fysik på Danmarks Tekniske Universitet. Der gik dog ikke lang tid, før hun valgte at skifte retning.
- Da det kom til stykket, kunne jeg simpelthen ikke se mig selv stå i hvid kittel og forske.

I stedet blev hun fanget af studenterpolitik, og som næstformand for Polyteknisk Forening blev hun en dag spurgt, om hun havde lyst til at være medlem af Ingeniørforeningens Kvindeudvalg.
- Som så mange andre havde jeg en indgroet skepsis mod at fokusere på kønspolitik. Vi har jo ligestilling, tænkte jeg. Men gennem mit arbejde i Kvindeudvalget har jeg fået øje på de mange uligheder i ingeniørfaget. Jeg er sådan en type, der ikke kan klare uligheder, så derfor er jeg blevet bidt af at arbejde med kønspolitik.

Som en komet flyver Camilla Kring gennem sit lille værelse og lander midt ude på gulvet, hvor hun kaster sig ud i et engageret foredrag. Med fægtende arme og fast blik fortæller hun, at der 30 procent større ledighed blandt de kvindelige ingeniører, end blandt de mandlige. Der er kun få kvinder i ledende stillinger, og den gennemsnitlige livsløn for en kvindelig ingeniør ligger over en million kroner lavere den gennemsnitlige livsløn for en mandlig ingeniør.

Camilla Krings ph.d.-afhandling tager udgangspunkt i en undersøgelse, som Ingeniørforeningen fik foretaget i 2002. Den viser, at den største stressfaktor blandt ingeniører er manglende balance mellem familie- og arbejdsliv. Undersøgelsen viser desuden, at det især er kvinderne, der kommer i klemme i spændingsfeltet mellem arbejde og familie.
- Kvindelige ingeniører er baglandspersoner, mens manden fokuserer på karrieren. 25 procent af de kvindelige ingeniører tilpasser deres arbejdsliv til familielivet, mens tallet for de mandlige ingeniører kun er 3 procent. Jeg tror, at en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv er nøglen til at få bedre vilkår for kvindelige ingeniører, siger hun.

Men Camilla Kring har helt bevidst valgt ikke at nævne ordet køn i sin ph.d.-afhandling.
- Jeg tror, at ordet køn kan være med til at lukke mange ører. Men helt ærligt, så tror jeg ikke mænd tænder særlig meget på titlen på min ph.d., griner hun.


Som ingeniør har Camilla Kring i det hele taget en anden tilgang til emnet ”køn” end traditionelle kønsforskere. For eksempel bruger hun ikke kønsteorier i sin forskning.
- Som ingeniør har jeg helt en anden videnskabstradition. Jeg kommer ikke fra et miljø, hvor man ser køn over det hele, og jeg mener faktisk, at det kan være utrolig hæmmende at fokusere så meget på kønsperspektivet. Den kønspolitiske vinkel er en del af min forskning, men jeg har en rigtig ingeniør-tankegang og tænker meget i handling og problemløsning.

Camilla Kring fortsætter sin flyvetur rundt i kollegieværelset og vender tilbage med en gigantisk bunke papirer. Det er resultatet af de scenarieværksteder, hun gennemførte i foråret som en del af sin ph.d.-afhandling. En vigtig del af hendes arbejde går nemlig ud på at klarlægge de visioner, som unge ingeniører - med og uden børn - har om deres familie- og arbejdsliv.

I den forbindelse bruger hun de såkaldte scenarieværksteder – en forskningsmetode, der kort fortalt bruges til at skabe indblik i fremtidens muligheder. Scenarierne tydeliggør nutidens forestillinger og fantasier om en mulig fremtid, og samtidig kaster de lys over nutiden og de konkrete valgmuligheder, vi har i dag. I 1970’erne blev scenarieværkstederne brugt som organisationsudviklingsmetode – nu har Camilla Kring valgt at bruge metoden på individet og familielivet.

I foråret deltog 42 ingeniører, ingeniør-studerende og gymnasieelever i en række scenarieværksteder. De blev delt op i workshops, og Camilla Kring valgte desuden at adskille kvinder og mænd.
- Kvinder er meget mere optaget af normer og samfundets forventninger end mænd, så for at skabe et frirum for diskussion valgte jeg at kønsopdele deltagerne, fortæller hun.

I hver workshop lavede deltagerne en brainstorm på, hvad der kendetegner det gode arbejdsliv og det gode familieliv. Herefter udvalgte deltagerne tre af resultaterne, og ud fra disse nøgleord skulle de tegne deres fremtidsbillede af det gode familie- og arbejdsliv.

- Scenarieværkstederne er en god måde at få folk til at tænke anderledes og derved se nye måder at indrette deres liv på. For eksempel sagde en kvindelig deltager, at hun under workshoppen havde fået øje på sine drømme.

Indtil videre har Camilla Kring dog fundet ud af, at vores drømme om det gode liv slet ikke hænger sammen med virkeligheden.
- Mine foreløbige resultater viser, at langt de fleste mennesker stræber efter kernefamilien, men faktum er, at kun 25 procent af befolkningen rent faktisk lever i en kernefamilie. Med andre ord: Drømme og realiteter hænger ikke sammen.

- Samtidig viser undersøgelser, at folk mener, at det vigtigste i deres liv er familien – men at de realiserer sig selv bedst gennem arbejdslivet. Det er utrolig modsætningsfyldt, konstaterer hun.

Ifølge Camilla Krings forskning opstår spændingsfeltet mellem arbejds- og familieliv,
fordi vores hverdag er blevet så kompleks, at vi har svært ved at se sammenhænge.
- Mange mennesker har så mange bolde i luften, at de er ude at redde hele tiden. De skal have karriere, hente børn, skrive mails og købe ind, og de når aldrig at tænke over, hvad de dybest set vil med deres liv. Folk længes efter nærvær og fællesskab, men de har så travlt med at gribe alle de bolde, de har kastet op, at de ikke har tid til at skabe det, pointerer hun.

- Samtidig glemmer vi at tænke over konsekvenserne af de valg, vi tager. Vi drømmer om mere tid og mindre gæld, men vi glemmer at tænke over, at bil nr. to faktisk koster 15 timers ekstra arbejdstid om ugen.

For at kunne skabe balance mellem arbejds- og familieliv mener Camilla Kring derfor, at vi skal lave om på en lang række indgroede vaner.

- Vi mennesker har nogle mærkelige vaner. Vi lever i et ”håndværker-system”, hvor alle mennesker arbejder fra 8-16, selvom de måske ikke er mest friske i dette tidsrum.
Jeg synes det er vanvittigt at vi alle sammen skal holde i kø på motorvejen om morgenen for at møde på samme tidspunkt.
- De stivnede strukturer gør, at alt for mange mennesker sidder i klemme – derfor mener jeg, det er nødvendigt at gøre op med strukturerne. Vi skal gå efter de jobs, hvor der er mulighed for at tilrettelægge vores liv på andre måder. Vi skal bruge fællesskaber på en bedre måde, og vi skal se tid som en ressource.

Camilla Kring er selv et levende eksempel på, hvordan man kan leve efter alternative mønstre. For det meste arbejder hun hjemme – men når hun indimellem vælger at arbejde fra sin forskerpind på DTU, så møder hun til direktørtid. Hun nægter simpelthen at dukke op på den officielle mødetid kl. 8.30, fordi hun ved, at hun ikke er frisk på dette tidspunkt.

- Til gengæld arbejder jeg så om aftenen. Hele mit liv flyder sammen, og jeg skelner ikke mellem hverdag og weekend. Jeg kan godt holde fri en tirsdag og arbejde en søndag.

Interessen for kønspolitik er ikke kun begrænset til arbejdet med afhandlingen. Under kunstnernavnet Frau Kring har hun for eksempel indkaldt alle Regensens beboere til søndagsdebat om køn. Her fortalte hun om kvindens historie fra oldtid til nutid, og fik mange af Regensens beboere til at gibbe af forundring, da hun påpegede, at kvinder i Danmark først fik status som selvstændigt skatteobjekt i 1982. Samtidig fik deltagerne en peptalk om køn, karriere og netværk.
- Jeg tror, at mænd har mere tradition for at bruge deres netværk end kvinder. Men selv bruger jeg mine faglige og personlige netværk meget aktivt, og det er noget, jeg har stort udbytte af.

Camilla Kring afleverer sin ph.d. i december 2004. Hun har allerede nu et klart billede af, hvad hendes arbejde kan føre med sig. Formålet med afhandlingen er intet mindre end at konstruere nye tankesystemer.

- Jeg vil ud i virksomhederne og påvirke personalecheferne. Og så har jeg en drøm om at lave en ”værktøjskasse” for ingeniører, så de tidligt i deres karriere kan tage stilling til, hvilket liv de gerne vil have. De skal have nogle redskaber til at tænke fremad og skabe nogle gode familie - og arbejdsvaner. For mig at se er det nye tankesystemer, der skaber fremtiden. Og jeg håber, at min ph.d.-afhandling vil starte en proces, der i sidste ende vil gøre det en hel del lettere at være kvindelig ingeniør.

Camilla Wass er freelance-journalist
 
Læs mere
Læse mere om projektet
Get a Life, Engineer
Læs mere om at få balance mellem arbejdsliv og familieliv hos
Convivendi instituttet
Amerikanske råd til travle kvinder hos Flylady
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk