Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Herman Bang læst med queerbrillen

 

Dag Heede giver Herman Bang en tur i den queerteoretiske vridemaskine, og det er tankevækkende og provokerende læsning. Det pikerer dog FORUMs anmelder, at Heede tilsyneladende gør "lidelsen" til et homoseksuelt monopol

 
 
FORUM/5.12.2003 De mange offerskikkelser, stille eksistenser, excentrikere, outsidere, altruister og besynderlige personager i Herman Bangs forfatterskab er billeder eller allegorier på homoseksuelle mænd, uagtet hvilket biologisk køn fiktionen har forsynet dem med. Det er den overordnede pointe i Dag Heedes grundige, kompetente og velskrevne nylæsning af Bangs forfatterskab Herman Bang: Mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer (Syddansk Universitetsforlag, 2003).

Heede finder i Bangs forfatterskab en række "dæknavne" for den homoseksuelle: "østerlandsk", "katolsk" og ikke mindst "besynderlig" eller "mærkelig"; det som på engelsk hedder "queer", og som jo i vor tid er blevet en heroiserende betegnelse for alt, hvad der overskrider den heteroseksuelle norm. Men først og sidst er det i Heedes Bang-læsning "lidelsen", der bliver homoseksualitetens andet navn.

Forestillingen om den homoseksuelle som den lidende bliver for Heede en nøgle til alle de lidende skikkelser, som Bangs forfatterskab vrimler med: den fallerede skuespillerspire William Høg, som i Håbløse slægter lider under et par veritable man eaters; den selvopofrende Ida Brandt, som i Ludvigsbakke lider under sin troløse elskede; den brystsyge Katinka, som i Ved vejen lider under sit plumpe svin af en mand etc. Gennem Heedes briller kan de alle betragtes som billeder på den stigmatiserede homoseksuelle, som lider under heteroseksualitetens ekskluderende norm. Den selvopofrende gavmildhed og hjælpsomhed, som er et karaktertræk ved så mange af Bangs lidende personer, læser Heede som billede på den utrættelige soningsiver, der ifølge Bang selv er effekten af den homoseksuelles bestandige skyldfølelse. Om denne skyldfølelse skriver Bang i det på tysk affattede essay "Gedanken zum Sexualitätsproblem" (1909, posthumt publiceret 1922), som er en interessant kilde Heede har fundet frem. Essayet anskuer homoseksualitet som en ulyksalig, medfødt natur, og appellerer mest af alt til medlidenhed med den homoseksuelle.

Heede har blik for, hvordan de bangske personers lidelseshistorier mere eller mindre diskret lignes med lidelseshistorien over dem alle i vor kulturkreds: "Således kan også hele Gedanken-essayets retorik læses med Kristus-myten som forlæg, hvor den homoseksuelle ofrer sig for menneskehedens frelse, essayet kan - sat på spidsen - ses som et Nyt Testamente med den altruistiske suicide outsider i Jesus' position, og forplantningen i Guds." (s.30)

I den offerlogik, som går igen i forfatterskabet, ofres den stille eksistens/excentrikeren/den vanartede ofres, mens slægten fortsætter; i visse tekster er offeret endog helt eksplicit forudsætningen for slægtens fortsættelse (som i Michael, hvor det unge heteropars kærlighedslykke sikres af arven fra den gamle mæcen Zoret, der er en af de få så godt som uforklædte pæderaster i forfatterskabet).

Heede understreger gentagne gange, at den homoseksuelle tematik er ét blandt mange betydningsspor i Bangs forfatterskab. Således markerer han konsekvent sine tolkninger med et "måske" (denne eller hin scene er "måske" billede på et homoseksuelt samleje) eller et "også" (Katinka Bay er "også", blandt andre ting, bøsse). Det er jo vældig redeligt og vidner om en veludviklet sans for, hvad det er for et legerum man træder ind i, når man træder ind i litteraturen. Over hele Heedes bog svæver legens gestus: "hvad sker der, hvis...?" - "hvad sker der, hvis vi nu prøver at læse Bangs tekster som tematiseringer af homoseksualitet?" Og der sker, så vidt jeg kan se, hverken mere eller mindre, end at et uomgængeligt betydningslag i et kanoniseret dansk forfatterskab træder tydeligt frem.

Under læsningen af Heedes bog sad jeg sådan set og håbede på, at der ville ske noget mere. At det ville munde ud i nogle mere generelle teser om forholdet mellem køn, identitet og litteratur. At der ligger nogle generelle kønsfilosofiske teser bag Heedes læsninger er tydeligt, men de fremlægges og diskuteres ikke eksplicit. Heede leverer streng taget en god, gammeldags, biografisk orienteret forfatterskabslæsning; han "læser Bang med Bang", som han selv formulerer det i bogens indledning. Ikke alene fordi den biografiske Bangs homoseksualitet bliver det filter, værket læses gennem, men også fordi Heede legitimerer denne biografiske tilgang med unge Bangs egne ord om, at al litteratur er "en Bekendelse om Digteren selv og om den, han elsker."

Men Heede læser ikke bare Bang med Bang, han læser ham også med knald, det vil sige med Freud, eller snarere ud fra en såkaldt freudiansk tolkningslære, hvor en cigar aldrig bare er en cigar. Når en kvinde ligger henslængt på gulvet, og "Lyset glider ud og ind", skal Heede nok fortælle os, hvad klokken er slået, og hvis et par hunde og et par kvinder forsvinder ind i samme rum, tør Heede ikke fastslå (men gør det dermed alligevel), at der er tale om "lesbisk zoofili". Skægt nok tager Heede eksplicit afstand fra freudiansk læsning med formuleringer som "en freudianer ville..." (s.155), men det en (vis type) freudianer ville gøre, er det som Heede konsekvent gør: finder penetration, fallos og fellatio overalt. Og det er sådan set al ære værd, selv om de fleste seksualmetaforer ligger så åbenlyst i tekstens overflade, at man skulle tro de for længst var gravet frem af Bang-forskerne. Det er de bare ikke, og her har Heedes seksualiserende læsninger ubestrideligt en mission.

Problemet med Heedes Bang-læsning ligger altså ikke i opmærksomheden på et (homo)seksuelt betydningsspor i de bangske tekster. Problemet ligger derimod i de stiltiende begreber om homo- og heteroseksualitet, som Heedes overordnede argument bygger på. Heteroseksualitet identificeres med forplantning, og homoseksualitet identificeres med lidelse. I disse stiltiende, begrebslige forudsætninger ligger der, så vidt jeg kan se, en logisk og etisk fejlslutning.

Heteroseksualitet, kernefamilie og reproduktion gøres til én og samme sag i et skræmmebillede af en tyrannisk, heteroseksuel treenighed ("den heteroseksuelle, kernefamiliære, reproduktive norm", s.18)."Forplantningstyranni" bruges synonymt med "tvangsheteroseksualisering" (s.54). Det 19. århundredes ægteskabsnorm tilskrives uden videre et "heteroseksualiseringsmaskineri" (s.151). Heede har en underlig ureflekteret tendens til at forveksle heteroseksualitet med kernefamilie, og anskue enhver pardannelse mellem mand og kvinde som styret af forplantningens formål. Men hvad nu, hvis også heteroseksualiteten har lidt (og stadig lider) under at være underkastet "forplantningstyranniet"? Hvad nu, hvis det netop er patriarkatets problem, at det aldrig har kunnet tælle til to køn, men altid har måttet underordne dem den ene (fx "mennesket") eller noget tredje (fx barnet)?

Ét er den begrebslige omgang med heteroseksualiteten, noget andet (og sværere at få has på) er den mere fantasmatiske omgang med den. Heedes bog er fuld af fantasier om heteroseksualiteten, men om disse må tilskrives Bang eller Heede er ikke altid klart. I disse fantasier fremstår heteroseksualiteten som bestialsk, vampyrisk, kannibalistisk og ekskluderende. Bestialsk, når løveburet i novellen Fratelli Bedini læses som "et stærkt dæmoniseret og animaliseret vrængbillede af den heteroseksuelle menneskelighed", og de forgiftede løvers rallende dødskamp som en "grotesk samlejeparodi" (parodi på et heteroseksuelt samleje, forstås) (s.135). Vampyrisk og kannibalistisk, når de fatale man eaters i Haabløse slægter suger livskraften ud af William og gør ham til et barn (s.43). Ekskluderende, når den gamle greve i En fortælling om elskov blegner ved synet af det unge, glødende heteropar i en passage, der af Heede beskrives som "mascohistisk udpensling af ekskluderende heteroseksuel lykke" (s.17).

Nu er fantasien om det heteroseksuelle samleje som kannibalisme og vampyrisme, med dertil hørende dæmonisering af kvinden, jo lige så gammel som patriarkatet selv, så den er der ikke i sig selv noget "queer" ved. Det særligt "queer" må være, at man så at sige tager denne fantasi for pålydende, og identificerer heteroseksualiteten med en kannibalisme og vampyrisme, som kun alternative seksualiteter kan levere et alternativ til.

I sin fremlæsning af disse fantasier hos Bang kunne Heede, som den gode freudianer han måske i bund og grund er, se ud til at levere brokkerne til en klichéagtig, homoseksuel psykobiografi: homoseksualiteten opstår som et forsvar mod "urscenens" dæmonisering af heteroseksualiteten; i enhver bøsse bor et lille barn, der står uden for forældrenes sovekammer og føler sig ekskluderet fra det, der i hans fantasi er en rædselsvækkende akt... En anden psykobiografisk homokliché, klichéen om den homoseksuelle som den moderbundne, fremlæser Heede også hos Bang, men den går han mere reflekteret i clinch med. Her garderer han sig nemlig mod (vulgær)freudianisme, idet han mener at moderbindingstematikken må forstås som en "ansvarsfralæggende strategi", frem for en symptomatisk fantasi, i Bangs forfatterskab. Altså: når Bang, både i sine litterære og selvbiografiske iscenesættelser, skildrer den homoseksuelle som moderbundet, er det ifølge Heede ikke et symptom på at (Bangs) homoseksualitet har noget med (hans) moderbinding at gøre, men netop en selviscenesættelse, som skal fritage ham for selv at være "skyld" i homoseksualiteten.

Heede gør det som sagt ikke helt klart, hvor han selv står i forhold til de billeder af homo- og heteroseksualitet, han finder i Bangs forfatterskab. Det er næsten som om Heedes egen synsvinkel har ladet sig smitte af Bangs berømte fortællerteknik, der svinger mellem medlidende identifikation og ironisk distance. Heede inddrager fint disse fortællertekniske karakteristika i sin fremlæsning af homoseksualitetens tema, som udtryk for Bangs dobbelthed af solidaritet og foragt i forhold til den outsiderposition, der også var hans egen. Men hvor står Heede i forhold til Bang? Deler han Bangs fantasier om ekskluderende, kannibalistisk, bestialsk heteroseksualitet? Med andre ord: er det ikke bare hos Bang, men også hos Heede, vi finder noget man dårligt kan kalde andet end heterofobi?

I hvert fald emmer Heedes Bang-bog af fantasier om de heteroseksuelle, som dem der er inden for i varmen, mens de homoseksuelle står udenfor og lider. Det er denne sætten lighedstegn mellem "homoseksuel" og "lidende", der muliggør den konsekvent læsning af Bangs lidende personer, som billeder på homoseksuelle. Men nu er lidelsen jo, lige så lidt som urscenen, noget der er reserveret bøsserne.

Den lidende er i Bangs forfatterskab også den med-lidende. Heede har en fin pointe, når han betragter disse medlidende, som billeder på selve den bangske fortællerteknik: "Lidelsen synes medium for en særlig universel lydhørhed, som ikke-lidende synes udelukket fra. Med-lidenhed fremstår ikke kun som opofrende altruisme, men måske også som en slags poetik for det bangske forfatterskab" (s.192) Men findes der overhovedet nogen, som er ikke-lidende? Og skulle det være de heteroseksuelle? Det må man tro, hvis man fastholder Heedes konsekvente lighedstegn mellem homoseksuel og lidende. Mod dette vil jeg kalde selv samme Bang-person til vidne, som Heede læser som billede på den eksklusive, homoseksuelle lidelse, nemlig Ida Brandt fra Ludvigsbakke: "Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle." De led alle. Lidelsen er ikke et adelsmærke for særligt stigmatiserede eller særligt udvalgte.
Her er vi ved kernen af den eksklusionslogik, som Heede overtager fra queer teorien, og som desværre har tendens til at udarte sig til en "dem eller os"-logik. Der huserer i queer teorien en fantasi om, at de heteroseksuelle sidder på flæsket; at det er dem, der kører med klatten, hvad enten de er mænd eller kvinder; at de er foruden den brist eller mangel, som stigmatiserer de alternativt seksuelle. Det er det logiske og etiske problem i Heedes kønsfilosofi: fantasien om at der skulle findes nogen, som ikke lider, nogen som ikke er eksluderede, nogen som ikke mangler noget.

Når Heede kalder William Høgs (allegorisk fremlæste) homoseksualitet "en grundlæggende mangel eller brist" (s.55), hævder jeg, at denne brist er et eksistentielt grundvilkår; intet subjekt uden brist. Når Heede skriver, at "døden er måske den mærkelige, perverse, dekadente persons væsenskerne" (s.72), hævder jeg, at døden er enhver persons væsenskerne. Når Heede proklamerer, at den mandlige homoseksualitet har "døden som forudsætning, eksistensbetingelse og resultat" (s.136), hævder jeg, at det har enhver seksualitet.

Det er her, mine og Heedes veje for alvor skilles. Jeg synes, det er fint at få indkredset en position hos Bang, som er den lidendes, den ekskluderedes, den "besynderliges", og jeg synes også det er fint at foreslå at denne plads kan indtages af bøssen. Men i bund og grund er den selve subjektets. Jeg kan gå med til at sige, at den mangel, den besynderlighed, den ex-centricitet, den kønnethed og dødelighed, som er subjektets grundvilkår, for Bang har vist sig i skikkelse af hans homoseksualitet. Men jeg kan absolut ikke gå med til, at der sættes lighedstegn mellem "lidende" og "homoseksuel".

Min egen hetero-femi-paranoia vejrer eksklusion fra bøssegeniernes elitære klub: "den på en gang benådede og forbandede geniernes besynderlige slægt", som med stort retorisk schwung påkaldes i bogens allersidste ord. De, der ikke er "forplantningsplagede", men kan hengive sig til "forskudt, åndelig, metaforisk forplantning". Læsningen af Bangs lidende personer som homoseksuelle, får de bangske teksters besynderligheder til at "falde på plads", hedder det i bogens start. Men at få tingene til at "falde på plads" - er det ikke at afblæse hele den ballade om subjektet, som er og bliver en "kønsballade"?

Lilian Munk Rösing er cand.phil. og ph.d. og ansat som forskningsadjunkt på Institut for litteraturvidenskab i København.

Dag Heede: Herman Bang: Mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer. Syddansk Universitetsforlag. 275 sider, 268 kr.
 
Læs mere
Masser af ressourcer om Queer-teori:
www.theory.org.uk

Queer Theory
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk