Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Frugtbar kritik efterlyses

 

Yvonne Hirdman får nu svar på sin kritiske anmeldelse her i Forum af bogen Kønsmagt under forandring. Tre af bogens bidragsydere afviser Hirdmans kritik, og mener hun har misforstået en hel del ting. De efterlyser også en faglig diskussion af, hvad det betyder for analysen af køn og magt at være socialkonstruktivist.

 
FORUM/15.5.2002 Yvonne Hirdmans anmeldelse af den danske bog: Kønsmagt under forandring og specielt vores bidrag Diskurser om køn, magt og politik i Skandinavien (bogens sidste kapitel) er tankevækkende, både hvad angår form og indhold. Hirdman diskuterer med et tydeligt stænk af sarkasme bogens kapitler, og frem for alt er hun kritisk over for den socialkonstruktivistiske tilgang, som nogen af kapitlerne bekender sig til.

Det er positivt, at hun lægger op til en paradigmediskussion om grundlæggende spørgsmål i nordisk forskning om køn og magt, og vi vil gerne bidrage til, at det bliver en debat, der kan gøre os klogere på hinandens forståelser og også gerne på de udfordringer, de nordiske samfund og nordisk kønsforskning står over for i det 21. Århundrede. (Som det fx debatteres mellem Nancy Fraser og Iris Young (i New Left Review), og mellem modernister og postmodernister i bogen Feminist Contentions. A Philosophical Exchange (Benhabib et al., 1995)).

Det kan være frugtbart at forsøge at skelne mellem uenigheder, der skyldes forskellige teoretiske positioner/paradigmer/skoler; uenigheder knyttet til forskellige faglige traditioner og genstandsområder og endelig de uenigheder, der hænger sammen med, at vi alle er "biased" eller etnocentriske, fordi vi forstår vores egen kontekst bedst.

Vi mener imidlertid også, at Hirdman fejllæser og overser nogle af vores konklusioner, og at hendes karakteristisk af dele af bogen som gammeldags er ufrugtbar, og vi vil ikke kendes ved hendes "landskampsmetaforik", hvor de skandinaviske landes diskurser rangeres som nummer et, to og tre.

Bogen som helhed kritiseres for at være konstruktivistisk, fordi der i indledningen skrives at "køn ikke er givne størrelser, men noget vi gør", og fordi der ikke præsenteres en stor samlet fortælling om "køn – magt og politik". Det er rigtigt, at en del af kapitlerne bekender sig til det konstruktivistiske paradigme, og nogle kapitler betoner kvinders rolle som aktører. Derimod bekender vi os ikke (og os bekendt heller ikke de øvrige forfattere) til en opfattelse, hvor "kunnskap forsvinner som underlag til politisk forandring".

Vi konkluderer, at begrebet om genus-system ofte anvendes for strukturalistisk og underbetoner politik, diskurs og handlende aktører. Denne markering indebærer ikke, at vi i stedet mener, at man overvejende skal betone aktørernes betydning. Det kunne være spændende med en videnskabsteoretisk diskussion af, hvad det betyder for analysen af køn og magt at være socialkonstruktivist, og vi er interesserede i at høre, hvorfor Yvonne Hirdman afgrænser sig fra den position.

Inden for sociologien har man gennem de sidste 20 år erkendt, at modsætningen mellem struktur-teorier og aktør-teorier er ufrugtbar og falsk. Der er ingen grund til, at kvinde- kønsforskningen behøver at reproducere dette skel. Vi betragter både forskere, der betoner betydningen af social praksis og strukturernes træghed, og forskere, der lægger vægt på diskurser og på mennesker som "handlende aktører" som konstruktivister. Det gælder fx Nancy Fraser (1997). Det er vigtigt, at der er plads til dialog mellem forskellige paradigmer om betydningen af diskurserne og om samspillet mellem diskurs og social praksis.

På trods af uenighederne er vi enige med Yvonne Hirdman i, at det er en væsentlig forskningspolitisk og samfundspolitisk opgave at undersøge det såkaldte Nordiske paradoks. Det består i, at kvinder er blevet inkluderet i den politiske elite i alle de nordiske lande gennem de sidste 20 år, samtidig med, at de er marginaliseret i den akademiske elite og i det private erhvervslivs top. Netop dette dobbeltblik på kontinuitet og forandring ser vi som kønsforskningens udfordring at begrebsliggøre og forklare. Det rejser desuden et kontroversielt teoretisk spørgsmål om forholdet mellem kønsstrukturer på arbejdsmarkedet, i politik og i akademia. Her står vores tese om politikkens relative autonomi i direkte modsætning til Hirdmans tese om et genussystem med én samlet kønsstruktur.

Vi argumenterer i vores kapitel for, at den måde man i 1990erne har italesat køn i Norge, Sverige og Danmark er meget forskellig, og vi fremhæver, at eksistensen af forskellige diskurser i de skandinaviske lande kan hænge sammen med de forskelle i de kønspolitiske profiler/modeller, som bl.a. er blevet fremhævet i Likestilte demokratier? (Bergqvist et al., 1999). Pointen er, at der på trods af fællestræk i de strukturelle livsbetingelser også er nationale forskelle i kvinder og mænds livsbetingelser, og mobiliseringsmodellerne i de tre lande har bidraget til at skabe forskellige diskurser.

Det store spørgsmål er, hvordan diskurserne omvendt har påvirket den politiske udvikling i de enkelte lande. Det kunne rejse en interessant kønspolitisk diskussion, ligesom det ville være frugtbart at få spørgsmålet belyst gennem historiske og komparative nordiske analyser af kønssystemer, kønspolitiske profiler og modeller. Er det eksempelvis sådan, at den svenske debat om kvinders underordning og undertrykkelse og de svenske politiske partiers erklærede feminisme har betydet, at underordningen og undertrykkelsen er blevet mindre i Sverige end i Danmark?

Et andet interessant forskningsspørgsmål er, hvad den norske forskelsdiskurs, der indebærer at køn er blevet en magtbase for kvinder i politik, har betydet ikke blot for kvinders inklusion i det politiske liv, men også for deres inklusion i akademia og i det økonomiske liv.

Hvad er vi så uenige med Yvonne Hirdman om? Vi argumenterer bl.a. for, at konteksten og politikken i bred forstand gør en forskel, således at man kan identificere tre forskellige kønspolitiske modeller i Norge, Sverige og Danmark. Vi har gennem historiske og komparative studier påvist, at den danske kønspolitiske model kan karakteriseres som en bevægelsessensitiv model. Det betyder, at den er i krise, når der ikke er aktive bevægelser, der presser på for at få kvinde- og kønsspørgsmål sat på den politiske dagsorden som i 1970erne og 1980erne, og det kan være en forklaring på, at de danske politiske partier stort set ikke beskæftiger sig med ligestilling (Bergqvist et al., 1999; Christensen & Siim, 1990).

De norske og svenske modeller er mere institutionaliserede, fx er kønsspørgsmålet bedre integreret i de politiske partier både i forhold til deres politik og til kvinders tilstedeværelse, og de kæmper om at profilere sig på ligestilling. Den svenske model er kendetegnet ved en klassisk kvindeintegrationsstrategi, hvor kvindeforbundene i de politiske partier har spillet en central rolle for kvindespørgsmålets politisering, og den norske model er kendetegnet ved en moderne kvindeintegrationsstrategi, hvor kønskvotering siden 1980erne har været et væsentligt middel til integration i politik (Borchorst, 1999; Christensen, 1999).

Norge, Sverige og Danmark kan hver især kaste lys over styrker og svagheder i den nordiske/skandinaviske velfærdsmodel. I det lys er det temmelig uinteressant at forsøge at rangordne dem i god, bedre og bedst, og det sker da heller ikke i vores kapitel om diskurserne. Det ville da også være mærkeligt set i lyset af de omtalte konklusioner i bogen Likestilte demokratier? Hirdman mener, at vi i kapitlet om diskurserne er meget kritiske over for den svenske undertrykkelsesdiskurs, som vi især knytter til hendes bidrag til den svenske magtudredning. Hun spørger, om der da ikke har været visse strategiske fordele ved den. Det undrer os, for vi skriver flere steder, at det er en styrke, at den har været med til at placere spørgsmålet om køn og magt højt på forskningsdagsordenen. Omvendt beskriver vi også svaghederne ved betoningen af magtmobilisering i Danmark. Vi synes ikke, det er frugtbart at anklage hinanden for manglende evne til at læse hinandens sprog, så vi må nøjes med at konstatere, at Yvonne Hirdman først og fremmest kommenterer analysen af sit eget bidrag, og ikke har fanget nuancerne i analysen af hverken den svenske, danske eller norske diskurs.

Spørgsmålet om en normativ "bias" i vurderingerne af vores egne velfærdsstater og diskurser er interessant, også i en bredere komparativ kontekst. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes en fælles indgroet forestilling om "at Norden er bedst" (som hos mange forskere blev oversat til en tro på "att Sverige är bäst"). Det ligger både i Gösta Esping-Andersens indflydelsesrige analyser af velfærdsmodeller og i Helga Maria Hernes banebrydende tese om de kvindevenlige skandinaviske velfærdsstater, men måske udgør disse konklusioner en hæmsko for at forstå de ændringer, der sker i Norden og i Nordens forhold til omverdenen i dag.

Norden, og måske især Skandinavien, bliver af mange betragtet som et ideal, hvad angår ligestilling mellem kønnene. I det perspektiv er det interessant, at 30 års ligestilling, som bl.a. har betydet en feminisering af den politiske elite ikke har formået at løse problemerne med kvinders eksklusion og marginalisering fra akademia og den økonomiske elite. Det er en fælles opgave for nordiske kønsforskere at forholde sig analytisk til styrker og svagheder i de nordiske velfærdstater i deres mangfoldighed.

I Danmark og Sverige blev kvinder integreret relativt tidligt på arbejdsmarkedet samtidig med udbygning af børneinstitutionerne. I Danmark skete den politiske integration af kvinder primært fra neden gennem de sociale bevægelser, i Sverige skete det især fra oven gennem de politiske partier. Norge var i 1960erne stadig et husmorland, hvor kvinders integration i politikken kom før integrationen på arbejdsmarkedet, og udbygningen af børnehaver kom endnu senere. Erfaringerne fra de tre lande peger i retning af store fremskridt for ligestillingen, specielt inden for det offentlige arbejdsmarked og i politik, men de er fortsat præget af segregering og hierarki mellem kønnene- specielt inden for det private erhvervsliv og i akademia. Erfaringerne fra de nordiske og skandinaviske lande er på godt og ondt lærerige, men de kan ikke uden videre anvendes som en model, der kan overføres til andre lande.

Hvis den nordiske kønsforskning skal bidrage til at bringe denne debat videre, bør vi undgå en fastlåsning mellem begrebet om genussystem på den ene side og begrebet om magtmobilisering på den anden side. Vi har argumenteret for et dobbeltblik på magt, der dels betoner samspillet mellem struktur og aktør og kontinuitet og forandring, og som dels betoner forskellige samfundsarenaers relative autonomi og forskelligartede udviklingsdynamik i forhold til lighed/ulighed mellem køn (Christensen & Siim, 1990). Som eksempler på magtforståelser, som det ville være interessant at diskutere i en nordisk sammenhæng vil vi fremhæve Iris Youngs begreb om magtens fem ansigter: udbytning, undertrykkelse, magtesløshed, kulturel imperialisme og vold (Young, 1990). Denne tilgang argumenterer for et flerdimensionelt begreb om magt/undertrykkelse, hvor samspillet mellem magt og empowerment, defineret som mobilisering og organisering af undertrykte sociale grupper er centralt.

Et andet eksempel er Nancy Frasers dilemma mellem omfordeling og anerkendelse som betoner samspillet mellem lighed og forskellighed/diversitet/mangfoldighed (1997). Denne tilgang argumenterer for, at der eksisterer en væsensforskel mellem to forskellige teoretiske paradigmer/systemer med hver sin dynamik. Det betyder dels, at fremgang i lighed kan kombineres med tilbagegang for anerkendelse af forskelle/diversitet, dels at fremgang for køn kan kombineres med tilbageskridt for etniske minoritetsgrupper.

Den nordiske kønsforskning står over for nye udfordringer. En af dem er at synliggøre den gensidige påvirkning mellem køn, velfærdsstat og demokrati i de nordiske industrisamfund. En anden er at udvikle nye forståelser af køn i de nordiske velfærdsstater og demokratier under global post-industrielle betingelser. Vi opfordrer derfor både til en tværfaglig debat mellem nordiske kønsforskere og til en kritisk dialog mellem nordiske kønsforskere og den internationale forskning.

Anette Borchorst er redaktør af bogen Kønsmagt under forandring, Hans Reitzels Forlag 2002, 225 kr., 270 sider, som også Ann-Dorte Christensen og Birte Siim bidrager til. Den kan lånes på KVINFOs bibliotek.
Vi bragte Yvonne Hirdmans anmeldelse i FORUM 9. april - se link til artiklen øverst til venstre.



Referencer:

Benhabib, Seyla, Judith Butler, Drucilla Cornelle, Nancy Fraser (1995). Feminist Contentions. A Philosophical Exchange. Introduction by Linda Nicholson, New York/London: Routledge.

Bergqvist, Christina et al. (eds.). (1999). Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Oslo: Universitetsforlaget.

Borchorst, Anette (1999). "Ligestillingslovgivningen", i Christina Bergqvist et al. (red.) Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Oslo: Universitetsforlaget, Nordisk Ministerråd, pp. 176-191.

Borchorst, Anette, Ann-Dorte Christensen & Nina Raum (1999). "Ligestillede demokratier? Opsamling og perspektivering", i Christina Bergqvist et al. (eds.), Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Oslo: Universitetsforlaget, Nordisk Ministerråd, pp. 253-265.

Christensen, Ann-Dorte (1999). "Kvinder i de politiske partier", i Christina Bergqvist et al. (red.). Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Oslo: Universitetsforlaget, pp. 62-81.

Christensen, Ann-Dorte & Birte Siim (1990). "Køn, magt og demokrati – mod et dynamisk magtbegreb?" i Livsmagt. Nye perspektiver på kultur, magt og køn, Århus: Århus Universitetsforlag, pp. 7-26.

Christensen, Ann-Dorte & Birte Siim (2001). Køn, demokrati og modernitet- mod nye politiske identiteter, København: Hans Reitzels Forlag.

Fraser, Nancy (1995). "From Redistribution to Recognition? Dilemmas of Justice in a "Post-Socialist" Age" i New Left Review, 212, July-August, pp. 68-93.

Fraser, Nancy (1997). Justice Interruptions. Critical reflections on the “Postsocialist” Condition, New York/London: Routledge.

Young, Iris (1997). "Unruly Categories: A Critique of Nancy Fraser’s Dual Systems Theory" i New Left Review, 222, March-April, pp. 147-160.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk