Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kønsmagt under behandling

 

FORUM har bedt svenske professor Yvonne Hirdman anmelde Kønsmagt under forandring. Hun finder meget positivt i bogen, men kritiserer forfatterne for i for høj grad at benytte sig af uaktuel teori. Og hvorfor denne angst for at gribe fat i de store sammenhænge mellem køn og magt?, spørger hun.

 
FORUM/9.4.2002 I 1997 blev der iværksat en dansk magtudredning. Da havde vi, siden 1970'erne, allerede haft en norsk, en svensk, en finsk og igen en norsk magtudredning. Samt en svensk såkaldt kvindemagtudredning. Den danske magtudredning fik ingen særlige direktiver om også at tage køn med i betragtning, hvilket fik det danske ligestillingsråd til at reagere. Forskningsledelsen svarede, at heller ikke alder, klasse eller etnicitet var taget med - et svar som antyder såvel irritation som en unuanceret forståelse af den feministiske forskning, en gammeldags indstilling som handlede det om at tilføre én blandt mange variabler. Men for at imødekomme ligestillingsrådet ville man skam gerne anlægge en såkaldt dobbeltstrategi: dels udføre særlige studier, dels forsøge at integrere "køn" i de andre undersøgelser indenfor magtudredningen. Altså en slags mainstreaming.

Antologien Kønsmagt under forandring redigeret af Anette Borchorst, Hans Reitzels forlag 2002, kan ses som et direkte resultat af, at den sidstnævnte strategi ikke lykkedes - ja, sådan står der næsten i indledningen. Derfor er denne antologi udkommet for at give et overblik og give mere viden om såkaldt kønsrelateret forskning om køn og politik (ja, sådan står der).

I indledningen bliver vi præsenteret for positionerne. For det første handler det ikke om at skrive en stor fortælling om køn, magt og politik, hedder det. Argumentet er i sig selv interessant: "Den øvelse er tiden på mange måder løbet fra". Vi har med andre ord at gøre med en modeforeteelse - og det tror jeg også er helt rigtigt.

Fraværet af den store forståelse indebærer imidlertid ikke, at ord som "køn" og "magt" ikke skal defineres. Allerede her opstår der selvfølgelig problemer, da det er "store" ord med "store fortællinger" bag sig. Med hensyn til "køn" bekender alle sig til konstruktivisternes skare. Som redaktøren skriver i indledningen: "køn" er ikke en given størrelse, men noget vi skaber. Magt på sin side, eller som her oftere i kombination med køn, "kønsmagt" (et ord som i det mindste i Sverige antyder en af de meget store fortællinger), skal forstås som et komplekst og dynamisk fænomen, som man kan forstå ud fra forskellige teoretiske synsvinkler. Til disse positioneringer – ingen store fortællinger, køn skabes og magt er mange ting - kommer så en tredje, vigtig forudsætning og positionering: mennesker er "handlende aktører". Så kan legen begynde.


Antologien består af 13 artikler, uafhængige af hinanden. Den indledes med to historiske betragtninger: en over prostitution, en over ægteskabslovgivning i 1920'erne. Den efterfølges af fire studier om køn og magt indenfor forskellige elitære grupperinger, en om køn i politiske partier, en om indvandrere og patriarkalske familieforhold i en ligestillingskontekst, en om omsorgsmagt i den offentlige sektor, en om status og ligestilling med hushjælpsspørgsmålet i et historisk perspektiv som eksempel, en om "det fælles kvindelige" som strategi i KAD, det danske kvindelige fagforbund. Antologien afsluttes med to artikler, der kan læses som et slags referat fra en landskamp: i hvilken retning er udviklingen gået, og hvor er der bedst ud fra et emancipatorisk perspektiv; i Danmark, Norge eller Sverige?

Vi ved alle, hvordan antologier bliver til: man opstøver bidrag af forskere, som allerede har skrevet eller er i gang med emner, der er pænt tilpassede, man forsøger at overtale nogen til at koncentrere sig lidt mere om det, der kræves til antologien, og til sidst kan man få nogen til at skrive direkte til bogen. Derfor skal jeg ikke være alt for sofistikeret eller insinuere, at der bag sammensætningen af kapitlerne og deres mangfoldighed skjuler sig en implicit "stor fortælling" om køn og magt; den man ikke finder det opportunt at fremhæve som styrende. For vist fremstår bidragene som et slags kludetæppe af empiri, omkring emner som selvfølgelig har med over- og underordning af mennesker som køn at gøre. Uudtalte og aldrig benyttede sammenkoblinger - fordi den store fortælling er umoderne.

Hvorfor f.eks. medtage Karin Lützens spændende fortælling om prostitution og ordensreglement - fra 1800-tallet - hvis man ikke et eller andet sted alligevel forstår seksualitet, magt og køn som en slags grundtema for "kønsmagt"? Og hvorfor denne trygge fortid - hvorfor ikke prostitution i dag?

Hvorfor f.eks. medtage Bente Rosenbecks interessante fortælling om den nordiske ægteskabslovgivning - hvor det store, fascinerende spørgsmål unægtelig er, hvorfor vi i Norden får denne for sin tid så radikale lovgivning - hvis ikke for at antyde noget af interesse for køn og magt i dag?

Fire af de "små" fortællinger berører et område, der er oppe i tiden: køn og organisation, med hovedvægt på lederskab og kvinder. (Hanne Nexø Jensen, Akademiker i departementet, Peter Munk Christiansen, Birgit Møller, Lise Togeby, Køn og eliter; Lis Højgaard, Magtens køn - kvinder og mænd i toppositioner inden for erhvervsliv, offentlig administration og politik; Cathrine Hasse, Inge Henningsen, Dorte Marie Søndergaard, Køn og magt i akademia; samt Karina Pedersen, Er der kønsforskelle i de danske partier?)

Det er i denne sammenhæng, at det nordiske paradoks ses så tydeligt: Det som unægtelig råber på, om ikke en stor fortælling, så i hvert fald på en noget større analyse - nemlig den eksempelløse integrering af kvinder i politik, samtidig med at den kvindelige tilstedeværelse indenfor universitetet og i erhvervslivet også internationalt set er svag, for ikke at sige ussel. (8% kvinder i den akademiske elite i Danmark f.eks., lavere end i både Norge og Sverige, 1% kvinder blandt de administrerende direktører og 3% kvinder i erhvervslivets bestyrelser.)

Hvorfor? Ligestillingens arbejde - med andre ord en bevidst politisk vilje – fremhæves, når det drejer sig om at forstå og forklare den store integrering, den som er sket indenfor politik og i ekspansionen af den offentlige sektor. (Hvorfor denne vilje fandtes og findes diskuteres imidlertid ikke.)

I de modsatte tilfælde, manglen på kvinder indenfor magtområder som erhvervsliv og videnskab, anvendes bl.a. Harriet Holter og Elisabeth Moss Kanter. Intet ondt om disse to teoretiske stjerner, men de lyste klarest på den feministiske forskningshimmel for 20-30 år siden. Er der ikke sket noget siden Holters idé om, at kvinder blev integreret i allerede indskrumpende institutioner, dvs. en noget mere sofistikeret variant af det feministiske ordsprog: "where women are, power is not" eller Moss Kanter og hendes tanker om, at det er nødvendigt med en kritisk masse i en organisation, for at kvinder kan gøre sig gældende som gruppe?

Men her er jeg uretfærdig, for vist er der sket noget. Det lyder således: "Magt og modmagt kan både være åben og usynlig, bevidst og ubevidst. Magt kan være båret af enkelte individer eller grupper af individer. Men også strukturelle konstruktioner er magtfulde. /.../ Kulturelle aspekter såsom normer og værdier er aktive medskabere af adfærd, sprog og symboler, der cementerer opfattelser af, hvad kvinder kan, og hvad mænd kan." (s. 69)

Det er således en slags postmoderne tilstand, som vældigt mange af forskerne befinder sig i. Problemet med en postmodernistisk teoretisering er imidlertid, at det er så meget lettere at sige end at gøre. Det kommer sjældent længere end til programmatiske standpunkter, som ligesom hægtes på en statistisk eller kvantitativ beskrivelse af mænd og kvinder i forskellige sammenhænge. Forstår vi bedre, hvad det er, der sker?

Den viden, som er vokset frem de seneste ti år med hensyn til organisation og køn, hvor problemet er den manglende integrering af kvinder på ledende poster, understreger betydningen af genus (latin = køn, art, slags, benyttes for at understrege at køn "skabes", dvs. det konstruktivistiske perspektiv): hvordan maskulinitet og magt er blevet vævet ind i hinanden. Den fokuserer også på situationen: den mandlige homosocialitet og dens mange ritualer, som på en effektiv måde bevarer organisationer enkønnede, i hvert fald når det drejer sig om toppositioner. Denne forskning findes repræsenteret i kapitlet om køn og magt på universitetet af Cathrine Hasse, Inge Henningsen og Dorte Marie Søndergaard.

Efter at have gennemgået de sædvanlige forklaringer på, hvorfor der findes så få kvinder indenfor den akademiske verden - at forsøge at finde objektive forskelle mellem kønnene, baggrund etc.; kvinders manglende ambitioner og forestillingen om at sakke bagud - graver de efter mere subtile dynamikker med mere kvalitative metoder. Empirien fra f.eks. et fysikinstitut efterlader en forståelse for en produktion af udelukkelsesfortællinger, som opbygger en slags selvfølgelighed af, at kvinder ikke hører til der. Dette er virkelig en måde at vise og ikke bare sige, at "køn" skabes, at "køn" er symbolsk etc. etc.

De har også en interessant iagttagelse, som går ud på, at hvor kvinder aktivt bekæmper en diskriminerende position indenfor universitetet, bliver en sådan handling enten individualiseret eller betragtet som illegitim. Men det er trods alt kvinder, som er i fokus - ikke de mandlige homosociale netværk. Her havde det virkelig været frugtbart med en bredere integrering af disse forståelser for både de bevidste og ubevidste udelukkelsesstrategier, som går for sig.

Mandeforskning - denne efter min mening semantiske katastrofe, men indholdsmæssigt så vigtige og rige gren af genusforskningen - savnes i forbavsende grad i Danmark efter denne antologi at dømme. Og i det hele taget hviler der - postmodernismen til trods - noget meget gammeldags over både empiri og teori. F.eks. er debatten om kvindemagt i den offentlige sektor et emne jeg mindes fra 1980'erne, men et emne som vi i Sverige ikke har udviklet videre, formentlig forsvandt det med nedskæringerne i 1990'erne. Påstanden om et kvindeligt omsorgssystem (bio-magt, matriarkat) er imidlertid værd at tage op på ny, og i Steen Baagøe Nielsens bidrag, "Modernisering" og "Feminisering" i velfærdsstaten - omsorg, professionalisering og kønsmagt under forandring, finder man både fortællingen om denne diskurs i Danmark, som den er blevet ført af Anne Knudsen og Karen Sjørup samt en kritisk analyse. De kvinder, det handler om, skriver han, hjælper med til at forvalte en vidensdiskurs, som de ikke selv har nogen forhandlingsret til, men derimod pligt til at gennemføre.


I Sverige eksisterer der en vis bevidsthed om, at en sådan tale om kvindemagt, som bygger på en forskel, en kvindelig særegenhed, kan være risikabel. Her eksisterer en "vagtsomhed" imod populærvidenskabelige fortællinger om biologiske forskelle, som ofte legitimerer forskellige sociale positioner for mænd og kvinder. Men en sådan bekymring synes efter disse bidrag at dømme ikke at eksistere i Danmark, hverken som empirisk eller teoretisk fænomen. I kapitlet om KAD (Kvindeligt Arbejderforbund) peges der f.eks. på, hvordan denne særegenhed, forskel, "det kvindelige" har overtaget programindholdet og dermed strategien. Her savnes en analyse af, hvad en sådan indstilling kan få for konsekvenser for segregationen på arbejdsmarkedet og for kvinders faglige indflydelse.

Det afspejler en manglende dansk interesse for den gamle "særegenhed - ligheds"-diskussion, altså spørgsmålet om hvorvidt kvinder er mere "lig" end "ulig" mænd, et spørgsmål som i sig selv benytter underordningsfaktor nummer et, nemlig det at kvinder forholder sig til mænd som til en målestok, altså "normen" for det menneskelige. Måske er denne manglende interesse for spørgsmålet en konsekvens af det stærke aktørperspektiv, som har gennemsyret dansk "kvinde"/kønsforskning siden 1970'erne? Et sådant perspektiv fører ofte et relativt idylliserende billede af aktørerne med sig, da forskningsobjektet, "kvinder", a priori fejres. Og vi ved, at særegenhed/forskel oftest har været den dominerende strategi for forskellige kvindegrupperinger i historien. Og bag den ligger to forståelser: at undgå at havne i en konflikt og at forsøge at opgradere ens eget specifikke område (hjem/familie/børn frem for alt) i sammenligning med en mandligt normgivet verden.


Lad mig afslutte med at reflektere over de to sidste kapitler, hvor vi får to forskellige komparative analyser mellem de skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge. Drude Dahlerup, som for tiden arbejder ved Stockholms universitet, sidder i en god position med hensyn til at foretage sammenligninger mellem Danmark og Sverige. Hun konstaterer, at der altid er gang i den feministiske og ligestillingsmæssige diskussion i Sverige. Og at det har fået konsekvenser - Dahlerup peger på den nye prostitutionslovgivning (som forbyder køb, men ikke salg af kvindekønnet) og på den kendsgerning, at alle politiske partier bortset fra de kristne demokrater bekender sig til feminisme af forskellig kaliber. Man kan diskutere, om dette etablissements omfavnelse udgør en fare, men for Dahlerup er dette tilsyneladende kun af det gode, og hun har muligvis ret. Efter at have placeret Sverige på førstepladsen stilles spørgsmålet: hvorfor? Hvad er det, der adskiller Danmark og Sverige?

Den forklaring, Dahlerup giver, lagdeler hun mellem et aktørperspektiv - de aktive kvinder i Sverige, S-kvinder og Rødstrømperne, som truede med at lave et kvindeparti i begyndelsen af 90'erne - og et institutionelt perspektiv. Institutionernes roller har været vigtige. Dahlerup peger på den såkaldt Kvindemagtudredning, på forskningens rolle og på det man kan kalde for den sociale ingeniørkunst: staten/politikkens vilje til på basis af videnskab og forskning at finde frem til løsninger. I modsætning til dansk skepsis overfor denne form for institutionalisering. Desuden bemærker hun, hvilket også denne antologi beviser, at postmodernismen har haft større gennemslagskraft som moderetning indenfor forskningen i Danmark end i Sverige - og med en sådan forskningslinje forsvinder viden som grundlag for politisk forandring.

Kan det, spekulerer jeg på, i denne sammenhæng spille nogen rolle, at statsvidenskabsfolk dominerer kvinde(køns)forskningen i Danmark, sociologer dominerer i Norge og historikere i Sverige?

Lige så positive overfor den svenske udvikling er imidlertid ikke forfatterne Anette Borchorst, Ann-Dorte Christensen og Birte Siim, som i det sidste kapitel analyserer diskurser om køn, magt og politik i Skandinavien. Her fremstår snarere Norge som en klar etter, og spørgsmålet er, om ikke Danmark endda bliver nummer to efterfulgt af Sverige på tredjepladsen. Det, de finder, er helt forskellige diskurssituationer. I Sverige har der rådet en hegemonisk "undertrykkelsesdiskurs" lige siden Yvonne Hirdmans genussystemteori, som blev lanceret med den svenske magtudredning i 1990, hedder det. I Norge derimod har Hege Skjeie udarbejdet en moddiskurs til genussystemteorien til den norske magtudredning; en norsk "forskelsdiskurs" hvor køn ses som strategi for inklusion.

Med udgangspunkt i en teori om politikkens særegenhed fortæller Skjeie en ny historie om betydningen af kvinders politiske tilstedeværelse, og at toppolitik har givet kvinder en ny magtbase. Skeje, mener de, har ikke bare peget på det stigende antal kvinder i politik, men også at dette stigende antal har spillet en rolle for, hvilken politik der er blevet udøvet - at nye spørgsmål er kommet på dagsordenen i norsk politik. De mener, at denne diskurs, som har lagt vægt på kønnenes "forskelle", har været mobiliserende, at der har eksisteret et ønske om, at det særegent kvindelige skulle præge det politiske, og at kun kvinder kan repræsentere kvinders interesser. Dette, mener de, har været en succesfuld metode til at komme ind i norsk politik på - at lægge vægt på det særegne.

Forfatterne er meget positive: "Undersøgelsen var banebrydende, fordi den synliggjorde de kvindelige aktørers nye magtbase og illustrerede, at kvinder i elitepolitik gjorde en forskel først og fremmest ved at sætte nye spørgsmål på den politiske dagsorden" (s.254 f).

Forskernes konklusion er klar:…….. "mens undertrykkelsesdiskursen har betonet kvinders fortsatte eksklusion og undertrykkelse, har forskelsdiskursen gennem de sidste 20 år udviklet sig til et stærkt argument for kvinders modmagt og inklusion indenfor alle samfundsområder"(s.255).

Så hvordan skal man forstå, at Sverige havner både først og sidst i denne feministiske landskamp - at de to sidste kapitlers analyse faktisk er i modstrid mod hinanden? For sammenligner vi kvinders politiske repræsentation i Sverige og Norge, og sammenligner vi de aktiviteter som foregår indenfor ligestillingsområdet i Sverige og Norge, og sammenligner vi forsøgene på at få flere kvinder indenfor videnskab i Sverige og Norge, og sammenligner vi den offentlige debat og den feministiske bevidsthed i Sverige og Norge, så tror jeg - af objektive grunde - at Sverige ligger ganske godt placeret. Således har "undertrykkelsesdiskursen" også haft visse strategiske fordele - eller hvad?

For mig, som har gjort mig skyldig i det, som forfatterne kalder "undertrykkelsesdiskursen", står det klart, at det, som styrer deres placering af Sverige på en tredjeplads, ikke er en videnskabelig analyse, men en normativ, ideologisk holdning. Og desværre, kære danske venner, en aldeles fascinerende mangel på evne til at læse svensk.

Hvis vi begynder med ordet "undertrykkelse", så er det netop et eksempel på en ideologisk stempling. Vi taler i Sverige om "underordning". Det er en vigtig forskel. Undertrykke: ordet tegner et billede af bevidste, intentionelle og hårdhændede aktører: nogen står og holder en anden nede. Underordne - det ord jeg systematisk anvender - er bevidst valgt for snarere at fremkalde billeder af tabeller, af statistik f.eks. med hensyn til lønninger, stillinger, hierarki. Det er således et empirisk begreb, ikke et agitatorisk.

Jeg tror, at det igen er deres aktørperspektiv, der styrer denne lidt hårdhændede drejning af et strukturelt begreb til en mere intentionel, aktørrettet forståelse. Og det er den samme position, som gør, at de ganske enkelt springer over begrebet genuskontrakt og i stedet tilskriver mig en kunstig forståelse af magt som et strategisk fænomen, bundet til aktørinteressen. Således tror de, at jeg taler om det mandlige kollektivs genusrationalitet, som holder kvinder udenfor magt og indflydelse. Det gør jeg ikke - jeg taler om en rationalitet, der er styret ud fra en genuskontrakt, som skaber forskellig handlingsrationalitet for kønnene.

Jeg anvendte begrebet kontrakt - inspireret af Hanne Haavind - for at forstå kønnenes samhandel, for at forstå det, som også bliver diskuteret i denne antologi, nemlig hvordan det kan være, at de underordnede ikke protesterer, men tværtimod opretholder den underordnede position med vold og magt. (Jeg tænker på kapitlet om de unge indvandrere, hvor også Haavind er kommet til anvendelse.)

For mig, i min "underordningsdiskurs", er genuskontrakt et centralt begreb - både for at forstå det stabile og for at forstå forandring. Jeg anvendte og anvender også kontraktbegrebet for at betegne den normative (sic) base, som fandtes/findes i politik, når der skal skabes bedre vilkår for mennesker i dagligdagen: nemlig velfærdspolitik. Hvilken norm - hvordan bør relationen mellem køn være - er styrende? Er det en énforsørgernorm (af mig kaldet en husmorkontrakt; nu kalder jeg det stereotype genuskontrakter)? Eller er det en toforsørgernorm? (af mig kaldet ligestilling, senere ligestillingskontrakt). Pointen her er, at vi dermed klart ser, at der sker nærmest revolutionære forandringer i den førte politik i 1960'erne.

Og da træder det spørgsmål, som ikke stilles i denne antologi, tydeligt frem: hvoraf kommer dette nordiske paradoks, hvoraf kommer denne emancipatoriske succes, som trods alt er så synlig i vores lande - samtidig med at vi ser en ny segregation mellem kønnene og en genstridig mandsdominans i de stadig tungere økonomisk sektorer?

At politik har spillet en rolle bliver tydeligt. Og det er i den sammenhæng, at jeg tror, at den svenske underordningsdiskurs har haft succes. Den har ramt lige ind i det ideologiske og rationalistiske hjerte i Sverige. Det har været svært for alle partier, men særligt for socialdemokratiet, at forsvare sig imod de argumenter, som blev fremført - som følge af underordningsdiskursens stærke dominans. For underordningens sprog bygger på sammenligninger og på retfærdighed.

Jeg ser også, ligesom Dahlerup, den sociale ingeniørkunst operere bag den kendsgerning, at ligestilling er et så institutionaliseret og udbredt fænomen i Sverige.

Forskellighedens diskurs kan vi derimod knytte sammen med en senmoderne gevinsttænkning, langt fra retfærdighedens sprog. Det bygger på, at man skal varetage den særegenhed som kun kvinder har - en farlig strategi, som kan føre til både sidestilling og status quo.


Men segregationspolitikken interesserer åbenbart ikke de danske forskere. Hverken i disse analyser eller i de forrige kapitler. Magt som et spørgsmål om klasse, magt som social lagdeling mellem mennesker er en anden fraværende problematik. Ligesom spørgsmålet om, hvordan genus samopererer med klasseproblematikken. I et kapitel bliver sammenstillingen mellem køn og etnicitet (i Norge) diskuteret. Men det bliver diskuteret som en identitetsproblematik og ikke som en social struktureringsproces - ikke som et svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi i Skandinavien nu om dage importerer vores underklasse, og hvilken rolle genus spiller i dette spil. Det er naturligvis vigtige spørgsmål, frem for alt for at komme til at forstå både nutid og en eventuel forandring af den nordiske særegenhed i forhold til andre vesteuropæiske lande.

Vel har vi fået ny viden om køn, magt og politik i Danmark. Måske har vi frem for alt fået at vide, hvordan man skal tale om køn, magt og politik i Danmark: "Diskursen betonede en dynamisk magtforståelse, som havde afsæt i et dobbeltblik på magt. Det betød, at diskurser, der entydigt fokuserede på kvinders undertrykkelse og reproduktion af magtforhold mellem kønnene, ikke længere var legitime." (s. 259, min kursivering)

Citatet peger unægtelig på erkendelsens magt, på diskursens karakter.

Yvonne Hirdman er professor i historie og genusvetenskab ved Stockholms universitet.

Kønsmagt under forandring, redigeret af Anette Borchorst, Hans Reitzels Forlag, 225 kr., 270 sider. Den kan lånes på KVINFOs bibliotek.

Artiklen af oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen.
 
Læs mere
Hjemmeside for undersøgelsen om magt og demokrati i Danmarkredning
Magtudredningen
Professor Hege Skjeie, der deltager i den norske magtudredning, skriver om kønskvotering i kirken
Køn, kirke og kapital
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk