Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den diskrete feminist

 

Hun følger efter en tilfældig mand fra Paris til Venedig og fotograferer ham med et lille spionkamera. Billederne bliver til en udstilling, og hendes eget bryllup bliver også iscenesat og dokumenteret. Kunstneren Sophie Calle er centrum i Malene Vest Hansen's ph.d. afhandling, der bl.a. påviser kunstnerens leg med kønsidentitet og feminisme, selv om Calle afviser at være feminist.

 
FORUM/8.3.2002 Intensiteten var til at tage og føle på i lokalet, der var fyldt til bristepunktet med forventningsfulde tilhørere. De tre opponenter var klar til detonering og den forsvarende ph.d. studerende, Malene Vest Hansen tog indtil flere slurke af sin Mårum i betonen på Københavns Universitet Amager, før det gik løs.

Luften er lettere på kvisten nogle dage senere, da FORUM møder den 36-årige Malene Vest Hansen i hendes hyggelige Christianshavnerlejlighed. Rundt omkring i vaser står stadig spændstige buketter fra de mange lykønskende. Og på bordet mellem den nyudsprungne ph.d. og FORUMs udsendte ligger så værket - den 247 sider lange kunsthistoriske afhandling, Sophie Calle: Identitetsbilleder og social arkæologi, der har den 49-årige franske konceptkunstner, Sophie Calle som sit alt overskyggende emne. Et emne, som fik Malene Vest Hansen til at søge til Columbia University i New York, hvor hun forskede og boede i to år.

"Jeg kan kun tale om personlige ting", har Sophie Calle udtalt mere end én gang, og selvom man ikke nødvendigvis skal tro et ord af, hvad denne selviscenesætter af en kunstner siger, er det især Calles utraditionelle, selvbiografiske strategi, Malene Vest Hansen har haft under luppen og studeret igennem de kønsteoretiske briller. Malene Vest Hansen mener nemlig, at Sophie Calles selvbiografiske værker i høj grad er udtryk for et feministisk projekt, også selvom kunstneren selv siger; "Jeg er ikke feminist".

Det var egentlig 1600-tallets historiemaleri og kunstteori, der var på Vest Hansens program i de sidste år på kunsthistorisk institut. Hun skrev bl.a. en prisopgave om barokmaleren Nicolas Poussin. Opgaven vandt guld og kunne dermed automatisk konverteres til speciale.

- Men parallelt med min interesse for kunstteori blev jeg stadig mere interesseret i den nyere kunst og ikke mindst i konceptkunsten. Og da jeg som 25-årig blev ansat som kunstanmelder på Politiken betød det, at jeg blev "tvunget" til at følge med i alt, hvad der skete i samtidskunsten. Undervejs stødte jeg på Sophie Calles værker og blev slået af den "helt særlige intense atmosfære", der herskede i de rum, hvor hendes værker var udstillet. Men det var først i 1995, som tilhører i en fyldt sal på det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor Sophie Calle var inviteret til at præsentere sine værker, at jeg for alvor besluttede mig for, at denne kunstners værker var så interessante, at dem måtte jeg forske i.

Hvad er det, der gør Sophie Calle interessant?

- Sophie Calle er bl.a. interessant, fordi hun iscenesætter sig selv som "projekt" i sine værker, hun er forførende i sine værker men samtidig distanceret. Hun er feministisk i sit projekt på sin helt egen intim inekspressionistiske måde. Hun udfordrer kunstnermyten, når hun f.eks. udtaler, at hun kun skaber kunst af rent personlige terapeutiske årsager. Hun udfordrer hele tanken om museumsinstitutionen og bringer kunsten ud i virkeligheden på gader og stræder, hvor hun med sine projekter spiller med og perforerer det vante skel mellem det private og det offentlige rum, fortæller Malene Vest Hansen, der særligt har undersøgt, hvordan Sophie Calle bruger den selvbiografiske strategi til at problematisere og undersøge netop det private og offentlige.

Når det gælder udtryksformer spænder Sophie Calle bredt og mange mener, at hun er svær at placere i en fuldt dækkende kunstkategori. Hun er ikke videokunstner, heller ikke fotograf eller forfatter og så alligevel det hele på én gang. Med konceptkunstner går man dog ikke helt galt i byen, selvom hun som en sådan er en udfordrer af den klassiske "kønsløse" konceptkunst. Sophie Calle går sine egne veje, og ind imellem også andres. Bogstaveligt talt, som da hun fulgte i hælene på en tilfældig mand fra Paris til Venedig. I gondolernes by udspionerede hun denne mand i et par uger, hvor hun tog billeder af ham med spionkamera. I tekst og fotografi registrerer hun mandens færden i værket Suite vénitienne.

Værket The Hotel har også sit udgangspunkt i Venedig, hvor Calle lader sig ansætte som stuepige på et hotel, hvorefter hun ligeledes i tekst og foto registrerer gæsternes efterladenskaber på værelserne. Et eksempel på, hvordan Calle bryder ind i det private rum for at bringe det ud i det offentlige.

Et andet værk Le Garde-robe strækker fra 1986 til 1992. I dette tidsrum sendte Sophie Calle uopfordret og anonymt hvert år til jul en ny beklædningsdel til en mand, hun ved et foredrag havde mødt og følt sig tiltrukket af. Alt ved ham var perfekt lige med undtagelse af slipset. Le Garde-robe er fotografier af disse tekstile gaver - et brunt slips, grå silkesokker, en sort alpaca sweater osv. og den usædvanlige historie som ledsagende tekst. Beretningen findes også i en af de adskillige små bøger, Calle skriver og som fungerer som selvstændige værker.

Sophie Calle begyndte efter eget udsagn at skabe sine selvbiografiske værker, da hun begyndte at få problemer med kravet om respekt for privatlivets fred og anonymitet hos de mennesker, hun indtog i sine projekter.

- Det skete f.eks. med hendes værk The Address book, fortæller Malene Vest Hansen. - Her finder Calle, tilsyneladende tilfældigt, en mands adressebog på gaden. Hun sender den tilbage til ham, men inden sørger hun for at kopiere alle telefonnumrene, ringer dem op og beder alle, fra mandens mor, tandlæge, blikkenslager til venner og bekendte, give en kort beskrivelse af adressebogens ejermand. Hver dag i august 1983 bringer Sophie Calle et af disse "portrætter" i avisen, Libération, der kører projektet som en sommerføljeton. Projektet skaber megen røre og stærk utilfredshed, ikke mindst fra den portrætterede mand selv, der truer med retssag og ender med at tage til genmæle ved at indrykke et nøgenfoto af Sophie Calle i Libération, fortæller Malene Vest Hansen, der fremhæver værket som et meta-værk, der perspektiverer avisen som medie.

Sophie Calles fotografier - som Malene Vest Hansen beskriver som "dead-pan" fotos, altså i den grad amatøragtige - er ledsaget af kortere eller længere tekst. Kombinationen gør, at tekst og billede "dokumenterer" hinanden. I værket Selvbiografiske Beretninger fremstår teksten som intime, selvbiografiske dagbogsnotater. Et eksempel herfra er beretningen om Den krøllede brudekjole:

"Jeg havde altid beundret ham på afstand. Lige siden jeg var barn. Den 8. november - jeg var tredive år gammel - fik jeg endelig lov til at komme på besøg. Han boede flere hundrede kilometer uden for Paris. Jeg havde taget en brudekjole med i min taske, hvid silke med et kort slæb. Jeg havde den på vores første nat sammen."

Mens teksten til fotografiet af en afsveden og ødelagt madras, lyder således:

"Det var min seng. Den sov jeg i, indtil jeg var 17 år gammel. Så satte min mor den i et værelse, som hun lejede ud. Den 7. oktober 1979 gik lejeren i seng og satte ild til sig selv. Han døde. Brandmændene smed sengen ud af vinduet. Den blev liggende i gården i ni dage."

- Her føres beskueren ind i en vellystig indleven i Sophies Calles mest intime minder. Sengen, hun har sovet i som barn, og som en mand er død i. Kjolen, hun har haft på natten for sit første samleje med en elsker. Værkfragmenterne holder beskueren fangen i disse brudstykker af fortællinger, der på sin vis er fantastiske og usædvanlige, men samtidig udfolder sig indenfor det almene, således at man kan tro på dem som et almindeligt levet liv. Og midt i indlevelsen fastholdes man udspændt i en distancering i kraft af værkernes konstruktion. Er det her virkelige brudstykker af et liv? Hvem taler egentlig her? Tanker, der leder til mere overordnede spørgsmål som, hvordan personlig erfaring repræsenteres. Hvordan fortæller man sig selv, lyder det fra Malene Vest Hansen, der mener, at Calles selvbiografiske værker skal ses som "en undersøgelse af identitetsperformance og herunder ikke mindst kønsidentitet.

I starten af ph.d. forløbet gjorde et tværvidenskabeligt seminar om kvinde- og kønsforskning for ph.d. studerende et stort indtryk på Malene Vest Hansen.

- Her fik jeg for første gang øjnene op for de kønsteoretiske tanker i forskningsøjemed. Det er noget af det mere spændende, der er foregået i min studietid, fortæller Malene Vest Hansen, der med sin nye optik så Sophie Calles værker som en "feministisk genopladning af klassiske konceptkunststrategier".

Noget langt fra alle kan få øje på. Sophie Calle er, med Malene Vest Hansens ord, "en kunstner som masser af feminister ikke kan døje". Calle selv, som Vest Hansen interviewede i forbindelse med sin afhandling i kunstnerens hjem og atelier i Malakoff i Frankrig, benægter da også kategorisk, at hun er feminist, og at hun i øvrigt på nogen måde er politisk. Ikke desto mindre argumenterer Malene Vest Hansen i sin ph.d. for, at Sophie Calles arbejde i høj grad skal ses som netop en kritisk, feministisk strategi, ligesom hun heller ikke mener, at der er tvivl om, at Calles værker kan ses som politiske.

Der er ikke noget at sige til, at Sophie Calle er svær at sluge som en feministisk kunstner, hvis opfattelsen af feministisk kunst altså er begrænset til billeder af kvindekroppen. Forslået, som amerikanske Cindy Sherman bl.a. har repræsenteret det. Kirurgisk omfordelt, som franske Orlan har vist det ved selv at lægge sig under kniven. Eller kvindelige kønsorganer ledsaget med alt fra våben, (f.eks. østrigske Valie Export), over dinglende, blodige tamponer, (f.eks. amerikanske Judy Chicago), dildoer (f.eks. østrigske Elke Krystufek) til ord, som da amerikaneren Carolee Schneemann udførte sin Interior Scroll ved at trække en papirrulle tekst ud fra sit skød. Eller kvindekroppen, hvor væsker af forskellig art i en ubrudt strøm driver fra alle åbninger, for igen at blive indtaget. Her tænkes eksempelvis på Elke Krystufek, der bl.a. drak sin egen urin i en performance. Malene Vest Hansen mener da også, at feminister, der ikke bryder sig om Calle, har fået hende galt i halsen, fordi de ikke ser hendes underfundige tvetydighed.

- Hun er diskret. Og det er deri hendes kritik skal findes. Hendes værker er åbne, de repræsenterer sig på flere niveauer og inviterer folk indenfor. Calles værker kan hverken beskrives som "cunt art", en hyldest til kvindekroppen eller "gudindekunst", som er, hvad en del feministisk kunst kategoriseres som. En anden nulevende kunstner, Mary Kelly, som har flere fællestræk med Sophie Calle, problematiserer bevidst brugen af kvindekroppen i sin kunst, og hun er erklæret feminist.

Sophie Calles adskillige værker om sit bryllup er givetvis blandt dem, der har provokeret. Sammen med kunstneren Greg Shephard lavede hun f.eks. videofilmen Double Blind - en slags roadmovie, hvor de to kører tværs gennem USA i Shephards Cadillac. Sophie Calle fortæller i andre værker, at hun overtalte Shephard til at lave filmen med hende udelukkende fordi hun var forelsket i ham og havde en plan om at blive gift med ham. Det lykkes også ved et drive-in bryllup i Las Vegas.

- Da vielsen er overstået udbryder Sophie Calle: "Så skete det. Det lykkedes. Nu har jeg prøvet at være gift. Jeg er ikke gammeljomfru mere - en dag vil jeg glemme, hvad jeg måtte gå igennem og kun huske, at en mand ønskede mig nok til at gifte sig med mig". Hun har altså nået sit mål som kvinde nu, hvor en mand har ægtet(!) hende. Det er naturligvis ikke feministiske ord, hvis du bare læser dem, men giftermålet er ikke et inderligt projekt. Køn kan læses på flere måder, og jeg mener, at det er svært ikke at se Calles projekter som en problematisering af køn og derfor som feministiske. Alle værkerne om f.eks. brylluppet spiller i høj grad på de kulturelle myter, der er dybt lagret i mange kvinder, og det er temaer, som Calle igen og igen vender tilbage til, forklarer Vest Hansen og giver i tekstværket Skænderiet et eksempel på, hvordan Calle vender og drejer en kulturel myte som brylluppet, ægteskabet og kønnenes relation.

- "Tirsdag den 10. marts 1992, kl. 11.50 kastede han følgende ting mod mig: en tom tepotte, et skærebræt, en gul tomandssofa, fire puder, en biografi om Bruce Nauman og en sort telefon. Da telefonen ramte væggen, forstod jeg, at jeg måtte give mig og gøre, hvad han ønskede: at lytte til ham. Kl. 13 var alt tilbage som før, bortset fra et hul i væggen. Jeg gemte dette sidste spor bag vores bryllupsbillede."

I spionværket Suite vénitienne pointerer Malene Vest Hansen en leg med kønnene.
- Et spor er forfølgeren, begæret til en anden og tidsperspektivet, men dette at manden er objektet og kvinden forfølgeren, gør det især interessant. Havde det været omvendt, var det selvsagt et helt andet værk.

I dit interview med Sophie Calle fortæller hun dig bl.a., at hun hverken er feminist eller politisk. Hun siger derimod, at hun udelukkende skaber sine projekter for at løse sine personlige problemer, men du tager ikke hendes ord for pålydende, hvorfor ikke?

- Jamen hun siger også, at hun ikke kender til andre kunstneres værker, hvilket er åbenlyst forkert - hendes far er f.eks. en seriøs kunstsamler og var i 80'erne direktør for Museet for Moderne Kunst i Nîmes. Jeg mener, at der meget vel kan være elementer af personlige og tilfældige tiltag, men at alt hvad hun siger er en bevidst iscenesættelse af sig selv som kunstner. Hun spiller bevidst på myten om kunstneren som selvudlevereren. Derudover mener jeg ikke, at kunstneren sidder inde med nøglen til værkerne. Når værkerne er sat ud i verden og er fri af kunstneren, så er det væsentlige, hvad de giver os i mødet med dem. Man er ikke nødvendigvis begrænset af, hvad kunstneren siger og mener om dem.

Men hvorfor tror du, at Sophie Calle ligefrem benægter at have en feministisk strategi?

- Dels tror jeg ikke, at hun vil have prædikatet feminist, for som vi jo ved, kan det have sine besværligheder, siger Vest Hansen med et smil og fortsætter: Og dels vil hun have fokus flyttet væk fra sig selv. Det kan lyde selvmodsigende, når hun samtidig er selvbiografisk, men når hun er bevidst selviscenesættende, problematiserer hun sin kunstnerrollen. Hun er en del af sine værker. Hvad hun både verbalt og skriftligt udtrykker om sig selv og sin kunst er med "tungen i kinden", et kunstnerisk projekt i sig selv .

Malene Vest Hansen betegner med sit eget udtryk Sophie Calle som intim inekspressionist. Udtrykket er inspireret af inekspressionist, som Sophie Calles jævnaldrende kollega, kunstneren Cindy Sherman ofte betegnes. Men hvad dækker betegnelsen?

- Det er en kritik af den ekspressionistiske kunstforståelse. F.eks. af en amerikansk ekspressionist som Jackson Pollock, som det store geni, der udtrykker sig med ageret fysisk aktivitet, hvor kunstnerens følelsesregister i den grad fylder lærredet. Både Sherman og Calle repræsenterer en kritik af denne originalitetsforståelse - nemlig at kunstnerens sjæl er sat som fingeraftryk på lærredet. Og fotografi bruges ofte, fordi der ikke er en original, men så mange kopier, man vil. Men hvor Cindy Sherman har en distance i sine værker, når hun dekonstruerer kvindelig identitet med temaer som Hollywood, pin-up's, eventyr og kunsthistoriske billeder, ofte med sig selv som den portrætterede, så er Sophie Calle langt mere intim - hun bruger dagbogsformen, amatørfotografi og selvbiografiske historier. Hendes værker er relateret til en hverdagsverden, der åbner op for beskuerens bevidsthed om sin egen verden og færden - og eventuel forandring af den.

Du kender alle Sophie Calles værker, hvad er dit ynglings Sophie Calle?

- La Visite Guidée - En Guidet Tur fra 1994. Det er et fantastisk værk, fordi hun indsætter sine Selvbiografiske Beretninger "dokumenteret" af sine egne ting blandt udstillede genstande af kunstindustri og design på Museum Boymans-van Beuningen i Rotterdam. Pludselig ser man en rød sko med den intime tekst om, at den stammer fra dengang hun og en veninde stjal i butikker. Sophie Calle tog den ene sko, veninden den anden. Eller Calles sorte telefon og historien om, at den blev kastet efter hende og lavede et hul i væggen. Her bringes det personlige ud i det offentlige rum og samtidig udfordres museumsinstitutionens rammer og den vante historiefortællling. Sophie Calle peger på det kulturhistoriske museum, som kulturens "selvbiografi".

Calle miksede også privat og offentligt, da hun bad forfatteren Paul Auster skrive et manuskript til, hvad hun skulle foretage sig det næste år. Det ville Auster dog ikke påtage sig, men han ville gerne udstikke nogle retningslinier. Det bliver til værket The Gotham Handbook, der byder Calle at smile, at tale med fremmede på gaden i New York, at være opmærksom på tiggere og hjemløse og give dem cigaretter og sandwiches og at passe og pleje et sted i byen, som var det en del af hende selv.

- Calle gør alt som påbudt og indretter et lille "hjem" med blomster og billeder i en offentlig telefonboks på et gadehjørne i New York, fortæller Malene Vest Hansen, der ser den feministiske strategi udmønte sig i værket, når man tolker det offentlige rum som det maskuline - det rationelle sted, hvor arbejde og logik eksisterer modsat det private rum som det feminine - det irrationelle sted for det personlige. En kønsdeling i offentligt/privat, der også illustreres ved, at husligt arbejde er ulønnet.
(I sin roman Leviathan har Paul Auster iøvrigt moduleret figuren Maria Turner over Sophie Calle, som herefter skabte værket The life of Maria and how it influenced the life of Sophie).

Calle bliver mere håndgribelig politisk i sin afsøgning af privat og offentlig i værket The Stations, selvom hun, som Vest Hansen understreger, aldrig er dogmatisk. Der er ingen forklaring på, hvad der er rigtigt eller forkert, men en spørgen til det.

- I 70'erne hed slagordet "det personlige er politisk". Med Calle kan man sige, at det "politiske er personligt". The Stations foregår i Jerusalem, hvor Calle har interviewet både israelere og palæstinensere og har bedt dem om at føre sig til et sted i byen med en særlig privat betydning for dem. Det er blevet til en række anonyme, selvbiografiske beretninger. Ingen ved, om den enkelte beretning tilhører "vennen" eller "fjenden", fordi værket netop viser, at der ikke er den store forskel. De fleste elsker, ånder spiser, sover. Samtidig udtrykker både tekster og billeder, at disse mennesker lever i det samme byrum, og at følelser investeres i byrummet - byens konkrete mure og gader er indlejret som personlige erindringer, hvad enten man er jøde eller palæstinenser. Sophie Calles projekt undgår de almindelige fordomme og kan fungere som en anderledes offentligt kunst, siger Malene Vest Hansen og fortæller, at The Stations efter Jerusalem, har været udstillet på Det Jødiske Museum i New York, San Francisco og senest Paris, som har købt værket.

Malene Vest Hansen begyndte sin ph.d. i 1997 og lagde ud med to års studier på Columbia University i New York, hvor hun boede på Manhattan.

- Jeg følte mig fagligt ensom på instituttet herhjemme. Og Columbia University valgte jeg, fordi man her har nogle af de mest fantastiske lærerkræfter. Faktisk var det meningen, at jeg kun skulle studere i New York i to måneder, men det blev altså til to år og det skyldes dels, at jeg fik en meget inspirerende og vidende vejleder, Christina Kiær, der i øvrigt er halv dansk og dels, at jeg fik en kæreste. Jeg havde ikke noget, udover min familie og venner, der bandt mig i Danmark, og så det derfor som en unik chance, der måske ikke ville komme igen.

Hvordan var det at bo og studere på Manhattan i to år?

- Det var så fagligt spændende, fordi der jo bare er så mange udstillinger. Det er helt formidabelt. Men der var også negative sider, f.eks. et elendigt studiemiljø. I USA er universiteterne private - det er ren business og derfor gælder det om at tiltrække de bedste professorer. De er dyre, og dermed bliver det også dyrt for de studerende og meget svært at komme ind, og det smitter af på hele holdningen. De studerende skal konstant profilere sig og der er en tendens til, at man vogter over det, man selv har tænkt, så der ikke er andre, der tager det.
- Omvendt ser man så heller ikke den tilbagelænede holdning, som kan opleves blandt professorer på danske universiteter. I USA er der krav til, at de hele tiden skal markere sig, forske og skrive for at bibeholde deres stilling, fortæller Malene Vest Hansen.

Siden Malene Vest Hansen var 13-14 år har hun vist, at hun ville være kunsthistoriker, ikke kunstner, det har aldrig interesseret. Det var nærkontakten med en svunden tid, man kan få via de gamle kunstværker - det være sig maleri, fotografi eller grafik - der fascinerede. "Og dét at forstå og tolke kunst har interesseret mig lige siden. Banalt som der er, kan kunst lære os meget om verden".

Nu hvor ph.d. titlen er hjemme, skulle man tro, at det var tid til et pusterum fra forskningens granskning, men Vest Hansen er allerede i gang med et nyt projekt. Fra Statens Humanistiske Forskningsråd er hun blandt de kun 9% af ansøgerne, der i år modtog midler.

- Det er jeg meget glad for. Jeg ser det som den vildeste luksus at kunne fortsætte med at udforske kunst. Jeg har endnu ikke en bestemt stilling for øje, det er selve studiet, der interesserer mig, siger Malene Vest Hansen, der har fået midlerne til post-doc forskning - et forskningsadjunktur på Det Kunsthistoriske Institut på KUA. I sit nye projekt tager hun problematikkerne omkring private og offentlige rum op til fornyet undersøgelse denne gang i dansk sammenhæng.

- Dette havde jeg ikke kunne gøre i USA, siger Malene Vest Hansen, der er alene med sin søn, som hun fik med sin canadiske kæreste, der havde boet mange år i USA og også studerede på Columbia.

- USA er på mange måder en anden verden end vores. At jeg blev gravid, uden at vi var gift, viste sig at være så stort et problem for min daværende kæreste i forhold til ham selv og hans forældre, at han ikke var interesseret i at få barnet, så jeg valgte at få det alene. Jeg ville ikke vælge at bo i New York med et barn, men en anden ting er, at det i USA er socialt uacceptabelt og økonomisk stort set umuligt at få et barn alene på grund af udgifter til skole og sygeforsikring, hvis man samtidig skal gøre karriere. Og de amerikanere, jeg kendte, var målløse over, at jeg ville vælge at få mit barn alene.

- Så jeg var glad for, at jeg kunne vende hjem til Danmark, hvor jeg med hjælp fra familien, men også fra samfundet kan få det hele til at fungere. Børnehave, skole, sygeforsikringer er ikke et problem, siger Malene Vest Hansen og fortæller, at den del af USA-oplevelsen har været med til at skærpe hendes fokus på kønsproblematikken i kulturelle konstruktioner - og ikke mindst at rette antennerne ind på de feministiske strategier i Sophie Calles værker.

Malene Vest Hansen har personligt mødt Sophie Calle to gange. Første gang ganske tilfældigt ved en udstilling på MOMA - Museum of Modern Art - i New York.

- Da jeg så hende, gik jeg hen og præsenterede mig og sagde, at jeg var i gang med en ph.d. om hende. Hun synes, det var spændende og vi aftalte, at jeg skulle komme til Frankrig og interviewe hende i forbindelse med projektet. Og det gjorde jeg.

Hvordan var det pludselig at sidde overfor sit forskningsemne, ansigt til ansigt?

- Inden interviewet gik en del faxen frem og tilbage med hensyn til tidspunkt. Det lykkedes dog endelig at aftale en dato, men så er hun jo sådan lidt... Fordi da jeg ankom til Paris, benægtede hun, at vi havde aftalt noget som helst. Det var mit klare indtryk, at jeg alene kan takke hendes ihærdige gallerist for, at interviewet alligevel blev til noget og jeg kunne tage til Malakoff, hvor Sophie Calle bor og arbejder. Det var en eftermiddag i januar 1999. Hun var meget styrende og helt klar på, hvad hun ikke ville svare på, og hvad hun gerne ville tale om. Interviewet bekræftede mig i de ting, jeg har fundet ud af om Sophie Calle.

Anne-Mette Klausen er freelance journalist. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Fransk website om Sophie Calle
Memoir de maitrise

Calle forklarer arbejdet bag The Hotel og The Shadow på websitet DARE
Digital Art Resource for Education
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk