Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når skønhed kan bruges politisk

 

Nomadefolket wodaabe har fundet ud af, at de kan få en smule magt ved at fremhæve deres gamle ritualer som skønhedskonkurrencer for mænd, hvor eksotikken gives fuld skrue. For så strømmer folk fra Vesten til for at fotografere – køn og seksualitet sælger flere billetter end fattigdom. Antropolog Mette Bovin har i årtier navigeret dette svære terræn

 
 
FORUM/29.08.02 Wodaabe er navnet på et afrikansk nomadefolk, der bor spredt over Niger, Nigeria, Cameroon og Tchad i det vestlige Afrika. Nomaderne lever et fattigt og barskt liv i ørkenen, nederst i landenes hierarki, men kan langt fra beskrives som et overset folk. Trods det at wodaabefolket ikke tæller mere end ca. 125.000 mennesker, har de været omtalt i et utal af glittede fotobøger, aviser og tidsskrifter. Elle, National Geographic, Sunday Times og The Independent, for nu bare at nævne et par stykker. De har sågar under stor mediebevågenhed haft besøg af Anita Roddick, indehaveren af kosmetikkæden The Body Shop.

Medieopmærksomheden skyldes nomadernes festlige skønhedskonkurrencer, hvis forførende smukke deltagere danser og konkurrerer i dagevis. Det helt særlige ved skønkonkurrencerne er dog hverken de eksotiske danse, den
specielle make-up (karrygul ansigtsmaling, kulsort læbestift) eller den fantastiske påklædning, men deltagernes køn; skønhedskonkurrencen er kun for mænd. Kvinder må slet ikke deltage, de står i stedet på sidelinien og vurderer mændenes charme og skønhed. Når en særlig smuk mand danser forbi, kan en interesseret kvinde diskret lade sin hånd stryge ned af hans ryg. Det er et "scoretrick" og betyder, at hun gerne vil med ham ud i bushen efter dansen.

Skønhedsfestivalerne ligner en omvendt spejling af kønsforhold i den vestlige verden, og de beskrives ofte som kærlighedsorgier af fri sex og ubekymret skønhedsdyrkelse.
Noget, som tilsyneladende også står i kontrast til wodaabe-folkets hverdagsliv, hvor ægteskabelig sex er meget tabubelagt og hvor alle som som helt små børn bliver forlovet med en fætter eller kusine.
Ved et nærmere eftersyn viser kontrasten mellem dagligdag og festival sig dog at være mere myte end virkelighed; wodaabefolket har en mangefacetteret seksualitets- og kærlighedsopfattelse, der i såvel hverdag som til fest er
præget af en blanding af tabubelagt frygt og seksuel frihed.

Antropolog Mette Bovin har gennem mere end tre årtier rejst og forsket i Afrika og i lange perioder levet blandt wodaabe-nomaderne. Bovin var en af de fire første studerende, der i 1970 blev udklækket som antropolog på Institut for Etnografi og Socialantropologi ved Århus Universitet. Allerede dengang var det afrikansk kultur, der fangede Bovins interesse, og siden er det blevet til en lang forskningskarriere med speciale i Vestafrika, etnicitet og kønsroller. Bovin har udgivet en række bøger og artikler om afrikansk kultur, og er også kvinden bag en stor mængde foredrag, dokumentarfilm, teaterstykker og museumsudstillinger om emnet. Jeg er taget til Helsingør for at høre mere om hendes arbejde med wodaabefolket og bl.a. deres syn på seksualitet og kærlighed.

Bovin er lige hjemvendt fra Niger med en masse ting og sager, der skal ekspederes videre til diverse museer.
Stuen bugner derfor af musikinstrumenter, skåle, hovedbeklædninger, puder, tæpper, træfigurer og dansegenstande. Bovin viser begejstret frem, og jeg har ikke været inden for døren i 3 minutter, før jeg har haft et skalle-besat pandebånd med strudsefjer i hånden (beregnet til magiske danseseancer), mærket hvor blød en wodaabe-festbluse er, og undret mig over, hvor forunderligt lidt den særlige kalabas-skål vejer.

- Wodaabe-nomaderne er eksperter i lette materialer, da de konstant er på farten med hjemmet i bagagen, de vil ikke eje telte og slå sig ned i længere tid, forklarer Bovin, mens hun rækker ud efter to store, indrammede fotografier af en wodaabemand og -kvinde, som jeg også lige skal se. Det er tydeligt, at jeg sidder over for en kvinde, der brænder for sit felt.

- Men hvordan startede det hele egentlig, hvorfor lige wodaabe-nomaderne?

- Jeg tilbragte hele 1968 i Niger for at lave feltarbejde om
nomade-bofast-relationer til mit konferens-speciale. Mens studerende var på barrikaderne i Europa, boede jeg i en lille, rund stråhytte og havde min egen hest og tre får, siger Bovin med et smil.
- Jeg boede fast i landsbyen, hos manga-bønderne. En gang om ugen, når det var markedsdag, kom nomaderne på besøg. De var der aldrig ret lang tid ad gangen, men lagde bare lige til, lige som skibe, og forsvandt så igen, ud på det store ørkenhav.

- Nomaderne og jeg kunne ikke snakke et ord sammen dengang. Men jeg spillede guitar og dansede jive, calypso og vals for dem, og de dansede deres danse og sang deres fine, flerstemmige sange for mig. Selvom vi ikke havde ret mange ting, udvekslede vi små gaver. Jeg fik bl.a. en kalabas, som jeg har endnu. Jeg blev snart meget gode venner med Gorjo og Amina, to wodaabe-nomader. De kom ikke ydmygt, med hatten i hånden, som bønderne gjorde. De havde ranke rygge og sagde; "I europæere og os wodaaber, vi ligner hinanden, og vi er lige gode". Pigerne og de unge fyre kom og tog mig i hånden, og så gik vi hen og satte os ned sammen. Det var herligt.

I de følgende år blev Sahel-området, som dækker ni lande langs Sahara-ørkenens sydlige udkant, ramt af voldsomme tørker. Omfattende skovhugst eroderede jorden, og samtidig kom der mindre vand i de korte regntider mellem juli og september. Jorden udtørrede, og kvæget døde pga. manglen på græs. Nomadernes tilværelse handlede næsten kun om at overleve. De holdt op med at drikke mælk fra køerne og måtte sælge deres får for at købe hirsekorn til at lave "kedelig, grå hirsegrød" af, som Bovin udtrykker det.

I de værste perioder måtte familierne splitte sig op, så nogle blev et fast sted for at dyrke majs, mens resten fulgte kvæget. Men markarbejde er noget af det værste, en nomade kan forestille sig. Det er ikke bare uværdigt og uskønt, mener de, man mister også sin livsvigtige mobilitet. Hos nomaderne bestemmer kvæget altid, hvor man skal hen; det leder sit folk til godt vand og grønt græs.

Efter sit feltarbejde var Bovin taget tilbage til Danmark, hvor hun efter eksamen blev ansat på Institut for Etnografi og Socialantropologi.
- I 17 år så jeg dem slet ikke. Jeg underviste og forskede i Århus og blev gift i 1971. Vi fik snart to sønner, og feltarbejde blev derfor sværere. Vi inviterede dog hinanden til vores "felter"; jeg var med min mand i Jugoslavien, da vores søn var 1 år gammel, og han var med mig i Nigeria et par år senere.

- I 1985, efter den værste tørke i mands minde, tog jeg så min ældste søn ud af skolen og rejste derned på et forskningsprojekt om overlevelsesstrategier. Vi ledte og ledte efter mine venner. En kvart million mennesker var døde i Sahel-området, og der lå døde køer overalt, med hornene strittende op af sandet. Men den 24. december fandt jeg Gorjo og hele storfamilien i live, på Tchad-søens udtørrede bund. Det var et mirakel.

-Jeg troede, de var døde og de troede, jeg var død. Vi havde jo ikke kunnet skrive sammen. Da jeg sidst så dem, havde storfamilien på 16 medlemmer ca. 300 køer og måske tusinde får. Nu havde de 6 køer og 20 får, så de var tæt på at dø. Men jeg genfandt dem altså, og det har jeg lavet en hel film om; På Tchad-søens bund. En film om et venskab. Så har jeg boet hos den familie lige siden og holdt kontakten ved lige.

En ekstrem hård ørkentilværelse og en udpræget sans for skønhed og sensualitet går hånd i hånd hos wodaabefolket. Dette kommer særligt til udtryk på den årlige skønhedsfestival, der varer i dagevis. Arrangementet tiltrækker hundredevis af tilskuere, ikke kun wodaaber, men også manga-bønder og til tider vestlige journalister og andre nysgerrige. Det er en fest af danseglæde, show off, sladder og bønner om regn samt ikke mindst en benhård kamp om at opnå den prestigefyldte position som vinder af dét, det hele egentlig handler om; skønhedskonkurrencen. Og så bliver der forført og flirtet til den store guldmedalje.

- Til festivalen er der rigtig mange muligheder for at finde en kæreste. Her kan man møde en, man aldrig har set før. Alle er stimlet sammen fra nær og fjern. Man er gået hjemmefra, måske tusinde kilometer på sine flade sandaler, for at komme til fest. Wodaabefolket har en høj grad af selvdisciplin og tør kun slippe følelserne fri i situationer, på tider og steder, hvor det er tilladt. Derfor er skønhedsfestivalen vigtig; her har du chancen for at slå dig løs, hvis du er blevet træt af din arrangerede ægtefælle.

Men man skal ikke lade sig narre af den løsslupne stemning. At deltage i skønhedskonkurrencen er et alvorligt og dødsensfarligt foretagende.
- Dans er ligesom krig, de kæmper om at stjæle kvinder fra hinanden. Fyrene virker via deres tiltrækningskraft og charme, Toggu, kalder de det. Men de kan ikke bare stille sig op til sådan en dans. Der skal magi til. Midt om natten går den unge mand alene ud i bushen, i måneskinnet tager han alt sit tøj af og smører hele kroppen med plantemedicin. Så bliver han fuldstændig uimodståelig over for pigerne. De tager ellers aldrig deres tøj af og viser deres krop for nogen. Ikke engang for ægtefæller, der aldrig har set hinanden nøgne.

En wodaabe skal nemlig skjule sine inderste følelser og drifter, for ikke at afsløre bløde punkter over for onde ånder. At afsløre hvad man virkelig kæmper for og udstille sin egen skønhed er derfor farligt i sig selv. Når man så oven i købet konkurrerer med mænd fra andre klaner i en by fyldt med bønder og altså ”blamerer” sig i en stor samling fremmede, der potentielt har onde hensigter, udsætter man sig selv for dødsfare. Selvkontrol er derfor af afgørende betydning for deltagerne, der også skal bevare den ophøjede ro gennem de mange danse, hvor der skubbes og mases, når en danser ser sit snit til at genere en konkurrent.

Vigtigheden af deltagernes selvkontrol bliver særlig tydelig, når vinderen, efter flere dages fest og dans, udråbes.
- Når man endelig ved, hvem der er vinder, jubler publikum; ”JUDIJUDI” som i en fodboldkamp, når der er mål. Men vinderen står helt ubevægelig. Han brænder indeni og er så stolt. Men han må ikke se for glad ud, for selvdisciplin er vanvittig vigtigt, for både mænd og kvinder, fortæller Bovin.

Wodaabefolkets sammenkobling af sensualitet og frygt afspejles i hverdagslivet.
- De må ikke sove på samme måtte, eller sammen overhovedet. Kvinden kan nemlig nemt komme til at ødelægge mandens jagtamuletter og magi. Hvis hun f.eks. kommer til at sparke ham på skinnebenet, forsvinder hans kraft. Der er derfor bare hurtigt tju bang og så hver til sit.

- Ægtefæller er også meget påpasselige, når de skal være sammen; de går langt ud i bushen, det skal være bælgmørkt og der må ikke være andre mennesker i en kilometers afstand. De er bange for at blive opdaget. Som god wodaabe skal man have selvdisciplinen i orden. Men når man slipper følelserne løs, mister man sin selvkontrol, og det må man ikke, forklarer Bovin.

Det er dog ikke bare ægtefællernes sexliv, der er tabubelagt, men også det at vise sin kærlighed offentligt.
- Med din ægtemand kan du ikke engang gå hånd i hånd. Ægtefolk viser ikke følelser overfor hinanden i det offentlige rum. Der handler det om at udvise afstand og selvdisciplin. Det borgerlige ægteskab, fætter-kusineægteskabet, er alvorligt, og noget man skal passe på. Derfor er det omgivet af taburegler. Men selvfølgelig viser ægtefolk følelser overfor hinanden, når de er alene, siger Bovin.

- Forbinder de slet ikke sex med lyst, og kærlighed med glæde?

- Jo, absolut. Men de lever i en verden, hvor ånder og magiske kræfter er meget reelle. Hekse er onde, og har røde, selvlysende øjne. De er bondefolk inde i byerne eller folk fra andre nomadestammer. En nomadestamme har aldrig selv hekse i blandt sig, og det er også derfor, man gifter sig med en fætter eller kusine; så er man sikker på, at det ikke er en heks, man får som ægtefælle. Tabuerne tjener så den funktion at beskytte individerne mod ondskab. Det er en måde at lægge kultur ned over den kæmpestore natur, og skabe orden i kaos. De bor i en ørken med mange farer, og det lille menneske skal beskytte sig mod dem. Det gør de via tabuer, forklarer Bovin.

Wodaabefolkets daglige kærligheds- og sexliv er dog ikke så tabubelagt, som det umiddelbart kunne se ud til. Uden for ægteskabet er det tilladt at flirte og forføre. Alle wodaaber bliver forlovet med en slægtning, når de er helt små, men nomaderne opererer ikke med begreber som ægteskabelig troskab og "til døden jer skiller".

- Forældrene på bopladsen jager teenagebørnene ud i bushen om natten, så kun far og mor, de mindste børn og de gamle er hjemme. Man forventer, at de unge forfører hinanden. Samtidig har børn af bror og søster, "cross-cousins", et såkaldt drille-forhold til hinanden. De har lov til alt overfor hinanden, også sex, selvom de er gift med nogle andre. Man kan nemlig godt være åben omkring kærligheden, når det er ens eget frie valg, forklarer Bovin.

Selvom wodaabefolkets hverdagsliv er underlagt et stort antal forbud, er der altså også en vis grad af frihed mht. udenomsægteskabelig sex, og skilsmisse er en reel mulighed for både kvinder og mænd. Den seksuelle frihed og
"scorestemning", der falder en udefrakommende betragter af
skønhedsfestivalen i øjnene, kan altså genfindes i hverdagslivet. Mens skønhedsfestivalen på sin side langt fra ophæver wodaabefolkets tabuer og fordringer om selvkontrol. Skønhedsfestivalens seksual- og kærlighedsnormer står således ikke i så skarp kontrast til hverdagslivet, som det umiddelbart kunne se ud til. Vesterlændinges betagelse af wodaabefolkets
skønhedsfestivaler gør blot, at beskrivelserne ofte bliver noget sort/hvide i forhold til virkeligheden.

- Men ændrer omverdenens opmærksomhed ikke nomadernes liv og kultur?

- Jo, wodaaberne bruger opmærksomheden; de udstiller sig helt bevidst som traditionelle. Jeg kalder det aktiv arkaisering. De finder hele tiden på nye ting, der ser arkaiske ud, for at fremhæve, at de er en etnisk gruppe med en egen identitet. De er truede og desperate. De har mistet mange af deres dyr og græsgange, og er en marginaliseret befolkningsgruppe. Så de genoptager en mere og mere gammeldags adfærd i et politisk øjemed, for at gøre opmærksom på sig selv, forklarer Bovin.

- På hvilken måde bruger de opmærksomheden politisk?

- Wodaabe-folket ligger i konstant tovtrækkeri med regeringen, som helst vil fastholde nomaderne på én adresse. Ved at dyrke deres særlige kultur, fremhæver de sig selv som arkaiske nomader, der jo pr. definition ikke er fastboende. Til de store skønhedsfestivaler giver de den hele armen for at vise, hvor anderledes de er i forhold til bønderne. Samtidig beskyldes de for at være primitive og snavsede. Nomaderne ligger nederst i det etniske hierarki, på linje med Europas sigøjnere. Men deres farverige fester og skønhedskulten er beviset på det modsatte; her demonstrerer nomaderne en stærk og smuk kulturform, afslutter Bovin.

Mette Bovin har for nylig udgivet bogen Nomads who Cultivate Beauty, Wodaabe Dances and Visual Arts in Niger, og er også kvinden bag kortfilmen Flirt & Fertility" fra 2002, der handler om skønhedsfestivalen. Bovin er altså selv aktivt medvirkende til at sætte fokus på wodaabefolket i Vesten. Jeg spørger hende derfor, hvordan hun som forsker forholder sig til sin egen indflydelse på sit forskningsområde?

- Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, jeg er en flue på væggen. Jeg påvirker dem. Men det er jo altså ikke sådan, at man skal lade oprindelige folk være i fred. For det er de alligevel ikke. Som antropolog bryder man voldsomt ind i familien, når man bor der, og så kan man lige så godt hjælpe dem. Jeg vil i hvert fald godt være med til at ændre deres forhold, slår Bovin fast.

Bovin fungerer derfor som en slags middle-woman mellem regering og nomadefolk, når hun er i Afrika. Er hun i audiens hos parlamentsmedlemmer, taler hun altid wodaabefolkets sag. Og da jeg spørger hende, hvad et drømmeforskningsprojekt ville gå ud på, svarer hun prompte:
- Hvad der er brug for, er en hel gruppe af forskere, der skal undersøge, hvordan wodaaberne kan få mere magt i Sahel-landene. Der burde forskes meget mere i empowerment og nomaders rettigheder.

For tiden forsker Bovin i nomadernes forhold til tabuer, hun er ved at færdiggøre en bog om emnet og er på vej til Afrika igen, for også at instruere en film om dette. Der er nok at tage fat på i et fattigt område hos et meget trængt folk.

Lotte Nystrup Lund er cand. mag. i idehistorie og kultur-og samfundsanalytik.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk