Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sprog, køn og Kunøe

 

I anledning af sprogforsker og afdelingsleder Mette Kunøes 65 års fødselsdag, bringer vi Elisabeth Møller Jensens bidrag til festskriftet 'M/K Mod og kvindehjerte'. Mette Kunøe var medlem af KVINFOs bestyrelse fra 1987-95 - og forkvinde fra 1992-95.

 
 
FORUM/5.11.2002 Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at det uskyldige svenske ord 'knäppa', der betyder 'knappe', 'lukke' eller ligefrem 'folde', når det er hænderne, det drejer sig om, på dansk kan misforstås i en anden og mere kødelig betydning. Hvis en svensker tilbyder hjælp med 'knäppningen', så kan man som dansker fristes til at tro, at det ikke er knapperne, der tilbydes hjælp til. Hvorom alting er, fra den første muntre middag i selskab med Mette Kunøe for snart tyve år siden er det hendes ubetaleligt morsomme historie om en misforståelse udløst af netop denne dansk/svenske oversættelse, der er blevet stående i erindringen. Det var sprog, køn og Kunøe i en cocktail, som fik mig til at le hele vejen hjem fra festen. Derfor har jeg til denne lejlighed valgt at bidrage med nogle udvalgte historier, der har med sprog og køn at gøre.

Efter knap to år på posten som centerleder for KVINFO fik jeg i foråret 1992 en henvendelse fra Journalisthøjskolen i Århus. Baggrunden var, at ændrede optagelseskriterier havde medført den utilsigtede virkning, at kvindelige ansøgere dumpede ved prøven i et omfang og et antal, så andelen af kvindelige studerende, der kom igennem nåleøjet, faldt radikalt. Skolen, der selv var utilfreds med resultatet, så gerne et lige optag af mænd og kvinder. Dertil kom, at den skæve kønsfordeling også udadtil gav anledning til negativ omtale i medierne, kulminerende med, at en århusiansk rådman i en henvendelse til det daværende Ligestillingsråd anklagede Journalisthøjskolen for kønsdiskrimination.

I den første telefonsamtale med Journalistskolens leder af prøveudvalget betroede han mig den måske vigtigste årsag til, at skolen ønskede sig en eksamensform, der både svarede til kvinders og mænds kvalifikationer. Hvis prøven nemlig viste sig at være skruet sådan sammen, at den udelukkede kvinder, ville den også udelukke mange af de mandlige journalister. Som det tegnede sig med den seneste prøve, ville de meste kreative mandlige ansøgere ikke have en chance. En Morten Sabroe og andre af hans slags ville også dumpe sammen med kvinderne, mente han. Og det ville jo være fatalt.

Alt mens ørerne var ved at falde af, holdt jeg min mund. For kunne jeg pege på skævheder i materialet, der ikke bare ville sikre kvinder adgang på lige fod med mænd, men samtidig udvide gruppen af mandlige ansøgere fra cand.polit. lookalikerne til også at omfatte den sprogligt mere kreative del af de mandlige ansøgere, så var det i orden for mig. I dag er strategien anerkendt, og argumentationen hedder 'mangfoldighed' eller 'diversity'. I forhold til journalistuddannelsen er den faglige argumentation selvfølgelig, at skolen er nødt til at uddanne mange forskellige slags journalister, hvis den skal producere kvalificeret arbejdskraft til journalisters brede og meget forskellige arbejdsmarked. Aftalen blev, at jeg fik det skriftlige opgavemateriale tilsendt. Opgaven bestod så i at analysere prøvesættet med kønsbrillerne på for at påpege evt. ligestillingsmæssige skævheder. Det store spørgsmål var, om der var indarbejdet en kønsdiskrimination i selve opgavesættet?

Da jeg læste materialet, stod det hurtigt klart, at der tydeligvis var en gennemgående og konsekvent kønsskævhed i prøven. Det var derfor ret simpelt at foreslå enkle, men virkningsfulde ændringer, der allerede ved den næste optagelsesprøve slog igennem og udlignede skævheden i optaget af mænd og kvinder til Journalisthøjskolen. Men denne faglige rådgivning var ikke den største udfordring. Det helt afgørende, som jeg husker det, var derimod at finde ud af, hvordan jeg egentlig skulle forholde og efterfølgende formulere mig kritisk til en prøve i forskellige journalistiske discipliner, som mænd bestod i langt højere grad end kvinder. For kan man overhovedet tale om diskrimination i det tilfælde, at mænd viser sig at beherske nogle bestemte prøveformer bedre end kvinder? Ingen forhindrer kvinder jo i at tilegne sig samme viden? Umiddelbart forekom det mig svært at rubricere problemet under diskrimination. Men hvordan skulle jeg så formidle den indsigt på det møde med prøveudvalget, som jeg var inviteret til at deltage i, at der reelt var tale om forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansøgere, fordi prøven uafhængig af disciplin, forudsatte en viden og et interessefelt, som ligger nærmere en mandlig end en kvindelig erfaringsverden? Helt uanset om det gjaldt referatteknik, kommentar eller en prøve i paratviden.

Hvis man lægger vægt på paratviden inden for lette og underholdende genrer som sport og fodbold, kunne det være en oplagt ide at udvide repertoiret med spørgsmål inden for mode og parfume f.eks. Lødigheden og den journalistiske relevans kommer vel nogenlunde ud på ét, men forskellen er, at fodbold i højere grad appellerer til mænd, haute couture til kvinder. Og skal man prøve i referatteknik, kan man jo godt vælge et stofområde, som forudsætter detaljekundskab om opbygningen af EU-bureaukratiet eller forskellige våbentyper, men hvorfor ikke vælge et tema, som ikke på forhånd har overvægt af herreværelse og mandlig identitet?

Men hvis problemet ikke var diskrimination, hvad var det så? Hvilket ord skulle jeg hægte kritikken op på? Adgangsbilletten til opmærksomhed på mødet og indflydelse var at finde den rigtige formulering. For Journalisthøjskolen brød sig klart ikke om anklagen for kønsdiskrimination. Den sproglige løsning lå i at erstatte ordet diskrimination med ordet favorisering. Da jeg på mødet indledte med at præcisere, at man efter min opfattelse næppe kunne beskylde Journalisthøjskolen for at diskriminere kvinder, men nok for at favorisere mandlige ansøgere, lyste de tilstedeværende mødedeltagere op i et forklarelsens lys. De ville jo netop ikke diskriminere, men ønskede et prøvemateriale, som stillede mænd og kvinder lige. Hvis der var en utilsigtet favorisering af det ene køn frem for det andet, ville de ændre på det. At det ikke mindst handlede om at stille en bestemt gruppe mandlige ansøgere lige med en anden gruppe af samme køn, ændrer ikke på udgangspunktet.

Konklusionen var, at udvalget tog kritikken til sig, ændrede på prøven og dermed også på det skæve optag.

I den næste historie om sprog og køn, som drejer sig om retten til et køkken, måtte jeg have hjælp undervejs. Sommeren 1997 flyttede KVINFO fra lokaler i en baggård i Nyhavn til nye lokaler på Christians Brygge, nærmere betegnet 'Fisken', som er en del af udbygningsplanerne for Det Kongelige Bibliotek. Da vi blev inviteret med ind i nye omgivelser, tegnet lige præcis til KVINFOs ønsker og behov, var vi ikke i tvivl om, at det var et privilegeret tilbud, som ville befæste vores position og profil. Eller som det blev sagt af en daværende fuldmægtig i Kulturministeriet: 'Christians Brygge er mere end en adresse'. Med de nye lokaler, var vi inviteret ind på det magtfulde Slotsholmen, og det havde vi bestemt ikke noget imod. Forud for den endelige indflytning gik årelange øvelser mellem byggedirektorat, arkitektfirma og de berørte institutioner. Om det lange og seje mødeforløb mellem byggesagens mange interessenter kan meget siges, men jeg vil her fokusere på et enkelt ønske, nemlig ønsket om, at KVINFO også i de nye fine omgivelser ville få et køkken, sådan som det havde været tilfældet på tidligere adresser. Sagen er den, at det fælles morgenmøde i køkkenet til alle tider har stået i centrum for institutionens daglige virke.

De meget konkrete forhandlinger i planlægningen af det nye byggeri gik, som den slags nu går. Ønskerne er generelt større end mulighederne, og så forhandles og files der i begge ender, indtil man som regel ender med en løsning, som alle parter erklærer sig tilfreds med. Men lige præcis hvad angår ønsket om et køkken, var jeg ikke i stand til at argumentere mig igennem, for uanset hvad jeg sagde, hvilke gode argumenter jeg lagde på bordet, kunne det ikke lade sig gøre. Et køkken var i modstrid med alle regulativer. Hvis KVINFO skulle have et køkken, skulle de øvrige tre institutioner i Fisken havde et tilsvarende, og der blev henvist til stordriftfordelen ved naboskabet med Det Kongelige Bibliotek, hvor der både var planlagt kantine til medarbejderne og restaurant til gæsterne. Et eget køkken var derfor helt udelukket.

Jeg vil ikke sige, at jeg havde opgivet, men jeg var i hvert fald momentant løbet tør for argumenter i sagen, den dag en chef på Det Kongelige Bibliotek, der tilmed var centralt placeret i byggesagen, spurgte mig, hvordan det gik. Det går godt, sukkede jeg, lige bortset fra mit køkken, som jeg ikke kan overbevise Byggedirektoratet om nødvendigheden af. Hvorfor er det køkken så vigtigt, spurgte han, og jeg gav ham den samme forklaring, som jeg på 3-4 efterfølgende møder havde præsenteret Byggedirektoratet for. 'Vil det sige, at de vil blande sig i dine ledelsesmetoder,' spurgte han så, idet han oversatte mit behov til et sprog, jeg helt åbenlyst ikke var i besiddelse af. Jeg manglede, helt uafvidende, en tolk for at finde frem til lige præcis det keyword, eller hvad man nu skal kalde den slags magiske ord, som bare ved at blive udtalt forandrer alt. Til gengæld kan jeg genkende den slags ord, når jeg hører dem, og ganske rigtigt. På næste byggemøde, da jeg igen bragte køkkenønsket op, og de sædvanlige argumenter tårnede sig over mit formastelige hoved, spurgte jeg helt roligt, om det virkelig ville sige, at de ville blande sig i mine ledelsesmetoder? 'Nej, det kunne de da ikke drømme om, nej, det var da det sidste, de kunne finde på,' lød svaret. Og så var den sag afgjort. Andet og mere skulle der ikke til. KVINFO fik sit køkken.

Mit tredje og sidste eksempel kan ikke umiddelbart regnes til succeshistorierne. Men nok til satsningerne. Og satset blev der den majdag i 1991, da Kvindeligt Selskab inviterede til stiftelsesfest og gardenparty i Det Kongelige Biblioteks Have, anbefalet i en annonce i Politiken af 150 kendte danske kvinder fra mange forskellige hjørner af det danske samfund. Kort forinden var der sat en direct mail-kampagne i gang. 4000 breve og girokort blev sendt ud til kvindelige læger, journalister, erhvervsdrivende, politikere, fagforeningsfolk, forskere og kunstnere. I løbet af 14 dage gik 400 af dem en tur på posthuset for at indbetale kontingent til den nye forening, og da sommeren var gået, havde endnu 200 sluttet sig til selskabet. Langt senere fandt jeg ud af, at direct mail-kampagner regner med en respons på op til et par procent. Her havde 10 procent svaret umiddelbart, og derefter yderligere 5 procent. Kvindeligt Selskab ramte åbenlyst et stort behov, og KVINFO kunne med den nye støtteforening konstatere en umiddelbar og varm støtte fra brede kvindekredse i det danske samfund.

Rusen fortsatte og voksede fra maj 1991 til marts 1994, da Kvindeligt Selskab inviterede til International Kvindedag i Den Grå Hal i Christiania. Marts 1993 havde selskabet med en storstilet gallafest i Cirkusbygningen sat 8. marts på den store offentlige dagsorden efter årelang tavshed om dagen. Gallafesten udløste mange diskussioner i offentligheden om kombinationen af 8. marts og galla, rimeligheden i at servere champagne og uddele laksefarvet kondom med selskabets logo osv. Det var dog intet at regne imod den pressestorm, selskabet udløste den følgende 8. marts i 1994, da uddelingen af Årets Pikhoved indgik i et stort anlagt program under den selvironiske overskrift 'På kanten af civilisationen'. På talerlisten var så forskellige kvinder som Christine Antorini, Suzanne Bjerrehus, Lubna Elahi, Margrethe Vestager, Anne Grethe Holmsgård og Ulla Dahlerup. Men det var ikke de mange taler om kvinders indflydelse, der fik mediemaskinen, anført af Ekstrabladet, til at gå i selvsving.

Hvad jeg selv havde opfattet og godkendt som et humoristisk indslag, en joke, en sproglig gimmick med kønspolititisk nerve, blev opfattet som et angreb ikke bare på prismodtageren, men åbenbart på hele den offentlige orden. Emma Gad havde sandelig ikke levet forgæves. Selv en journalist som Lasse Ellegaard, der næppe selv kan kaldes sart i omtalen af det modsatte køn, var i sin leder i Information så krænket på vegne af 'det sagesløse offer', at han havde konsulteret den juridiske ekspertise for at undersøge, om dog ikke straffeloven kunne tages i brug. 'Sigtet, anklaget og dømt uden rettergang' lød Lasse Ellegaards solidariske og indlevede solidaritetserklæring til prisens modtager. Lasse Ellegaard og mange med ham syntes absolut ikke, det var hverken sjovt eller morsomt. Det mandlige kønsorgan tager man ikke ustraffet forfængeligt, skal jeg hilse at sige, og kritikken haglede ned. Tre dage i træk var Ekstrabladets bagside travlt optaget af sagen, TV2 Nyhedernes studievært var ved at kløjs i den famøse benævnelse, og selv blev jeg indkaldt til direkte radioprogrammer med det eneste formål, at få gæsten ned med nakken.

'Du slipper aldrig af med det, folk tilgiver dig aldrig,' sagde venner, der ville mig det godt. Det fik de nu ikke ret i. Det tog nogle år, men så lagde støvet sig, og mange har i øvrigt beklaget, at prisen ikke fortsatte som en særlig 8. marts status over årets gang. Dog er jeg evig taknemmelig for, at prisen blev uddelt under Jytte Hildens ministertid. Da mediestormen var på sit højeste, skulle jeg deltage i et større frokostmøde i Kulturministeriet, og jeg følte mig ærlig talt lidt presset, da jeg trådte ind i lokalet. Da Jytte Hilden så mig, sagde hun højt og henvendt til den mandlige tjener, at nu måtte han hellere forlade lokalet, så han ikke risikerede at få en pris. Dermed løste hun som den gode vært med en enkelt bemærkning den for gæsten lidt besværlige situation. Og alle morede sig. Tjeneren inklusive. Selv havde jeg forberedt mig på en forklaring, så jeg sagde, at man ind imellem skal ud til grænsen, bare for at finde ud af, hvor den ligger, og tilføjede så, at grænsen nok ligger lige omkring pikhovedet. Så blev der grinet igen, og der blev ikke spurgt mere til den pris.

Et højdepunkt i forbindelse med den famøse pris indtraf under et besøg af en japansk kvindeforsker i de samme dage, hvor KVINFO blev forstyrret af journalister, der ville have kommentarer til sagen. Den japanske gæst spurgte til sidst, hvad postyret handlede om, og jeg fortalte historien til den japanske tolk, der noget tøvende begyndte at forklare. Det tog sin tid, og gæsten fattede helt åbenlyst ikke pointen, som jeg ret beset ikke mente burde være særlig svær at formidle. Da jeg endelig brød ind og spurgte tolken, der indtil det øjeblik ikke havde haft problemer overhovedet, hvad det drejede sig om, forklarede hun, at det næsten var umuligt at oversætte historien til japansk, alene af den grund, at der slet ikke findes et negativt begreb for det mandlige kønsorgan på japansk.

Valget af den konkrete kandidat til prisen og selve ideen om at bruge 8. marts til at sætte spot på et særligt groft udslag af chauvinisme vandt i 1994 og ikke bare hos min japanske gæst masser af sympati. Det var benævnelsen i sig selv og anfægtelsen af den symbolske fallos, som benævnelsen referer til, der udløste hele stormen. Som havde der været tale om en art majestætsfornærmelse. Læser man Lasse Ellegaards oprørte leder i Information 10.3.94 'En kåring', er man i hvert fald ikke i tvivl om, at Kvindeligt Selskab med sin pris ramte noget meget større end prismodtageren. Måske følte Lasse Ellegaard, at det var Patriarkatet selv, der ved den lejlighed fik sig en ridse i lakken. Hvad der sker, den dag kvinder ikke bare nærmer sig patriarkatets symbolske grænse, men de facto flytter den, tør jeg slet ikke tænke på. For jeg tilhører den gruppe, der senest med Pierre Bourdieu (Den maskuline dominans, Tiderne Skifter 1999) mener, at magtforskydninger mellem kønnene, kvindernes ændrede status til trods, stadigvæk foregår inden for den bestående ordens maskuline dominans.

At festskriftets modtager har sympati for samme analyse, har jeg aldrig været i tvivl om. Alligevel blev jeg overrasket, da hun fortalte om den SF-sommerlejr i 70'erne, hvor kvindegruppen havde ladet fremstille en badge med en pædagogisk tegning af en erigeret penis og en børste med teksten: 'Hold pikken ren. Bekæmp kræften'. Kvindegruppen, der med denne badge ville yde en konkret indsats i oplysningskampagnen mod livmoderhalskræft, havde ved den lejlighed nærmest splittet SF. Så voldsom havde reaktionen været. Så Mette Kunøe undrede sig ikke over tumulten marts 1994. Med SF-aktionen havde hun selv været i nærkontakt med bemeldte grænse.

Mette Kunøes egne beretninger fra kønsfronten har altid været på omdrejningshøjde med de begivenheder, hun kunne fortælle om. Derfor ved jeg, at hun vil værdsætte historier, hvor det sproglige valg af et enkelt ord eller en formulering har været afgørende og udslagsgivende. Ord er magiske. Man kan ikke være omhyggelig nok.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk