Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Detektiv på grønlandsisen

 

Glaciolog Dorthe Dahl-Jensen er Danmarks første kvindelig professor i fysik nogensinde. De sidste mange år har hun boret i Grønland for at aflokke isen dens hemmeligheder om klimaets historie. Nu er hun begyndt på at kortlægge ismasserne ude i rummet og har fundet et nyt forskningsfelt, som hun kalder "eksklusiv grundforskning".

 
FORUM/20.11.2001 Når den nyslåede professor i is fysik, Dorthe Dahl-Jensen, skal beskrive sin fascination af is og sit liv som glaciolog, siger hun med slet skjult begejstring:
- Det er, som om vi er detektiver, der prøver at finde fortidens klima!

Og sandt er det også, at hendes arbejde på Niels Bohr-instituttet kan beskrives som en blanding af historieskrivning, arkæologi og detektivarbejde - en fascinerende rejse tre kilometer ned i den grønlandske indlandsis' indre for at kortlægge klimaet næsten 130.000 år tilbage.

Hendes øjne lyser entusiastisk, når hun fortæller om tilfredsstillelsen ved at bore en dyb iskerne, tage den klare, blanke is op, som man ikke kan aflæse noget umiddelbart af og så bruge teknik og særlige metoder til at liste klimainformationerne ud af den frosne cylinder.
- Det er også skægt, at vores forskningsfelt med at bore iskerner og undersøge dem er meget, meget specialiseret og ikke særligt stort. Man kan planlægge, hvad man gerne vil måle, tage op i felten og måle det, tage hjem og behandle data, konkludere fra data og bagefter skrive en artikel, som er lødig. At man kan følge processen hele vejen igennem og ikke kun gøre én del, som jeg ser, de gør på nogle af de store forskningsområder, hvor man står for en enkelt lille del, måske et måleapparat, er meget privilegeret, siger hun.

Det er hér, passionen ligger for Dorthe Dahl-Jensen; selv at have fingrene nede i det kolde materiale, der skal fortælle os om fortiden og give nogle fingerpeg om fremtiden.

I dette kalenderår er der ellers sket meget for den 43-årige forsker, der har gjort det svært for hende at finde tid til decideret forskning. Udover at blive Danmarks første kvindelige professor i fysik - (som er en fem-årig udnævnelse), er hun også blevet leder af det nye Planetcenter, som ligger i et sidehus til Rockefeller-bygningen bag Rigshospitalet.

Her møder FORUM hende i et bart og á propos ret køligt kontor, hun gerne trækker sig tilbage til, når hun vil have fred til sine projekter - projekter, det har ligget lidt tungt med på det seneste.
- Jeg har været klemt de sidste par år. Der har ikke været meget tid til at forske, og det har jeg været ked af. Lige for tiden arbejder jeg på at få tiden til at forske, for det er dét, jeg godt kan lidt. Det er meget vigtigt for mig, og det vil jeg ikke holde op med. Der er rigtig mange dage, hvor jeg går hjem og har lavet noget administrativt, og det er selvfølgelig også konstruktivt og godt, men hvor jeg ikke har fået lavet noget af mit eget. Men i de sidste par måneder er jeg heldigvis kommet i gang igen, siger Dorthe Dahl-Jensen og tilføjer grinende:
- Det er jo et spørgsmål om, hvad man skal forsømme, ikke?

Planetcenteret rummer forskere fra Niels Bohr-Instituttet og Dansk Rumforskningsinstitut, alle sammen folk, der beskæftiger sig med planeter på en eller anden måde.

Dorthe Dahl-Jensen har også gjort den bevægelse med. Fra at kigge nedad og ind i jordens og isens indre har hun udvidet sit forskningsfelt opad i verdensrummet, hvor vand og is også findes i store mængder på planeterne, men interessen er forholdsvis ny.

Første gang hun formulerede noget om det, var i 1999 i ansøgningen til Freja-programmet (Female Researchers In Joint Action), en opfindelse af den daværende forskningsminister Jytte Hilden, der øremærkede i alt 78 millioner kroner til forskningsprojekter, der skulle ledes af kvinder.

Hun fik også fem millioner kroner til sit projekt "Ice in the Planetary System - The Life of Ice", der gik ud på at lave modeller af isen på Mars og Jupiters måne Europa.

Gennem de sidste fem år har rumprogrammerne udviklet sig sådan, at mange små sonder har været i kredsløb ved forskellige planeter og målt dem i en detaljegrad, som ikke har været kendt tidligere. For eksempel er Mars blevet kortlagt med en nøjagtighed på en meter, stort set lige så nøjagtigt som Jorden, og det samme gælder for nogle af de andre planeter og måner.
- Og det gør, at der kommer nogle informationer ned, som man kan rive i - det er virkelig konkrete facts om planeter. Og derfor kan geofysikerne begynde at bruge de metoder, vi har brugt til at studere Jorden, til også at studere planeterne, uden at det er ren spekulation, for sådan har det jo lidt været tidligere. Man kunne stille modeller og teorier op men ikke sige, om det var falsk eller sandt, så der var en grænse for, hvor langt man kunne gå. Den grænse bevæger sig udad nu, fordi man lige pludselig ved noget om planeterne, fortæller Dorthe Dahl-Jensen.

Også andre faggrupper får nye forskningsfelter foræret af sondernes oplysninger fra rummet, og det er baggrunden for Dorthe Dahl-Jensens idé og initiativ om at skabe et slagkraftigt Planetcenter, hvor forskerne med tiden skal se stort på faggrænserne og indgå i tværfaglige projekter.

At det nu er lykkedes, og at hun sidder som spydspids på centeret, ser ud til stadig at komme bag på hende:
- Jeg er slet ikke den, der har mest erfaring i at arbejde med planetforskning her, fordi det er noget nyt, jeg er begyndt på. Derfor var det også lidt overraskende, at jeg lige pludselig skulle være leder og blive professor indenfor de her ting, for jeg føler mig lidt som en novice i forhold til de andre. Men jeg tror, jeg har en masse muligheder for nytænkning, som er godt for alle, også for de gamle i gårde, og min opgave er især at gøde jorden og få nogle samarbejdsprojekter i gang.

Hun tilskriver Freja-programmet en stor del af æren for, at hun i dag har fået sit professorat og lederstillingen på Planetcenteret, selvom hun i begyndelsen var skeptisk overfor det faktum, at midlerne var øremærkede til kvinder. Der var en nervøsitet for, at hele programmet skulle blive betragtet som andenrangs og uden faglig status - men i stedet endte det med, at utroligt mange kvinder søgte, og at det blev prestigefyldt at få del i midlerne.

- Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde fundet på at søge om projektet med is på planeterne, hvis det ikke havde været for Freja-programmet, for jeg er jo indlejret i en god glaciologisk gruppe, hvor jeg var tilfreds med min forskning i iskerner, siger Dorthe Dahl-Jensen, som tror, at karrieren fik et afgørende positivt skub af Freja-programmet.

- For hvis jeg ikke havde taget næsen ud af busken og bare havde været en del af glaciologgruppens arbejde, havde jeg nok heller ikke fået professoratet eller lederstillingen heroppe, så det har betydet rigtigt meget for mig. Der er kommet utroligt meget godt ud af det for mig, siger hun.

Forskningen i is på planeterne var og er i første omgang drevet af fascination og nysgerrighed. Direkte samfundsnyttigt kan man ikke sige, det er, og Dorthe Dahl-Jensen tror ikke, at vi kan lære noget om Jordens klima ved at kigge på Mars.
- Det er eksklusiv grundforskning, og gudskelov er der også plads til det ind imellem. Der er sværere at lave fri grundforskning nu end tidligere. Langt flere penge bliver kanaliseret ind i projekter, som er mere styret og har decideret samfundsnyttig værdi. Jeg føler mig privilegeret, men jeg synes også, der skal være plads til det. Man ved jo ikke, hvad man opfinder. Hvis man sætter alle pengene ind dér, hvor man ved, hvad man opfinder, har man jo låst sig ude fra nye idéer, og det ville være forfærdeligt.

Fascinationen som drivkraft vender Dorthe Dahl-Jensen hele tiden tilbage til, og den var der allerede, da hun meldte sig som spejder i 10-11 års-alderen. Det er en gren af spejderiet at kaste sig over klatring, fjeldvandring og skiløb, og hun deltog også i korpsets gletscher-kurser og syntes, at is simpelthen var flot.

Men det var først i 3.g. i gymnasiet, da hendes fysiker-far tog et lektionskatalog med hjem til hende fra universitetet, at hun fandt ud af, hvad faget glaciologi gik ud på.
- Jeg kan stadigvæk huske, at der stod i fagbeskrivelsen, at man skulle have noget felterfaring, inden man blev færdig, og jeg tænkte: "Fint, det er lige mig". Så kunne jeg få brugt matematikken og fysikken til de ting, jeg rigtigt godt kunne lide: Isen og naturen.

I 1981 - i det fjerde studieår - fik hun sin felterfaring, da hun deltog i en iskerneboring i Grønland, og først da følte hun, at hun havde valgt det rigtige fag. Lige siden har der været mange arbejdsophold deroppe, og det er nærmest blevet en livsform for hende og hendes mand, der også er glaciolog, at tage børnene med til Grønland flere måneder om sommeren, når iskerneboringerne foregår.

Den lille pige på to år og drengene på otte, 13 og 16 bor med forældrene på forskerhotellet KISS i Kangerlussuaq ved Søndre Strømfjord, hvor Dorthe Dahl-Jensen og hendes mand så skiftes til at være hos børnene og tage op på indlandsisen, hvor NGRIP-boringerne har fundet sted siden 1996.

Hun regner hurtigt ud, at familien har været i Grønland 12 somre gennem de sidste 16 år, og børnene nyder det og kommer på mange ture, også via andre forskerprojekter på stedet. Selv synes hun ikke, at det er nogen straf at være i Grønland om sommeren, fordi vejret er "pragtfuldt" - klart, solrigt og 15 grader varmt. Kun de mange myg kan der klages over.

De to ældste drenge har allerede bekendtgjort, at de også vil være forskere, mens den otte-årige gerne vil bo i Søndre Strømfjord og have et arbejde med at tage bagagen ud af flyene! Rejseaktiviteten kan dog også blive for meget for børnene, der godt kan sige fra, når de synes, familien rejser for tit. En spørgsmål fra moderen, om ikke familien skulle tage en uge sydpå efter jul, udløste ingen jubelråb, men den bestemte reaktion: "Åh, vi gider ikke rejse, skal vi ikke bare blive hjemme, koster det ikke også mange penge?"

Nu ved familien dog, at der ikke bliver nogen Grønlandsfærd til næste år, og Dorthe Dahl-Jensen nyder allerede tanken om at få en dansk sommer for en sjælden gangs skyld.

Årsagen er, at NGRIP-ekspeditionen skal have nyt udstyr, et særligt bor til varm is, for at afslutte projektet, og det kan først være klar til sommeren 2003.
- Isen er 3080 meter dyb, hvor vi borer nu, og vi er nede i 3001 meters dybde, dér hvor vi sluttede i sommer. Vi fik kun boret 70 meter, og boret satte sig fast fem gange. Vores problem er, at isen er ved at blive varm nede ved bunden, så vi nærmer os smeltepunktet af is. Når man borer, udvikler man varme; så kommer der vand, og så sætter boret sig fast. Vi kan godt få boret frit, men løber ind i de samme problemer hele tiden - at det sætter sig fast. Når vi får det nye udstyr med, skal vi nok få boret ned til bunden, men det går langsomt, siger hun.

Jo længere, man borer ned, jo ældre is kommer man selvfølgelig igennem. Men lagene bliver også tyndere, fordi den nyere is og sne trykker ovenfra. Forskerholdet har allerede boret sig igennem isen fra vores nuværende varme mellemistidsperiode, gennem istiden, der gik forud, og er nu nede ved den forrige mellemistidsperiode - den såkaldte eemtid - der mindede meget om vores tid, rent klimatisk. Faktisk er man lige på det punkt, hvor eemtiden er ved at køle ned til istid, og det er interessant for forskerne, fordi det ligner dét, vi kan forvente af vores klima engang i fremtiden.

Isen har årlag, ligesom træer har årringe, og det gør det muligt at få et væld af præcise detaljer om klimaets udvikling, en slags isens årbog, kunne man kalde det.

- Det er meget spændende at have en ismasse, hvor vi har en årlagsopløsning på godt en centimeter, hvor vi med vores moderne målemetoder på is kan gå ned og se på de enkelte år: Hvor varmt og koldt var det? Hvornår stormede det? Hvornår kom støvet ind? Var den årgang præget af vulkanudbrud? Hvordan ændrede klimaet sig? Så det er utroligt spændende, og hvis vi skal lære noget om, hvad der skal ske i fremtiden, er vi simpelthen nødt til at se på, hvordan klimaet har opført sig tidligere.

Og hvad kan glaciologerne så sige om fremtidens vejr?

Ja, den globale opvarmning er i gang, og man spår, at det kan ændre den cyklus, der ellers har eksisteret i to millioner år, med istid og mellemistid i en regelmæssig vekselvirkning.
- Vi er inde i en meget lang mellemistid, og hvis vi får lavet en global opvarmning, er det spørgsmålet, om klimaet vil tippe og gå ned i istid igen. Det ved vi stadig for lidt om til at give et ordentligt svar på. Men folk er generelt enige om, at vi ikke står overfor en ny istid nu, heller ikke hvis vi ikke havde lavet global opvarmning, siger Dorthe Dahl-Jensen.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk