Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Utraditionel optik på international politik

 

Kønsstudier, kulturstudier, antropologi og internet er ikke den traditionelle opskrift på et studie i International Politik. Men for lektor Lene Hansen er det alt sammen noget, der bidrager til at forstå mangfoldigheden bag dannelsen af "det politiske subjekt". FORUM har talt med den utraditionelle forsker.

 
 
FORUM/15.10.2001 Da Lene Hansen begyndte på statskundskabsstudiet var der ingen, heller ikke Lene Hansen selv, der kunne have forudsagt, at hun en dag ville blive lektor i International Politik. Hun vidste bare, at hun kunne lide at fordybe sig og udrede komplicerede sammenhænge, og allerede på studiets 2. år besluttede hun, at hun ville være forsker. Det er hun blevet med stort F.
- Der var en årsag til, at jeg valgte statskundskab og ikke for eksempel journalist. Jeg foretrækker, at analysere på et teoretisk plan og finde bagvedliggende sammenhænge, siger hun.

Lene Hansen blev ph.d. i 1997 og i år 2000 i en alder af kun 32 år lektor på Københavns Universitet.

Hun mener selv, at det var lidt af en tilfældighed, at hendes specialområde blev International Politik. Den udslagsgivende faktor var et inspirerende kursus, som daværende lektor, i dag professor Ole Wæver, udbød. De forskellige tilgange Lene Hansen har betjent sig af i sin forskning kan også forekomme tilfældige - i hvert fald på overfladen.

- Jeg føler mig ikke bundet af traditionelle udenrigspolitiske studier. Jeg har beskæftiget mig med kønsstudier, cultural studies, antropologi og nu interaktiv og visuel kommunikation. Men der er faktisk en rød tråd i mit forskningsarbejde, siger hun.

Den røde tråd består i det, som hun i fagterminologien benævner at "konstituere subjektet". Hvad det indebærer, eksemplificerer hun ved at tage udgangspunkt i EU-debattens kønsmæssige aspekter, som hun har forsket i. Men ikke ved rationalistisk at granske statistisk materiale, der afdækker større skepsis hos kvinder end hos mænd.

Lene Hansens forskningsinteresse har handlet om at undersøge, hvilke kvindeopfattelser, der ligger bag dannelsen af den kvindelige skepsis, og hvad de forestillinger eller konstitueringer har betydet for den politiske debat.

Op gennem 90'erne blev modstanden mod EU aktualiseret af ikke mindst det danske Nej, og i EU-systemet noterede man sig, at kvinder generelt var mere negativt indstillet over for EU end mænd. EU havde ifølge institutionens egen opfattelse et kvindeproblem og iværksatte en strategi, der gik ud på, at kvinder skulle informeres og oplyses.

- Med den optik på kvindeproblemet ligger en bestemt forestilling, om hvilken type politisk subjekt kvinder er, siger Lene Hansen.

- Når man mener, at information er en god strategi, tager man udgangspunkt i, at kvinder er rationelle, ellers har information jo ingen berettigelse. På den anden side blev det bl.a. foreslået, at man skulle liste priser både i ECU og nationale penge, hvilket blev begrundet i kvinders angst, altså en konstituering af kvinder som mere følelsesbaserede end mænd. Den modstilling mellem det rationelle og det romantiske er en helt klassisk konstruktion, som man også kan se tilbage i historien.

Også i den hjemlige debat har man bygget på disse konstruktioner, mener hun.
- Ja-siden betjente sig i et vist omfang af den samme strategi som EU, og på Nej-siden placerede man kvinder i den romantiske kategori. Begge sider gjorde brug af de klassiske konstruktioner, men brugte dem forskelligt for at inkludere kvinder til hver deres politiske formål.

- Inden for rammerne af det rationelle blev det et spørgsmål om, at individet enten vidste, hvad der var i dets egen interesse, eller at det var misinformeret men kunne hjælpes til at erkende. Holdningen til EU blev altså ikke grundlæggende kun en politisk overvejelse men et spørgsmål om at blive informeret om de objektive konsekvenser. Den romantiske konstruktion gav tilsvarende, eller måske endnu mindre, plads til en politisk debat. Holdninger, der er grundet på følelser, kan man per definition ikke gøre til genstand for en politisk debat. Vi har altså at gøre med to konstruktioner, der levner meget lidt plads til, at de kan mødes. De blokerer for hinanden, hvilket vanskeliggør en egentlig politisk diskussion.

Lene Hansen er den første til at sige, at hendes forskning er meget teoretisk baseret, abstrakt og kræver oversættelse.
- Jeg har ikke blandet mig ret meget i den politiske debat. Jeg synes ikke, der har været tid, men nu hvor jeg er fastansat og har fået fast base, bliver det måske til lidt mere, for det er da vigtigt, at beslutningstagere og borgere får indblik i de dybere sammenhænge, som forskere analyserer frem, siger hun.

- Den teoretiske tilgang har bestemt sin berettigelse, for det kan hjælpe os til at fortælle, hvilke konstruktioner, der sætter sig igennem, og hvilke, vi kan forvente sætter sig igennem i fremtiden. Det giver os nogle parametre at analysere ud fra, og det kan man gøre med den rette distance, når man ikke er placeret på nogen af siderne i den offentlige, politiske debat.

Men hun ser da gerne, at hendes analyser når frem til beslutningstagerne. Selvom hendes studier af æresdrab i Pakistan, tjente som case i en teoretisk undersøgelse af om kvindeundertrykkelse opfattes og håndteres som et sikkerhedsmæssigt problem eller ej, håber hun, at hendes analyse har bidraget til, at kriterierne for asyl ikke begrænses til et spørgsmål om politisk forfølgelse men også omfatter kvindeundertrykkelse.

- Hun kom ind på de kønsmæssige aspekter ved sikkerhedspolitik, fordi hun i sin ph.d. beskæftigede sig med, hvordan Vestens præsentationer af konflikten i Bosnien, var kædet sammen med de førte politikker. Det gav sig selv at undersøge i hvilken udstrækning massevoldtægterne blev udlagt som et sikkerhedsmæssigt problem, som det internationale samfund skulle gribe ind over for, eller om de blev opfattet som en individuel risiko og 'noget man måtte forvente på Balkan'.

Det var ikke muligt at konkludere et entydigt svar, men som hun skriver i artikel i International Feminist Journal of Politics i år, repræsenterer Den Internationale Krigsdomstols villighed til at forfølge voldtægtsanklager et vigtigt skridt i retning af at acceptere krigstidsrelaterede voldtægter som et kollektivt sikkerhedsproblem.

Lene Hansen forventer at være færdig med en bogversion af sin ph.d. i år 2002, og så vil hun kaste sig over sit næste forskningsprojekt, der handler om sikkerhedspolitik og informationsteknologi. I sommer fik hun et fellowship til et to måneders forskningsophold på Berkeley University i Californien, hvor Natos anvendelse af internettet var genstand for studierne.

- Hvis man vil forstå den måde, Nato forsøger at skabe sig selv som institution på, er det nødvendigt at undersøge, hvordan organisationen benytter internettet, siger hun.

I en case kiggede hun nærmere på det amerikanske militærs hvervekampagne på hjemmesiden: Goarmy.com- Bemærk, at man ikke anvender org for organisation, men com for commerciel. Hele kampagnen kan minde om et reality tv-koncept som Robinson eller Big Brother. På hjemmesiden kan man følge seks såkaldte almindelige rekrutter i en ni ugers periode. Der er familiefædre, der er kvinder (to), og to af teksterne er på spansk. I det hele taget synes man at gå efter så bredt et publikum som muligt, siger hun.

Det kan forekomme som et stort spring at gå fra det danske EU-nej til Natos brug af internettet, men forbindelsen til hendes øvrige forskning er der stadig.
- Når jeg kigger på Natos visuelle og interaktive kommunikation, undersøger jeg, hvordan Nato forsøger at konstruere sig selv, og det er netop kernen i mit forskningsarbejde: At undersøge hvordan man skaber identitet og subjekter.

Lene Hansen mener, at World Trade Center-angrebet 11. september kan skabe en ny interessant vinkel hendes forskningsprojekt.
- Efter angrebet har vi set en patriotisk mobilisering, og det er relevant at undersøge, hvad der sker med opofrelsen som fænomen. Opofrelsen har fået ekstrem meget opmærksomhed, men hvor man tidligere forbandt den med den militære kriger, er fokus i dag på den civile 'kriger'. Det var brandmænd og politifolk, der var de opofrende helte ved World Trade Center-angrebet, siger Lene Hansen.

Fænomenet civile helte er paradokst dukket op i kølvandet på Natos nyere strategi for sine krigere.
- Vi så under Natos intervention i Kosovo at flyene, især på amerikansk foranledning, ikke fløj lavere end 10.000 fod, fordi man ikke ville have tab. Hvis man havde valgt en mere uforsigtig kurs og var gået længere ned, kunne man måske have reddet flere kosovo-albanere, men det amerikanske militær stod i en situation, hvor man ikke mente, man kunne bære at ofre nogen af sine egne. Efter terrorangrebet 11. september er en alternativ krigerkonstruktion af civile helte vokset frem.

Krigerkonstruktionen har Lene Hansen fundet inspiration til at beskæftige sig med hos den amerikanske forsker Judith Elshtain, der er forfatter til bogen Women and War (1987). At Judith Elshtain er blevet en af de forskere, der har haft mest indflydelse på Lene Hansens arbejde er meget naturligt, mener hun, idet Judith Elshtain baserer sine teorier på den tænkning, der opstod i specielt i Frankrig i begyndelsen af 80erne - dekonstruktion og poststrukturalisme. Det er teorier som også Lene Hansen fortrinsvis bekender sig til. Megen feministisk teoridannelse tager netop udgangspunkt i dekonstruktivistiske og poststrukturalistiske tankegange, og det har bidraget til, at der er kommet et kønsmæssigt fokus i hendes forskning.

Lene Hansen opholdt sig i New Mexico, da angrebet mod World Trade Center fandt sted. Hun hørte en del talk radio og noterede sig, at holdningerne var mere nuancerede, end man sædvanligvis hører blandt amerikanere.

- Folk var egentlig ganske afdæmpede og reflekterede, og der var mange, der mente, at angrebet på den amerikanske civilbefolkning ikke gav amerikanerne carte blanche til at angribe andre civilbefolkninger. Jeg fik en opfattelse af nuancerede holdninger. I hvert fald i forhold til hvilke strategier, der skulle implementeres.

Denne mere nuancerede holdning tilskriver hun Vietnam-syndromet, der blev vakt til live igen efter den mislykkede FN-operation i Somalia. Der er skabt en kritisk offentlighed, der i nogle situationer sætter spørgsmålstegn ved den udenrigspolitik, der bliver ført.

Lene Hansen mener endvidere, at det skal opfattes med forbehold, når præsident Bush efter 11. september af de amerikanske borgere er blevet kåret som den mest populære amerikanske præsident nogensinde.

- Bush fremstod ikke specielt handlekraftig statsmandsagtig de første dage efter angrebet. Der gik lang tid, før han talte til nationen, og i stedet hørte man andre politikere samt journalister sige, at amerikanerne burde støtte op om ham. Det var meget iøjnefaldende, at der snarere blev formuleret opfordringer til opbakning, end at man tog den for givet. Det illustrerer, at Bush ikke nødvendigvis står så stærkt, som meningsmålingerne antyder. Det er mere et udtryk for, at det ikke er tidspunktet, hvor man udfordrer en leder, siger Lene Hansen.

Lise Penter Madsen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.

  • Lene Hansen afsluttede sin ph.d. i International Politik, Københavns Universitet, 1997.
  • Forskningsstipendiat ved Institut for Freds- og Konfliktforskning, 1997 - 2000.
  • Siden november 2000 lektor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
  • Redigerer i samarbejde med professor Ole Wæver, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet European Integration and National Identity: The Challenge of the Nordic States. Udkommer 2002 på London forlaget Routledge.
    Bogversionen af hendes ph.d. får titlen Security as Practise: Theory, Politics and the Bosnian War. Udkommer 2002 på London forlaget Routledge.
  • Medlem af redaktionen for Cooperation and Conflict - Nordic Journal of International Studies.
  • Se mere: Lene Hansen.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk