Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Seje cyberchicks

 

Et forskningsprojekt om grrlzines - nettidsskrifter for yngre kvinder - viser, at de bruger underholdning og fornøjelser til at udbrede feministiske budskaber. Æstetik og ironi er bærende elementer i den måde, ophavskvinderne arbejder på.

 
 
FORUM/29.5.2001 De marcherer og demonstrerer ikke i gaderne men praktiserer en feminisme, der lever sit eget boblende liv på særlige hjemmesider. Cyberfeministerne har indenfor de seneste fem år fået Internettet til at knopskyde med nye såkaldte grrlzines, nettidsskrifter, der henvender sig til et ungt publikum, hvis mødre i 1960'erne og 70'erne var med ved fronten i den spirende kønskamp.

Feminismen er stadig et kollektivt anliggende, men på en anden måde end dengang. Det drejer sig ikke om bannere, rundkredse og basisgrupper, men om chatrooms og debatzoner i en direkte kommunikation med ligesindede verden over, fortæller Martina Ladendorf, svensk ph.d.-studerende på Kommunikation på RUC siden sidste sommer.

Hun er i gang med et forskningsprojekt om disse grrlzines og har efter en lang og svær udvælgelsesproces valgt at kigge nærmere på 11 amerikanske, svenske og australske af slagsen:
- Jeg valgte dem, der havde en stærk blanding af populærkultur og feminisme og kunne tematisere disse ting, siger hun.

De nye brede kvindeportaler, herunder de danske Shevita.dk og Oestrogen.dk, kikkede hun også på:
- Shevita henvender sig til en særlig gruppe, nemlig karrierekvinderne. Hos Ostrogen.dk ser jeg en større lighed med det grrlzine, der hedder Smileandactnice.com, men den feministiske bevidsthed virker lig nul, og det hænger sikkert sammen med, at ordet feminisme mødes med skepsis af mange danskere. Jeg har ikke studeret dem så indgående men dog taget stilling og ikke inkluderet dem i mit udvalg, eftersom jeg ikke synes, der findes indslag, man kan tolke som feministiske, siger Martina Ladendorf.

Da hun lavede en indledende søgning på ordet "grrl" - stavemåden signalerer bevidst pige/kvindezone og ikke pornografi - kom der overvældende mange hits, ikke bare på webzines men også på musikmiljøer, chatsteder m.m. Hun syntes, det stod i grel modsætning til de feministiske bøger og studier fra midten af 90'erne, som hævdede, at kvinder var marginaliseret på Internettet, og som udråbte samme net til at være en klub for midaldrende, hvide mænd, frem for alt amerikanere.
- Der var også forskere, som klagede over, at kvinder blev chikaneret på nettet, men i dag findes der jo mange kvindelige zoner, og jeg synes det er mærkeligt at tænke på, at kvinder ikke skulle kunne færdes på nettet for bare fem år siden, siger Martina Ladendorf, som ikke afviser, at det var sandt men på den anden side også konstaterer, at sådan er det ikke længere.

I dag er der som sagt mange grrlzines på nettet, og de bruger typisk underholdning og fornøjelse til at udbrede de feministiske budskaber. Det særlige ved de unge cyberfeminister er, at de har tænkt grundigt over den måde, de præsenterer deres budskaber på.

De bruger populærkulturen, som de står midt i, f.eks. de traditionelle dameblades æstetik, men samtidig med at de leger med genrer og konventioner, undergraver de billedets traditionelle betydning og lægger en ny mening ind.
- Man tager billeder, objekter og pin-up'er, tilbageerobrer dem og anvender dem æstetisk, fortæller Martina Ladendorf.

Kroppen spiller en så stor rolle i de traditionelle dameblade, at man næsten skulle tro, cyberfeministerne ville vælge det fra i deres grrlzines og fokusere på noget andet. Men det gør de ikke - tværtimod?
- Næh, og det er interessant, for i 1970'erne var der mange idéer om, at man skulle finde frem til og vise den naturlige kvindelighed, den naturlige kvindekrop. Man skulle være renskrubbet i ansigtet, ikke bruge sminke osv. Siden kom postmodernismen i 80'erne og stillede spørgsmålet, om der overhovedet findes én sand kvindelighed, som kvinder kan forholde sig til og bruge til noget. Nu er cyberfeministerne nået frem til en hyperkvindelighed, a la Dolly Parton, og de giver sig selv lov til se feminine ud og bruge de virkemidler, kønnet også giver mulighed for. På den måde kan man godt se det som en afstandtagen til 70'er-feminismen. De unge kvinder gør op med billedet af rødstrømpen, siger Ladendorf.

Det svenske grrlzine Darling holder sig for eksempel ikke tilbage med at vise mode, men det er ikke elegant på samme måde som i de traditionelle dameblade. Darling bruger unge, magre piger med bøjler på tænderne og næsten ikke-eksisterende bryster, hvis redaktionen da ikke opsøger udgrænsede sigøjnere og fotograferer dem i modellens rolle.

gURL tager også et velkendt element fra ugebladene, før-og-efter billederne, hvor kvinder kan ændre udseende med hjælp fra bladets stylister. Her bliver det til en virtuel make-over, hvor unge kvinder sender billeder ind, som redaktionen så manipulerer grafisk med. Formålet er ikke at få pigerne/kvinderne til at se bedre ud, men at lege med stilarter under devisen: Jo skørere, jo bedre!

Ingen af disse grrlzines opstiller billeder af perfekte rollemodeller, som unge piger og kvinder umuligt kan komme til at ligne. Legen med kroppen, udseendet, tøjet og rammen tjener i stedet som ironiske kommentarer til det gængse stereotype glamoursyn på kvinden, hendes krop og hendes placering i samfundet.
Men hvilke feministiske budskaber er der egentlig i disse grrlzines?
- Flere af dem indeholder kritik af krops- og skønhedsidealerne. I de amerikanske zines kan dette at tale åbent om sex (f.eks. i gURL og Bust) være meget kontroversielt og betragtes derfor som et feministisk anliggende. Det er det til gengæld ikke i Sverige, hvor man i stedet åbent vender sig imod seksuelle krav til unge piger om at gå med til analsex, selvom de ikke har lyst, fortæller Martin Ladendorf.

I Darling har man i modsætning til mange dameblade, som primært beskæftiger sig med "den lille verden" - skønhed, personlige relationer, hjemmet osv. - også diskussioner og indslag fra "den store verden", som ofte er forbeholdt mændene, eksempelvis artikler om kernekraft, rumrejser og sågar en artikel om, hvordan man mest effektivt kan overtage Sverige ved hjælp af revolution. Den største forskel på Darling og mere mainstreambetonede publikationer er dog den udtalt aggressivt-ironiske tone, der anvendes, siger Ladendorf.

Netop i sproget slår det igennem, at kvinderne overtager de mekanismer, der har været brugt til at undertrykke dem. Gloria Steinem bar badges med ordene "Cunt Power", nu er det skældsordene "slut" og "bitch", som tilbageerobres og tillægges positiv værdi. Man undviger offerpositionen ved at sætte dagsordenen.
Den ironi, der ligger i at behæfte sig selv med skældsord, er et fremherskende træk ved de mange grrlzines.
- Ironi har man brugt længe indenfor feminismen, hvad mange ikke ved. Det er en måde at slå tilbage på - det kan selvfølgelig også bruges undertrykkende - men det er vældigt effektivt at anvende, når man er en undertrykt gruppe. Man siger ikke lige ud, at det her er forkert, men man bruger ironien. Det er en måde at skabe en fællesidentitet på. Hvis man bruger ironi, så henvender man sig til dem, der forstår ironien, og både afsender og modtager ved så, at de er med i gruppen. Det er nok også en måde at tiltale en yngre gruppe kvinder på og samtidig distancere man sig fra de ældre, som ikke bruger den form, siger Martina Ladendorf.

Hun synes, at cyberfeminismen overordnet er lagt individualistisk an, selvom hun sporer en ambition hos flere grrlzines om at skildre kønsuligheden som et strukturelt problem. Til gengæld suppleres disse grrlzines i Sverige af en slags mediefeminisme, båret af unge kvinder, der arbejder i medierne. De er med til at sætte dagsordenen, bl.a. i de store aviser:
- Det er en utrolig magtfaktor, at de nu er blevet interesseret i feminismen, for jeg tror ikke, at de alle er vokset op med det i blodet.

Det er Ladendorf heller ikke selv. Hendes mor har altid arbejdet fuld tid, men aldrig snakket om feminisme eller kvindens position i samfundet. En af hendes tidligste erindringer om en kønsbevidsthed stammer derfor fra 1980'erne, hvor pigerne blev opfordret til at vælge utraditionelt, f.eks. tekniker-skoler, når de skulle bestemme sig for en uddannelse:
- Men drengene fik ikke den samme opfordring til at vælge utraditionelt! husker hun.

I dag er den 30-årige Ladendorf med egne ord præget af en akademisk feminisme, som i de sidste ti år har udfoldet sig på Stockholms Universitet, hvor hun studerede medie- og kommunikationsvidenskab og skrev opgaver, som ofte kom til at handle om kvindelig populærkultur, "Kvinder og make-up" til eksempel.
Nu har hun skiftet det svenske universitetsmiljø ud med det danske og tager cirka tre gange om ugen toget over Øresundsbroen for at komme til Roskilde.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk