Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mænd gør en forskel

 

 
 
FORUM/5.4.2001 I Kenya og Tanzania er mange især fattige mænd trykkede på deres maskulinitet. Et flertal har mistet deres jorde og deres kvæg, de har ingen nævneværdige indtægter eller er arbejdsløse og kan ikke leve op til forsørgerrollen. De har mistet deres sociale værdi, og kvinderne respekterer dem ikke. Kort sagt: Deres maskulinitet har fået et knæk. Hvad gør de så?

- De kompenserer via deres seksuelle adfærd, dvs. ved at have mange seksuelle partnere. De dyrker usikker sex, og resultatet er, at kønssygdomme inklusive HIV/AIDS breder sig med rivende hast, siger socialantropolog, Margrethe Silberschmidt, Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Københavns Universitet.

De nyeste statistikker fra Verdenssundhedsorganisationen WHO's AIDSprogram UNAIDS viser, at 25,3 millioner mennesker i det sydlige Afrika er smittede med HIV. Det er en bombe under alle udviklingsinitiativer, og indtil videre vokser 24,5 millioner afrikanske børn forældreløse op. Det er ikke mændenes skyld alene, men de bærer en stor del af ansvaret.

- Vi kan dog ikke bare rubricere dem som skurke. De er aktive handlende agenter - ligesom kvinderne, men de er samtidig ofre - ligesom kvinderne. Ofre for de store socio-økonomiske omvæltninger, koloniseringen førte med sig, siger Margrethe Silberschmidt, der i mere end ti år, med udgangspunkt i feltstudier i Tanzania og Kenya, har beskæftiget sig med mændenes rolle i afrikanske samfund.

Margrethe Silberschmidt er en af de første socialantropologer, der har forsket i, hvordan situationen for mænd i Kenya og Tanzania har ændret sig op gennem 1900-tallet og har aflæst konsekvenserne i den måde, hvorpå de udøver deres maskulinitet. Hun har fået tilnavnet groundbreaker og er ofte blevet citeret i internationale sammenhænge, fordi hun allerede i begyndelsen af 1990'erne gjorde opmærksom på mændenes paradoksale situation:

- På den ene side betragtes de som husholdets overhoved med hals- og håndsret over kone og børn. På den anden side kan de slet ikke leve op til de forventninger, som stilles til dem, siger hun.
- Gennem årene har der været tradition for at komme de fattige kvinder til undsætning, og der er iværksat gode og vigtige projekter, der har haft til formål at styrke kvinderne, som jo ingen rettigheder har, men alligevel ofte står helt alene med ansvaret for børnene og husholdningen, fordi deres mænd har trukket sig fra deres økonomiske ansvar. Hvis man nu derudover også iværksatte projekter orienteret mod at forbedre mændenes situation, ville det ikke kun gavne mændene men også kvinderne.

I det mindste bør man gøre forsøget, mener hun ud fra den antagelse - baseret på sin forskning - at ingen mand i Afrika har det som sit bevidste mål at blive, sådan som han ofte beskrives: Drikfældig, doven og ansvarsløs.

Hendes budskab er, at det er vigtigt at have mændenes ændrede rolle in mente, når man vil skabe udvikling, og at det er afgørende at kende mekanismerne bag mændenes (manglende) handlinger, for at man kan påvirke dem konstruktivt.

Det er ikke teorier, hun udelukkende har udtænkt på Panum Instituttet, hvor stort set hele gulvet i hendes kontor er blevet inddraget til at agere udvidet skrivebordsareal. Overalt ligger opslåede mapper med rapporter, statistikker og artikler, som hun skal have nem adgang til at tjekke oplysninger i. Mapperne har ikke samlet støv. Her arbejdes der på de høje nagler.

Allerede da hun i begyndelsen af 1980'erne udførte et forskningsprojekt vedrørende kvinder og familieplanlægning i Kisii District i det vestlige Kenya, begyndte tankerne om, at mænd i langt højere grad bør blive inddraget. Dengang var hun nyuddannet kandidat fra Institut for Etnografi og Social Antropologi, Aarhus Universitet, men havde inden da mange års konkrete erfaringer med problemstillinger i 3. Verdens lande.

Så tidligt som i 1964, hvor hun blev færdiguddannet som tresproglig korrespondent i fransk, engelsk og tysk, fik hun et job som sekretær ved det Dansk Røde Kors-drevne undervisningshospital i det tidligere Congo (1971: Zaire, 1997: Den Demokratiske Republik Congo). Stillingen var allerede næsten besat, da hun ansøgte, men hun helmede ikke, før hun havde fået sin vilje. Hun måtte til Congo og opleve det land, hun havde hørt så meget om gennem sin afdøde farfars eventyrlige beretninger, som verserede i familien. Margrethe Silberschmidts farfar var opdagelsesrejsende sammen med den siden så berømte Henry Stanley, der var sendt ud for den amerikanske avis, New York Herald og den belgiske konge for at udforske Congofloden.

I Congo mødte Margrethe Silberschmidt en schweizisk læge. De giftede sig, boede i en periode i USA, rejste verden rundt og slog sig derefter ned i Genève og fik børn. I 1970 fik hendes mand et forskningsstipendium ved Aarhus Universitet, og hele familien flyttede til Danmark, hvor Margrethe Silberschmidt inspireret af sine oplevelser og erfaringer påbegyndte antropologi-studiet.

Nok var det beretninger fra kolonitiden, der oprindelig satte hende på sporet af Afrika, men i modsætning til de fleste af datidens opdagelsesrejsende går hendes engagement langt videre end til at forfølge eksotiske oplevelser.

- Min farfar var en ung eventyrlysten mand, som nok ikke stillede mange spørgsmål til, hvad konsekvenserne af ekspeditionen kunne blive. Jeg selv er analytisk og meget bevidst om misforholdet mellem i-og ulande og den andel, som vores del af verden har i det. Jeg tror ikke, at jeg som forsker bliver opfattet som en ny type koloniherre. Den kategori risikerer snarere bistandsarbejdere at komme i. Man kan sige, at bistand måske tilnærmer sig en ny form for imperialisme. Vi vil bestemme, hvad der er godt for dem. Også selvom vi nu om stunder taler meget om 'partnership'.

Da hun havde fået sin kandidatgrad, blev hun involveret i et forskningsprojekt ved Center for Udviklingsforskning (CUF) i København. Det var det omtalte projekt i Kisii-distriktet i Kenya, hvor Margrethe Silberchmidt tog rundt i landsbyerne og talte med kvinderne om prævention, sexvaner og sundhed.

For at få kvinderne til at tale frit, bad hun altid mændene om at fortrække, men oplevede gang på gang, at de overdængede hende med spørgsmål, inden hun forlod landsbyerne. Hvad havde hun spurgt kvinderne om, og hvorfor arrangerede hun ikke nogle møder med mændene?
- Det gjorde jeg så. De var meget interesserede og meget lidt informerede. Generelt er kvinderne meget mere oplyste om sundhed og reproduktiv sundhed, eftersom det er dem, der føder børnene og kommer på sundhedsklinikkerne, hvor de får informationer, siger Margrethe Silberschmidt.

Ikke desto mindre gav mændene i Kisii District udtryk for, at de godt kunne se det fornuftige i at bruge prævention.
- Inde hos naboen altså. De var imod, at deres egne kvinder brugte prævention, for så kunne de jo gå i seng med hvem som helst og blive løse på tråden.

I kvindernes opfattelse var mændene dominerende, og med få undtagelser var der tale om et patriarkalsk samfund. Men i sin CUF-rapport konkluderede Margrethe Silberschmidt endvidere, at mændene ikke kun var dominerende, de var også svage. Under koloniseringen var mange migreret til områder, hvor kolonistyret havde brug for deres arbejdskraft. Det kunne f.eks. være i forbindelse med minedrift eller byggeri af jernbaner. I 30-40 år arbejdede mændene langt væk fra familien og kom kun på besøg en gang om året - hvor de lige præcis kunne nå at gøre deres koner gravide. Befolkningstallet steg.

Da mændene kom tilbage efter uafhængigheden, var der ikke, som f.eks. i de østasiatiske lande, opstået en industri, der kunne opsuge deres arbejdskraft. Og opgaverne i hjemmet klarede kvinderne. De passede husholdningen og dyrkede jordloderne, som dog var blevet mindre og mindre på grund af befolkningsstigningen.

- Kvinderne havde ingen rettigheder, men det var i virkeligheden dem, der styrede det hele, siger Margrethe Silberschmidt.

Forskningsprojektet i Kisii øgede hendes interesse for mændenes opfattelse af sig selv og deres maskulinitet, og hun fik midler til et nyt forskningsprojekt i Kisii, hvor hun fokuserede på mændene.

- Indtil da havde man i såvel forsknings- som bistandsmæssige sammenhænge set vældig meget på kvindernes situation. Det var helt i 80'ernes ånd. Herhjemme og i hele det vestlige samfund, havde man kvindeoprøret, og den danske forsker og økonom Esther Boserup blev verdenskendt, da hun skrev en bog om, hvordan 3. Verdens kvinders arbejdsbyrde var blevet forøget utrolig meget. Kvinderne var blevet mere og mere udpinte, og mændene sad på rettighederne til jorden.

Imidlertid var kvinderne i Kisii, ifølge Margrethe Silberschmidt, havnet i den paradoksale situation, at de på én gang var undertrykte men også dem, der styrede det hele.
- Mændene sad bare der og blev mere og mere usikre. De kaldte sig husholdsoverhoveder, men man måtte sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget de egentlig bestemte, siger hun.

I 1990/91 udkom hendes forskningsresultater dels i en forskningsrapport og dels i et internationalt tidsskrift, hvor hun opsummerede resultaterne i en artikel med titlen Er mændene blevet det svage køn?. Hendes forskning gav genlyd i internationale forskningskredse, og det var herefter, hun fik tilnavnet groundbreaker, fordi ingen andre havde henledt opmærksomheden på mændenes problematiske situation.

Sin hidtidige forskning sammenfattede hun i en ph.d., og dernæst fik hun støtte til endnu et forskningsprojekt om afrikanske mænds roller. Hun ville undersøge om det, hun havde fundet i et landbrugsområde i Kenya, også gjaldt i et byområde og i et andet land. Hun valgte et byområde i Dar es Salaam i Tanzania.

- Vi har jo hørt mange gange, hvordan mænds roller ændrer sig meget, når de fratages deres oprindelige, identitetsgivende hverv. Se på Grønland, og se i det hele taget på arbejdsløse mænd i det danske samfund. Hvordan er det så ikke i Afrika, hvor der er sket store socioøkonomiske ændringer? Der bliver mere og mere arbejdsløshed, og fattigdommen er enorm.

I slumkvartererne i Dar es Salaam fik Margrethe Silberschmidt syn for sagen. Et flertal af mændene havde trukket sig fra deres ansvar, mange drak og havde intet fast arbejde. I stedet havde de gang i alle mulige småaktiviteter med lidt salg hist og pist, og de penge de tjente var ikke nok til at de kunne forsørge familien. I stedet brugte de småørerne på mere eller mindre faste 'girlfriends'.

- Og så kommer vi ind på HIV/AIDS problematikken. Sex er en tjenesteydelse, set fra en 'girlfriends' synspunkt og ofte den eneste indtægtskilde hun har. Dvs. mændene betaler for at få sex, og så skal de sandelig ikke rumstere med kondomer! Desuden er de meget fatalistiske. Selvom de ser naboer og bekendte blive syge og dø af AIDS, så fastholder de, at de lige så godt kan dø af noget andet. F.eks. blive kørt ned. Og hvis de skulle gå hen og få AIDS, så ville de jo ikke dø i morgen men først om flere år, opsummerer Margrethe Silberschmidt mændenes udtalelser.

Deres indstilling kan ikke henføres til manglende viden om AIDS, da der informeres både i radio og aviser, hvor man giver to råd: Brug kondomer og ha' én partner!
- Jamen, én partner, det er fuldstændig kontroversielt for en mand i Tanzania. I gamle dage havde man flerkoneri. Også i Kisii i Kenya. Flerkoneri var en praktisk foranstaltning som følge af, at mænd gik i krig mod andre stammer og mange faldt. Kvinderne kunne ikke arve jord, men de kunne blive gift som 1., 2., 3. eller 4. kone osv. Det var kun i kraft af en mand, at de fik adgang til jord, som de kunne dyrke og dermed få mulighed for at forsørge deres børn.

Gradvist op gennem 1900-tallet har denne praktiske foranstaltning udviklet sig til, at mænd har brug for flere kvinder.
- Både mænd og kvinder har i dag en opfattelse af, at mænd har et meget større seksuelt behov end kvinder, siger Margrethe Silberschmidt.

Gennem sine gentagne interviews med mændene i Dar es Salaam blev de mere og mere åbenhjertige over for hende, og det blev efterhånden klart, at deres omfattende seksuelle aktiviteter havde til formål at styrke deres ego. Hjemme blev manden hånet for ikke at kunne leve op til hverken forsørger- eller elsker-rollen. Han var slap i koderne efter indtagelse af alkohol og allerede udført sengegymnastik med en 'girlfriend', og hustruen, der arbejdede non-stop fra kl. 5 om morgenen til kl. 22 om aftenen, havde hverken tålmodighed eller energi til at vente på, at mændene fuldførte den seksuelle akt.

- Mændene følte ikke, at de slog til og blev mere og mere usikre på deres mandighed. Så kørte den onde cirkel. De orkede ikke at opholde sig i familien, hvor de hele tiden blev skældt ud, og forsøgte i stedet at styrke deres kønsidentitet og hævde sig blandt de andre mænd ved at have seksuelle relationer med 'girlfriends'. Kønsidentitet og seksualitet hænger meget stærkt sammen, siger Margrethe Silberschmidt.

Hun pointerer, at mændene ikke ligefrem havde et hobbyværksted, de kunne fortrække til som alternativ til barerne. I Dar es Salaams slumkvarterer består en bolig for en familie med op til fem børn typisk af ét enkelt værelse, hvor der allerhøjst er en smal revne, som dagslyset kan slippe ind ad, og hvor der ikke er elektricitet.

Margrethe Silberschmidts ærinde er ikke at sige, at kvinderne ikke er ofre, eller at mændene har det meget sværere end kvinderne.

- Men kvinderne er ikke kun ofre, og mændene kan også være svage. Det er mere legitimt at sige, at kvinderne er undertrykte, hvad der heller ikke er nogen tvivl om - også i juridisk henseende, men det er de ikke altid i praksis. Af nød har de lært ikke alene at manipulere men også at være utrolig aktive. Nu er det på tide, at man også går ind og ser på mændenes rolle. Kvinders kvindelighed har nogle helt faste ting at blive hængt op på. De er f.eks. mødre. Men maskuliniteten får man ikke altid gratis. Man skal kæmpe for at være en mand, og min forskning viser, at det gør de afrikanske mænd ved at udfolde sig seksuelt.

De seneste statistikker viser, at flere afrikanske kvinder end mænd har HIV/AIDS. Her må man tage højde for, at sundhedsklinikkerne modtager flere kvinder end mænd, men Margrethe Silberschmidt er enig med mange sundhedsfaglige eksperter om, at det er sandsynligt, at der i dag er flere smittede kvinder end mænd, ganske enkelt fordi kvinder har en mere sårbar biologi med risiko for at få rifter og sår under samleje.

Det retfærdiggør imidlertid ikke ordlyden på de skilte, Margrethe Silberschmidt har set mange steder i Afrika, og som ofte høres i radioen: "Kvinder skal stå sammen i kampen mod AIDS". Det irriterer hende grundigt, fordi det fratager mændene ansvaret. Kvinder kan jo ikke kontrollere kondombrug. Ikke desto mindre har man i forbindelse med tiltag om 'women's empowerment' forsøgt at få kvinder til at insistere på, at mænd skal bruge kondomer - ofte med det resultat, at kvinderne risikerer at blive udsat for vold osv.

- AIDS er et fælles problem, og mændene kan ikke køre på frihjul. De har et stort ansvar.

Margrethe Silberschmidt er i øjeblikket ved at planlægge et nyt forskningsprojekt, som hun håber at opnå midler til at realisere. Hun vil undersøge, hvordan man praktisk kan motivere mændene til at blive mere ansvarlige partnere.
- Det kan jo ikke nytte noget, at man bare henvender sig til den ene del af befolkningen og siger, at 'nu skal I stå sammen'. Ligesom det heller ikke er særlig konstruktivt blot at sige til mændene, 'det er Jeres skyld, I er nogle værre nogen, og kan I så opføre Jer ordentligt!'

Hun glæder sig over, at det går i den rigtige retning, hvad Danidas udviklingspolitik angår.
- I den nyeste udviklingsstrategi "Partnerskab 2000" optræder ordet 'mænd' halvt så mange gange som ordet 'kvinder', men det er faktisk mange gange flere end i den forrige strategi, siger hun. Og i FN's AIDS-program har man allerede med kampagnen Men make a difference anerkendt mændenes rolle.
- Men der er ingen lette løsninger eller anvisninger på, hvordan man konkret skal gribe problemet an, for HIV/AIDS er jo også et fattigdomsproblem.

I sit nye forskningsprojekt håber Margrethe Silberschmidt at nå frem til nogle realiserbare anbefalinger til f.eks., hvordan man kan udnytte og overføre al den arbejdskraft, der er til overs hos de arbejdsløse mænd, til husholdningerne.
- Det vil lette kvindernes arbejdsbyrde, men det gælder især om at påpege, at maskulinitet er et vidt begreb og gøre det klart for mændene, at maskulinitet også kan være at tage ansvar for sine børn. De er nemlig meget glade for deres børn, og vil frygtelig gerne have mange af dem, så deres blod kan blive ført videre.

De afrikanske mænd, Margrethe Silberschmidt har interviewet har været meget lidt vidende om følgerne af ubeskyttet sex.
- De har kendt til risikoen for at få HIV/AIDS, men de har ikke anet, hvilke konsekvenser øvrige kønssygdomme har for deres fertilitet.

Hun mener, at det fokus, der har været på kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder siden FN's befolkningskonference i Kairo i 1994, har overskygget behovet for information til mændene. Det til trods for, at det nytter at oplyse dem. I hvert fald nyttede det i Kisii District.
- Jeg skal ikke kunne sige om mændene afholdt sig fra at have flere partnere, men efter mine møder med dem, blev de så interesserede i at vide mere, at de begyndte at følges med hustruerne og børnene til sundhedsklinikkerne, siger Margrethe Silberschmidt.

Lise Penter Madsen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
In English
Read this article in English:
Men make a difference
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk