Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Nuancer i sort

 

Katrine Dalsgård, adjunkt på RUC, har på Yale University vundet en prestigefyldt pris i African American studies. Det er især hendes fortjeneste, at forfatteren Dorothy West er trukket frem af glemslen, og Dalsgård fortæller her om sin interesse for sorte amerikanske kvindelige forfattere, og om hvides sorte stereotyper.

 
 
Forum/18.1.2001 Godt nok stod der Toni Morrison-bøger på hylderne i Katrine Dalsgårds barndomshjem, men hun havde aldrig læst dem. Det var altså ikke derfor, at hun som engelsk-studerende på Københavns Universitet kastede sig over den afro-amerikanske kvindelitteratur og specielt Toni Morrisons.

I efterrationaliseringens lys blev kimen snarere lagt på en ungdomsrejse til USA og den afledte fascination af det multietniske samfund. Sidenhen fik hun på engelskstudiet en amerikansk gæsteunderviser, Fran Hopenwasser, som introducerede hende konkret til de afrikansk amerikansk kvindelige forfatterskaber og deres betydning for opfattelsen af køn og race i USA. Det mundede ud i et speciale om Toni Morrison, flere år før Morrison modtog Nobelprisen i litteratur (1993).

I dag er Katrine Dalsgård adjunkt i American Studies på engelsk-uddannelsen på Roskilde Universitetscenter og er med sit store engagement for den gemte og glemte afro-amerikanske kvindelitteratur i høj grad medvirkende til, at den får mere og mere plads i kultur- og litteraturhistorien. 15 års forskning er det blevet til og mange artikler i såvel amerikanske som danske litteraturtidsskrifter. Hun har netop skrevet endnu en artikel, der bliver bragt i det amerikanske litteraturtidsskrift African American Review efter nytår. Artiklen er en analyse af Toni Morrisons seneste roman Paradise, men det er navnet Dorothy West, der oftest dukker op, når man kigger nedover Katrine Dalsgårds publiceringsliste.

Dorothy West's (1907-1998) karriere strækker sig over en periode på 70 år. Den startede under den såkaldte Harlem Renaissance-periode i 1920'erne, hvor hun flere gange blev prisbelønnet i talentkonkurrencer for unge sorte forfattere. I 1995 udgav hun sin sidste roman.
Da Katrine Dalsgård i 1987 kom til Yale University, New Haven, Connecticut, USA for at tage en Mastersgrad i 'African American Studies', var Dorothy West imidlertid et ukendt navn.
- Jeg havde aldrig hørt om Dorothy West. Aldrig! Det var meget typisk, at den ældre generation af afro-amerikanske kvindelige forfattere var blevet glemt og usynliggjort for selv os forskere inden for afro-amerikanske kvindestudier. Den viden, man har i dag, er kommet frem gennem de seneste år, siger Katrine Dalsgård.

Det var gennem en vejleder på Yale University, at hun blev opmærksom på Dorothy Wests eksistens. Universitetet har et bibliotek med primær-materiale fra tidligere perioder i den afrikansk-amerikanske kulturhistorie, og vejlederen opfordrede hende til at udnytte, at hun havde adgang til denne unikke ressource. På Yale havde man desuden et ønske om at synliggøre de sorte og de kvinder, som af racistiske og kønsdiskriminerende årsager havde været udelukket af litteraturhistorien - og kulturhistorien i det hele taget.
Hun dykkede følgelig ned i materialet og fandt ud af, at Dorothy West i lighed med mange af periodens andre kvindelige forfattere repræsenterede det sorte middel- og overklassemiljø, som Katrine Dalsgård ikke var så bekendt med, men som netop derfor forekom hende spændende.
- Det var med til at nuancere mine begreber om, hvad sort litteratur og kultur var, siger hun.

At det netop blev Dorothy West, hun valgte at beskæftige sig med, skyldtes bl.a., at hun var mere kritisk over for overklassemiljøet end de andre sorte kvindelige forfattere og derfor den mest interessante.
- Samtidig var hendes repræsentation af den sorte moder, som generelt er en meget vigtig figur hos afro-amerikanske forfattere, langt mere kompleks end den eksemplariske repræsentation, der kendetegnede store dele af den sorte litteratur helt frem til 1970'erne. For ikke at nævne, at West stadig var i live i modsætning til de andre. Det gjorde arbejdet mere nærværende, ikke mindst fordi jeg fik to interview med hende. Hun var en meget levende, talende og hjertelig kvinde på 81 år.

Dorothy West var begejstret for chancen for at blive synliggjort, og Katrine Dalsgård fik en masse interessant viden om kvinderne i Harlem Renaissance-perioden. Harlem Renaissancen dækker over en periode, hvor den afro-amerikanske kunst og kultur i New York sprudlede af fornyelse i kølvandet på den store folkevandring, der fandt sted fra landmiljøet i sydstaterne til de store byer i nordstaterne i slutningen af 1800-tallet og frem til 1. verdenskrig. I beskrivelserne af perioden og de kunstneriske udtryk, den gav næring til, er der imidlertid fortrinsvis blevet fokuseret på mændenes udfoldelser.
-I det omfang kvinderne har været inddraget, er de ofte blevet beskrevet som konservative 'halehæng', og det er ikke helt forkert, hvis man anlægger en traditionel litteraturanalytisk indfaldsvinkel, siger Katrine Dalsgård.

- Mændene producerede generelt mere og tog nok også flere chancer. De eksperimenterede med deres sprog, udtryk og med deres livsstil i det hele taget. Harlem Renaissance var en meget frigjort periode, og man har haft svært ved at passe de kvindelige forfattere ind i det mønster. Ligesom mændene i New Yorks sorte kunstneriske og intellektuelle miljø, tilhørte de typisk overklassen. Men de var i højere grad bærere af en konservativ moral, og i litteraturen benyttede de sig generelt af mere traditionelle udtryksformer, siger hun.
For at forklare det, må man gå tilbage til slaveriet, hvor de hvide slaveejere ofte misbrugte kvinderne seksuelt og retfærdiggjorde det med, at de sorte kvinder var så seksualiserede, at de ikke kunne voldtages - de ville jo gerne selv. Det afstedkom senere, at de sorte kvinder ville manifestere, at de var respektable og pæne, og døtrene blev opdraget efter konservative moralbegreber.

- Men netop det pæne, veletablerede sorte familieforhold, der uretfærdigt blev underkendt og somme tider undermineret af racismen i samfundet, var ofte temaet i periodens sorte kvindelitteratur, og det er bl.a. derfor, at det er interessant at læse de sorte kvinders litteratur. Hos kvinderne får man et større indblik i den sorte families forhold, end når man læser mændene, siger Katrine Dalsgård.
- Desuden får man en bedre forståelse af kvinderne som aktive deltagere i den sorte kultur. Hvor mandlige sorte forfattere ofte har beskrevet dem som en slags kvindelig pendant til Uncle Tom, betoner de selv deres centrale rolle i familiens og kulturens overlevelse. Litteraturhistorikere har dog traditionelt anlagt nogle andre kriterier at vurdere litteraturen ud fra, nemlig mændenes.

Af både personlige og faglige årsager var det udfordrende for Katrine Dalsgård at tilbringe to år på Yale University. Personligt fordi hun kom fra et dansk race-homogent samfund og pludselig befandt sig i en position, hvor hun som hvid stak ud fra flertallet. Hun fik mange venner, som hun stadig har kontakt med, men der skulle arbejdes for accepten. Desuden herskede der i miljøet en faglig dybereliggende problemstilling: Kunne hvide overhovedet studere sort litteratur?
- Det var en velbegrundet skepsis, siger Katrine Dalsgård.

- Meget af den hvide forskning i sort litteratur har enten været decideret racistisk eller bygget på en velmenende men dybest set ligeså problematisk opfattelse af de sorte som nogle ynkværdige stakler, der alle er fattige og bor i slum. Først i de seneste par årtier har man fået øjnene op for diversiteten inden for den sorte kultur, hvor 2/3 trods alt lever på den rigtige side af fattigdomsgrænsen. Ligeledes er man begyndt at anerkende, at afro-amerikanerne - uanset hvor de befinder sig på den sociale rangstige - ikke blot er ofre for det race- og klassedelte amerikanske samfund, men i høj grad stræber efter at kunne tage vare på deres eget liv.

Det lykkedes Katrine Dalsgård at nedbryde skepsis, hvad angik hende selv, og i 1989 modtog hun Yale University's hædersbevisning The Alexander Bouchet Award for Excellence in African American Studies, som hun delte den med en sort kvindelig medstuderende. Sammen havde de opnået flest 'Honors' - den bedste karakter på Yale - i deres MA kurser, og Katrine Dalsgård havde desuden fået meget ros for sin MA-afhandling, som var det første spæde skridt til en forståelse af Dorothy West. Det blev betonet, at hun havde kombineret et grundigt grundforskningsstudium af Dorothy West, med et kritisk sort feministisk perspektiv.
Det er ikke første gang, en hvid har modtaget prisen, men der er kun få tidligere tilfælde, hvilket selvfølgelig også skyldes, at de fleste MA-studerende på Afro American-studies på Yale er sorte.

Af og til møder Katrine Dalsgård stadig den traditionelle hvide opfattelse af de sorte hos sine danske studerende.
-De mener, de véd, hvad der er at vide om raceproblematikken i USA. De synes, det er synd for sorte, men orker ikke at høre mere.
Når det lykkes mig at forcere den barriere, er der til gengæld fuld power på, og de studerende synes, det er sjovt, og at der er en masse interessant og ny viden at hente.
Dorothy Wests far var født slave, og den oplysning er noget, der har kunnet få hendes studerende til at spærre øjnene op. I hvert fald indtil Dorothy Wests død i 1998.
- At der stadig levede folk, hvis forældre havde oplevet slaveriet, gjorde det mere klart for de studerende, at det er vigtigt, at man stadig taler om raceproblemet, siger Katrine Dalsgård.

I bedste amerikanske stil arbejdede Dorothy Wests far sig op til at blive en af de første sorte relativt rige forretningsmænd. Han blev frugtimportør i Boston, og familien fik et sommerresidens på den fashionable adresse, Marthas Vineyard, hvortil Dorothy West trak sig tilbage allerede i 40'erne.
Hun havde ingen børn, men levede i et meget nært forhold til en veninde. I det sorte intellektuelle miljø i New York antog man, at hun var lesbisk, og eftersom det ikke var accepteret, blev hun udsat for ondsindet sladder. Det var en af årsagerne til, at hun distancerede sig og flyttede. Desuden var hun enebarn og dermed eneansvarlig for at passe sin efterhånden aldrende familie. Faderen døde tidligt, men der var rigeligt at se til eftersom flere af moderens søstre - hun havde i alt 17 søskende - gennem årene var flyttet ind hos den rige svoger.

Dorothy West nåede i sit liv kun at udgive to romaner. The Living is Easy i 1948 og The Wedding", der først kom i 1995. Sidstnævnte var hun begyndt på allerede i 60'erne, hvor Black Power-bevægelsen var stærk, og det ikke var comme il faut at skrive om middelklassemiljøet. Hun satte derfor bogen på venteliste, men da den endelig blev udgivet, kom den til gengæld bredt ud i form af en tv-dramatisering, som studieværtinden per excellence Oprah Winfreys tv-selskab Harpo producerede.

I de mellemliggende år, hvor Dorothy West den sorte familietradition tro passede sine aldrende slægtninge, gled hendes forfatterskab gradvist ind i glemslen.
- Også her er hun en typisk afrikansk amerikansk kvindelig forfatter, siger Katrine Dalsgård.
- På grund af racismen og kønsdiskriminationen i det litterære magtapparat, f. eks. blandt mæcener, forlagsredaktører og anmeldere, var det generelt svært for de sorte kvinder at opnå økonomisk støtte til at skrive, mulighed for at publicere det, de havde skrevet og anerkendelse for det, de havde udgivet. Når man beskæftiger sig med denne litteraturtradition, er det derfor ikke nok at fokusere på forfatternes udgivne værker. Det er også vigtigt med en kritisk diskussion af de mange huller i deres karriereforløb.

Mellem sine to romanudgivelser skrev Dorothy West bl.a. noveller til hvide aviser, hvor hun ikke måtte afsløre, at hun var sort, og senere fik hun overbevist redaktøren af en lokal avis om, at hun skulle have en fast klumme, hvor hun beskrev livet blandt den sorte velhavende og veluddannede befolkning på Marthas Vineyard.
- Det var måske ikke revolutionerende, og alligevel. Det var med til at nuancere læsernes opfattelse af den sorte befolkning, siger Katrine Dalsgård.
Samme år som The Wedding udgav West endvidere The Richer, the Poorer, som er en samling af tidligere publicerede noveller og essays.

En af de positive sider i Dorothy Wests karriére er, at hun som den yngste forfatter fra Harlem Renaissancen og i modsætning til de andre sorte kvindelige forfattere nåede at opleve sin genopdagelse. Hendes 90-års fødselsdag i 1997 blev fejret og stort iscenesat på Marthas Vineyard med mange prominente gæster, heriblandt øens måske mest kendte notabilitet, Hillary Clinton. Og som yderligere bevis på anerkendelsen blev en gade opkaldt efter hende.
Gennem de seneste tyve år, er der i det hele taget sket en positiv udvikling inden for den afro-amerikanske kvindelitteratur, opsummerer Katrine Dalsgård. Især de nulevende forfattere som Toni Morrison og Alice Walker (der bl.a. har skrevet Farven Lilla) bliver læst af både sorte og hvide.

Også blandt feministerne nærmer sorte og hvide sig hinanden.
- Tilbage i 70'erne talte de næsten ikke sammen. De sorte kvinder bebrejdede hvide feminister - ofte med stor rette - at de var racister, og at de opererede med et kvindebegreb, som de foregav var universelt, men som i virkeligheden marginaliserede de sorte kvinder, fordi de ikke passede ind i definitionen.
- Toni Morrison skrev en artikel i New York Times, hvor hun gjorde opmærksom på, at mens den hvide kvindekamp på det tidspunkt mest af alt drejede sig om at komme ud af hjemmet og i gang med at arbejde og selvrealisation, så var problemet for mange sorte kvinder, at de i den grad var overarbejdede og udarbejdede, og at de sagtens kunne bruge noget mere tid på at holde sammen på familien, som var meget sårbar.

Nu om dage kan det være svært at gennemskue om det, der er skrevet om sort litteratur er skrevet af sorte eller hvide.
- Hvorimod man kan være 90 procent sikker på, at hvis det ikke omhandler de ting og udelukkende problematiserer kønsbegrebet, så er det skrevet af en hvid kvinde, siger Katrine Dalsgård.
Selv er hun lidt i tvivl om, hvad hendes fremtidige forskningsarbejde skal omhandle.
På RUC er hun ene om at varetage fagområdet American Studies, og da det selvsagt er et meget bredt felt, omfatter det også mange andre aspekter end den feministiske sorte litteratur, hvilket hun ikke har det fjerneste imod. Hun er generelt nysgerrig efter at afdække, hvilke kulturhistoriske sammenhænge, der kan udledes af den amerikanske kulturelle smeltedigel. Det behøver ikke at være med udgangspunkt i litteraturen.
Ét er imidlertid sikkert. Hun kommer ikke til at gå helhjertet ind i den poststrukturalistiske feminisme, som hun mener, udelukkende er europæisk og hvid. Hun har dog i sit seneste arbejde netop anvendt poststrukturalistiske teorier.
- Jeg kan godt i nogle tilfælde se relevansen af at bruge dem. Toni Morrisons litteratur er sprogligt mere sofistikeret end for eksempel Dorothy Wests og lægger op til, at man laver en mere detaljeret analyse af de tekniske fortællemidler. Derfor har jeg i en analyse af Toni Morrisons Paradise forsøgt at sammentænke afrikansk amerikansk feminisme med poststrukturalisme. Det har været en sjov øvelse, men jeg fastholder, at racebegrebet har en meget konkret betydning som social konstruktion, og det kan man ikke se bort fra.

Katrine Dalsgård er præsident for den videnskabelige sammenslutning Danish Association for American Studies (DAAS) og medlem af bestyrelsen for Nordic Association for American Studies. Siden 1998 har hun redigeret DAAS' nyhedsbrev.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk