Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Med urkvinden ved roret

 

Den ustyrlige Urkvinde har afløst den gryntende Hulemand som palæo-fiktionens superhelt, der maksimerer stenalderens karrieremuligheder. Historierne spiller en stor rolle i at udbrede teorier om de første mennesker og deres færden, og er ubetinget farvede af tidens skiftende forestillinger om køn, skriver Anne Katrine Gjerløff i sin anden artikel om vores forhold til køn og fortidsmenneskene

 
 
FORUM/18.1.2001 I artiklen Fra Dræberabe til Hippieabe beskrev jeg, hvorledes teorier om forhistoriens kønsliv og kønsroller har afløst hinanden i takt med samfundets ændrede normer. Hvordan fortidsmenneskernes liv fremstilles i den palæoantropologiske faglitteratur er dog ikke i sig selv afgørende for, hvilke synspunkter der er mest kendte og populære uden for videnskaben. I udbredelsen af teorierne spiller populærvidenskabelig litteratur og skønlitteratur en meget stor rolle. I sidste artikel nævntes Desmond Morris som et eksempel på den populærvidenskabelige formidler, men af mindst ligeså stor betydning er formodentlig den rene fiktion – fortællinger om fortidsmennesker.

Der er mange eksempler på at antropologiens hypoteser om fortidsmenneskenes liv udnyttes direkte i palæofiktion, hvor de fremstilles uden snærende videnskabelige konventioner om fremstillingens form eller overvejelser af teoriernes videre implikationer. Ligesom i videnskabelige fremstillinger er romaner og tegneserier et spejlbillede af vor tids normer og en forklaring eller legitimering af dem.

Der findes groft sagt to hovedgrupper af fortællinger om urmennesker – her kaldet palæofiktion : én der foregår i oldtiden, og én der foregår i moderne tid. Den sidste gruppe lyder måske selvmodsigende, men det er et typisk kneb at anbringe fortidsmennesker i vor tid – normalt vha. postulat om tilstedeværelsen af en lille overlevende gruppe abemennesker(såkaldte relikthominider) i et svært tilgængeligt område, gerne i Afrika eller Himalaya.
Typiske eksempler på de to typer er dels Jean M. Auels bøger om Hulebjørnens Klan og stenalderkvinden Ayla, dels en række bøger fra 1990'erne der beskriver fund af overlevende relikthominider, deriblandt Robert Darntons Neandertaler og Philip Kerrs Esau.

I begge de sidstnævnte antydes, at årsagen til myter om Yeti – den afskyelige snemand – er observationer af overlevende fortidsmennesker. Begge genrer kendes fra op gennem hele 1900-tallet – af ældre eksempler kan nævnes Jack Londons Før Adam fra 1911, William Goldings Det røde dyr fra 1962 og Vercors Springet til menneske1954. Årstallene angiver de danske oversættelsers udgivelse.
Fælles for de to litteraturgenrer er den vægt, der lægges på skildringer af mødet mellem moderne og forhistoriske mennesketyper. I nutidskategorien giver det sig selv, i forhistorie-typen sker det oftes ved at handlingen placeres i istidens Europa, hvor både neandertalere og Homo sapiens var til stede. Skildringer af mødet mellem forskellige mennesketyper giver mulighed for opridsning af forskelle og ligheder mellem typerne.

Forskellene er ofte centreret om så basale temaer som sex, mad og vold, og formålet med beskrivelsen af forskellene er enten at vise, hvor menneskelige oldtidsmenneskerne egentlig var, og i hvor høj grad moderne mennesker stadig er præget af en form for dyrisk arv, eller – ganske modsat – at vise hvor højt udviklede og sofistikerede vi dog alligevel er.

Den traditionelle opfattelse af, hvordan fiktionen fremstiller fortidens mennesker, er fokuseret på Hulemanden. Hulemanden – ludende, behåret, ubegavet, voldelig, nødtørftigt skindklædt og gerne komplet med kølle og slæbende en kvinde ved håret – er stereotypen, når man forestiller sig, hvem der er den gennemgående figur i palæofiktion. Denne forestilling om Hulemandens popularitet er sand til en hvis grad – den stærke og onde outsiderhan er en gennemgående figur i de nævnte romaner – men der er en anden figur, der efterhånden er blevet et mindst ligeså fremtrædende symbol på stenalderens mennesker. Denne figur er Urkvinden.

Den ustyrlige Urkvinde sætter sig op mod konventionerne og Hulemændene, og hun realiserer sig selv inden for stenalderens karrieremuligheder.
Man kan indvende, at tegninger og tegneserier oftest indeholder Hulemanden som figur – Gary Larssons "Far Out"-neandertalere er et næstent klassisk eksempel, men her har Hulemanden normalt en humoristisk funktion – han er en latterlig person, ikke et forbillede. I de fleste former for moderne palæofiktion er det kvinden, der er helten, kvinden der besidder de egenskaber, der anses for typiske for moderne mennesker.

Der findes en overvældende række af romaner med dette tema, der typisk har følgende form: Kvinden er fra starten i en marginal situation, forældreløs, vanskabt eller har sære vaner eller evner. Alligevel overlever hun ved hjælp af sin intelligens og stærke vilje og opnår en høj status som enten leder, eller oftest som religiøst eller medicinsk kyndig "shaman". Kan det overraske, at de fleste af forfatterne er kvinder? For henvisninger og omtale af en del værkerne se f.eks. bibliotekar Elsebet Kirketerps emneliste Hulebjørnens Venner, der fås på folkebiblioteket.

Personen Ayla fra Jean M. Auels serie Jorden Børn har været åbenbar inspiration for en lang række mere eller mindre feministisk orienterede fortidsromaner. Ayla vokser op som ene Homo sapiens blandt neandertalere, hun undertrykkes og mishandles af en ond Hulemand, flygter, klarer sig selv gennem hårde strabadser og finder til sidst manden i sit liv. Undervejs når hun at opfinde synålen og at slå ild, at tæmme hunden og hesten, redde adskillige menneskeliv med sine medicinske evner, dyrke en god portion hed sex med skiftende partnere, udvikle antikonception og effektive hygiejnebind, samt blive moder og stor jæger. Ayla er en moderne karrierekvinde og husmoder, hun er dygtig på både traditionelle mands- og kvindedominerede områder, og i modsætning til den bøvede aggressive Hulemand er hun et klokkeklart idol.

Palæofiktionens Urkvinde har en medsøster, der ofte optræder i de romaner, der foregår i nutiden. Ved mødet med overlevende abemennesker findes der næsten altid en klog, sexet og dygtig kvindelig antropolog/arkæolog. Hun har typisk haft en affære med den, også altid tilstedeværende, lidt ældre mandlige forsker, og de er typiskt videnskabeligt uenige. Selv om den kvindelige antropolog er begejstret og vidende i sin videnskabelige observationer ved mødet med relikthominiderne, er det også næsten sikkert, at hun på et tidspunkt vil føle sig sexuelt tiltrukket af en af de behårede Hulemænd. På trods af hendes intelligens og effektivitet ejer hun nemlig selv de samme dyriske drifter, som hun ser hos fortidsmenneskene.

Kun meget sjældent er det den mandlige antropolog, der tiltrækkes af fortidskvinderne, men jeg er dog stødt på et enkelt eksempel: Petru Popescus Et aftryk fra fortiden fra 1998. Her strander antropologen Ken på den afrikanske savanne sammen med en gruppe Australopithecinere – den hominidgruppe man mener, de første mennesker opstod fra. Ken vænner sig til sidst så meget til gruppens udseende og adfærd, at han modstræbende må erkende en hvis sexuel tiltrækning til gruppens førerhun – forholdet bliver dog ikke fuldbyrdet.

Det gør til gengæld Kens forhold til hans veninde; en sexet sort journalist og høvdingedatter. De to kvinder præsenteres som en form for parallelle liv – begge er stærke, effektive og smukke – på hver sin måde – og begge er omsorgsfulde og forelskede i Ken. Kens kæreste fremstilles således som en moderne form for Urkvinde, og tilstedeværelsen af dybe dyriske træk i hendes sexualitet understreges på det mest smagløse, da Ken efter hed elskov forklarer hende, at grunden til at hun får orgasme, er hendes oprejste gang, forsnævrede bækken og udvikling af dybfølt parbinding i tidernes morgen – samme teori som blev præsenteret af Desmond Morris m.fl.

Hulemanden er således i de fleste tilfælde ikke længere en mandschauvinistisk og truende figur. Med vittighedstegnerne som effektive bødler, er han blevet han forvandlet til en latterlig figur, oftest set i satirer og humoristiske tegneserier – f.eks. Roald Als' udgave af en skindklædt Anders Fog Rasmussen. Hulemanden bruges her til at repræsentere noget forældet. I længere fortællinger og romanerne har han dog stadig en kvindeundertrykkende og voldelig karakter, men her overvindes han trods sin forstokkede ondskab af kvindelig snilde og charme. I mange af romanerne er det ligefrem den stupide maskuline opposition der får Urkvinden til at gøre oprør og udvikle sig – modgangen gør hende stærk.

Det lader således til at kvindernes funktion er at repræsentere selve menneskehedens udvikling – fra kampen om tilværelsen til intelligensen og de bløde værdier. Det eneste område, hvor kvindens egenskaber stadig beskrives som underlagt fortidens drifter, er sexlivet.
Sex er det ene element der konstant dukker op i palæofiktionen – to andre er vold og kannibalisme. Når to mennesketyper mødes er det altid et eller flere af disse temaer der bliver bragt i funktion. Alle tre temaer har berøring med definitionen af mennesket. Sexuel tiltrækning personer imellem antyder ligheden af deres anatomi og åndsliv – når Ken i Popescus roman ikke fuldbyrdede forholdet til Austalopithecin-kvinden er det et symbol for afstanden mellem dem – den ene er simpelthen ikke menneskelig nok. Når Ayla væmmes ved sin neandertal-voldtægtsmand i Hulebjørnens Klan er det netop pga. hans overgreb – ikke fordi hun opfatter ham som u-menneskelig, hun afviser ikke tanken om et forhold til andre neandertalmænd. Volden og kannibalismen tjener samme definerende funktion – der er forskel på følelserne og forholdet omkring disse handlinger, alt efter om man tillægger ofret menneskelighed eller ej.
Hvor både videnskabens hypoteser og romanernes afsøgning af de tre temaer viser at spørgsmålet om fortidsmenneskets menneskelighed står i centrum, er det tydeligt, at det i litteraturen er blevet Urkvinden, der symboliserer fremskridtet, evolutionen og udviklingen, mens de karaktertræk der tillægges Hulemanden er de forældede, usympatiske og latterlige. Der er ikke tvivl om, at det skyldes forfatternes værdinormer og køn. Hvor ældre tids palæofiktion hyldede maskulin styrke udtrykt i jagt, kamp og redskabsfremstilling, er det nu de "kvindelige værdier", der opfattes positivt: tålmodighed, alsidighed, opfindsomhed og omsorg.

Det er bemærkelsesværdigt, at der således ikke er blevet lavet om på opfattelsen af hvilken adfærd, der er typisk for kvinder eller hvilke værdier de symboliserer. Værdierne er ikke blevet ændret, blot tillagt en anden og større betydning. Urkvinden kan alt, og bliver således en målestok for moderne kvinders selvopfattelse og ønskedrøm: de får her et forbillede, der triumferer i sin intellektuelle og praktiske adfærd og i sin evne til at kunne vække, udnytte og nyde de oprindelige dyriske drifter. Hulemanden er derimod ret passé – skal moderne mænd finde et forbillede i palæofiktionen, må han enten også vælge Urkvinden, eller sidde tilbage med aben.

Anne Katrine Gjerløff er ph.d. stipendiat på Institut for Historie, KUA.
 
Læs mere
Prehistoric fiction
 
 
In English
Read this article in English:
Stone Age woman comes into her own
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk