Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fra Dræberabe til Hippieabe

 

Teorierne om Jægermanden og Samlerkvinden har domineret forskningen om menneskets udvikling, og diverse abetyper og deres liv er blevet inddraget som bevismaterialer. I 50'erne den aggressive bavian og senest den flinke og sociale bonobo-abe. Anne Katrine Gjerløff har set på, hvordan tidens kønsroller har øvet indflydelse på de palæoantropologiske teorier om fortidsmenneskene.
Dette er første af to artikler om fortidsmennesker og køn. Næste artikel ser på fiktionens fremstilling af "hulemænd og hulekvinder" i lyset af tidens skiftende kønsroller

 
FORUM/20.12.2000 Studiet af menneskets oprindelse handler ikke kun om, at finde frem til hvilke abelignende forfædre, der er ophav til anatomisk moderne mennesker, og hvordan de har set ud, levet og opført sig.

Interessen for forfædrenes adfærd har også en mere eller mindre ubevidst årsag: Det handler om at finde ud af, hvordan vi er blevet, som vi er, og dermed hvad der er dybtliggende, naturligt og oprindeligt menneskeligt. De enkelte træk som måske kan vise sig at have været afgørende for udviklingen af det moderne menneske, bliver således til selve det menneskelige væsens adelsmærke - de træk vi kan takke for vores skabelse.

Det er således ikke overraskende, at videnskaben om menneskets udvikling ofte har taget udgangspunkt i de karakterer, som man på det givne tidspunkt har ment var typisk menneskelige - at spore dem i fortiden kunne bekræfte deres almengyldighed og forklare og/eller undskylde deres tilstedeværelse i samtiden.

En række teorier fra midten af 1900-tallet, der søgte at forklare, hvorledes mennesket udviklede sig fra abelignende dyr, har således peget på vold, jagt og aggression som de udviklingsmæssige igangsættere. Som både forudsætning for og konklusion af denne teori om "dræberaber" lå, at aggression var noget i mennesket iboende. Tidligere teorier havde fokuseret på hjernens vækst og menneskets intellekt som det centrale fænomen, en anden retning hyldede redskaber og håndens arbejde som vendepunktet i udviklingen. Fra slutningen af 1950'erne fremkom en række teorier, der ligesom "Dræberabe-hypotesen" var baseret på de tidlige menneskers sociale mønstre - gruppedannelser, arbejdsdeling, fødeindsamling og forholdet mellem mænd og kvinder.

I begyndelsen af 1960'erne opstod ud fra teorien om menneskets medfødte aggression en retning, der betonede betydningen af jagt, savanneliv og kødæderi. Udviklingen af disse adfærdstræk skulle have forårsaget menneskets overlegenhed overfor de mere sløve frugtspisende skovaber.

Teorien forklarede menneskets succes ved at hannerne begyndte at jage og bringe hunnerne og deres unger bytte og beskyttelse. Af denne arbejdsdeling skabtes kernefamilien: kvinderne fødte børn og passede dem ved bopladsen, mens deres mager drog på jagt og dér udviklede sproget, den oprejste gang, våben og intelligensen. I sin mest primitive form tilskrev denne teori således ethvert menneskeligt særtræk hannernes jagt, og det afspejledes i teoriens navn "Man the Hunter". Teorien implicerede således også, at denne samfundsorden var den for mennesket naturlige.

Teorien om den store jæger og hans immobile kvinde blev grundlaget for mange lignede men videreudviklede teorier. Mest kendt i den brede offentlighed er nok Desmond Morris' overvejelser om betydningen af den menneskelige seksualitet og udviklingen af et kærlighedsbetinget parforhold i Den Nøgne Abe (1968). Desmond Morris tilsluttede sig "Man the Hunter-hypotesen", men videreudviklede den med en forklaring på, hvorfor mændene overhovedet skulle finde det besværet værd at bringe kød med hjem i stedet for at spise det selv. En følelsesmæssig parbinding skulle angiveligt være blevet udviklet for at sikre ungernes overlevelse.

På grund af vekselvirkning mellem øget hjernerumfang og snævrere fødselsvej som følge af oprejst gang, blev ungerne født mere og mere umodne og afhængige af moderen. Moderen var således nødt til at have hjælp til at sørge for mad og pleje. Den naturlige udvælgelse sikrede således overlevelse for børn hvis forældre samarbejdede, og roden til dette samarbejde var udviklingen af en seksuel tiltrækning. Afskaffelsen af tæt kropsbehåring og brunstperioder, udvikling af erogene zoner, kvindens sekundære seksuelle kendetegn (bag og babser), samt missionærstillingen og den kvindelige orgasme var således alle dele af den pakke, der skulle sikre forældrenes forelskelse og dermed ungernes øgede overlevelseschance. I Morris' scenario er gensidig tilfredsstillende sex og den monogame pardannelse således menneskehedens grundlæggende egenskaber.

Som følge af primatstudier og etnografiske undersøgelser af !Kung-folket i Afrika begyndte "Man the Hunter-modellen" dog at vakle. Undersøgelserne viste, at abehunner sagtens kunne bevæge sig og finde mad til både sig selv og en unge, og at naturfolk levede af jagt i langt mindre grad end forventet. Faktisk viste det sig, at op til 80% af !Kung-folkets føde bestod af indsamlet føde - og at det var kvinderne der samlede den.

Disse eksempler blev grebet med kyshånd af en række kvindelige antropologer, der ikke brød sig om "Man the Hunters" kvindeundertrykkende potentiale. Op gennem 1970'erne udviklede de i stedet "Woman the Gatherer". I denne model blev alle de menneskelige kendetegn, som tidligere var blevet tilskrevet mænd og jagt, i stedet forklaret med kvinders arbejde og yngelpleje. Man argumenterede for at mennesket (dvs. kvinden) havde været samler og ikke jæger, de første redskaber var blevet udviklet til opgravning af rødder, knusning af nødder og til transport af føde og babyer. Desuden var mor-barn-sammenholdet den centrale kerne i enhver form for menneskelig gruppedannelse - en mand var højst et appendiks.

De feministiske teorier vendte sig også mod tankegangen i den ældre "sex-for-kød"-model, der sås som et udsagn for prostitution i parforholdet siden tidernes morgen. Desuden kritiseredes tendensen til at se den kvindelige seksualitet som en reminiscens af mandens, og som udviklet for at tiltrække og tilfredsstille ham. Det blev i stedet foreslået, at kvindens brunst-periode primært var blevet afskaffet for, at hun selv skulle kunne vælge sin seksualpartner, når hun havde lyst. Enkelte forfattere opfattede ligeledes den kvindelige orgasme som noget oprindeligt - en mekanisme, der ikke var blevet overtaget fra manden, men nærmere som en kvindelig urfunktion som var gået delvist tabt i den mandsdominerede histories løb.

"Woman the Gatherer-teorierne" gav på mange måder nyt blod til udforskningen i menneskets allertidligste historie ved sin konsekvente insisteren på at forklare de menneskelige træk på en utraditionel måde. Men den var i lige så høj grad som "Man the Hunter-modellen" betinget af sin samtids kønsrollesyn. De feministiske antropologer tillagde ikke kvinderne jagtinstinkter - de fremhævede blot de traditionelle kvindelige dyders store betydning for udviklingen.

En meget kritiseret, men også meget udbredt variant af begge modeller opstod i starten af 1980'erne. I denne teori forklaredes den oprejste gang ligeledes for at det skulle være muligt at transportere og dermed dele føde med andre end sig selv. Desuden afvistes at jagt og kødæderi havde haft den store betydning. Men hvem samlede? - mændene! I denne model er menneskeungerne i så høj grad afhængige af deres moder, at hun forbliver immobil, mens hannen samler den føde ind, der tidligere var "Woman the Gatherer"s domæne. Teorien har været ganske udbredt blandt visse mandlige antropologer, mens andre har set på den med væmmelse.

At teorierne i høj grad afhænger af forskerens eget køn, baggrund og udsyn kan illustreres ved, at en del af de forskere der i 1970'erne udviklede "Woman the Gatherer" nu også støtter teorier, der forsøger at forklare oprindelsen til menopausen udfra bedstemødrenes betydning for de hjælpeløse ungers overlevelseschancer. Moderen behøver her ikke hjælp fra en omkringfarende han, hun har i stedet sin aldrende og ufrugtbare men kloge og kyndige moder til hjælp.

1960'erne hvor "Man the Hunter-tesen" havde sin storhedstid, var bavianerne det mest yndede sammenligningsdyr, når man skulle bruge en model for tidlige menneskers liv. Bavianer er aggressive kødædere, der lever i grupper domineret af hannerne. Siden blev chimpanser populære pga. deres komplicerede flokstrukturer, varierede fødevaner, redskabsbrug og stærke mor-barn forhold. Desuden sandsynliggjorde molekylærbiologiske undersøgelser, at chimpansen var meget nært beslægtet med mennesket. I 1990'erne har man dog udpeget et nyt modeldyr, som i svær grad antyder, at valg af sammenligninger baseres på tilbageprojektioner af nutidens sociale og seksuelle normer. Den nye mønsterabe er Dværgchimpansen - bonoboen.

Bonoboen går ikke alene ofte på to ben og virker mindre behåret end almindelige chimpanser, de har i tilgift et udpræget anti-aggressivt samfund, et liberalt forhold til seksuelt samkvem med alle køn og aldersklasser og sandelig: matriarkat! Bonoboen er således den mest politisk korrekte abe, man overhovedet kunne forestille sig. Den diskriminerer hverken homoseksuelle eller kvinder, og den slår ikke sine artsfæller ihjel. Bonoboen er således blevet det perfekte redskab for den politiske ønsketænkning, der ligger i udpegelsen af de tidlige menneskers vigtigste kendetegn. Både seksuelle minoriteter, fredsbevægelser og feminister har taget bonoboens adfærd til indtægt for at illustrere de oprindelige - og derfor naturlige og ønskværdige - sociale sammenhænge. Man er gået fra Dræberaben til Hippieaben.

Intet tyder dog på, at bonoboen er nærmere beslægtet med mennesket end den almindelige chimpanse, og det ville ikke undre mig det mindste, om nye videnskabelige resultater kombineret med nye politiske mål med tiden kunne udnævne en anden menneskeabeart som den typiske for tidlige menneskers adfærd - f.eks. den monogame gibbon eller den ensomme orangutang.

Spørgsmålet afhænger dog meget af, hvad man betragter som naturlig sex på det givne tidspunkt. Da Desmond Morris udgav "Den Nøgne Abe" i 1967, definerede han det typiske menneskelige seksuelle mønster udfra amerikanske interviewundersøgelser. Det kan derfor ikke overraske, at monogami, mandligt initiativ og missionærstillingen fremstod som normen og dannede grundlag for hans scenario. Bonoboens succes er en klar manifestation af en mere individualiseret, eksperimenterende og løs seksualitet. Der er ligefrem opstået en amerikansk subkultur der kalder sig "The Bonobo Way" - deres filosofi er, at den mest naturlige sex er den, man får, hvis man dyrker den med hvem man har lyst, når man har lyst - og de arme bonoboer bliver brugt som eksempel på systemets positive virkninger. Det har også været foreslået at bonoboerne måske i virkeligheden bedriver en tidlig form for tantra-sex (!)

Hvis der er noget, der er sikkert om den menneskelige seksualitet, er det at det biologiske er umuligt at udskille fra det kulturelle. At forsøge at afdække den typiske menneskelige seksualitet og tilbageføre den på tidlige mennesker - og dermed igen bekræfte dens naturlighed - er halsløs gerning.

Både diskussionen om forhistoriens kønsroller og sexliv og udpegningen af tidens foretrukne mønsterabe afslører teoriernes indflydelse fra forskernes egne sociale og kønspolitiske baggrund. Man søger til stadighed at forklare, hvordan man er blevet, som man mener, man er, og får derfor naturligt øje på de karakterer, der virker bekendte. Teoridannelserne løber således i ring: synet på kønsroller og arbejdsdeling fører til en opfattelse af, at de samme elementer har været til stede i fortiden, og konklusionen af dette bliver en bekræftelse af, at nutidens kønsroller har dybe rødder og dermed er naturlige. Det man fremhæver i fortolkningen af fortiden er altid et spejlbillede af ens egen tid; det man ser er man selv.
 
 

Læs mere
Bonobo Sex and Society

 
Se også Anne Katrine Gjerløffs artikel Med urkvinden ved roret
 
In English
Read this article in English:
From Killer Ape to Hippie Ape
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk