Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Neandertal fanget i kønskampens krydsild

 

 

 
FORUM/20.12.2000 På døren ind til Anne Katrine Gjerløffs smalle studiehule på Københavns universitet hænger en tegning af en hulemand; en rigtig én med vildt hår, lændeklæde og kølle i hånden. Han mangler sådan set bare en kuet kvinde, han kan trække af sted med ved håret for at opfylde alle vores stereotype forestillinger om, hvordan fortidsmennesket var, og hvordan de to køn levede med hinanden.

Men hvad ved fagfolk overhovedet om fortidsmennesker eller abemennesker, som de også benævnes, og hvordan er den viden gået i arv til almindelige mennesker?

Disse to spørgsmål er udgangspunkt for Anne Katrine Gjerløffs ph.d.-projekt på Institut for Historie, hvor hun under titlen "Abens ansigter" laver en videnskabshistorisk undersøgelse af, dels hvad forskerne har tænkt, ment og fundet, og hvilke teorier de har udviklet om forhistoriske mennesker, og dels hvordan disse teorier og fund er blevet populært formidlet i Danmark i det 20. århundrede.

Den køllesvingende vildmand, som har fundet vej til Gjerløffs dør, er både blevet kaldt en uddød menneskerace, et Missing Link og forfader til Homo sapiens, altså os selv. Kært barn har mange navne og ansigter.

Kært barn har også mange velyndere, der gerne tager det til indtægt for eller ligefrem som gidsel for egne fasttømrede holdninger - og kalder det videnskab.

Alle har et filter at se tingene igennem, også de palæoantropologer, der beskæftiger sig med videnskaben om menneskets udvikling.
- Forskere vil altid se på materialet ud fra deres egen baggrund og det er en vigtigere grund til, at teorierne om fortidsmenneskene forandrer sig, end at der f.eks. dukker nye fund op. Det er jeg helt sikker på, siger Anne Katrine Gjerløff.

Hun pointerer, at teorierne hænger sammen med forskernes opfattelse af, hvad et menneske er:
- Forskeren har en opfattelse af, hvad der er typisk menneskeligt og lægger så dét ned over sin fortolkning af materialet. I 1950'erne og 60'erne var det typisk at se de jagende mænd som det centrale, mens feministerne i 70'erne sagde: Næ, næ, det var kvinderne, det var samlingen, det var mor-barn forholdet, der var det væsentlige. Fokus skifter hele tiden.

Er det stadig den herskende opfattelse af fortidsmenneskenes kønsroller?
- Nej, det begynder at blive mere nuanceret eller rettere: Det med kønsrollernes vigtighed er ved at forsvinde fra debatten. Dels snakker forskere ikke længere så meget om, hvem der gjorde hvad - om det var kvinderne eller mændene - og dels lægger man måske ikke så meget vægt på, at det var de gøremål, der førte frem til noget typisk menneskeligt.
- Man er gået mere over til at benytte adfærdsforskning og sammenligne med menneskeaber, hvor man prøver at fortolke kønsroller ud fra deres forhold. Der har man så et problem: For chimpanser har grupper, hvor hannerne bestemmer mest, men hvor kønnene ellers gør stort set det samme. Der er også nogle dværgchimpanser, hvor hunnerne bestemmer mest, og hvad skal man så sammenligne med? Det er igen et eksempel på, at forskerens forudindtagethed vil afgøre, hvad man bruger som modeldyr, siger Anne Katrine Gjerløff.

Hun mener, at det er spændende at betragte kampen mellem Woman the Gatherer og Man the Hunter-lejrene, og hun finder de to teorier nøjagtigt lige plausible og uafviselige. Forskerne har nemlig et meget begrænset kildegrundlag, og de beskæftiger sig med en tid, som der ikke findes kulturspor eller skrift fra. Det er derfor svært at sige noget kvalificeret og endegyldigt om Neandertalernes familierelationer til os. Nedstammer vi for eksempel fra dem, eller blev der overhovedet ikke blandet gener dengang for flere hundredetusinde år siden?

Med hensyn til spørgsmålet om de blev optaget i vores befolkning eller ej, er forskerne lige så meget på herrens mark, som de altid har været, fortæller Anne Katrine Gjerløff:
- For nogle år siden blev der lavet molekylærbiologiske undersøgelser af nogle Neandertal-knogler, der viste, at de på ingen måde var vores; der var meget, meget lidt genmateriale til fælles. Men for to år siden fandt man et barneskelet i Spanien, som udgraverne tolkede som værende et hybridbarn, altså halvt Neandertaler og halvt Homo sapiens - så det er stadig front mod front. Der er ingen enighed, og hvilken af de to kilder, der er bedst, kan jeg ikke vurdere, og det er heller ikke mit ærinde. Jeg er interesseret i, hvad videnskaben har tænkt og troet, og hvad almindelige mennesker så har fået af vide om det.

Ja, almindelige mennesker har for eksempel kunnet læse bogen "Vor oprindelse" fra 1941 af Danmarks verdensberømte forfatter Johannes V. Jensen, hvori han blandt andet beskriver Neandertaleren således:
    "Det har været en lille sammenskudt, knoglet og muskuløs Mand med et stort Hoved og noget foroverbøjet i holdningen. Der forekommer en Type, ikke netop et asyllem, men tilbageblevet i Udviklingen, jeg har kendt den paa Landet, som har en ejendommelig faldende Gang, ikke helt udrettede Knæ..."

Neandertaleren lever altså i blandt os! Johannes V. Jensen havde selv set eksemplarer ude på landet, hvor han kom fra. Tillige mente han, at H.C. Andersen havde haft Neandertal-lignende træk, og at det tydeligt sås af hans vilde, poetiske litteratur.

Spørgsmålet om, hvor på stamtræet vi skal placere Neandertalerne, mystificerer os stadig den dag i dag.

Uddøde de, fordi vi udryddede dem? Eller blev deres gener optaget i den almindelige befolkning, og er vi alle derfor Neandertalere et eller andet sted?
Var det et tidligt folkemord, eller lever vi midt i en smuk befolkningssammenblanding?

Hvad er det for en fascination, vi har af fortidsmenneskene?
- Jeg tror, det handler om, at man gerne vil have defineret, hvad et menneske er. Man prøver at få noget at vide om sig selv og sit samfund ved at finde tilbage til det "originale". Det bliver lig med det naturlige og det rigtige og noget, man kan "undskylde" vores nutidige opførsel med, når det f.eks. gælder kønsroller og samfundsorden. Men man vil også gerne have en forklaring og få defineret sig selv ved at se på væsener, der næsten er mennesker. Sammenligne med grænsetilfælde, simpelthen. Og så er der mange gode historier i det, det skal man heller ikke være bleg for. Især i skønlitteraturen går den meget på sex, vold og kannibalisme, det sælger jo godt, siger Anne Katrine Gjerløff, som til foråret går i gang med at kulegrave dansk litteratur - romaner, børnebøger, tegneserier, undervisningsmateriale m.m. - for at undersøge, hvad der har været med til at forme danskernes syn på fortidsmenneskene.

I 1997 var det Missing Link-udstillingen på Nationalmuseet og Moesgaard Museum ved Århus, der revitaliserede nysgerrigheden, også for Anne Katrine Gjerløff, der på det tidspunkt læste historie og forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet.
Hun havde et studiejob på Nationalmuseet, og det var dér, idéen om projektet blev fostret.
- Der var mange blandt publikum, som undrede sig over den måde, Missing Link-udstillingen var sat op på. Jeg sad i skranken og solgte billetter og havde derfor publikumskontakt, så det var blandt andet mig, folk brokkede sig til. Publikum var meget provokerede af figurerne af de her fortidsmennesker - at de skulle bevæge sig og lave lyde. Hvordan kunne man nu vide, at de lavede lige de lyde? Det gav mig idéen til at se det i lidt bredere perspektiv: Hvad er det egentlig, der påvirker folks billede af fortidsmennesket, fortæller Anne Katrine Gjerløff.

Men din interesse for fortidsmennesket går vel længere tilbage end til den udstilling?
- Ja, det er det sjove. Jeg er selv et produkt af den formidling, jeg gerne vil undersøge, for jeg læste også Hulebjørnens klan (The Clan of the Cavebear, 1980. På dansk 1985) af Jean Auel, da jeg var lille, og det skabte da nogle billeder af fortidsmennesket i mit hoved. Og jeg syntes, det kunne være sjovt at gå om bagved og se på teorierne. Men det var i hvert fald en bog, der optog mig meget. Jeg var teenager, og hovedpersonen var en kvinde, der havde det hårdt og alligevel realiserede sig selv på trods af Neandertal-mændene. Det tror jeg, alle unge godt kan identificere sig med, griner Anne Katrine Gjerløff, der i dag er 26 år.

Hun var en læsehest som barn og slugte alt muligt, også historiske romaner. I dag læser hun gerne science fiction og tegneserier: "Det dér med at tegneserier kun er for børn, det kan jeg slet ikke forholde mig til," som hun siger.
Hun sang også og spillede guitar i et band, men den interesse har måttet vige, efterhånden som historie og arkæologi kom til at fylde det meste af hendes vågne tid.

Det gælder også det nuværende projekt, at kalenderen ser meget faglig ud:
- Det er nok også, fordi jeg ikke har været i gang så længe. Jeg har ikke helt lært at distancere mig fra det. Jeg er så heldig, at min kæreste er arkæolog, så han forstår mig godt, og vi kan også diskutere det. Men så længe jeg ikke har børn - de kommer jo nok, ikke? - så kan jeg bruge tiden, som jeg vil.

Det var i slutningen af gymnasietiden, at den dobbelte lægedatter fandt ud af, at hun ville læse historie på universitetet.
- Jeg var faktisk matematiker. Men jeg gjorde mig de tanker, at med historie kunne man ende med at beskæftige sig med det, man havde lyst til.

Valget af arkæologi kom først, da hun var godt i gang med historie-studiet og dér savnede introduktion til materielle kilder, men helt ny var den interesse heller ikke, eftersom faderen altid har gået meget på museum med hende.

Hun vidste især, hvad hun ikke ville med sin universitetsuddannelse:
- Jeg var i hvert fald helt sikker på, at jeg ikke skulle være gymnasielærer! Og det var faktisk også en af grundene til, at jeg valgte arkæologi, for så ville jeg aldrig falde i den fælde - at ty til at undervise i gymnasiet - for de ansætter slet ikke folk, der ikke har to gymnasiefag. Jeg ville simpelthen ikke risikere at krybe til korset en dag.

Du kan slet ikke se dig selv i den rolle?
- Slet ikke, slet ikke. Jeg har vidst meget længe, at jeg ville gå efter et ph.d.-studie, men også vidst, at det var meget svært, og jeg fik det heller ikke lige med det samme. Men jeg var sikker på, at jeg gerne ville skrive og forske, siger Anne Katrine Gjerløff.

Med sit eget studie og inspirationen fra læge-forældrene i bagagen føler hun sig som en blanding af det naturvidenskabelige og det humanistiske, og det er et godt udgangspunkt for en af hendes kæpheste: Tværfaglighed i forskningen.
- Men det er også noget, jeg kæmper med i forhold til det her projekt: At man ikke skal være bange for at kaste sig over et helt andet og meget naturvidenskabeligt fag, når man arbejder med videnskabshistorie, for det handler ikke kun om, hvorvidt man kan forstå fagets enkeltheder og analysere kilderne på niveau med fagfolkene. Man kan også få inspiration af at se faget udefra, og det prøver jeg altid at overbevise folk om.

Det betyder på den anden side ikke, at hun afsværger den viden, andre fag kan byde på; derfor tager hun snart tre måneder til London for at følge et kursus i grundlæggende human evolution for at få noget baggrundsviden og så finde ud af, hvordan de tænker, de her antropologer.

At lægfolk, såkaldt almindelige mennesker, også gerne vil vide noget om, hvad forskerne tænker, er hun sikker på, og derfor er det hendes plan at omskrive stoffet om fortidsmenneskene til en bredere og mere tilgængelig bog, når hun om et par år er færdig med sit projekt.
- Nu har jeg jo set så meget på formidlingen af det her, at jeg måske selv kunne formidle noget, og jeg har da ambitionen om et bogprojekt, fordi jeg kan se, at det er et emne, der interesserer bredt. Man ser jo ikke et nummer af f.eks. Illustreret Videnskab uden en artikel eller en klumme om forhistoriske mennesker, og det putter de jo kun i, fordi de ved, at folk er interesserede i at læse om det. Man kan også se det med dokumentarudsendelser og ikke mindst aviser: Det er en nyhed, når man finder en ny knogle. Det går folk op i. Ih, nu har de fundet en forfader! Det er det dér håb om, at man står midt i en række og kan få forklaret, hvor man kommer fra, siger Anne Katrine Gjerløff.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Neanderthal

>Prehistoric fiction
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk