Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den destruktive myte om indvandrerpiger

 

Med vores velmenende opfordringer til indvandrerdøtrene om at frigøre sig - underforstået af deres egen undertrykkende kultur - fører vi ikke kvindekamp. Vi øver vold, mener den franske sociolog Nacira Guénif Souilamas i en doktorafhandling, som gør op med myten om indvandrerdøtrenes splittelse mellem to kulturer. Hun ser dem i stedet som ofre for en tredimensionel undertrykkelse som kvinder, som unge og som underklasse.

 
FORUM/31.10.2000 Den er fremsat så ofte, at den har taget skikkelse af den skinbarlige sandhed: Påstanden om indvandrerdøtrenes splittelse mellem to kulturer. På den ene side står forældrene og kræver af de unge piger, at de skal indordne sig under kutymer og traditioner, som hører hjemme i oprindelseslandet. På den anden frister det europæiske samfund med frihed og med muligheder for personlig udfoldelse. Et kompromis mellem de to yderpunkter er usandsynligt. Ergo er pigerne splittet mellem to kulturer.

Den franske sociolog Nacira Guénif Souilamas hævder ikke, at indvandrerpigerne ikke udsættes for modsatrettede krav. Men virkeligheden er mere nuanceret end som så, konkluderer hun på grundlag af interviews med døtre af nordafrikanske indvandrere i sin doktorafhandling i sociologi, som netop er udkommet i bogform (Des "beurettes" aux descendantes d'immigrants nord-africains, Nacira Guénif Souilamas, 2000. "Beurettes" er et slangudtryk for indvandrerpiger af arabisk herkomst.)

- I litteraturen om indvandrerproblematikken fremstilles dobbeltkulturen i vid udstrækning som en forklaring i sig selv på blokeringer i integrationen. Men dobbeltkulturen er ikke en urokkelig realitet, men snarere en social og ideologisk konstruktion, mener Nacira Guénif Souilamas, som er forsker ved den statslige franske forskningsinstitution CNRS (Centre Nationale de Research Scientifique) og desuden formand for en kommission nedsat af den franske regering om skole og integration.

Hun modsætter sig påstanden om, at kulturen til enhver tid er forklaringen på de nordafrikanske indvandreres adfærd.

- Vi kan ikke blive ved med at hage os fast i kulturen som en definition af en påstået "natur". Det er en løgn. Og argumentet om dobbeltkulturen er et argument, man altid kan få til at passe, ligegyldigt hvad man vil bevise. Man får altid ret. Påstanden om dobbeltkulturen hviler på et etno-centreret synspunkt, som har rod i kolonialismens myte om Europas civiliserende mission. Man går pr. definition ud fra, at "vores", den europæiske kultur, er en kultur, man frit vælger, hvorimod "de andres" er nedarvet og påtvunget. "Vi" sidder inde med civilisationen, med modellen og idealet. "De andre" undertrykkes af en irrationel kulturel byrde. Påstanden opretholder illusionen om to lige stærke og ligeværdige kulturer, der står over for hinanden, hvor sandheden er, at den ene kultur - den europæiske - er dominerende i forhold til mindretalskulturen.

Hun bryder sig især ikke om det, hun kalder "moral-entreprenørernes" misforståede opfordringer til indvandrernes døtre om at frigøre sig, underforstået af forældrenes mandschauvinistiske kultur.

- Kravet om kvindefrigørelse er symbolsk og fysisk vold. Den konstante henvisning til kvindeundertrykkelsen er "moralentreprenørernes" bedste argument for at stigmatisere hele den nordafrikanske kultur. Den kulturelle undertrykkelse af de nordafrikanske grupper støtter sig til kvindeundertrykkelsen. Kvindefrigørelse er godt - hvis man har reelle muligheder for frigørelse. Men disse unge piger løber konstant panden mod en mur, når de søger arbejde og ad den vej søger personlig frihed. At kræve frigørelse af dem på denne betingelse er vold, mener Souilamas, som også peger på, at billedet af indvandrerdøtrene som "kvinder på vej mod frigørelse" er et tveægget svær.

- Det stereotype billede kan gavne pigerne, når en paternalistisk arbejdsgiver foregiver at bidrage til en civiliserende mission ved at ansætte en muslimsk pige. Men det kan også skade dem: Det er fordi de endnu ikke er "civiliserede", at man ikke kan ansætte dem.

Der fik vi den, vi verdensmestre i kvindefrigørelse. Men er volden ikke at finde hos dem, som med vold og magt vil holde pigerne fast i en tradition, pigerne ikke selv ønsker? Har den danske indenrigsminister Karen Jespersen ikke ret, når hun siger, at vi ikke kan være både på undertrykkernes og de undertryktes side, vi må vælge parti, for eksempel i spørgsmål om tvangsægteskaber?

Souilamas forsvarer ikke tvangsægteskaberne. Men hun vil heller ikke finde sig i, at de bliver brugt til at legitimere stigmatiseringen ikke blot af forældrene men af en hel kulturarv.

- Myten om de to uforenelige kulturer får det til at se ud som om det er umuligt at ændre de mandschauvinistiske og patriarkalske mekanismer uden at fornægte hele kulturen. Det er vold, når man beder pigerne om at fornægte deres kultur. Vi risikerer at stå med en generation, som hader sig selv, fordi de bliver opdraget til at foragte deres forældre. Det udløser selvdestruktive handlinger som narkotikamisbrug og kriminalitet. Man skal ikke sætte børnene op mod deres forældre. Det er kendetegnende for de unge piger, jeg interviewede, at de ikke synes særlig godt om sig selv.

- Dertil kommer, at man ikke kan betragte disse forældre, som om de var vægtløse i et lufttomt rum, uafhængige af enhver social og økonomisk sammenhæng. Arbejderkultur er traditionelt moralsk streng. Men indvandrerarbejdernes krav til børnene om kulturel konformitet hænger også sammen med den undertrykkelse, deres egen kultur udsættes for. Det retfærdiggør ikke tvangsægteskaber. Men det forklarer dem. Og når først man opgiver kulturen som eneste forklaringsmodel på de unge pigers vanskeligheder og forældrenes opførsel, så finder man en hel række socio-økonomiske årsager.

Ikke desto mindre refererer pigerne selv til deres minoritetsbaggrund. De forholder sig til deres situation som døtre af marokkanere og algeriere bosat i Frankrig og stiller "franskheden" og "nordafrikanskheden" op over for hinanden, som Dawia, 19 år, født i Frankrig og dermed fransk statsborger. Hun læser historie ved universitetet i Paris og er derfor flyttet hjemmefra.

- Mine forældre er marokkanere. Altså kan jeg ikke være fransk, siger Dawia.

Er der så alligevel ikke noget om snakken om dobbeltkulturen?

- Det, som har slået mig med disse piger er, at de aldrig taler om sig selv, uden samtidig at tale om, hvordan andre betragter dem. Dawia udtrykker især det indtryk, andre har af hende - eller det indtryk hun forestiller sig, at andre har af hende. Hun udtrykker det billede, hun ser af sig selv i tv og i medierne. Og det er netop billedet af en identitet, som er knyttet til den etniske oprindelse, siger Nacira Guénif Souilamas.

Som Dawia siger:
- Mine franske veninder sagde til mig: du er fransk, du ligner slet ikke en marokkaner, du er ikke som de andre, du er god nok.

Eller Najat på 17:
- Jeg er som min mor. Bortset fra at jeg har gået i skole. Jeg er en lille smule mere udviklet end hun er.

Men samtidig føler mange af pigerne sig også personligt klemt i et opdragelsesmønster, som forhindrer dem i at leve det samme teenageliv som deres "franske" skolekammerater. Souilamas' undersøgelse viser, hvordan overgangen til mellemskolen i 11-12-årsalderen, sammenfaldende med kønsmodenheden, markerer et skift i pigernes adfærd. De begynder at vælge de franske veninder fra, fordi et fortsat venskab risikerer at skabe konflikter med forældrene, som ikke tillader deres døtre det samme som franske forældre.

- Jeg begyndte at spørge mine forældre, om jeg måtte gå ud om aftenen, siger 20-årige Kenza. Hun er født i Algeriet, kom til Frankrig som 2-årig og fortæller om sine første teenage-konflikter med forældrene.
- Nej, du må ikke gå ud. Hvorfor ikke? Fordi du er algerier, du er ikke fransk. Jamen, jeg vil leve som de andre. Nej, du er algerier, og det kan være farligt om aftenen. Det sagde de, og så blev jeg hjemme. Næsten gang spurgte jeg, om jeg måtte være ude til klokken det og det. Og så sagde de ja. Og så holdt jeg op med at høre efter, hvad de sagde.

Pigerne anlægger forskellige strategier for at øge deres frihedsmargin: Allierer sig med brødrene så de ikke sladrer om en kæreste, hjælper ekstra meget til derhjemme eller køber sig rettigheder med gode karakterer. Eller de overtager en streng respekt for de islamiske forskrifter som garanti for sædelighed og sømmelighed for at skaffe sig familiens accept af større frihed, for eksempel til at læse videre.

Men pigerne oplever ofte forældrenes krav som snærende og begrænsende. Er pigerne så ikke, set i lyset af deres faktiske erfaringer, rent faktisk underlagt en udpræget patriarkalsk tradition, som hæmmer deres frihed?

Selvfølgelig, svarer Souilamas. Men det er ikke hele sandheden.

- Faktisk lykkes det jo pigerne at forhandle sig frem til visse privilegier og skaffe sig en frihed, deres mødre ikke havde. Kenzas storesøster er studerende, bor på kollegium og kommer kun hjem hver 14. dag. Forældrene har ændret sig, og de har ændret sig i kraft af migrationen.

Hvis pigerne føler sig splittede, understreger hun, er det ikke mellem to kulturer. Splittelsen er affødt af det franske samfunds stigmatisering af forældrene og deres kultur, som konsekvent fremstilles som en mindreværdig og undertrykkende arv.

"Pigerne vakler mellem to poler. På den ene side "et naturligt" tilhørsforhold til familiekulturen og et "naturligt" ønske om at frigøre sig fra den, som alle unge - og på den anden side et voksende ønske om at rehabilitere deres arv og deres forældre", skriver Souilamas.

I stedet for dobbeltkulturen som sociologisk realitet for indvandrerdøtrene foretrækker Souilamas at tale om en tredimensionel undertrykkelse: en social, kønslig og kulturel undertrykkelse.

Den sociale undertrykkelse hænger sammen med, at pigernes forældre, de nordafrikanske indvandrere, tilhører arbejderklassen. De kom til Frankrig i 60´erne og 70´rne for at arbejde i byggebranchen eller i industrien. Arbejderkulturen har mistet sin legitimitet. Der er ikke meget tilbage af "arbejderstoltheden", heller ikke blandt franskmændene. Immigrantarbejderne har i endnu mindre grad end de franske arbejdere oplevet social opstigning. Det sociale miljø, bopælen i de berygtede forstæder til de store franske byer, alt bidrager til pigernes lave sociale status.

Alle de piger, Nacira Guénif Souilamas har interviewet, befinder sig eller har befundet sig i vanskelige økonomiske og sociale situationer. Mange af dem har klaret sig godt i skolen og har alligevel svært ved at få et fast job. Ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig har hørt til de højeste i Europa og op igennem 90´erne ligget på 20 procent. Pigernes virkelighed er en konstant balancegang på kanten af den sociale afgrund. Et vikarjob afløses af ledighed, som brydes af småjobs som rengøring og børnepasning inden et nyt vikarjob.

"Døtrene af de nordafrikanske indvandrere oplever eller har oplevet materielle vanskeligheder, og deres livsforløb har vekslet mellem social integration og social eksklusion. Integration i det franske samfund forhindrer ikke nødvendigvis social eksklusion", skriver den franske sociolog.

Denne sociale undertrykkelse er grundlaget for de to andre: Når nogle af pigerne vælger at søge tilflugt i en traditionel kvinderolle med tidligt ægteskab og børn, er det mere et resultat af en lukket social horisont end af et kulturelt betinget undertrykkende kvindesyn.

- En status som traditionel nordafrikansk kvinde, der passer hjem og børn, har den fordel, at det ikke lægges pigerne til last, at de ikke har et job og er produktive. Den sociale sårbarhed øger de unge kvinders risiko for at blive ofre for en diskrimination, som man troede var forsvundet", skriver Souilamas.

Tilbage er den kulturelle undertrykkelse. Stigmatiseringen af pigernes kulturarv som mindreværdig forstærkes af stigmatiseringen af andre lavstatuskulturer. Pigerne er unge og de tilhører arbejderklassen, eller det der er værre, de socialt marginaliserede på overførselsindkomster. Ligesom den alvorligste marginalisering i USA rammer personer, som på én gang er sorte, fattige og kvinder. Disse indvandrerdøtre er tilmed unge. Og ungdomskultur er ofte synonymt med oprør mod "de voksnes" normer.

- Ungdomskulturer betragtes ofte som lidt farlige afvigerkulturer af det etablerede samfund. Denne "afvigelse" forstærkes af den etniske oprindelse. For det er ikke så meget den etniske oprindelse, som er grunden til stigmatiseringen af indvandrernes efterkommere. Det er deres troskab mod en kutyme, som opfattes som en kulturel lovovertrædelse, en afvigelse. Stigmatiseringen af indvandrernes kulturbaggrund er i virkeligheden stigmatiseringen af en afvigerkultur, mener Souilamas.

Men hendes undersøgelse giver også anledning til håb, mener hun. I stedet for at sidde fast mellem to kulturer er disse unge piger i færd med at finde deres egen vej. Pigerne, som på én gang kritiserer forældrenes "mentalitet" og påstår, at de aldrig vil gifte sig med en franskmand, forsøger i virkeligheden at frigøre sig fra begge siders krav om konformitet, både forældrenes og det franske samfunds.

- De unge vil ikke længere acceptere det syn, det franske samfund har på deres forældre. En direkte konsekvens af kravet om assimilation er, at de unge siger, at de ikke vil integreres. Samtidig er de ofte i konflikt med deres forældre. Dette markerer overgangen til noget nyt. Pigerne er færd med at udvikle et individualistisk syn på sig selv i stedet for at overtage andres definitioner, siger Nacira Guénif Souilamas.

Kenza på 20 udtrykker det med al sin indestængte voldsomhed:
- Jeg så en gang en pige, som røg en cigaret lige for øjnene af sin nordafrikanske mor, med lårkort nederdel og det hele. Det er ikke naturligt, det var så tydeligt at hun ville vise, at det var en velintegreret familie, nøjagtig ligesom en fransk familie. Jeg håber, at jeg ikke ser sådan ud. Pigen gjorde alt for at sige: se hvor frigjort jeg er - men alle ved at det ikke nytter noget, for hun har alligevel et nordafrikansk hoved. Jeg vil være noget andet, jeg vil accepteres, som jeg er. Jeg vil ikke forkaste, at jeg er algerier, men jeg vil have et normalt liv. Jeg vil ikke have man siger til mig, at jeg er en frigjort algierer.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Nacira Guénif Souilamas: Des "beurettes" aux descendantes d'immigrants nord-africains, Grasset/Le Monde, 2000.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk