Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når vi opfinder de andre

 

Orientalisme er temaet i seneste nummer af Kvinder, Køn & Forskning - og tankegangen bag begrebet kan spores i dagens indvandrer- og kønsdebat og påvirker den måde, "vi" opfatter "de andre" på. FORUM anmelder.

 

 
FORUM/31.10.2000 Der går et kulturfundamentalistisk spøgelse igennem Europa, skriver Anna Rebecca Kledal i indledningen til seneste udgave af tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning med titlen Orientalisme. Temaet handler ambitiøst om "islam, orientalisme og kulturmøder set i et kønsperspektiv", og det er vel ikke et øjeblik for tidligt, at danske kvinde- og kønsforskere rusker i disse enorme emner samlet.

For spøgelset har travlt i disse tider: debatter i forhold til indvandrere og islam har en tendens til lynhurtigt at blive kogt ned til en "køn- og kultur"-forklaring. Når indvandrere f.eks. ikke deltager i det danske samfunds netværk, ja så er deres kultur alene udråbt som årsagen. Med de kulturfundamentalistiske briller på, bliver alle andre relevante forhold som f.eks. social status, klasse, historisk kontekst osv. redigeret ud af vinduet i den større (mangel på) analyse. Et sørgeligt eksempel er reaktionerne i forbindelse med de nylige voldtægtssager, som jeg vil vende tilbage til senere.

Man kan sige, at kulturfundamentalismen – kultur forstået som alene og totalt bestemmende for et menneskes handlinger - er orientalismens forlængede arm. For tilsyneladende er det alle syd for München, der er "fanget" af deres kultur, mens vi i Nord har et anderledes nøgternt forhold til det.

Det var professor Edward W. Said, der satte orientalisme som diskurs og begreb på dagsordenen allerede i 1978 med udgivelsen af bogen af samme navn. Her argumenterede han bl.a. for, at Vesten kontinuerligt konstruerer og fastholder "de andre" i Orienten i et slags negativt spejlbillede af os selv. Vesten opfinder så at sige sig selv ved at pådutte Orienten en række negative værdier.
"Vi" mestrer rationel tænkning, demokrati, universelle værdier samt den seneste brik i disse store fortællinger i dansk sammenhæng: ligestillingen – mens "de andre" hænger fast i middelalder, kultur, fanatisme osv., og må kontrolleres med hård hånd.
Post-koloniale teoretikere har bl.a. trukket på Saids betragtninger og feministisk teori og brugt begrebet orientalisme på, hvordan vesten i andre dele af verden har konstrueret ”de andre”. Mange har også arbejdet på at blødgøre den skarpe opdeling mellem "Østen" og "Vesten" og set på kvinders rolle i det koloniale projekt.

Temanummeret går ikke nærmere ind på en diskussion af begrebet orientalisme og betydningen/debatterne omkring det. Det havde været nok så rart med en skarp opsummerende artikel, som med brede penselstrøg beskriver de forskellige positioner og kritikpunkter på feltet og nævner de vigtigste udgivelser. Ikke mindst set i lyset af, at orientalisme samt postkolonial teori lever en meget skyggefuld og helt uformidlet tilværelse rundt om i universiteternes kroge i Danmark.

I stedet præsenteres der en række artikler, som er ret forskellige i deres tilgang til emnet – skrevet af både danske og udenlandske forskere fra forskellige faggrupper fra historie til antropologi.
Interessant er bl.a. artiklen af svenske Magnus Berg (docent i etnologi), som kaster et populærorientalistisk blik på den så kendte bestseller bog "Ikke uden min datter" af Betty Mahmoody, som senere blev filmatiseret med Sally Fields i hovedrollen. Tanken er naturligvis ikke at bagatelliserer Mahmoody’s grumme oplevelser, men at kigge på nogle årsager til, at bogen har solgt i over 12 mio. eksemplarer.

Handlingen er velkendt: en amerikansk kvinde forelsker sig i USA i den iranske læge Moody, og de bliver gift og får en datter. Men revolutionen i Iran trækker – den lille familie flytter til Teheran, og her udvikler den ellers omsorgsfulde Moody sig til arketypen på "den orientalske despot" – Betty bliver tilsløret, låst inde, voldtaget, slået, og hun må flygte – men ikke uden sin datter.

I Sverige - og i øvrigt også i andre lande - ser mange muslimer bogen som indbegrebet af vestlige mediers skævvredne repræsentation af dem og islam generelt. Det billede kan Magnus Berg sagtens følge, men han breder analysen ud til også at se bogen som en slags mytisk fortælling, der skal hjælpe med at gøre modernitetens ambivalens udholdelig. Spændingen mellem ønsket om selvstændighed og samhørighed, mellem frihed og tryghed

For i hans læsning af historien har Betty hele sit voksenliv været spændt ud mellem ønsket om en frigjort tilværelse med karriere og så ønsket om at blive forsørget. Faktisk bliver hun på et tidspunkt så syg, at hun ingenting kan – og det er på hospitalet hun møder Moody, der behandler hende.
Hun har på dette tidspunkt fået nok at kæmpe som enlig, fraskilt mor – hun glæder sig til at være "fru doktor Moody" og modtage fine gæster i lægevillaen. Det var let at opgive arbejdet – hun kom alligevel ingen vegne pga. sexchikane, lav løn etc. Men som Berg skriver, så mister det patriarkalske arrangement snart sin charme – og i Teheran falder det fra hinanden.

I Betty's udlægning af den islamiske revolution i Iran er der ingen foruroligende ambivalens: al ting har sin plads i meget rigide mønstre; kvinder bagerst i bussen, mænd forrest osv. Men hvis dette er alternativet til modernitetens smertefulde ambivalens – ja, så hellere ambivalens til enhver tid, må læseren konkludere. Og det er her, orientalismen sætter ind.
I Magnus Bergs læsning normaliserer fortællingen det moderne liv ved at afnormalisere et andet liv – det iranske - og den afsondrer også det, vi helst ikke vil vide af i vores egen kultur: "Ikke uden min datter kan forstås som et terapeutisk rum, hvor den, der plages af det moderne livs modsætningsfyldte krav, kan tilbydes lindring og hvile".

Kate Østergaard (ph.d. på religionshistorie) tager fat i en anden orientalistisk kliche; badehusene, hamman, som orientalistiske malere fra Europa i de forrige århundreder elskede at afbillede på pirrende vis – helst voluminøse nøgne kvinder, der blev vasket af sorte slaver klirrende af guldmønter. Østergaard reflekterer over, hvordan man som forsker kan overvinde orientalismens monolitiske og firkantede repræsentationer, hvis man i dag som hende selv ønsker at studere marokkanske kvinders forhold til hamman.

Artiklen har nogle interessante teoretiske refleksioner omkring nøgenhed og ærbarhed, det er bare en skam, at de marokkanske kvinder selv slet ikke kommer til orde i f.eks. citater. Hvad synes de om at blive studeret af en udsending fra Danmark – hvad er deres egne refleksioner på orientalisme, på nøgenhed og badehuse?? Det er trods alt en af orientalismens kritikpunkter, at "vi" har en tendens til at ville repræsentere de andre og tale på deres vegne.

Den dansk-polske maler Elisabeth Jerichau Baumann var en af de malere, som midt i 1800-tallet meget usædvanligt på hendes tid for danske kunstnere, rejste til "Orienten" og bl.a. afbillede de berømte badehuse. Anna Rebecca Kledal (ph.d. internationale udviklingsstudier, RUC) har set på hendes orientalistiske malerier via et kønsblik samt de nationalistiske strømninger, der foregik i Danmark på det tidspunkt. Meget interessant ikke mindst set i lyset af nutidens debat om Europa og indvandrere, udspillede der sig mellem 1840-70 i samfundet og på kunstinstitutionerne en magtkamp mellem to fløje: "Europæerne" og de "nationale", også kendt som "de brunette" og "de blonde".
"De blonde" vandt kampen – kunsten skulle være en del af det nationale og danske projekt. For polsk-fødte Bauman udgjorde Orienten mulighed for frigørelse – både personligt og kunstnerisk – den blev også romantiseret som et slags 1001 Nats drømmeland – i opposition til en politiseret kunst i Danmark. Som Kledal ser det blev orientalisme i Danmark spundet ind i både nationalspecifikke strømninger, det koloniale projekt og romantikken.

Der er mange andre interessante bidrag i temanummeret, som f.eks. antropolog Ninna Nybergs artikel "Mænd, migration og byrum i grænselandet mellem Spanien og Marokko". Her kommer mændene og deres egne refleksioner til orde – og er med til at vise, hvordan forskellige typer maskulinitet konstrueres i forhold til nationalstat, Europa, islam osv.

Alle artiklerne er med til at sætte spørgsmålstegn ved indgroede og fastlåste forestillinger, der stadig i dag florerer så rigt om "de andre". Og at der ikke bare er tale om akademiske stileøvelser, viser reaktionerne i forbindelse med de voldsomme gruppe voldtægter begået for nyligt bl.a. i København af unge mænd, der beskrives som "indvandrerdrenge".
At voldtægt naturligvis er en modbydelig forbrydelse, der må slås hårdt ned på og ikke kan undskyldes, er der vel næppe grund til at gentage. Det, der imidlertid springer i øjnene er bl.a. politikernes beredvillighed til straks at stemple gerningsmændene som i deres kulturs vold.

Ligestillingsminister Jytte Andersen siger f.eks. til BT 13. oktober, at der er en sammenhæng mellem disse voldtægter og visse indvandrergruppers kvindesyn:
"Nu må vi tage bladet fra munden og sige til indvandrerne, at de skal respektere kvinderne…..her i landet har vi ligestilling, og det skal indvandrerne lære at indordne sig under".
BT nævner til sidst i artiklen, at Andersen nu vil foranstalte bl.a. en konference, og "at tiltagene skal munde ud i et frontalangreb på de "middelalderlige" kvindeholdninger via kampagner og undervisning".
Her bliver drenge og mænd af arabisk og anden herkomst end dansk fremstillet fuldstændigt entydigt som patriarkalske og middelalderlige despoter, der over en kam foragter og undertrykker kvinder – sådan à la Moody i "Ikke uden min datter". Muslimer som latente voldtægtsforbrydere, der skal ”civiliseres” – en direkte fortsættelse af det koloniale projekt.

Det er ikke fordi, man skal skrive kultur ud af ligningen, men den må jo nødvendigvis også indgå med sociale, klassemæssige og andre elementer, som normalt indgår, når krimonologer og andre forklarer, hvorfor nogle mennesker i samfundet er "utilpassede".
Som en undersøgelse fra Den Sociale Ankestyrelse iflg. Ritzau (24. okt.) netop har vist, begår også dansk-danske unge præcis samme type kriminalitet som voldtægt og anden grov vold. Problemerne for begge grupper skyldes bl.a. ifølge Ankestyrelsen sociale problemer: social arv, lavt selvværd og manglende tilknytning til skole og arbejdsmarked. Det er unge, der går for lud og koldt vand efter folkeskolen.

Det er bydende nødvendigt at stoppe flere voldtægter – og derfor må man også ned under de umiddelbare populistiske reaktioner.
Det er meget behændigt for politikere at kunne stemple problemer som udelukkende bundet op i ”de andres” fremmede kultur – for dermed kan de undsige sig et ansvar for de manglende politiske tiltag, der måske kunne have sørget for ikke at marginalisere en hel gruppe af unge, der jo er danske i og med de er født og opvokset i Danmark. Og dermed også påvirket af danske syn på tingene – det være sig i forhold til kvinder, samfund osv. De har jo ikke levet isoleret i en osteklokke. De grove generaliseringer af en hel befolkningsgruppe, indvandrere, som indbyrdes er vidt forskellige, er yderligere med til at polarisere og marginalisere.

Der ser ikke ud til at ligge nogen forskning til grund for disse opfattelser, der jo er ganske almindelige i den danske offentlighed – en slags vedtagne sandheder. Og hvad med de dansk-danske mænd, der myrder, voldtager og banker deres koner og kærester? Skyldes det deres middelalderlige danske kultur?

Der er et akut behov i Danmark for kvalificeret forskning, der formår at arbejde samtidig med både køn og etnicitet på en nuanceret måde. En forskning, der ikke forlader sig rygmarvsagtig på et forældet kulturbegreb som årsagsforklaring – kultur som spændetrøje og hermetisk lukket felt. En forskning, der ikke forlader sig på en nationalistisk og firkantet forestilling om, at "vi" har ligestilling og "de" har undertrykkelse. Som ser på, hvordan køn, etnicitet og nationalitet konstrueres kontinuerligt i samspil med det øvrige samfund.
Det er også stof til eftertanke for de ansvarlige, der har nedlagt eller fusioneret de fleste kvinde- og kønsforskningscentre i landet.
Også kønsforskere må gribe i egen barm – har de været gode nok til at arbejde med disse emner og bringe dem i fokus?
Har holdningen "vi har ligestilling, de er undertrykte" spærret for relevant forskning med perspektiver, som har været en del af den udenlandske forskning i de sidste 20 år?
Blandt hovedartiklerne i dette tema-nummer af Kvinder, Køn & Forskning er ikke en eneste skrevet af en kønsforsker. Måske er det tilfældigt, men det kunne da også ligne en tanke.

Kvinder, Køn & Forskning kan lånes på Kvinfo's bibliotek.
 
Læs mere
Interessant kronik fra Information om, hvordan indvandrerpiger føler sig konstant rubriceret som undertrykte. Søg i avisens arkiv på titlen
Lad os tale om pigeliv

Website med en hel vifte af links til alle tænkelige aspekter af orientalisme
Orientalism anyone?
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk